↩ Men ►vist nok kan Tydskerne med Rette spørge mig, hvordan jeg tør haabe, at mit Vidnesbyrd til Danskens Ære, og Kiendsgierningen, jeg fremlagde i omfattende Tale og Skrift paa Modersmaalet, skal giælde eller virke mere nu, end de gjaldt og virkede giennem en heel Menneske-Alder? Ja, det Spørgsmaal kan Tydskerne ►giøre mig, og har de ►gjort mig, og derved maa jeg rødme, da jeg ei kan nægte, at ligefra vor ►Høiskole af lige ned til de Laveste udraabes det endnu som det første Skridt til Dannelse at lære “fremmede Sprog,” udraabes “Tydsk og Latin,” Eet af To eller Begge ►tillige, for aldeles uundværlige, hvor der skal findes ►mindste Oplysning og Dannelse, saa det er intet Under, at Høi-Tydskerne hidtil har betragtet og foragtet vort Modersmaal, som en Green af Plat-Tydsken, der ikke kan bære andre Blomster og Frugter, end dem, der plukkes udenlands, især i 📌Latium og 📌Tydskland, og bindes fast derpaa til at visne. Heller ikke i Aften kan jeg svare andet dertil, end jeg svarede mig selv i mangt et mørkt og mismodigt Øieblik, naar jeg forestillede mig, hvor umueligt det er at reise et Folk, der ei vil selv hjelpe til, jeg kan ikke svare andet end hvad der saa tit har trøstet mig og oplivet det synkende Mod: at Folkets Kiærlighed til sit Modersmaal desuagtet, for hvem, der, som jeg, fra Barnsbeen kiender Folket, er saa umiskiendelig, at Varslerne og Spaadommene om Danskhedens Opreisning og Seier er saa mange og store, 22og at endelig de Danskes Modersmaal, jo meer man ►indelsker sig i det, aabenbarer en Dybde og ►Dannelighed, Fylde og Skiønhed, som saaledes indtager, fængsler og fryder, at man kan ikke andet end kæmpe til det Yderste for saadant et Tungemaals Liv, Ære og ►Forklaring, kan ei, saalænge man har det i sin Mund og i sit Hjerte, opgive Haabet om, at Folket vil reise sig for det og med det, saa det endnu skal leve Aar i hundredeviis baade paa de Lærdes og de ►Læges Tunge, og vinde Glands til ►Bod for sin langvarige, men uforskyldte Trængsel og Vanære! Det kan imidlertid ikke skee, med mindre der snart midt iblandt os reiser sig en “Dansk ►Høiskole,” hvor det i Troen forudsættes, til det af Erfaring kan bevises, at hvilken Trang end nogle Faa ►i Forhold kan have til at lære fremmede Sprog, ►levende og ►døde, saa kan der dog tænkes og tales ligesaa godt og klogt om alle menneskelige Ting paa Dansk, som paa noget andet Sprog, og at hvem der kan slet ikke andet end Dansk, som Tilfældet altid maa være med Folke-Mængden, vil, naar han kun bliver dette vort dybe, deilige Modersmaal mægtig, sædvanlig blive klogest paa Alt hvad der er ægte Dansk og altid tale bedst derom. Derfor er det mit brændende Ønske, at en Dansk ►Høiskole dog endelig i Aar maa grundes, til at blive det levende Baand og det luende Brændpunkt for alle Danske Bestræbelser, det ►Skovhorn til Opvækkelse af alt det gode Gamle, der sover ►paa Marken, og den levende Kilde til folkelig, Dansk Oplysning, som vi, desværre, aldeles fattes, og ►vel vil jeg ikke fortvivle, om jeg oplever næste Aar, uden 23at see Ønsket opfyldt, men deels kan jeg dog ikke glemme, at det Aar nærmer sig, som jeg ikke seer oprinde, og deels har Slesvig-Holstenerne sørget for, vi skal see, det er paa den høie Tid, naar det ei skal blive for silde, saa ►Høiskolen kun bliver en Bautasteen paa levende Danskheds Grav! Ja, det er visselig paa den høie Tid, at den midt i Fædernelandet husvilde Danskhed faaer et Hjem, hvor Den kan boe og bygge, avle Børn og opelske dem til Folkelivets Fortsættelse fra Slægt til Slægt, til Grændsernes tappre Forsvar, og til en gylden Høst efter den Guld-Sæd, ikke blot ►Rolv Krage, men utallige ædle Dannemænd og Dannekvinder udstrøede paa Marken, en Sæd, som naar vi kun frede om den, sikkert, ved Himlens Velsignelse, vil blive høi, skyde Ax, sætte Kierne og modnes til fælles Gavn og Glæde!