↩ Jeg, for min Part, kan slet ikke forstaae, hvorledes Tvilling-Systeren til ►Apollon, til Digter-Guden, skulde faaet den urimelige Jagt-Lyst, saa hun vilde slet intet Andet giøre, end flyve og fare, fra Bjerg til Bjerg, i Maane-Skin, efter de ulykkelige Dyr, og ►imellem forvandle en næsviis 269Jæger til en 697 (US) Hjort; men jeg kan godt forstaae, at saadan en “Olympisk Jomfru”, sværmende i det “klare Maane-Skin”, rugende over alle Æggene af 📌Parnassets Fugle, var en Gienstand, som alle Konstnere i Hjerte-Tiden kunde brænde og blusse for, men Ingen vove at tilegne sig, og hos hende finder jeg Guld-Thronen og Guld-Tenen ligesaa vel paa rette Sted, som Guld-Buen med de “søde Pile”, som Philologerne vel kan giøre sig det surt nok med, men kan dog ikke berøve hende. Har derfor ►Artemis slaaet sig til Jagten, maa det vist have været af Kiedsommelighed, eller, hvad omtrent er det Samme, af Fortvivlelse, da hun hverken fandt Æventyr, som var værd at ►udspindes med hendes Haand, eller ►Bryster, hvor de “søde Pile” kunde vække Liv, trods ►Bane-Saar, og i denne Giætning bestyrkes jeg, ved at betragte Middel-Alderen, hvor det vel, enstund, var ganske anderledes, men hvor ►Guld-Spinderiet og Guldbue-Legen dog ogsaa tilsidst afløstes af en Skolastisk Jagt-Historie, hvori “Vorfrue” ei tager sig stort bedre ud, end ►Apollons Syster i Spidsen for alle Jagt-Hunde!