↩ Jeg veed ikke, om de unge Damer kiender et Digt af 👤Ingemann, som hedder “►De Sorte Riddere”, men de Ældre kiender det sikkert nok, og Alle, hvem der kiender det, veed, det er meget smukt, saa det er ►ordenlig min Pligt, saavelsom min Lyst, at anbefale det til alle Damernes Opmærksomhed, som veed at skiønne paa det Smukke, fordi det ligner Dem. Vel har jeg hørt, at de unge Damer skal være lidt bange for alle lange Digte, og da de fleste lange Digte er langtrukne og altsaa kiedsommelige, saa kan jeg ikke fortænke Dem i det; thi hører det ►end ikke sjelden til Damernes tunge Pligter at kiede sig, saa er kiedsommelige Morskabs-Bøger dog saa urimelige, unaturlige og selvmodsigende Ting, at Damerne dog endelig maae have frit Forlov til at finde dem utaalelige. Men er ►end lange Digte sædvanlig ulæselige og derfor utaalelige, saa er der dog, Gud skee Lov! ligesaa vel hos os, som hos Grækerne, Undtagelser fra Reglen, og En af disse faa Undtagelser er ikke blot “►Valdemar den Store”, men ogsaa “►De Sorte Riddere”, skiøndt de virkelig har, hvad “►Iliaden og ►Odysseen” kun siges at have: een og samme Forfatter! Dette haaber jeg, selv de unge Herrer vil indrømme, skiøndt jeg hører netop de unge Herrer hviske om, at dette Ingemannske Digt, trods al sin Deilighed, dog skal have den store, i vore philosophiske 303Dage hardtad utilgivelige Feil, at der ingen egenlig “Idee” eller giennemgribende Grund-Tanke spores i det. Damerne veed nok, det er netop det Samme, som de forvovneste unge Herrer siger høit om det “smukke Kiøn”, og derfor finder Damerne vel, at saadanne Ukvemsord i det Høieste kun fortjener det Svar, at skulde de end, hændelsesviis, være meget kloge, er de dog altid meget stygge; men jeg vil 723 (US) dog tilføie, at “►De Sorte Riddere”, hvori de unge Herrer ingen “Idee” eller ►ordenlig Grund-Tanke skal kunne spore, var netop det Digt, der, ►alt for tredive Aar siden, overbeviste mig om, at Dame-Skjalden ogsaa var en rigtig Dane-Skjald, som ikke blot havde “Ideer”, men ægte Nordiske, Verdenshistoriske Ideer, ⓘ dobbelt yndige, som kloge Øine, over Rosen-Kinder, under et himmelblaat, giennemsigtigt Slør! 👤Ingemanns “►Sorte Riddere” hører nemlig til de saakaldte “Allegoriske” Digte, hvori Fortællingen, i større eller mindre Grad, maa tjene til at oplyse den herskende Grund-Tanke; men naar det, som hos Tydskerne, stikker igiennem fra Først til Sidst, da bliver Fortællingen død, Tonen kold og Verset ►slæbende, saa, hvor sand og smuk end Grund-Tanken kan være, bliver man dog hjertelig kied ad Digtet, som et uendeligt Omsvøb og en unyttig Byrde, og det er derfor en ligesaa stor som sjelden Dyd ved “►De Sorte Riddere”, at de selv af Børn kan læses med Fornøielse, fordi Æventyret er smukt og Verset flydende, mens dog de voxne Læsere bestandig føler, der ligger endnu noget Dybere under det, om de end ikke kan sige sig selv tydelig, hvad det er. Hvad de unge Herrer kalder en Feil, eller at Grund-Tanken er halvveis tilsløret, det er da i mine Øine et stort Fortrin, som Digtet har faaet ved den lykkelige Omstændighed, at 👤Ingemann er en Hjerte-Digter som Faa eller Ingen i vore 304Dage, og fik derfor tidlig Mod til at være det bekiendt, et Mod, han heller aldrig tabde, saa, naar han kun ►følde, der var en poetisk dyb og rig Grund-Tanke i hans Værk, da ►brød han sig ikke om, at den faldt enten ham selv eller hans Læsere dunkel, og hans Recensenter ufattelig; thi kun derved fik vi et, i sit Slags, mageløst Digt, hvori den Grund-Tanke ikke blot kan findes, men lever og gløder, at den ægte Skiønhed vel for Øieblikket er i et forhexet Land, hvor dens Vanærelse synes uundgaaelig, men at Aanden dog, ved Hjelp af Fortidens usynlige men dog mægtige ►Kæmper, vil vide at frelse den baade til Dronning-Liv herneden og til en evig ►Forklaring.