✂ 2
3

✂ Mel. ►Hr. Tønne han drager udaf Alsø.

1

✂ 453 (PS) Hr. 👤Peder, han sidder paa 📌Sønderborg,
Der skiænker han Vinen den klare:
Imorgen til 📌Slesvig paa ►Granes Føl* ►Grane er ►Sigurd Fofnerbanes Hest, hvorpaa han rider lukt giennem Ilden.
Med Lykken mig lyster at fare!
Nemmer I snart det Danske?

2

✂ Thi sadler mig aarle min høie Hest,
Og ►gjorder med Remmerne Danske!
Hr. 👤Hartvig *👤Hartvig er, efter Stats-Calenderen, Hr. Overrets-Advocat 👤Beselers Fornavn. , han sætter saa høit sin Hat,
Til ham vil jeg kaste min Handske!
Nemmer I snart det Danske?

3

✂ Han lære det skal, mellem ►Anguls Børn
Ei 📌Dannemarks Venner uddøde;
►Stat op af Mulde, du gamle ►Skrep,
Og kling som i ►Konningkamps Møde* ►Skrep var den gamle Kong ►Vermunds Sværd, hvormed ►Uffe hin Spage fældte Sachser-Prindsen, ►selvanden, ved 📌Eideren. !
Nemmer I snart det Danske?

4

✂ 4Den Stumme har faaet sit ►Maal paany,
Som ►Uffe i Hedenolds Dage,
Og Tydskere to til 📌Eiderholm
Han ►æsker som ►Uffe hin Spage!
Nemmer I snart det Danske?

5

✂ 454 (PS) Det hørde han, ►Dværgen “►klein ►Alberich,”*►Alberich Dværg har, efter Tydskernes “►Heldenbuch” allesteds Ærende.
Han sad under Bordet og lured,
Fra Gulvet til Loftet, ►alt som en Vind,
Han satte sig ovenpaa Uhret!
Nemmer I snart det Danske?

6

✂ “Hr. 👤Peder! (han ►snarred paa ►Dværgemaal,)
Du ►est en Forræder paa 📌Alsen,
Den Tunge, som taler saa grove Ord,
Fortjende at rives af Halsen!
Nemmer I snart det Danske?

7

✂ Men hvem der er steget saa høit som vi,
Kun leer ad de Smaakryb dernede,
Du barer dig nok for, paa 📌Slesvigs ►Thing,
At ►danskes med Tydskere vrede!
Nemmer I snart det Danske?

8

✂ Ja, 📌Schleswig er vores, og 📌Angeln med,
Og 📌Hadersleb og 📌Apenrade,
Paa Dansk nu end ikke med Holstensk Sild
En Kiælling tør raabe paa Gade!
Nemmer I snart det Danske?

9

✂ 5Hvor ►Stænderne sidde paa classisk Grund,
Sidder høit blandt Latinske Jurister
For Bordenden 👤Niels og 👤Nicolai * Det Slesvigske ►Folkeraads Præsident, Hr. Etatsraad 👤Falck, hedd, efter Stats-Calenderen, baade 👤Niels og 👤Nicolai. ,
Kom der med dit Dansk, du Philister!
Nemmer I snart det Danske?

10

✂ ►Siig Kis, om du tør, nu til deres Kat,
Som udvided, med store ►Mundkrige,
Til 📌Foldingbro og til 📌Koldingaa
📌Det Hellige Romerske Rige!”
Nemmer I snart det Danske?

11

✂ 455 (PS) Hr. 👤Peder, han saae sig til Loft og loe
Ad det Smaa, der saa let kom iveiret;
Hr. 👤Peder, han ind udi Salen ►treen,
Hvor det trumfede: Tydsken har seiret!
Nemmer I snart det Danske?

12

✂ Hr. 👤Peder, han mæled et Ord paa Dansk,
(►Was muß man erleben, erdulden!)
Og blegnede Nogen, det var ei ham,
Saa feil tog det lille ►Pusulden!
Nemmer I snart det Danske?

13

✂ Ja, feil tog han, ►Dværgen “►klein ►Alberich,”
Hvi blev han ei ►heller ved ►Jorden,
Og lugted sig til paa de Fingre smaa►,
At ►end fødes ►Kæmper i 📌Norden!
Nemmer I snart det Danske?

14

✂ 6Hr. 👤Peder har kastet sin Handske frit,
Det Ægte udholder vel Prøven,
Saa liflig der sjunges i Rosenslund,
At ►Nelden sig brændte paa ►Løven!
Nemmer I snart det Danske?

15

✂ Hil være Hr. 👤Peder fra 📌Sønderborg!
Han kæmped for 📌Dannemarks Tunge!
Det skal ikke glemmes i Bøgelund,
Mens Fuglene kviddre og sjunge:
Nemmer I snart det Danske?

---

✂ 7

Forord.

✂ Handsken er kastet, ja, den er kastet fra begge Sider, og vi vil ikke, som Børn, trættes om, hvem der gjorde det først, ikke heller, som Philistere, tænke, at Kampen om 📌Slesvig mellem Dansk og Tydsk enten er Enkeltmands Værk, eller kan og skal afgiøres med Næver. Kampen har nemlig længe været “fra ifjor,” og er ►aabenbar ligesaa gammel som Naboskabet, thi dermed begynder jo vor gamle ►Rimkrønike og vore endnu langt ældre Folkesagn, at ►Dan og ►Angul var Brødre, og at da Jyden, især Sønder-Jyden, ikke kunde ►bjerge sig for Tydsken, kaldte han ►Dan fra 📌Øerne til Hjelp; og kunde Sværdet eller Tiden jævnet Trætten, da havde den været endt mange hundrede Aar før 📌Dannevirke bygdes. Nei, med aabne Øine, rolige men ogsaa modige som Mænd vil vi betragte den gamle Kampplads, og ei indbilde os, vi med et Slag kan ende den lange Trætte, men haabe, at naar det kun er en aaben Feide, og vi veed at anvende de rette Vaaben, da vil vi ligesaavel nu, som i ►Vermund den Gamles og 👤Thyre Dannebods Dage, være istand til at bevise, at 📌Eideren er 📌Tydsklands Grændse. Middel-Alderen er nemlig en Mellem-Tid, under hvis 8Løb Blodets Baand tilsidst var nær ved aldeles at briste, og hvor Folke-Aanden vaagner i ►Nyaars-Tiden, spørger den slet ikke om Middel-Alderens Inddelinger og Sværmerier, men om de gamle Landemærker og Slægtskaber, efter Ordsproget fra Arildstid: ►før svige de Svorne end de Baarne, og medens vi derfor maae overlade det til vor fælles Øvrighed, hvorvidt den vil og kan ►forhjelpe Dansken i 📌Slesvig til sin naturlige Ret, paastaae vi den ubeskaaret, paastaae, at alt det Tydske, der findes herskende i 📌Sønder-Jylland er noget Fremmed og Fiendtligt, som vi derfor, med Aandens Hjelp, vil stræbe at fortrænge, og naar Holstenerne skrige Ak og Vee derover, da spørge vi dem smilende: om de har anden Ret end “den Stærkeres” enten til at kalde Tydsk hvad før var Dansk, eller til at fortydske hvad ►end er Dansk, og om vi ikke, ►naar vi kan blive “de Stærkere,” har samme Ret til igien at fordanske de Fortydskede og dem selv med? Vi spørge ►saa, ingenlunde, fordi vi kalde det “Ret,” saavidt mueligt, at berøve Nogen sit Modersmaal, men fordi Holstenerne fripostig kalde det Ret for sig, men kalde det Uret, at Dansken sætter sig til Modværge, og kalder det en himmelraabende Synd, at vi, om vi kan, vil tilbagevinde hvad os er frataget, paastaae, at vi skal holde Fred med dem, mens de føre Krig med os, hvad jo ►aabenbar i Tidens Længde maatte skille os ikke blot ved det 📌Søndre, men ogsaa ved det 📌Nørre Jylland og tilsidst ved hele vor Folkelige Tilværelse. Vi veed jo nok, at Holstenerne tænker, de kan med en god Samvittighed 9stræbe aandelig at tilintetgiøre 📌Danmark, fordi Dansk i deres Mund og Øren lyder ligesaa plat som deres eget Tydsk, og er i deres Tanker kun et Almue-Sprog, der hverken duer til at tale eller skrive om ►høie Materier, saa det var til vort eget Gavn, om vi blev forlorne Høi-Tydskere, ligesom de; men det er nu engang ikke vor Anskuelse, og vi ansee det Slesvigske Element i den Danske Folkelighed og i det fælles Modersmaal for aldeles uundværligt til den Forklaring, vi og vort Sprog gaae imøde, og kan umuelig opgive, fordi den mishager Holstenerne og maaske alle Tydskere. Det er nemlig engang ►saa i denne Verden, at ►Enhver er sig selv nærmest, saa, naar et Folk bliver sig selv bevidst, maa det, om galt skal være, ►heller holde dagligt Slagsmaal med sine Naboer, end opgive sine og sit Sprogs Grændser fra Arilds-Tid, da de er Betingelsen, om ikke altid for Dets Liv, saa dog altid for Dets Sundhed og Livs-Lykke, og finde nu de Plattydske Holstenere, at selv de er Høi-Tydskerne og Høi-Tydskerne dem uundværlige til fælles Udvikling og Forklaring, da maae vi ►sagtens finde det ældgamle og frugtbare Fællesskab mellem Anglerne og os paa begge Sider uundværligt, og, saalænge vi kan røre os, kæmpe for det.

✂ Men hvordan skal vi kæmpe for det, saa vi kan vinde Seier, see, det er nu det store Spørgsmaal, da Holstenerne og deres Slesvigske Proselyter dog endelig har faaet os overbevist om, at der maa kæmpes, naar vi ikke idag vil have Dansken gjort fredløs i 📌Slesvig, imorgen i 📌Jylland, overmorgen i 📌Fyen og saa fort videre til 10📌Sundet, som Tydskerne længe har kaldt deres naturlige Grændse i disse Egne?

✂ At nu 📌Danmark raaber Hurra for “👤Peder Hjort Lorenzen,” som “blev ved at tale Dansk” i 📌Slesvig, under Omstændigheder, som ►vist vilde bragt mangen Kiøbenhavner til selv paa det grueligste Tydsk at afsværge Danskheden; at 📌Danmark raaber Hurra for ham, det er i sin Orden, og at Det beder Majestæten hævde Danskens naturlige Ret i 📌Slesvig, det er ligesaa, men tænker man, det vil forslaae, da tænker man ►mærkelig feil, og hvad Andet der end kan og maa giøres, kun Eet vil forslaae, og det er, at 📌Danmarks Folk viser, Det er blevet sig bevidst, og fortsætter sit gamle Levnetsløb saa kraftig og elskelig, at Vennerne faae Lyst og Mod til at følge med, og Fienderne faae Syn for Sagn om, at der er et Dansk Rige og Tungemaal, der vel ei er skabt til at giøre Erobringer, men dog istand til at forsvare sine gamle Grændser i det nærværende Aarhundrede, som i de forrige Aartusinder!

✂ At dette nu hverken skeer ved ►Chinesisk Studering af de ►døde Sprog, eller ved Hjemførelse (►Localisering) af Tydskhed, Franskhed, eller hvad Fremmed, man vil nævne, men kun ved Iførelse af ægte Danskhed, det kan man see med et halvt Øie, men det lader, som begge de Øine, Vorherre har givet os, var endnu ikke nok til at indsee, at Folket iføres ikke Danskheden, fordi man skriver Blade og Bøger eller snakker for Børn om, at det bør skee, men kun, naar Danskheden træder Folkets Ungdom levende imøde, vedkiendes og iføres af den.

✂ 11Vil vi derfor ikke opgive vor Folkelighed og ►fledføre os til Tydskerne, da maae vi ikke blot forudsætte, at Folket igrunden ligner sig selv, og at det modsatte ►Skin kun reiser sig af Øine-Forblindelse, Forførelse eller Forgiørelse med ►sorte Konster; men vi maae ogsaa føie Anstalt til, at 📌Danmark, under denne Forudsætning, kan igien komme til at vise sig i sin rette Skikkelse, og det skeer kun, naar der aabnes Leilighed for alle livlige og ►letnemme Ungersvende, af høi eller lav Byrd, til at møde en folkelig, en Dansk Dannelse, som de levende kan tilegne sig, og derved blive fortroelige med Fædernelandet i hele Dets Tilværelse og med Modersmaalet i hele Dets Rigdom, Fynd og Fylde. Ungdommen er nemlig ikke blot Rigets Styrke, men Ungdommen er ogsaa Livets Blomst og Aandens Skaber-Time, da de vide Udsigter, vi skal have Gavn og Glæde af, maae aabne sig for os, og da den Kiærlighed, der skal opflamme os til et ►daadfuldt Levnets-Løb, maa finde sin ►Ganning, som ►Frey sin ►Gerda, og dog er netop denne Alder hos os enten saa fordømt til Examens-Slendrian, eller saa forsømt og saa overladt til Aandens og de dybere Følelsers svorne Fiender, at det er intet Under, vi sjelden see kraftige, fædrelandskiærlige, ►daadfulde Dannemænd, det er kun et Under, vi ikke har glemt, hvordan de see ud; og hvor de endnu findes, der maae de da nødvendig, om Danskheden skal frelses, i denne Retning forene deres Bestræbelser. Det var i mange Aar min søde og stærke Drøm, at vor Landsfaderlige Regiering vilde giøre et Kæmpeskridt dertil ved at overlade Danskheden 📌Academiet i 12📌Soer, som længe var til ingen Nytte, og kunde, Danskheden helliget, giøre baade Kongen og Folket udødelige; men ligesom Alderen daglig minder mig om, at hvad jeg skal være med at giøre, maa “giøres snart,” saaledes skal ►vist Efterslægten sande, at nu var Øieblikket til at oplive Danskheden, hvad enten det saa gribes eller forsømmes. Skeer det Sidste, som Gud forbyde, min Skyld maa det dog ikke være, derfor, Alt hvad jeg mægter, det vil jeg, i Forbindelse og Forening med Dannemænd af alle ►Farver gierne bidrage til enhver ►Indretning, stor eller liden, som har til Øiemed at giøre Ungdommen levende bekiendt og kiærlig ►igaaet med Fæderneland og Modersmaal, og med Alt hvad der hører til at giøre dem Begge virksomme, ærede og glædelige, og det Samme maae de nu alle, Hver og Een, som har glødet for gamle 📌Danmark!

✂ ►Op, Dannemænd! lad os skaffe 📌Dannemark en ægte Dansk ►Høiskole! Da faae de Skam, som flytte ►Skiel; da faae de Ære, som avlede os; og da visner ei Modersmaalet, som Markens Blomst men varer, som Fuglesangen, mens Bøgen er grøn og Bølgen blaa!!!

✂ Grundtvig.

---

✂ 13

✂ Mine Herrer!

✂ Det er længe siden, jeg her ►gav mit Ord i Laget, og det glæder mig inderlig, at derfor toges Tonen dog slet ikke lavere i Danske Samfund, og der fattedes hverken Tunger til at udskifte eller Øren til at deltage i det rige Arvegods, vi som Danske har tilfælles, Skattene af Sagn og Sange om 📌Nordens Halvguder og Helte “som har den Skæbne, de aldrig skal døe og ei deres Klædning opslide! Ja, det maa glæde mig dobbelt, dels fordi alle de, der var med at saae, fryde sig, naar Agrene grønnes, og dels fordi det slukker Sorgen, der ellers maatte voxe, jo mere jeg seer Natten nærme sig, da jeg ikke kan arbeide, thi jeg havde jo i det mindste spildt mit halve Liv, hvis jeg endnu i Alderdommen skulde findes uundværlig og ved Bortgangen uerstattelig for Danskheden. Ja, mit halve Liv har jeg ærlig anvendt til Oplivelse af det Hjertesprog, den Folkesang, den Fædernelands-Kiærlighed, det søde Minde og den jævne, muntre og ►billige Tankegang, som Historien lærde mig, har havt et langt meer end tusindaarigt Hjem mellem 📌Eideren og 📌Øresund, og alle disse Bestræbelser vilde være saa godt som spildte, hvis, naar disse Læber tav, ikke tusinde Tunger udtalde og udsang hvad igrunden ei var mit, men Fol14kets, af hvis Rod jeg ►randt, og i hvis Modersmaal jeg med Modersmælken inddrak de dybe, de yndige og liflige Toner, som indtog mit Øre og mit Hjerte, og som, naar Aanden kom over mig i Skjalde-Timen, gjorde Øiet funklende og Tungen glødende; spildt maatte jeg kalde hele den Danske Deel af mit offenlige Liv, dersom det ikke bidrog til, at Danskheden ►kiendelig oplivedes, ei blot hos en enkelt Skjald og Sanger, men hos Høie og Lave, Store og Smaa, hos Folket i det Hele, det i Sammenligning altid saa ømme og elskelige, ►muntre og ►mindekiære Folk, der i Tidens Løb havde det store Uheld næsten ganske at glemme sig selv, med alt det Yndige og dybe Deilige, som Skaberen gavmild har ►nedlagt og Forsynet kiærlig pleiet i vort ældgamle Fæderneland og Modersmaal!

✂ Jeg veed det godt ►m. H. at jeg ►skuffede mig saare, om jeg tænkde, at Danskheden var oplivet hos Folket, fordi man i dette lille Selskab, ogsaa naar jeg er borte, med Fornøielse hører og fører Danske Oldsagn og synger Danske Viser, baade gamle og nye; De kan troe, jeg glemmer det aldrig noget Øieblik, at det ►Brede er tilbage, men jeg betragter disse Møder som, hvad jeg ligefra Begyndelsen ønskede dem kaldt: som en Prøve, en Prøve i det Smaa paa hvad der lod sig udrette i 📌Danmark, naar der aabnedes Leilighed for Folket i det Hele til at fornye det gamle Bekiendskab med sig selv og sine forrige Tider, sine Viser og Ordsprog, sine Helte og Bedrifter, sit yndige Modersmaal og sit deilige Fæderneland! Som en Prøve og et Forvarsel betragtede jeg dette 15lille Danske Samfund, saaledes betragter jeg det endnu, og har virkelig den Tro, at kan det lykkes og trives, saa det ikke blot besøges en kort Tid af ►Flyvelyst, ikke blot morer for en enkelt Gang eller naar noget Usædvanligt kommer paa Bane, men vinder varig Yndest og bliver mangen En hardtad saa uundværlig som det daglige Brød; kan det saaledes lykkes midt i Hovedstaden, hvor Følelsen for det Folkelige, det Jævne og Hjemlige altid er svagest, og hvor Morskaberne og ►Adspredelserne er utallige; da vil noget Lignende dobbelt og tidobbelt kunne lykkes rundtomkring i Landet. Tit har jeg nu vel selv været nær ved at ►mistvivle om Prøvens lykkelige Udfald, men ►Samfundet er dog nu snart blevet fire Aar gammelt, og finder ingenlunde mindre men større Deltagelse end i Førstningen, og har netop i denne Vinter, saavidt jeg kan skiønne, ►lykkelig overstaaet den farligste Prøve, Overgangen nemlig fra den ældre til den yngre Slægt, en Overgang, hvorpaa Menneske-Livet vel i alle sine Skikkelser maa være belavet, og som det maa kunne udholde, naar det skal ►vinde og vare, men dog en Overgang, der blev mangfoldige Selskabers Død, og mit Nyaars-Ønske for dette ►Samfund er da kun, at hvad der i det gamle Aar er saa vel begyndt, ogsaa i det Ny maa fortsættes, saa hvad der spirer, grønnes, hvad der er i Opvext, blomstrer, og hvad der blomstrer, modnes til at bære Frugt, og derved soleklart bevise, at Overgangen lykkedes fra Efteraar til Foraar, da Resten fulgde af sig selv!

✂ I Henseende til det store Danske Samfund, eller 📌Danmark i det Hele, maa mit Nyaars-Øn16ske derimod nødvendig giælde noget Splinternyt, thi vel er der ogsaa for det Hele skeet ►mærkværdige Ting i det gamle Aar, der ikke spaae Danskheden ilde, men der er dog endnu Intet begyndt, der kun behøvede at fortsættes for virkelig at oplive Folket. At saaledes Dannebrog blev Rigets ►almindelige, eneste Banner, det var et heldigt Varsel, ligesom hvad der lød om Fortid og Fremtid i vor snevre Kreds; men det var dog kun et Varsel, og vel var det meer hvad der nys skete i det Slesvigske ►Folkeraad, hvor Dannebrog virkelig i Aanden plantede sig selv paa 📌Dannevirke, men Banneret alene, veed vi nok, slaaer Ingen af Marken, saa det plantes kun til Skam og Spot, hvis det ikke følges med Dristighed, værges med Kraft og æres med Daad, og det kan Dannebrog i Aanden, det kan de Danskes Modersmaal umuelig i det Hele, hvis der ikke skeer noget Splinternyt, hvorved der tændes baade “Ild og Lys” hos Folket: Ild i Hjertet og Lys i Hjernen, som ►opgløder til dristig at følge ►Fædrenes Aand og oplyser Folkelivets dunkle, halvudslettede Spor!

✂ Ja ►m. H. ►vel har jeg længdes efter at sige Dem mine Tanker om det ►Mærkværdigste, jeg fandt ved det gamle Aar, men “fra 📌Chinas Kyst til 📌Østersøens Grændser” skete dog Intet, der kunde tilfredstille mig, Intet, der, om det end fortsattes i tusinde Aar, kunde oplive og styrke Danskheden, saa Den fik et ►Gyldenaar, sine hjertelige Egenskaber, sine Skjaldes Haab og sin ►daadfulde Oldtid værdigt, og dog er et saadant ►Gyldenaar ikke blot nødvendigt til 📌Dan17📌marks Lykke, men, om jeg seer ret, til hele Menneske-Slægtens Frelse fra det unaturlige, stive, kolde, mørke, døde Væsen, der, kun meer og mindre, hersker endnu allevegne, ►saavidt Himlen er blaa.

✂ Det er mig saaledes ►vist nok ►mærkværdigt og glædeligt, at Engellændernes store Vovestykke: ►Krigen med den Chinesiske Verden, er lykkedes langt over Forventning, men jeg glæder mig dog egenlig kun derover, som et godt Varsel for den endnu langt vanskeligere Seier over ►Chineseriet midt i 📌Europa, ja, desværre, ►trindt i 📌Europa, hvor Mennesker ►almindelig behandles enten som Markens Dyr, eller som døde Ting, der bringes i Orden ved at vendes og dreies, tælles og maales, stemples og stilles paa Rad eller lægges i Lag, og naar jeg seer, at selv Anglernes ►Kæmpeæt paa Øen, som giennem Aarhundreder har vovet og vundet store Slag for Menneske- og ►Borger-Livet, nu er nærved at indtages af det høitydske Dødbider-Væsen, da spørger jeg sukkende, om dog ikke 📌Danmark, der aldrig har deelt Dets ►Glimmer men dybt følt Dets Plage, har Mod til at redde sit hjertelige Folkeliv, og vise Verden, at selv det svageste Liv er dog baade langt nyttigere og sødere end den mest ►glimrende Død!

✂ Og nu, hvad der skete i 📌Slesvig, da Sønder-Jyden, eller ►Angul Dane-Fostre, tog ►Bladet fra Munden, og ei blot bekiendte, midt iblandt Tydskerne, at han er Dansk endnu, men erklærede, til Trods for sin ubarmhjertige Tydske Skolemester, at han vil “blive ved at tale Dansk,” blive ved, 18om Gud vil, at tale Dansk til Verdens Ende; da kan De nok vide, jeg fandt det baade ►mærkværdigt og glædeligt, og dobbelt glædeligt, fordi Nørre-Jyden, eller ►Amlet Dane-Fostre, ►paa Timen lod os høre “det ►seier ►A med,” lod os høre, han følde, det kom netop ham ved, om der maatte ►aabenlydt tales Dansk i 📌Slesvig eller ikke, kom netop ham ved, der, naar Tydsken først vandede sine Heste i 📌Koldingaa, vidste godt, han standsede ikke der, men gik, om han kunde, lige til 📌Limfjorden, ja lige til 📌Skagen!

✂ Ja, det var mig ►tilvisse baade ►mærkværdigt og glædeligt, thi vel var det høistnaturligt, at Fællesskabet fra Arildstid, som udsprang af Hjertet, kronedes af Aanden, straalede i Heltenes og tonede i Skjaldenes Mangfoldighed, trodsede Tiden, men det Unaturlige har, desværre, i et langt Tidsrum udvidet sine Grændser ogsaa hos os, og ►syndes i 📌Slesvig rodfæstet, saa det var en glædelig Overraskelse at høre det Danske Løsen fra 📌Sliens Bredd, og Gienlyden fra hele 📌Danmarks Rige; men det vilde være et sørgeligt Selvbedrag, om vi tænkde, at det enten var en Kiendsgierning, som beviste, at Danskheden havde reist sig i sin Kraft, eller en Daad, som kunde give den Opreisning; thi det var ►aabenbar kun en virkelig Spaadom om begge Dele, hvis Opfyldelse maa være en Daad og Kiendsgierning, der levende beviser, at Danskheden ikke, som en elskelig hensovet Dronning, kun har enkelte trofaste Venner, som klage ved Graven og udbrede med deres Taarer en flygtig Rørelse omkring sig, men at Danskheden, vor gamle Hjerte-19Dronning, har endnu et Folk, som Den levende besjæler, indtager og behersker, et Folk, ►vel kun lidet, naar Dets Kroppe, kun fattigt, naar Dets Penge tælles, og kun svagt, naar man seer paa den Enkeltes Styrke og Fornuft, men dog det samme Folk, der, ved Himlens Bistand, giennem Aartusinder har hævdet sin Selvstændighed, værget Fæderneland og Modersmaal, og, naar Det ►kom i Aande, har baade med Haand og Mund øvet Storværk, som bør kiendes, mindes og prises!

✂ Med det gamle Aars dristige, ►trøstelige Spaadom sammensmelter da mit brændende Nyaars-Ønske, at der nu, uden Ophold, maa ►gaae Syn for Sagn derom, at Folket, det Danske Folk, lever endnu og kiendes ved sin Fortid, kiendes ved sit Modersmaal, elsker og ærer det, ►himmelvidt fra at betragte det, som de slesvig-holstenske Plattydskere synes at betragte deres Eget og maae da ►sagtens betragte Vores: som et ►Pluddervælsk, der maa overlades Pøbelen, kun brugeligt til at snakke om Vind og Veir, Mad og Drikke, Kiør og Heste, Svin og Møddinger, men ei til at tale menneskelig om hvad der rører sig i vort inderste Dyb og svinger sig høit over Stjernerne! Ja, dersom ikke en folkelig Kiendsgierning snart urokkelig beviste Danskhedens Livs-Kraft, da havde Slesvig-Holstenerne Ret, da var det 📌Danmarks “Svanesang” i Døds-Ugen, der i dette Aarhundrede tonede saa ►lydt over Marken og over “Bølgen blaa,” da var Folket dødt og begravet, hvad vi enkelte Faa end kunde sige og synge derom, saa hvis ►Skjoldung-Folket i Øst og Vest ikke har 20opgivet ►Fædrenes Aand, da maa det nu selv klarlig sætte sit Modersmaal, baade ►Hellig og Søgn, i de ►høie Skoler saavelsom i de lave, hos Lærd og ►Læg, til Tale og Skrift om Alt, baade Himmelsk og Jordisk, høit over Tydsk og Latin, og over alle de fremmede Tungemaal, der enten høres eller ►spørges i Verden! Dette er det første Vilkaar for et Folks Opreisning og aandelige Selvstændighed, saa, skal det Danske Folk nogensinde mere nævnes af sine Venner med Tillid og af sine Fiender med Agtelse, da maa Dets Tro paa sit Modersmaal vise sig fast og urokkelig, virksom og frugtbar; og kan det dertil bidrage det mindste, da siger jeg gierne baade mundtlig og skriftlig Trods, to Gange Trods, baade til Tydsker og Latiner, ja til al Verdens Sprogmestere og ►Sproggrandskere, om de kan nævne noget ►Virkeligt enten i Menneske-Aandens Synskreds, eller i Menneske-Hjertets Forhold, eller paa Menneske-Forstandens Enemærker, hvorom der ikke paa flydende Dansk kan i det mindste tales ligesaa værdig, ligesaa høit og dybt, ligesaa kort og fyndig, ligesaa skiønt og klart, som paa noget andet ►levende Sprog under Himlen. Ja, det ►vidner jeg med Fornøielse, og selv Tydskerne skal ikke turde nægte, mit Vidnesbyrd har nogen Vægt, efterat jeg i en heel Menneske-Alder har, saa at sige, daglig beviist, ikke blot, at jeg kiender meer end Mange til de berømteste Sprog i Nutidens ►Folke-Kreds, men beviist, at jeg kunde tale og skrive flydende paa Dansk om alt Menneskeligt, baade indvortes og udvortes, 21hvad jo er soleklart, jeg aldrig kunde gjort, hvis det havde været umueligt!

✂ Men ►vist nok kan Tydskerne med Rette spørge mig, hvordan jeg tør haabe, at mit Vidnesbyrd til Danskens Ære, og Kiendsgierningen, jeg fremlagde i omfattende Tale og Skrift paa Modersmaalet, skal giælde eller virke mere nu, end de gjaldt og virkede giennem en heel Menneske-Alder? Ja, det Spørgsmaal kan Tydskerne ►giøre mig, og har de ►gjort mig, og derved maa jeg rødme, da jeg ei kan nægte, at ligefra vor ►Høiskole af lige ned til de Laveste udraabes det endnu som det første Skridt til Dannelse at lære “fremmede Sprog,” udraabes “Tydsk og Latin,” Eet af To eller Begge ►tillige, for aldeles uundværlige, hvor der skal findes ►mindste Oplysning og Dannelse, saa det er intet Under, at Høi-Tydskerne hidtil har betragtet og foragtet vort Modersmaal, som en Green af Plat-Tydsken, der ikke kan bære andre Blomster og Frugter, end dem, der plukkes udenlands, især i 📌Latium og 📌Tydskland, og bindes fast derpaa til at visne. Heller ikke i Aften kan jeg svare andet dertil, end jeg svarede mig selv i mangt et mørkt og mismodigt Øieblik, naar jeg forestillede mig, hvor umueligt det er at reise et Folk, der ei vil selv hjelpe til, jeg kan ikke svare andet end hvad der saa tit har trøstet mig og oplivet det synkende Mod: at Folkets Kiærlighed til sit Modersmaal desuagtet, for hvem, der, som jeg, fra Barnsbeen kiender Folket, er saa umiskiendelig, at Varslerne og Spaadommene om Danskhedens Opreisning og Seier er saa mange og store, 22og at endelig de Danskes Modersmaal, jo meer man ►indelsker sig i det, aabenbarer en Dybde og ►Dannelighed, Fylde og Skiønhed, som saaledes indtager, fængsler og fryder, at man kan ikke andet end kæmpe til det Yderste for saadant et Tungemaals Liv, Ære og ►Forklaring, kan ei, saalænge man har det i sin Mund og i sit Hjerte, opgive Haabet om, at Folket vil reise sig for det og med det, saa det endnu skal leve Aar i hundredeviis baade paa de Lærdes og de ►Læges Tunge, og vinde Glands til ►Bod for sin langvarige, men uforskyldte Trængsel og Vanære! Det kan imidlertid ikke skee, med mindre der snart midt iblandt os reiser sig en “Dansk ►Høiskole,” hvor det i Troen forudsættes, til det af Erfaring kan bevises, at hvilken Trang end nogle Faa ►i Forhold kan have til at lære fremmede Sprog, ►levende og ►døde, saa kan der dog tænkes og tales ligesaa godt og klogt om alle menneskelige Ting paa Dansk, som paa noget andet Sprog, og at hvem der kan slet ikke andet end Dansk, som Tilfældet altid maa være med Folke-Mængden, vil, naar han kun bliver dette vort dybe, deilige Modersmaal mægtig, sædvanlig blive klogest paa Alt hvad der er ægte Dansk og altid tale bedst derom. Derfor er det mit brændende Ønske, at en Dansk ►Høiskole dog endelig i Aar maa grundes, til at blive det levende Baand og det luende Brændpunkt for alle Danske Bestræbelser, det ►Skovhorn til Opvækkelse af alt det gode Gamle, der sover ►paa Marken, og den levende Kilde til folkelig, Dansk Oplysning, som vi, desværre, aldeles fattes, og ►vel vil jeg ikke fortvivle, om jeg oplever næste Aar, uden 23at see Ønsket opfyldt, men deels kan jeg dog ikke glemme, at det Aar nærmer sig, som jeg ikke seer oprinde, og deels har Slesvig-Holstenerne sørget for, vi skal see, det er paa den høie Tid, naar det ei skal blive for silde, saa ►Høiskolen kun bliver en Bautasteen paa levende Danskheds Grav! Ja, det er visselig paa den høie Tid, at den midt i Fædernelandet husvilde Danskhed faaer et Hjem, hvor Den kan boe og bygge, avle Børn og opelske dem til Folkelivets Fortsættelse fra Slægt til Slægt, til Grændsernes tappre Forsvar, og til en gylden Høst efter den Guld-Sæd, ikke blot ►Rolv Krage, men utallige ædle Dannemænd og Dannekvinder udstrøede paa Marken, en Sæd, som naar vi kun frede om den, sikkert, ved Himlens Velsignelse, vil blive høi, skyde Ax, sætte Kierne og modnes til fælles Gavn og Glæde!

✂ Derfor, Gud ►give 📌Danmark i Aar en Dansk ►Høiskole!!!

---