XX.
Det Argonautiske, Thebanske og Trojanske ►Tog.
✂ “At brænde inde med Noget”, er, som vist baade Damer og Herrer veed, en meget god Dansk Talemaade, men en meget slem Ting, som bliver dobbelt ubehagelig, naar man hører det anmærket i saa varmt et Sprog, som vort Modersmaal er, og udtrykker derfor med gloende Ild det Uheld at komme bagefter med Noget, som, brugt i rette Tid, kunde gjort ypperlig Virkning; ja, at man brænder inde, altsaa indebrænder med det, er saa forskrækkelig varmt, eller rettere saa gloende hedt et Udtryk, at det vist maa være kommet af en Kiærligheds-Erklæring, der sad fast i Halsen til det gunstige Øieblik var forbi, et Uheld, der vel nuomstunder er sjeldnere, end at buse ud med den meget for tidlig, men kan dog hændes endnu, og har ►vist fordum truffet mangen ærlig Ungersvend og Enkemand hos os, da alle ►Dannemænd af Naturen er lidt langtrukne og stoler ►vel meget paa, at “►kommer vi ikke idag, saa kommer vi imorgen.”
✂ Nu har jeg ►vel ikke hørt Nogen tale høit om, at jeg brændte udentvivl inde med de Oldsagn, baade Græske og Nordiske, som jeg jo dog havde lovet paa en eller anden Maade at tage sammen med Mytherne, og som virkelig bør knyttes eller kiædes til Mytherne ved den ene Ende, da et Folks Oldsagn, om Heltene og deres Bedrifter, virkelig danner en Slags flydende Forbindelse, er som en Flyde-Bro 289mellem Mythologien eller Arilds-Poesien og Folke-Historien. Jeg har, som sagt, ikke endnu hørt Nogen tale høit om, at jeg brændte nok inde med hvad jeg skulde fortælle om denne Flyde-Bro, eller om Folkenes æventyrlige Helte og samlede Storværk i den sværmende Ungdoms-Alder; men man kan ogsaa høre hvad der hviskes i Krogene, og det er i saa Henseende baade 712 (US) godt og ondt hvad Grækerne kaldte “at komme i med de ►Ni”, og hvad vore gamle Skjalde kaldte at være ►godevenner med ►Odin, saa man fik Lov til at tage sig en Slurk af ►Bollen ►Odrærer eller ►Vækop, altsaa paa nogenlunde Dansk at være Digter, følgelig baade ►lysøiet og lydhør; thi det er jo godt nok at kunne see lutter Guder og Gudinder i Olympiske Lege, hvor Andre kun seer tamme Dyr, Hanner og Hunner, gaae paa Græs og tygge Drøv, til de vilde Dyr kommer og æder dem op, og det er en stor Fornøielse at høre med det ene Øre alle ►Muser synge, tæt neden for ►Olympens Top, og høre med det Andet ►Brage slaae Harpen i ►Valhall, hvor de fleste Herrer kun hører Pennen skratte paa Papiret, og hører Vognene rumle udenfor, især med Jernstænger, og hører til Syvende og Sidst ►Graver-Karlene klappe efter med Skovlen; det er Altsammen godt nok, meget godt at være ►lysøiet og lydhør, men De kan dog troe, det er sommetider slemt nok at see paa Vrimmelen af alle mulige Slags Folk, vel kun i et Speil, som det, ►Pallas laande ►Perseus, men hvori dog Alt er saa livagtigt, at man ►ordenlig kan ryste baade for ►Medusahovedet og for Trolde-Grinet og for ►Jette-Næverne, og det er ikke et Haar bedre at lytte efter alt hvad Folk hvisker i Krogene eller dog formodenlig kan og vil sige, skiøndt det kun lyder i et forunderligt ►Dværgemaal, ligesom inde i En selv, men tit med de mest træffende, ja, bidende Udtryk, og 290saaledes maatte jeg igaar see Troldene smidske og høre ►Dværgene ymte om, at jeg brændte nok inde med alle de Græske og Nordiske Oldsagn, der dog paa den ene Side skulde vise os, hvor levende deres Guder og Gudinder har staaet eller svævet for dem, og paa den anden Side hvad de selv især ønskede at udrette i denne Verden, og maae i deres dristige Ungdom og kraftfulde Manddom da ogsaa nødvendig, saa vidt muligt, med Flid have prøvet paa.
✂ Sagen er jo den, at jeg maa nu snart tænke paa ►at holde op, mens Legen er bedst, naar ikke baade De og jeg skal trættes, og Oldsagnene har jeg dog hidtil kun i Forbigaaende berørt, saa, skal jeg ikke reent brænde inde med dem, da maa jeg nu aabenbar skynde mig at bruge dem, og derfor sad jeg og brød mit Hoved med at holde, saa at sige, en ordenlig ►Mønstring over dem og lade dem ►trække op ►med flyvende Faner og klingende Spil, og blot fortælle, hvad alle Regimenterne hedd, eller dog hvad Nummer Batallionerne havde, og pege paa ►Mærkes-Mændene eller dem, der gik 713 (US) i Spidsen, med Navns Nævnelse, og med et lille Nik for et Buk eller Haanden til Hatten; men just som jeg var ifærd med det Mester-Stykke, hørde jeg Noget hviske eller mumle imellem Tænderne: ja, det var Ret, “►træk dem kun paa en Traad til en anden Gang!” Damerne, som, jeg veed, ►holder altid reen Mund, maae nemlig vide, at i min Opvext var jeg meget opsat paa Kortenspil, og da jeg, til min store Lykke, altid havde Ulykken med mig i den Begivenhed, maatte jeg saa tit, til min store Græmmelse, høre det Lystige: ►træk dem paa en Traad til en anden Gang, at Meer behøvedes der ⓘ nu ikke, for at faae hele ►Mønstringen til at gaae overstyr, da jeg ikke kunde nægte, at Udtrykket var lige ⓘ saa træffende, som 291det var bidende, og ►Mønstringen en Narre-Streg, jeg vilde lee høit ad hos enhver Anden end mig selv.
✂ Nei, tænkde jeg, saa ►heller springe lukt over Alt hvad du ikke kan faae ordenlig brugt, end misbruge det Altsammen til en tom Parade, som igrunden ingen Ting er og ingen Ting giør, og naar man ►griber Hold i det Største, man kan magte, og det Smukkeste, man kan øine, da faaer man dog immer Noget, og hvad der hænger ordenlig sammen, det følges vel ogsaa ad uden alle ►chinesiske Traade.
✂ Skulde jeg nu ►gribe Hold i en Enkelt af de Græske Helte, da maatte det jo blive ►Herakles, som steg til ►Olympen og vandt med Udødeligheden den yndige ►Hebe, Smagens Græske Dronning; thi han naaede unægtelig i Tankerne det Græske Helte-Livs høieste Maal; men han er mig alt for uhyre stor og stærk; thi den blotte Opregnelse af hans tolv “Arbeider” er jo ►overflødig, og at giennemgaae dem, Stykke for Stykke, vilde selv være et “►Herkulisk Arbeide” og til al Uheld, det “Trettende”, saa det vil jeg saameget mindre forløfte mig paa, som allerede 👤Herodot, der i 📌Perser-Rigets Dage reiste Verden rundt for at spore ►Herakles, fandt ham meget mere Ægyptisk og Phønicisk end Græsk. Det klareste Tegn paa ►Herakles-Sagnets oprindelige Ugræskhed er imidlertid, at man ei engang ved Haarene har kunnet faae ►Herakles trukket ind i Nogen af de tre store Helte-Bedrifter, som ►aabenbar var Græker-Folkets Stolthed, ►Argonauter-►Toget nemlig, ►Thebaner-Kiven og den Trojanske Krig, skiøndt han spøger midt imellem dem, og skiøndt ellers ingen Oldsagn kan tage sig det lettere med Tids-Regningen end de Græske. Da det desuden maa være os langt vigtigere at betragte hele Græker-Folkets end en enkelt ►Kæm 714 (US) pes► Anskuelse af Helte-Livet, saa maatte det under alle 292Omstændigheder blive hine tre Bedrifter, hvori hele 📌Grækenland tog Deel, vi maatte skiænke fortrinlig Opmærksomhed, og derved maa jeg da bede Dem dvæle med mig iaften.
✂ Hvad nu først ►Argonauter-►Toget angaaer, da ymter vel allerede 👤Hesiodos om ►Medeas Bortførelse af ►Jason, men hverken nævner han dog ►det “gyldne Skind”, ikke heller har vi nogen anden gyldig ⓘ Hjemmel for, hvordan Sagnet derom lød i sin oprindelige Skikkelse. Som vi forefinde Sagnet, lyder det imidlertid paa, at ►Æoliden, Kong ►Athamas i 📌Bøotien, havde en Søn, ved Navn ►Phrixos eller ►Gyseren, som han, efter et falsk Orakel-Svar, under en stor ►Misvext, vilde offret til ►Zeus, men at ►Phrixos dog blev vidunderlig frelst af sin afdøde Moder, Fru ►Nephele eller Sky, som havde faaet en guldlokket ►Væder af ►Hermes, og gav nu ►Phrixos den til Ride-Hest, saa han undslap over Havet til 📌Kolchis eller 📌Georgien, hvor nu Russerne raader. Her blev ►Phrixos meget giæstmildt modtaget af Kong ►Æetes eller Ørn, Søn af ►Solen, offrede ►Zeus sin Væder, og skiænkede Kong ►Ørn ►det “gyldne Skind”, der til Stads blev ophængt i ►Ares-Lunden, og bevogtedes der af en farlig Drage.
✂ Dette “►Gyldenskind” var det nu, en anden ►Æolide, ►Jason fra 📌Iolkos i 📌Thessalien, skulde hente, og hertil blev Orlogs-Skibet ►Argo eller ►Løberen bygt, ved Hjelp af ►Pallas Athene, som, blandt Andet, gjorde Skibet “talende” ved at skiænke til Forstavnen en Splint af ►Orakel-Bøgen i 📌Dodone. Rundtom fra 📌Grækenland flokkedes nu Heltene for at giøre ►Jason Selskab, og her finder vi da, med ►Theseus, ►Kastor og ►Pollux og den store Sanger ►Orpheus, ogsaa ►Herakles nævnet, men aabenbar kun til Stads, da han faaer andet Ærinde underveis og tager slet ingen Deel i Be293driften, ja, Somme sagde endog, han blev hjemme i 📌Thessalien, fordi Skibet kunde ikke bære ham.
✂ Nu at fortælle Seiladsen baade frem og tilbage fra 📌Kolchis, oppe ved det “📌Sorte Hav”, det vilde blive alt for vidtløftigt, især da baade de senere Digtere og de ubarmhjertige Grammatikere i 📌Alexandrien har ladet ►Argonauterne flakke ynkelig om, ikke blot til Vands, men ogsaa til Lands, ►med Skibet “paa Hovedet”, og jeg vil da kun i den Henseende bemærke, at de, paa Hjemreisen eller Flugten med ►Gyldenskindet, endog skal være kommet lige herop til “►Rav-Øen” og Floden “►Eri-Danos.”
✂ 715 (US) Derimod vil jeg søge at vise Dem, hvad de Græske Skjalde maae have meent med ►Argonauter-Sagnet, og naar man blot veed, at Græker-Folkets ældste i Historien kiendelige Bedrift er Anlæggelsen af ►Plante-Stæder paa 📌Lille-Asiens eller 📌Natoliens Kyst, lige op til det “📌Sorte Hav”, da kan man, med Øie for Billed-Sproget, ei let tage Feil ad Meningen. Den guldlokkede ►Væder bliver nemlig “►Hav-Hesten” hvorpaa Grækerne satte sig op at ride, engang, da Agerdyrkningen slog feil, og Man i Kong ►Athamas, som i Kong ►Snies Tid, i 📌Grækenland som i 📌Danmark, fandt, det var menneskeligere at jage de forsultne Kroppe ud paa Æventyr end at slaae dem ihjel. Da nu ►Farten lykkedes og Handelen paa det 📌Sorte Hav begyndte at blomstre, da var det, ►Argonauterne greb det gunstige Øieblik til at slippe giennem ►Snevringen, og, ved ►Plante-Stæders Anlæggelse paa Kysten faae Handelen i deres Magt, faae det “►Gyldenskind” ►i Vold, som det altid er Kiøbmænds Lyst at klippe; men at “Skibet ►Argo” fik “Tale-Gave” af ►Pallas Athene, det betyder, hvad Historien ogsaa stadfæster, at de udvandrende Græker glemde ingenlunde 294“Munden” hjemme, men tog deres Tungemaal, Sang og Gudsdyrkelse med sig.
✂ De veed for Resten nok, at “►Gyldenskindet” har i den senere Tid faaet Navnkundighed paa Ny, som en ►Spansk-Østerrigsk Ridder-Orden, men De veed maaskee ikke eller kan dog let have glemt, at det var den ægte Hollænder, 👤Philip af Burgund, som stiftede den Ridder-Orden i Midten af det Femtende Aarhundrede, da “Guldet” i alle Maader kom til Ære og afløste efterhaanden den gamle Adel. Hermed vil jeg nu ingenlunde nægte, at ►Argonauter-►Toget, i Grækernes Øine, ligesaa vel var en Æres- som en Vindings Sag; thi det var jo endnu i det Femtende Aarhundrede baade Portugisernes og Spaniernes “lange Reiser” til 📌Ostindien og 📌Amerika; men jeg vil kun bemærke, at Grækerne, med “►Gyldenskindet” selv har røbet os, at deres Ærekiærhed og Driftighed ligefra Begyndelsen havde en Snert af den ►Vinde-Syge, som i deres Manddoms-Alder tog frygtelig Overhaand, og gjorde 👤Alexander-►Toget, som Grækernes verdenshistoriske Bedrift, til en meget tvetydig Æres-Sag og til en meget dyrekiøbt Vinding for Menneske-Slægten, da det, længe før Tiden, udtømde Græker-Folkets Kræfter.
✂ Dog, hvad ►Argonauter-►Toget kun lod dunkelt formode, det røbede den ►Thebanske Broder-Kiv kun alt for klart; 716 (US) thi her ►spiller Herske-Sygen saa frygtelig Mester, at det Folk, der talte den Kiv mellem sine store Helte-Gierninger, kunde umulig undgaae en hastig og ►brad Død, men maatte i Tidens Løb lægge voldsom Haand paa sig selv.
✂ 📌Theben i 📌Bøotien, eller det Græske ►Ko-Land, ligesom 📌Danmark er det Nordiske, ►giælder jo vel for en Phønicisk ►Plante-Stad, og vist ei uden Føie, da vi blandt Andet 295see, at den ►Tyriske ►Melkart gienfødtes her til den “Græske ►Herakles;” men Brylluppet mellem den Phøniciske Stifter, ►Kadmos eller Østerlænderen, og ►Harmonia, Datter af ►Ares og ►Aphrodite, er dog saa Olympisk, at vi deraf see, det var ►alt i Ungdommen, Grækerne stræbde at tilegne sig den ►Tyriske Livs-Anskuelse, hvorefter Magt og Vinding, med en god ►Bachantisk Ruus, var de saligste Guder. Ligesom nemlig ►Bachos er en Dattersøn af ►Kadmos, saaledes nedstammer da ogsaa fra ham den tidlig kloge, men grændseløs ulykkelige ►Ødip, der løste ►Sphinxens Gaade, men var blind for sin Egen, og blev i et unaturligt Ægteskab Fader til de rædsom unaturlige Brødre, ►Eteokles og ►Polynik, eller ►Brydsk og ►Trættekiær, som alle samtidige Græske Helte hjalp til at føre en blodig Krig om Herredømmet, der kun endtes med fælles Undergang.
✂ Uden nemlig at ville afgiøre, hvad for os er uafgiørligt, hvormeget eller hvorlidt reent Historisk, der ligger til Grund for dette Thebanske Oldsagn, hvis Dragt er aldeles poetisk, saa er det dog soleklart, at Græker-Aanden deri selv har spaaet, hvad Historien vidner, der kom ud af den “falske Harmoni” mellem ►Ares og ►Aphrodite; thi vi veed jo Alle, at neppe var Helte-Gierningen i en ►snever Vending, ved 📌Thermopylæ og 📌Salamis, ►vel bestilt, før den saakaldte “Peloponnesiske Krig” mellem 📌Sparta og 📌Athenen, hvori hele 📌Grækenland tog virksom Deel, blev, ved fælles Undergang, en sand og sørgelig Forklaring af Broder-Kiven mellem ►Brydsk og ►Trættekiær, saa Borger-Krigen mellem 📌Sparta og 📌Athenen gjorde ►Eteokles og ►Polynik til alt for haandgribelig verdenshistoriske Personer. Naar vi desuden veed, at under denne sørgelige Broder-Kiv stod 📌Sparta i Spidsen for Adels-Partiet 296eller Aristokratiet og 📌Athenen for Almue-Partiet, eller Demokratiet i hele 📌Grækenland, da see vi, det er igrunden den samme Kiv, der nu truer med at opløse vore “►Borgerlige Selskaber”, saa ►Eteokles og ►Polynik maae vel svæve for os, som advarende Exempler paa, 717 (US) hvad der kommer ud af at forgude ►Selv-Klogskaben, at ville, uden Hensyn paa Følgerne for Næsten, have Alting rettet “efter sit Hoved”, og heller ville dele Død og Undergang end Liv og Frihed og Lykke med Næsten!
✂ Vi kommer nu til den tredie og sidste æventyrlige Helte-Gierning af Græker-Ungdommen, nemlig den “Trojanske Krig” og de yderste Omrids af den er saa almindelig bekiendte, at det kun var Tids-Spilde at udbrede sig derover, og er vel overflødigt endogsaa kun at pege paa den “skiønne ►Helena” som det store Drivehjul i Værket, da hun blev forført og bortført af den Trojanske Prinds ►Paris, hvorpaa den gamle ►Nestor fra 📌Pylos eller 📌Navarin, og alle 📌Grækenlands ►sildefødte Helte, med ►Agamemnon, ►Achilleus, ►Diomedes, ►Odysseus og begge ►Ajaxerne i Spidsen, fulgde den fornærmede Ægtemand, Kong ►Menelaus i 📌Sparta, over til 📌Asien at hevne Skade, saa at 📌Troja, efter ti Aars Beleiring, blev i Bund og Grund ødelagt, og ►Helena ført tilbage i Triumph.
✂ Hvad man nu strax seer, er, at Kampen her giælder “Skiønheden”, ligesom ved ►Argonauter-►Toget “Ære og Vinding”, og ved ►den Thebanske Kiv “Magt og Vælde”, og 📌Grækenlands sikkre Historie lærer os, at dette virkelig var de Tvistens-Æbler, der bragde alle Dets ►Kæmper i Harnisk, men Verdenshistorien lærer os ogsaa, at ►saa var det allevegne, hvor “►Guds Sønner forelskede sig i Menneskets Døttre” og avlede ►Kæmper med dem, eller hvor Menneske-Aanden omfavnede Menneske-Hjertet, og avlede Stor297værk, saa de Græske Oldsagn er ligesaa almindelig naturhistoriske, som de Græske Myther er menneske-naturlige, og det er derfor meget godt, at de svæve for Ungdommen i alle Lande, men meget galt, at de fremstilles som Classiske Forbilleder, da de Græske Begreber om Helte-Kampen for Ære, Magt og Skiønhed var langtfra at være saa rene og dybe, som de var klare og ►glimrende.
✂ Det er saaledes ingenlunde blot i 📌Grækenland, men allevegne, hvor Menneske-Hjertet har banket for Aanden, at Helte-Kampen tilsidst maa giælde “Skiønheden”, som Prisen i den store Olympiske Leg; thi Skiønheden er ikke Andet end Kiærlighedens i Lyset ►forklarede Legeme; men derfor beroer Skiønhedens Ægthed ogsaa paa Kiærlighedens Dybde, og om ►Helenas uægte Fødsel er Alle enige, skiøndt Somme kalde hendes Moder ►Leda og Andre ►Nemesis, mens 718 (US) atter Andre paastaae, hun havde intet andet Moder-Skiød end “►Blommen i et Æg”! Uagtet derfor, efter Alles Sigende, ►Zeus var hendes Fader, alle samtidige Græske Helte hendes Beilere, og hendes Skiønhed, i det mindste et halvt Aarhundrede, uforgængelig, saa maatte man dog ►alt fra hendes Fødsel kunne giætte sig til, hvad hendes Levnets-Løb beviser, at hun var Halv-Syster til ►Pandora.
✂ Herrerne synes maaskee vel, det er, om ikke utilladeligt, saa dog meget uvidenskabeligt, her at tale om det Græske Skiønheds-Begreb, istedenfor om den Trojanske Krigs formodenlige Aarsager, Aarstal, Begivenheder, Varighed, Udfald og vigtige Følger, men Damerne er vist enige med mig om, at overlade alle de bare og blotte “Formodninger” til de stakkels Philologer, som har ikke Andet at leve af, mens vi holde os til den Trojanske Krig som en Æsthetisk Begivenhed i Verdens-Historien, hvad den unægtelig er, 298enten der saa har været noget andet 📌Troja til, eller ikke, og enten saa ►Achil og ►Odysseus agtes for samtidige med 👤Samson eller med Kong 👤Salomon.
✂ Det er jo saaledes Alle vitterligt, og har været ►saa ►alt i meer end to Aartusinder, hvorsomhelst den Græske Dannelse i mindste Grad kom hen, at begge de Homeriske Helte-Digte: ►Iliaden og ►Odysseen, ikke blot knytte sig til den Trojanske Krig, men besynger hardtad udelukkende dens Helte, saa, naar det er os om Græker-Aandens Tankegang og Tungemaal, Livs-Anskuelse og Billed-Sprog at giøre, da er den Trojanske Krig os tilvisse en Hoved-Begivenhed om ikke i 📌Grækenlands, saa dog i Græker-Livets og Poesiens Historie.
✂ Dette, at ethvert Folks ægte Oldsagn, selv naar de er allermest æventyrlige, dog lærer os ⓘ at kiende mere til Dets ►eiendommelige ⓘ Maade at leve, virke og være paa, end de allernøiagtigste Beskrivelser af Dets senere Dage, og at de, homerisk opfattede og udmalede, stille os hele det tilsvarende Folke-Liv klarlig for Øie, det er ►vist nok, hvad man i aandløse Tider og Skoler aldeles overseer, men hvad jeg just derfor inderlig ønsker, maatte blive baade Damer og Herrer soleklart, ikke blot for de gamle og de nye Grækers Skyld, men først og sidst for vor Egen; thi vi Nordboer, de Eneste, der, ligesom Grækerne, har ægte, ►eiendommelige Myther og Oldsagn, men har ingen Homeriske Digte, og har ingen 719 (US) ►Basun-Blæsere over al Verden, førend ►Heimdal kan finde sit tyvstjaalne Guld-Horn igien; vi Nordboer ►staae endnu Fare for at glemme os selv, eller dog for at skatte vort aandelige Arvegods langt under sit Værd, da vore egne Oldsagn ei blot er en Guld-Grube for Digterne og et Folkelivs-Speil for de rette Lærde, men er os Alle uund299værlige, som vor folkelige Dannelses Moder-Skiød, maae kiærlig optages og omfavnes af os Alle, for at Folke-Livet kan fortsættes af os og ►forklares i os, eller, med andre Ord: en naturlig og folkelig Udvikling slaae Rødder, blomstre og bære Frugt!
✂ Sammenligne vi for Resten ►Iliaden, der udmaler ►Kæmpe-Livet i den Græske Leir for 📌Troja, under Spliden mellem den Mægtigste og den Tappreste: Folke-Høvdingen ►Agamemnon og Havfru-Sønnen ►Achilleus, med ►Odysseen, som udmaler sin Helts Omflakken paa Havet, efter 📌Trojas Fald, og hans endelige Hjemkomst til 📌Ithaka eller 📌Thiaki, sin Fædrene-Øe, da er det ikke blot Indholdets, Tonens og Digter-Gavernes Forskiellighed, der maae lære os, at disse to Mester-Værker kun for saavidt har een Forfatter, som Græker-Aanden dog igrunden er den eneste Forfatter til alle Græske Digte; thi see vi lidt dybere, da opdage vi, at det er slet ikke den samme Skiønhed, der kæmpes for. Uagtet jeg nemlig ikke turde vædde en halv Skilling mere paa den prosaiske Virkelighed af ►Penelopes end af ►Helenas smukke Ansigt, og den store Opsigt, det skal have gjort paa 📌Thiaki, baade før og efter den Trojanske Krig, saa kan jeg dog godt see, der er en himmelhøi Forskiel paa disse to Græske Fruers Skiønhed, saa de kan knap, som Sagnet vil, giælde for ►Sydskende-Børn; thi medens ►Helena, som sagt, er Halv-Syster til ►Pandora, har ►Penelope derimod alt det Hjertelige, som ►Helena fattes. I ►Iliaden udtømmer, efter mine Tanker, Græker-Aanden sine bedste Kræfter for den uægte Skiønhed, men i ►Odysseen strider den sig dog med Levningerne tilbage til den ægte Skiønhed, som med trofast Kiærlighed har ventet paa den vildfarende Aand, og kun ►spillet Giæk med alle sine kiødelige Beilere. Uagtet derfor den “►koldbrystede” ►Pallas Athene faaer Æren, saa er 300Arbeidet dog ikke af hende, men af ►Apollons Tvilling-Syster, den deilige Sværmerinde, som her har viist os, hvilke fine Livs-Traade, hun vilde spundet paa Guld-Tenen og vævet paa Guld-Thronen, naar hun kunde faaet Rolighed til det og havt bedre ►Stunder. ►Saalænge der imidlertid er Liv, er der ogsaa Haab, og da der dog endnu er en Græ 720 (US) ker-Stamme, der, efter en lang, hardtad fortvivlet Døds-Dvale, er vaagnet i ►Fædrenes Sprog, taler med deres Tunge, stirrer stivt paa deres Hæders-Krands og griber efter den, saa vil vi haabe, at ligesom ►Iliadens Kamp for Hevn og uægte Skiønhed, blev, i 👤Alexander den Stores Tid, kun alt for verdenshistorisk, ►Odysseens dybe Længsel efter Fornyelsen af det længe afbrudte, men uforglemmelige, mageløs kiærlige Forhold mellem Aand og Hjerte, ogsaa, i vore Dage, skal krones med en ⓘ verdenshistorisk Begivenhed, vel langtfra saa ►glimrende, men anderledes glædelig og frugtbar paa Alt, hvad der er den ægte Skiønhed værdigt.
✂ Hertil skedte aabenbar et ligesaa glædeligt, som uformodenligt ►Kæmpe-Skridt, for tyve Aar siden, da Ny-Grækerne, ved at afkaste ►det Tyrkiske Aag, beviste deres Adels-Byrd, og var det end langt mindre, hvad Grækerne gjorde ifjor, ved at afryste ►det latterlige Tydsk-Latinske Aag, der var dem paalistet, saa var det dog ei mindre nødvendigt, naar Grækerne virkelig skal fortsætte deres ►Fædres Liv; thi at det kun kan skee i ►Fædrenes Aand, paa deres eget deilige Modersmaal, er dog vel soleklart. Lykken, som dertil hører, fattes vel endnu; thi det er, fremfor Alt, Aabenbarelsen af en Hoved-Skjald, der i Folke-Aanden kan tiltale Folke-Hjertet, og, med ►Fædrenes Myther og Oldsagn, opvække Dets hensovne Minder; men rimeligviis vil han ogsaa snart komme, siden Græker-Aanden selv saa deilig har varslet og spaaet derom i 301►Odysseen, hvor ►Penelope, trods al den Helte-Kraft, hvormed ►Odysseus bærer sin tunge Skæbne og rydder Huset for alle Snylte-Giæsterne, dog ei kan eller tør kiendes ved ham i Stodder-Dragten, før han beviser sin ►Sanddruhed med Sengen, han fordum selv dannede af det rodfaste ►Olie-Træ, hvorover Paladset var bygt, Ja, Damerne behøver vist ingen nærmere Forklaring, og de unge Herrer maae dog endelig lære, hvad de Gamle tit ikke fattes Hjerte til at troe, men kun Øine til at see: at ethvert Folks Myther og Oldsagn er netop saadan en Brude-Seng, hvor Folke-Aanden og Folke-Hjertet i deres blomstrende Ungdom kiærlig omfavnede hinanden, og hvor de atter maae mødes, før de, med lyslevende Minder, med gienfødt Tillid og med ungdommeligt Haab, kan atter synke i hinandens Favn og ægteskabelig fortsætte deres kiær 721 (US) lige Fællesskab, “i Medgang og Modgang, i hvad Lykke, den Almægtigste vil dem tilføie”.
✂ Dog, ved ►Odysseen og hvad dertil svarer i 📌Norden, haaber jeg, baade Damer og Herrer en heel Aften vil dvæle med mig, ►heller end spilde Tiden paa at betragte ►Sisyphos, der bestandig forgiæves stræber at rulle Stenen op ad Klippe-Væggen, og ►Tantalos, der sulter og tørster, med de deiligste Frugter for sine Øine og med Vandet til sin Hage, eller ►Danaiderne, der utrættelig bære Vand i ►Sold; thi, uagtet ogsaa disse Syn kan være saare lærerige, er de dog langtfra enten skiønne eller behagelige, og mødes daglig endnu i det prosaisk virkelige Liv, saa det vilde være mere end Tids-Spilde, at giøre en poetisk Reise til 📌Grækenland, for at see, hvad kun er alt for ►øiensynligt midt i 📌Kiøbenhavn, og mesterlig udmalet i ►den fortabte Kiøbenhavner-Sjæls Heibergske Historie!