XXI.
►Odysseen og 📌Island.
✂ Jeg veed ikke, om de unge Damer kiender et Digt af 👤Ingemann, som hedder “►De Sorte Riddere”, men de Ældre kiender det sikkert nok, og Alle, hvem der kiender det, veed, det er meget smukt, saa det er ►ordenlig min Pligt, saavelsom min Lyst, at anbefale det til alle Damernes Opmærksomhed, som veed at skiønne paa det Smukke, fordi det ligner Dem. Vel har jeg hørt, at de unge Damer skal være lidt bange for alle lange Digte, og da de fleste lange Digte er langtrukne og altsaa kiedsommelige, saa kan jeg ikke fortænke Dem i det; thi hører det ►end ikke sjelden til Damernes tunge Pligter at kiede sig, saa er kiedsommelige Morskabs-Bøger dog saa urimelige, unaturlige og selvmodsigende Ting, at Damerne dog endelig maae have frit Forlov til at finde dem utaalelige. Men er ►end lange Digte sædvanlig ulæselige og derfor utaalelige, saa er der dog, Gud skee Lov! ligesaa vel hos os, som hos Grækerne, Undtagelser fra Reglen, og En af disse faa Undtagelser er ikke blot “►Valdemar den Store”, men ogsaa “►De Sorte Riddere”, skiøndt de virkelig har, hvad “►Iliaden og ►Odysseen” kun siges at have: een og samme Forfatter! Dette haaber jeg, selv de unge Herrer vil indrømme, skiøndt jeg hører netop de unge Herrer hviske om, at dette Ingemannske Digt, trods al sin Deilighed, dog skal have den store, i vore philosophiske 303Dage hardtad utilgivelige Feil, at der ingen egenlig “Idee” eller giennemgribende Grund-Tanke spores i det. Damerne veed nok, det er netop det Samme, som de forvovneste unge Herrer siger høit om det “smukke Kiøn”, og derfor finder Damerne vel, at saadanne Ukvemsord i det Høieste kun fortjener det Svar, at skulde de end, hændelsesviis, være meget kloge, er de dog altid meget stygge; men jeg vil 723 (US) dog tilføie, at “►De Sorte Riddere”, hvori de unge Herrer ingen “Idee” eller ►ordenlig Grund-Tanke skal kunne spore, var netop det Digt, der, ►alt for tredive Aar siden, overbeviste mig om, at Dame-Skjalden ogsaa var en rigtig Dane-Skjald, som ikke blot havde “Ideer”, men ægte Nordiske, Verdenshistoriske Ideer, ⓘ dobbelt yndige, som kloge Øine, over Rosen-Kinder, under et himmelblaat, giennemsigtigt Slør! 👤Ingemanns “►Sorte Riddere” hører nemlig til de saakaldte “Allegoriske” Digte, hvori Fortællingen, i større eller mindre Grad, maa tjene til at oplyse den herskende Grund-Tanke; men naar det, som hos Tydskerne, stikker igiennem fra Først til Sidst, da bliver Fortællingen død, Tonen kold og Verset ►slæbende, saa, hvor sand og smuk end Grund-Tanken kan være, bliver man dog hjertelig kied ad Digtet, som et uendeligt Omsvøb og en unyttig Byrde, og det er derfor en ligesaa stor som sjelden Dyd ved “►De Sorte Riddere”, at de selv af Børn kan læses med Fornøielse, fordi Æventyret er smukt og Verset flydende, mens dog de voxne Læsere bestandig føler, der ligger endnu noget Dybere under det, om de end ikke kan sige sig selv tydelig, hvad det er. Hvad de unge Herrer kalder en Feil, eller at Grund-Tanken er halvveis tilsløret, det er da i mine Øine et stort Fortrin, som Digtet har faaet ved den lykkelige Omstændighed, at 👤Ingemann er en Hjerte-Digter som Faa eller Ingen i vore 304Dage, og fik derfor tidlig Mod til at være det bekiendt, et Mod, han heller aldrig tabde, saa, naar han kun ►følde, der var en poetisk dyb og rig Grund-Tanke i hans Værk, da ►brød han sig ikke om, at den faldt enten ham selv eller hans Læsere dunkel, og hans Recensenter ufattelig; thi kun derved fik vi et, i sit Slags, mageløst Digt, hvori den Grund-Tanke ikke blot kan findes, men lever og gløder, at den ægte Skiønhed vel for Øieblikket er i et forhexet Land, hvor dens Vanærelse synes uundgaaelig, men at Aanden dog, ved Hjelp af Fortidens usynlige men dog mægtige ►Kæmper, vil vide at frelse den baade til Dronning-Liv herneden og til en evig ►Forklaring.
✂ Det er vel mange Aar siden jeg sidst læste Digtet, saa, naar jeg skulde bevise, at dette er Grund-Tanken, som opliver det Hele, da maatte jeg først læse det paany, men Læserinderne, som er dem, jeg her har for Øie, kræver aldrig andre Beviser end Tingen selv, og Herrerne vilde jeg blot give en lille ►Mindelse om, at de skal betænke sig vel, før de saa rask paastaae om et stort og smukt Ingemansk Digt, at det fattes 724 (US) Grund-Tanken, da det ►vist altid vil være Over-Fladen, hvorpaa den ikke ►spiller, der giækkes lidt med dem!
✂ Spørger man nu om denne Grund-Tankes Sandhed, som i 📌Nordens gamle Billed-Sprog lod sig udtrykke saaledes, at Skiøn ►Freya og hendes Datter ►Ædelsteen faldt engang i Hænderne paa ►Udgaards Loke, hvoraf selv ►Thor ei formaaede at udfrie dem, ►for Kogleriets og Øine-Forblindelsens Skyld, men hvoraf de dog befriedes ved ►Odin og hans ►Ænherier, der gjorde sig usynlige, saa Trylleriet tabde sin Magt, see, da er Skiønhedens Ulykke, som det første Ledd af denne Grund-Tanke, kun alt for klar, naar man blot 305tænker paa den “Græske Skiønheds” Kaar i sit Hjem, men Udfrielsen er dog nu, som altid, mit glade og sikkre Haab, som det iaften skal være mig en stor Fornøielse at knytte til ►den Odysseiske Hjemkomst, der, i mine Øine, skildrer den ikke blot meget smukt, men ►uforbederlig.
✂ Ja, det Old-Græske Helte-Digt, hvorefter ►Odysseus maatte flakke vidt omkring efter 📌Trojas Undergang, mens hans trofaste Mage, den skiønne ►Penelope, i hele tyve Aar bevarede ham sin Kiærlighed, Det melder især, hvordan de dybe og søde ►Tvilling-Længsler selv rørde de Udødelige, selv bøiede den haarde Skæbne, saa ►Odysseus kom tilbage fra den anden Verden, mødte sin “halve Sjæl”, yndig og tro, beviste, graahærdet, sin Ungdoms-Kraft, overvandt, ved Hjelp af ►Pallas Athene, alle Beilerne til hans Ungdoms-Brud, alle Hindringer for hans anden Thron-Bestigelse, og triumpherede endelig i den Elskedes Favn, gjort udødelig af den ægte Viisdom, og udrustet med Kraft til endnu under de hvide Haar at omvandre Verden ►saa vide, som Saltet smager og Aaren kiendes; og dette er Altsammen saa deiligt og dog saa dybt, saa fornøieligt, selv for Børn, at høre og læse, og dog tillige saa lærerigt, opmuntrende og glædeligt for Tænkeren at grandske, at dersom vi havde ►Odysseen fordansket paa lette, flydende Rim, da kunde jeg ikke tale om den enten til Damer eller Herrer, som ei ►alt havde læst den Snese Gange og kiendte Historien bedre end jeg, som først paa mine gamle Dage har opdaget den nedgravne Skat. Dog, da vi først nys har faaet ►Odysseen paa Dansk, og det, om end ganske læselig, saa dog tung og fremmed, nu maa jeg fortælle Damerne Noget af det Smukkeste, som er, at vel maatte ►Odysseus paa Hjemreisen til 📌Ithaka, som han dog engang var saa nær, at han saae dens Skorstene ryge, flakke om saa 306længe, til han havde 725 (US) mistet alle sine ►Stalbrødre og leed selv Skib-Brud ved Verdens Ende paa Øen ►Ogygia; men dog frelstes han fra Undergang af ►Jette-Møen eller ►Atlas-Datteren ►Kalypso, som ene beboede Klippe-Øen i det ►vildende Verdens-Hav og lovede endog at giøre ham udødelig, naar han i hendes Favn vilde glemme 📌Grækenland, 📌Ithaka og ⓘ ►Penelope. Vist nok var en saadan Glemsel ►Odysseus aldeles umulig, saa, trods ►Jette-Møens kiærlige Omhu, følde Helten sig saare ulykkelig, i de kolde, dunkle Grotter, langt borte fra “Guder og Mennesker”, længdes altid efter dem og Hjemmet, og sad hver Dag sukkende paa Klinterne med Taare-Blik over Bølgerne, der skildte ham fra de “Levendes Land”; men i Aarenes Løb slog dog endelig den store Befrielses-Time: ►Pallas Athene ►talde den haardt prøvede, landflygtige Græker-Helts Sag for ►Zeus, og paa hans Vink fløi ►Hermes over Havet, og meldte ►Kalypso, at det var Gudernes og Skæbnens Villie, at hun nu brat lod ►Odysseus fare, men ogsaa, at han skulde ►pløie Verdens-Havet, uledsaget af Guder eller Mennesker, paa et ►Flaadd, han selv havde tømret og maatte vide at styre, til han naaede den venlige Kyst, hvor han, efter Skæbnens Dom, skulde lande og finde Leilighed hjem til Fædernelandet! Som sagt, saa gjort, men ►Poseidon bar et indgroet Nag til Helten, for sin stygge Søn, ►Kyklopen og Menneske-Æderen ►Polyphems Skyld, som ►Odysseus, til Nødværge, havde berøvet det eneste Øie, han havde, men ogsaa unødvendig, ei uden Kaadhed, spottet i hans Ulykke, og derfor oprørde nu ►Poseidon Havet og slog alle Storme løs til en frygtelig ►Vædde-Strid, saa ►Flaaddet sønderknustes, og Helten blev da kun frelst ved et fortryllet Svømme-Bælte, som ►Havfruen ►Ino medlidende laande ham.
✂ 307Lykkelig landede imidlertid ►Odysseus paa Øen ►Scheria, hos de giæstmilde og søvante ►Phæaker eller ►Skiemtere, Gudernes gamle, trofaste Venner, hos hvem han ikke blot fandt rørende Venskab og Gavmildhed, men hos Konge-Datteren, ►Nausithea, endnu langt mere rørende, jomfruelig Ynde og brændende men blid og opoffrende Kiærlighed, og paa et Skib, der hverken behøvede Styrmand, Seil eller Aarer, men kiendte sin ►Kaas og foer af sig selv, som en Pil, giennem Bølgerne, hvorhen man lystede, blev Helten bragt sovende hjem til sit Fæderneland, og vaagnede først liggende alene, i den aarle Morgen-Stund, paa det saa længe savnede saa inderlig elskede 📌Ithaka, hvor Alt vel, ved første Øiekast, syndes 726 (US) ham nyt og fremmed, men hvor han dog snart gienkiendte hver Busk, som hver Grotte og hver Klippe-Aas.
✂ ►Pallas Athene var nu ogsaa strax ved Haanden, iførde ham selv den ►Stodder-Dragt, hvorunder han skulde skjule Konge-Sjælen, og, saavidt mulig, Helte-Aanden, mens han prøvede Gemytter og især sin ►Penelopes Troskab og Kiærlighed, og sin unge Søn ►Telemaks voxende Mod og tiltagende Kræfter; men det vilde her blive for vidtløftigt at fortælle, hvordan ►Odysseus ►oplod sig, først for den gamle Svine-Hyrde, en i sin Barndom af Phøniciske Slave-Handlere bortført Prinds, som, selv midt imellem Svinene, havde bevaret sin kongelige Ædelmodighed, saa for ►Telemak og endelig for ►Penelope, saa det maa være Nok at berøre, hvordan Helten aabenbarede sin gamle Styrke og sin naturlige Konst.
✂ Da nemlig ►Odysseus, som ►Stodder, kom til Konge-Hallen, hvor ►Penelopes mange Beilere, som Snylte-Giæster, holdt daglig Gilde, for, om de gik glip ad Bruden, dog at “æde Huset op”, da var der en virkelig Tig308ger af ►Handværk, ved Navn ►Iros, som tillige, rap nok tilbeens, løb Ærinder for Beilerne, og havde, baade høi og ►før, Skin af en vældig Slags-Broder, og ham ophidsede nu Beilerne til at smide den fremmede, mistænkelige ►Stodder, med ⓘ hin Helte-Mine, paa Dørren, som en ►Fusker paa Tigger-Handværket, der gjorde Indgreb i ►Laugs-Mesterens surt erhvervede, ved Tiden helligede, Ene-Rettighed; men de forbausedes Alle, saasnart Helten blottede sine ►Kæmpe-Arme, og de maatte uvilkaarlig blegne, da han ikke blot, ved det første Tag, smed den ►langstranglede og ►skryllende, men feige, visne og ►marvløse ►Iros til Gulvs, men bænkede ham paa ►de “selvbudne Giæsters” gamle Sæde, paa Dør-Tærskelen, saa det knagede i hvert ►Ledemod, og den nys saa pralende Tigger mægtede nu ei at røre Haand eller Fod og vovede ikke et Muk.
✂ Derpaa kom den længe forventede Dag, da Dronningen skulde giøre Ende paa sine Beileres Utaalmodighed, ved at række En af dem sin Haand, og det skulde være Den, som baade kunde spænde Heltens “►Kæmpe-Bue”, og skyde ►vist med den, saa Pilen foer igiennem ►Øiet paa tolv Øxer, som stod opstillede langs med Væggen paa Rad, og da de Alle havde gjort deres Bedste, uden at Nogen engang kunde spænde Buen, saa det brast endog for ►Telemak, hvem det dog, paa et hængende Haar, nær var lykkedes; see, da var alle Beilerne enige om, at den “Fremmede” paa ingen Maade maatte laane Buen og 727 (US) prøve sin Lykke, men, ved Hjelp af ►Telemak og Svinehyrden, kom ►Kæmpe-Buen dog i Heltens Haand, og ►“Fingrene mindedes”, efter Ordsproget, hvad “fordum” gjordes, saa i et Øieblik var Buen spændt, og i det Næste foer Pilen som et Lyn igiennem alle ►Øxe-Øinene, til alle Beilernes Forfærdelse, og til deres Lig-Varsel; thi før 309Pile-Koggeret var tømt, laae de i Snese-Tal steendøde paa Gulvet, og hvad Buen havde begyndt, fuldførde Sværdene i ►Odysseus, ►Telemaks, Svine-Hyrdens og Faare-Hyrdens ►Kæmpe-Hænder, til der hos alle Beilerne var ikke et levende Øie.
✂ See, dette er kortelig Gangen i det gamle, vidtberømte, men dog igrunden temmelig ubekiendte Oldgræske Helte-Digt, og jeg er ganske vis paa, at baade finder alle Damerne det deiligt, og er enige med mig om, at al saadan ægte Deilighed er Guld værd, enten man saa kan sige, hvad den for Resten har at betyde eller ikke; men kiender jeg ►Dannekvindens Døttre ret, da føle de ogsaa, det er umuligt at saa deilige Træk af Livet, af det ædle kæmpemæssige, det kiærlige og elskelige Menneske-Liv, skulde være grebet af Luften, umuligt Andet, end at dette Helte-Digt maa enten være historisk eller prophetisk sandt hos den gamle Græker-Skjald; men da nu 📌Grækenlands Historie, desværre, kun alt for klart beviser, at den gamle Helte-Aand, som skabde ►Olympen med alle dens skiønne Guder og Gudinder, og som drev ►Argonauterne og Heltene ►for 📌Troja, den Aand kom hverken tilbage med ►Odysseus, med 👤Alexander den Store, eller med Nogen, som ►hidtildags vandt Græsk Navnkundighed, saa maa det deilige Skjalde-Blik have været prophetisk, og maa søge sin Forklaring, ikke paa hiin, men paa denne Side ⓘ Middel-Alderen, der i det Store og tilbunds aabenbarede den ægte Kiærlighed og Skiønhed, som hos de gamle Græker kun dagedes i det Smaa og for ►det Løse, selv i ►Leto-Datteren, og derfor siger jeg, trods alle Herrernes kloge Indvendinger og ironiske Smiil: ja, mine Damer! vi er, ►til Lykke, midt i den verdenshistoriske Forklaring af ►Odysseen: Aanden er vendt 310tilbage, og har vel endnu ikke kastet ►Stodder-Dragten, men har dog ►alt paa den pralende ►Iros beviist sin ►Kæmpe-Styrke, og vinder nu netop Prisen i Bue-Skud, saa derpaa følger ganske sikkert alle de opblæste, men dog lave Begiærligheders Nederlag, og Aandens Omfavnelse af Hjerte-Bruden, under Udødeligheds-Krandsen, som pryder det 728 (US) gamle, men vidunderlig foryngede, Ægte-Par paa Guldbryllups-Festen!
✂ Ja, det være vovet at sige høit, baade for Damers og Herrers Øren: verdenshistorisk talt, er ►Odysseus Menneske-Aanden, Øen ►Ogygia 📌Island, Øen ►Scheria 📌Sælland, og 📌Grækenland endnu sig selv, saa, hvis Herrerne finder det mere latterlig sagt end glædelig meldt, da er det kun, fordi de ogsaa lee, naar Skjalden for ramme Alvor kalder Kvinden Kiærligheds og Skiønheds Gudinde, kalde det latterlig Smiger, fordi mange Herrer har latterlig anvendt paa deres “►Karen og Maren og Mette”, eller dog paa ►Pandora og hendes falske Æt, hvad kun er sandt og glædeligt om ►Freya og ►Ædelsteen, og ret øiensynligt om den dybe, stille “👤Clara”, der ►alt fra Hedenold har udviklet sig i ►Dannekvinden og hendes ikke blot deilige men ogsaa hjertelige, grundkiærlige, inderlig elskværdige Døttre!
✂ Om jeg derfor stod midt i 📌Grækenland, som jeg staaer midt i 📌Danmark, ja, om jeg stod i 📌Athenen, ved Gruset af “📌Parthenon”, eller ►Pallas Athenes berømte “►Jomfru-Bur”, paa hvis Mure 👤Phidias ►opoffrede sin Konst, som jeg staaer ved det fra Arildstid mageløs deilige 📌Øresund, hvor det beskedne 📌Axelhus, i Tidens Løb, er opvoxet til det stolte 📌Christiansborg, som nu 👤Thorvaldsen pryder med den af 📌Parthenons Gruus opstandne 👤Phidias-Konst; saa turde og vilde jeg sige til de Græske Damer og Herrer: har I 311Lyst til at leve og see gode Dage, efter mageløs Trængsel, ja, har I Lyst til at see ikke blot 📌Parthenon, men ►Olympen, hæve sig ►forklaret, til at see, ikke blot den gienfødte ►Zeus udslynge sine Lyn, men ogsaa den gienfødte ►Kronos udbrede sine Skatte, da ►vender Blikket mod det “høie 📌Norden”, hvor selv eders Stam-Fædre var klarøiede nok til at see andet end Iis-Bjørne, saae iblandt ►Hyper-Boræerne, i Norden-Vindens Hjem, Indbyggerne paa de “►Saliges Øer”, som vexlede Venne-Gaver med ►Phøbos Apollon, og hos hvem Guld-Alderens ►Kronos vedblev at herske og ►nedgrov sine Skatte! ja, vil I see, hvor Menneske-Historiens ►Kæmpe-Aand lyslevende herskede fra Arildstid, og lever endnu, skiøndt han længe var skin-død, da ►opløfter eders Øine og ►seer, hvad der er skedt i 📌Norden, mens I sov i det Byzantinske ►Hades og ►pindes i det Tyrkiske Helvede, ►seer det, og ►lærer, hvordan i Syden, saavelsom i 📌Norden, det Hensovede kan vaagne, det Daanede opstaae og det Henvisnede opblomstre paany!
✂ 729 (US) Ja, mine Herrer! saaledes vilde jeg bestemt, hvis jeg kunde, vende Grækernes Blik mod vort 📌Norden, og er vis paa, at fulgde de Vinket, skulde de vinde smilende Udsigter og takke mig i Graven, og ►sagtens maa jeg da vove at bede og besværge Nordboerne selv dog at ►oplade Øinene og see sig om i Hjemmet, hvor de Fleste af dem, desværre, endnu er vildfremmede, see sig rigtig om, saa de kan lære at skiønne paa hvad der er skedt, for at Folke-Livet kunde gienfødes i 📌Norden, og lære at skatte Midlerne til Gienfødelsen, før de atter forsvinde!
✂ ►Alt oftere har jeg peget paa de tre store Udvandringer fra de tre Nordiske Riger: den Gothiske, den ►Angliske og den Normanniske, som verdenshistoriske Begivenheder af første Rang; men dermed vilde 📌Nordens Historie 312ogsaa omtrent været ude, ►alt i det Niende Aarhundrede, ligesom Grækernes blev sluttet med 👤Alexander-►Toget, i det fjerde Aarhundrede før 👤Christi Fødsel, dersom ikke “📌Island” med det Samme var dukket op af 📌Nord-Havet, og var blevet ei blot et Grav-Minde for 📌Nordens Aand og et Giemme-Sted for dens Efterladenskab, som det Ægyptiske 📌Alexandrien jo ogsaa blev for Græker-Aanden, men tillige blevet et Værk-Sted for Aandens skjulte Virksomhed, ja, en levende Gienlyd af ►Heimdals ►Gjallar-Horn, en mageløs “Nordisk ►Høiskole” i sin Tid, og dermed et prophetisk levende Forvarsel og Forbillede paa den store “Nordiske ►Høiskole”, vi endnu har ivente!
✂ Omtrent tusind Aar er det nu siden, da det gamle 📌Nordens Guder var henslumrede og Helte-Slægterne hardtad uddøde, med de Kongelige ►Skjoldunger, ►Skilfinger eller ►Ynglinger, ►Ylfinger og ►Odinsunger eller ►Vodanider, i 📌Danmark, 📌Sverrig, 📌Norge og 📌England, at der blev et farligt, chaotisk Røre i 📌Norden, som vi maae kalde det “Normanniske”, baade fordi det gav Anledning til den ►mærkværdige Normanniske Udvandring, og fordi 📌Norge da blev Skue-Pladsen for de største Nordiske Begivenheder. Denne 📌Nordens Klippe-Egn, med Dal-Idyllerne, skimter vi nemlig kun meget dunkelt i vore egenlige Oldsagn, hvis store Nordiske Skueplads er omkring 📌Leire og 📌Upsal, i 📌Danmark og 📌Sverrig; men i det Niende eller Normanniske Aarhundrede træder 📌Norge pludselig ud af sin Dunkelhed, da Idyllen i alle de smaa Dal-Riger forstyrres af ►Lurens Drøn og ►Vaaben-Dønnet, hvor 👤Harald Haarfager flyver og farer, baade 730 (US) til Lands og Vands, med sin udvalgte, uimodstaaelige ►Kæmpe-Trop, og underkuer, baade søndenfjelds og nordenfjelds, Alt hvad der ikke itide undviger, og, med sin ny 313►Stol-Konge, faaer 📌Norge naturligviis Anseelse, og mod Naboerne en samlet, tit frygtelig Styrke, men indvortes bliver der følgelig ogsaa en langt uroligere Tid for de gamle Minder, langt ►bangere Kaar og trangere Rum for ►Kæmpe-Kræfterne. Det var nu især de Nordvestlige Kyst-Boer, i hvad vi nu kalder 📌Bergens, 📌Throndhjems og 📌Nordlands Stifter, eller, med de gamle Navne, i 📌Hardanger og 📌Hordeland, 📌Sønd-Mør, 📌Romsdalen og 📌Nord-Mør, 📌Trøndelagen og 📌Halogeland, hvor ►Kæmpe-Livet havde rørt sig friest og omsider aldeles tøileløst, saa der fandtes ►Kæmper i Hobetal, som ingenlunde vilde bøie Nakken under 👤Harald Haarfagers ►Jernspir, men kunde dog ikke modstaae hans Lykke, og stillede sig derfor i Spidsen for kiække Ungersvende fra hele 📌Norden, for at seile saa vidt, som Himlen var blaa, hævde Friheden og ►lede om Lykken! Den Navnkundigste af dem Alle blev 👤Gange-Rolv, en Jarle-Søn fra 📌Møre, fordi det lykkedes ham at vinde et Hertugdom i 📌Frankrig, som endnu kaldes 📌Normandiet, og gav i Tidens Løb baade 📌Engeland og 📌ⓘ Italien mægtige Konger, gav Kors-Togene ►glimrende Helte, gav Pavedømmet uundværlige Støtter, og gav endelig de Romanske Folk Mod til at danne Skrift-Sprog af deres forvirrede Tungemaal; men 📌Nordens, og, jeg tør sige, tillige Verdens Lykke var det, at Folk fra alle tre Riger, skiøndt især Nordmænd, fandt uimodstaaelig Drift til at nedsætte sig paa den enten ganske eller dog næsten øde og golde Øe i 📌Iishavet, som vel fordum kaldtes “📌Thule”, men fik nu Navnet “📌Island”, og blev den afsides Skueplads for en i sit Slags mageløs og vidunderlig frugtbar Fortsættelse af Oldtidens Nordiske Folke-Liv og ►Kæmpe-Skridt!
✂ 👤Ingolf Ørneson nævnes som den første Nordmand, 314der opslog sin Bopæl paa 📌Island, just der, hvor 📌Reikavig nu prøver paa at opvoxe til Øens Hovedstad, og han staaer virkelig verdenshistorisk som en ægte Søn af den “gamle Ørn” i ►Ygdrasil; thi paa 📌Island dannede sig en lille “Nordisk Fristat”, som i alle Henseender fortjener vor Opmærksomhed, men kræver hele Verdens, for det gienfødte “Ungdoms-Liv” i ældgammel Stil, der nu saa uformodenlig opdukkede af 📌Iishavet, og øvede en uberegnelig Indflydelse, vel nærmest paa 📌Norge, men dog paa alle de tre Nordiske Riger, og det igiennem 731 (US) hele tre Aarhundreder. Saa længe var det nemlig Skik hos de Islandske Selveier-Bønder, og da især hos de Rigeste og Ypperste, som kaldtes og endnu kaldes “Høvdinger”, at de gav deres Sønner en omhyggelig Opdragelse, saa de, i Alt hvad dengang enten indvortes eller udvortes kaldtes “Dannelse”, vidt overgik deres samtidige Frænder i Kongerigerne, og naar disse “unge Herrer” blev voxne, da reiste de udenlands, ikke blot for at see andre Folks Sæder og fremmede Landes Mærkværdigheder, men ogsaa for at tage levende og virksom Deel i alle Samtidens store Begivenheder, og skiøndt de Nordiske Riger, som i alle Maader laae dem nærmest, ogsaa i Regelen blev de reisende Islænderes Virke-Kreds, saa fattedes der dog aldrig paa Undtagelser, saa mangen En viste 👤Harald Haardraade Veien eller fulgde hans Spor til det fjerne “📌Maglegaard” eller 📌Konstantinopel, hvor de, som Væringer, tit foer til Verdens Ende og tog ►glimrende Deel i Alt hvad man der kaldte Storværk! Disse reisende Islænderes Virksomhed var nu vel saa mangfoldig, som den fandtes i de Kongers og Jarlers Gaard og Følge, som de hjemsøgde og tjende, og de udmærkede sig i alle disse Retninger, men i den folkelige Retning, som Skjalde og ►Sagamænd eller For315tællere, bar de ikke blot Prisen, men blev snart de Eneste i deres Slags, saa de udgjorde ligesom en vandrende “Nordisk ►Høiskole”, der oplivede ►Borge-Stuerne, saavelsom ►Høie-Loftene, endnu langt meer med Myther og Oldsagn, som de Alle, fra Barnsbeen, var mesterlig hjemme i, end med Kvadene, baade lange og stakkede, baade “►Draper og ►Flokke”, om de nyeste Begivenheder, og om de Høvdinger, de giæstede; thi disse Kvad, som Islænderne forstod den Konst at giøre paa staaende Fod, var i Regelen ei synderlig poetiske, og tit ei bedre end Hverdags-Rimene i vor ►Adres-Avis.
✂ Omtrent ved 👤Valdemar Seiers Død, hernede, i Midten af det Trettende Aarhundrede, var det nu vel ogsaa paa 📌Island forbi med ►Kæmpe-Livet, saavelsom med den lille Nordiske Fristat; thi siden Islænderne havde solgt Fædernelandet til de Norske Konger, kukelurede de for det Meste i deres Krog, og tabde efterhaanden hele deres Navnkundighed; men dog vedblev de lige til den “Sorte Død”, og Slutningen af det Fjortende Aarhundrede, at forøge den Bog-Skat paa Moders-Maalet, som, fra Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, vidunderlig havde samlet sig i den dunkle Vraa, og er 732 (US) næsten den eneste Kilde til vor Kundskab om det gamle 📌Norden. Vel maa det, fornemmelig i 📌Danmark, aldrig mere glemmes, enten at det var de fra 📌Danmark udvandrede Angler og Jyder, som først gjorde et Nordisk Tunge-Maal til Skrift-Sprog, og som tillige, ved at udbrede Christendommen i 📌Tydskland og 📌Norden, lagde Spiren til Reformationen og til hele vor ny Udvikling og Dannelse, hverken det, eller Storværket af ►Sællandsfaren 👤Saxo Grammatiker, som i ►Valdemarernes Dage, under Biskop 👤Axels Vinger, skrev en mageløs Danmarks-Historie, hvori han bevarede mangfoldige 316af 📌Nordens ældste og deiligste Sagn, som vi forgiæves vilde spørge Islænderne om; men baade vidner 👤Saxo selv, at han havde de oldkyndige Islændere meget at takke, og desuden maae vi bekiende, at den bedste Deel af 👤Saxos Værk vilde været os en “lukket Bog”, og at selv Anglernes Helte-Gierning vilde været spildt paa os, dersom ikke Islænderne havde bevaret ►Edda-Bøgerne, og var, lige til den Dag i Dag, blevet ved at forplante 📌Nordens Myther og Sagn fra Slægt til Slægt, som Grund-Laget for en indenlandsk og hjemlig, altsaa Nordisk, Dannelse paa Moders-Maalet, som i sit Slags er mageløs, og vil i en veloplyst Fremtid skattes høit, ikke blot som et spaaende Forbillede, men ogsaa som et levende Vilkaar for Opvækkelsen og Fortsættelsen af det Nordiske Folke-Liv!
✂ ►Alt i det Syttende Aarhundrede begyndte man nu vel, baade i 📌Sverrig og i ►Tvilling-Riget, at blive det Islandske Vidunder vaer, som en Kæmpe-Høi fra Middel-Alderen, med ►Blaa-Lys over Oldtidens nedgravne Skatte; men den døde og vildfremmede, Latinske, Lærdom, som dengang beherskede 📌Norden og tyranniserede selv paa 📌Island den hjemlige Dannelse, den var dog baade saa dræbende for Aand i det Hele, og med Nødvendighed saa arrig en Fiende ad alle Folks Moders-Maal, at den store Islandske Opdagelse blev hardtad aldeles ufrugtbar, og Kundskaben om 📌Nordens Oldtid slæbde sig kun møisommelig, næsten aldeles død og magtesløs, giennem det Attende Aarhundrede til os.
✂ Her seer De, mine Herrer, i hvad Mening, og med hvad Ret, jeg siger, at, verdenshistorisk talt, svarer 📌Island til ►Odysseens ►Ogygia, saa der frelstes Historiens Aand efter det store Skibbrud i Middelalderen, hvorved 📌Nordens 317Arildsfolk fandt deres Undergang, men frelstes, ligesom ►Odysseus, tilsynela 733 (US) dende kun for at hensukke sine sørgelige Nætter og Dage, langt “borte fra Guder og Mennesker”, i de dunkle Grotter og i ►Jette-Møens Arme, saa denne Lighed vilde kun være en bedrøvelig Opdagelse for alle aandskiærlige Hierter, og da især for ►Kæmpe-Aandens Danske Dronning, dersom det ikke laae i Sagens Natur, at denne Opdagelse umulig kunde giøres, før Aanden havde sprængt de Dødning-Lænker, hvori den vidunderlig laae bundet, og denne glædelige Begivenhed, denne Nordiske Jule-Soelhverv, med sine Storme, saavelsom med sine lyse Udsigter, er det, jeg finder ligesaa dybt, som deilig forudskildret i den Odysseiske Beskrivelse af Heltens eensomme Vinter-Reise over Verdens-Havet, paa det selvgjorte, skrøbelige ►Flaadd, fra ►Kalypsos eller ►Fjælerskens (Hylle-Moers) Øe til det lyse, giæstmilde, med Guder og Mennesker fortrolige, ►Scheria.
✂ Naar jeg nu, om dette ►Scheria eller ►Arne-Skiødet, siger, at i den verdenshistoriske Linie er det 📌Sælland, da er vel 📌Sælland det Sted paa Jorden, hvor man snarest leer høit ad hvad der, ved første Øiekast, synes at være den underligste Grille, man, med en Skrue løs, kan løbe efter; men, som en gammel Historiker, spørger jeg aldrig hvad man for Øieblikket leer ad, men kun hvad Fortiden spaaer og Fremtiden vil forklare, og deriblandt er Intet mig vissere end 📌Sællands mageløse Hjertelighed, thi den er mig saa vis, som, hvad Alle maae indrømme: 📌Sællands mageløse Deilighed. Dette Aarhundrede har ogsaa unægtelig bragt en ►Sællandsk Kiendsgierning for Dagen, som poetisk maa kaldes den giæstmildeste Modtagelse, den venligste Omgang og den raskeste Befordring, som den landflygtige, husvilde 318Aand endnu fandt hos noget Hjerte; thi lige siden Aarhundredets Morgen-Røde, da vore ►Ulke kappedes med 👤John Bull om at skyde Nyaar ind paa 📌Konge-Dybet, og gjorde det saa muntert, som den ►Phæakiske Konge-Datter spillede Bold med sine Terner, ligefra denne tidlige Opvækkelses og Opstandelses Time, gienlød jo 📌Norden af de ►Sællandske Skjaldes Kvad til Ære for Historiens og 📌Nordens ►Kæmpe-Aand, var det jo deres Hjertens-Lyst at erstatte ham alle de Tab, han leed ved det store Skib-Brudd, og at hjelpe ham op igien paa sin ►Odels-Throne! Det behøver saaledes neppe at erindres, at det var fra 📌Sælland, det tonede, tidlig i vort store Aarhundrede:
✂
📌Island! hellige Øe! Ihukommelsens vældigste Tempel!
Bredt dit bølgende Hav ►freded om Oldtidens Aand!
✂ 734 (US) Og var ikke min egen poetiske og historiske, mundtlige og skriftlige, Virksomhed saa mangfoldig indviklet i 📌Sællands Forhold til 📌Nordens Aand, da vil i det mindste de Damer og ⓘ Herrer, som her laande mig et villigt Øre under de graa Haar, sikkert troe, jeg baade kunde og vilde sige meget, der vidunderlig sammensmeltede med Græker-Aandens dybe Anelser om sin Forløsnings-Tid; ja, selv med det Tungebaand, jeg ei kan løse, tør og maa jeg jo sige, hvad sandt er, at siden 📌Danmarks Hoved-Skjald slog Tonen an, som skal giennemklinge 📌Nordens Fremtid og forklare vor Fortid, har Deltagelsen i 📌Islands mageløse Skæbne, Kiendskabet til 📌Islands ligesaa mageløse Skrifter, og Tilegnelsen af det gamle 📌Nordens Billed-Sprog og ►Kæmpe-Liv, været i bestandig Tiltagende, ogsaa giennem disse os uforglemmelige Aften-Timer under Vinters Hjerte, saa vi tør vel 319sige, at er ►end Sønnen, som 📌Nordens Aand og 📌Sællands Havfrue med Fryd kalde deres, spæd endnu, saa turde han dog ►alt være voxen nok til at efterligne den tredags gamle ►Magne og kaste ►Jette-Skankerne fra ►Thors-Halsen!
✂ Om det Uskedte, som om de ►uvordne Dage og de ufødte Slægter, maa Historien tie, men see vi først, at Poesien i gamle Dage, hos Græker og Nordboer, saavelsom hos Ebræer, ingenlunde tav men ►talde netop mest og bedst om det Tilkommende, da forarger det os ingenlunde, at Poesien ogsaa paa sine gamle Dage ligner sig selv og spaaer om Fremtiden, til Trøst for Øieblikket og til Vink for de følgende ►Slægter, saa, paa egen Fare, maa det vel ogsaa tillades mig, i Pagt med 📌Nordens Aand, at spaae en stor og glædelig Opfyldelse, baade i Syden og 📌Norden, af ►Odysseens ligesaa herlige som heltemæssige Slutning, da Helten ►kudsker den storpralende Tigger, som jeg kalder “►Selv-Klogskab”, men som Andre kalde deres egen “gode Fornuft og Forstand”, der dog intet Godt forstaaer, og da Helten spænder sin “►Kæmpe-Bue”, rydder og renser sin Konge-Hall, og omfavner med Æren sin ligesaa elskede, som elskelige Dronning!
✂ Al Spaadom er med Nødvendighed dunkel, og skiøndt den Historiske, i vore oplyste Dage, er det mindst, og bliver det kortest, giør Skjalden dog sædvanlig klogest i baade at fatte og meddele den saa dunkelt som den fødes, for at den kan beholde det Væsenlige, som er Livs-Varmen, og jeg vil derfor kun pege paa den klare Side, hvormed min Spaadom iaften er født, og det er, at ved Heltens “►Kæmpe-Bue” skal verdens 735 (US) historisk forstaaes det levende, mundtlige Ord paa Moders-Maalet, som vi Alle veed, er et vidunderligt Redskab, vel til langt Meer og til bedre Ting end hvad man sædvanlig ⓘ kalder “Konst og Kamp”, men dog ogsaa dertil, og at 320dette “Tale-Redskab” har Ingen i sin Magt, til levende, træffende, kraftig og knusende Brug, uden ►Manden, over hvis Isse Aanden svæver, og hvis Hoved beskeden bøier sig under den usynlige Livs-Kraft fra den anden Verden, og hvis Hoved kiærlig bøier sig mod Livs-Kilden i ►den tredie Verden, mod Hjertet, hvis Kiærligheds-Magt over Tungen er saa vis og velsignet, som den Kvindelige Veltalenhed, der, til vor Lykke, ingensteds udstrømmer saa varm og levende, og indstrømmer atter saa mild og saa frugtbar, som i 📌Danmarks og i 📌Sællands Bøgeskov og ►Rosengaard, som Skjalden med Glæde skal kalde sit Hjem, saalænge han aander!