Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer

Her, i Mythernes Egn og Poesiens, altsaa Aandens og Hjertets Verden maae vi nemlig betragte Konsten som noget “Guddommeligt”, der vel kun lykkes ret for den store Byg-Mester, som skabde baade Himmel og Jord og skiænkede 👤Adam i 👤Eva det bedste Forbillede paa ægte, levende Skjønhed, som Jorden kunde bære, men dog noget Guddommeligt”, som de bedst begavede Menneske-Børn ei kan bare sig for at fuske paa, fordi de, skabte i Guds Billede, virkelig har Kald til at efterligne Ham! Dette følde intet Folk dybere end Grækerne, derfor er deres Myther blevet Skiønhedens naturlige Billed-Sprog, og alle deres Guder igrunden Tusind-Konstnere, lige fra Zeus, hvis Mester-Stykke jo er Pallas Athene, lige ned til Hephæstos, hvis Mester-Stykke Damerne nok huske, var den hjerteløse Pandora, hvis glimrende, men falske Skiønhed dog langt meer var et Værk af Athene, Aphrodite, Muser, Chariter og Hermes, end af Hephæstos, der vel hos Grækerne ei er den plumpe Grov-Smed, han hos Latinerne, som Vulcanus, nedsank til, men er dog, som Konstner, kun en simpel Guld-Smed, Klein-Smed, Tømmermester og Billed-Hugger, altsaa ingenlunde de Olympiske men de dagligdags Konstneres Oldermand, ingen guddommelig Konstner, men kun en plump Konst-Afgud, som aldrig havde ordenlig “Gang eller Sæde” med de andre Olympier, var selv hæslig tilbunds og kunde da umulig 266giøre Noget, som var skiønt for meer end Øie og Haand, kunde slet Intet giøre, som tillige var skiønt for Aand og Hjerte!