↩ Handsken er kastet, ja, den er kastet fra begge Sider, og vi vil ikke, som Børn, trættes om, hvem der gjorde det først, ikke heller, som Philistere, tænke, at Kampen om 📌Slesvig mellem Dansk og Tydsk enten er Enkeltmands Værk, eller kan og skal afgiøres med Næver. Kampen har nemlig længe været “fra ifjor,” og er ►aabenbar ligesaa gammel som Naboskabet, thi dermed begynder jo vor gamle ►Rimkrønike og vore endnu langt ældre Folkesagn, at ►Dan og ►Angul var Brødre, og at da Jyden, især Sønder-Jyden, ikke kunde ►bjerge sig for Tydsken, kaldte han ►Dan fra 📌Øerne til Hjelp; og kunde Sværdet eller Tiden jævnet Trætten, da havde den været endt mange hundrede Aar før 📌Dannevirke bygdes. Nei, med aabne Øine, rolige men ogsaa modige som Mænd vil vi betragte den gamle Kampplads, og ei indbilde os, vi med et Slag kan ende den lange Trætte, men haabe, at naar det kun er en aaben Feide, og vi veed at anvende de rette Vaaben, da vil vi ligesaavel nu, som i ►Vermund den Gamles og 👤Thyre Dannebods Dage, være istand til at bevise, at 📌Eideren er 📌Tydsklands Grændse. Middel-Alderen er nemlig en Mellem-Tid, under hvis 8Løb Blodets Baand tilsidst var nær ved aldeles at briste, og hvor Folke-Aanden vaagner i ►Nyaars-Tiden, spørger den slet ikke om Middel-Alderens Inddelinger og Sværmerier, men om de gamle Landemærker og Slægtskaber, efter Ordsproget fra Arildstid: ►før svige de Svorne end de Baarne, og medens vi derfor maae overlade det til vor fælles Øvrighed, hvorvidt den vil og kan ►forhjelpe Dansken i 📌Slesvig til sin naturlige Ret, paastaae vi den ubeskaaret, paastaae, at alt det Tydske, der findes herskende i 📌Sønder-Jylland er noget Fremmed og Fiendtligt, som vi derfor, med Aandens Hjelp, vil stræbe at fortrænge, og naar Holstenerne skrige Ak og Vee derover, da spørge vi dem smilende: om de har anden Ret end “den Stærkeres” enten til at kalde Tydsk hvad før var Dansk, eller til at fortydske hvad ►end er Dansk, og om vi ikke, ►naar vi kan blive “de Stærkere,” har samme Ret til igien at fordanske de Fortydskede og dem selv med? Vi spørge ►saa, ingenlunde, fordi vi kalde det “Ret,” saavidt mueligt, at berøve Nogen sit Modersmaal, men fordi Holstenerne fripostig kalde det Ret for sig, men kalde det Uret, at Dansken sætter sig til Modværge, og kalder det en himmelraabende Synd, at vi, om vi kan, vil tilbagevinde hvad os er frataget, paastaae, at vi skal holde Fred med dem, mens de føre Krig med os, hvad jo ►aabenbar i Tidens Længde maatte skille os ikke blot ved det 📌Søndre, men ogsaa ved det 📌Nørre Jylland og tilsidst ved hele vor Folkelige Tilværelse. Vi veed jo nok, at Holstenerne tænker, de kan med en god Samvittighed 9stræbe aandelig at tilintetgiøre 📌Danmark, fordi Dansk i deres Mund og Øren lyder ligesaa plat som deres eget Tydsk, og er i deres Tanker kun et Almue-Sprog, der hverken duer til at tale eller skrive om ►høie Materier, saa det var til vort eget Gavn, om vi blev forlorne Høi-Tydskere, ligesom de; men det er nu engang ikke vor Anskuelse, og vi ansee det Slesvigske Element i den Danske Folkelighed og i det fælles Modersmaal for aldeles uundværligt til den Forklaring, vi og vort Sprog gaae imøde, og kan umuelig opgive, fordi den mishager Holstenerne og maaske alle Tydskere. Det er nemlig engang ►saa i denne Verden, at ►Enhver er sig selv nærmest, saa, naar et Folk bliver sig selv bevidst, maa det, om galt skal være, ►heller holde dagligt Slagsmaal med sine Naboer, end opgive sine og sit Sprogs Grændser fra Arilds-Tid, da de er Betingelsen, om ikke altid for Dets Liv, saa dog altid for Dets Sundhed og Livs-Lykke, og finde nu de Plattydske Holstenere, at selv de er Høi-Tydskerne og Høi-Tydskerne dem uundværlige til fælles Udvikling og Forklaring, da maae vi ►sagtens finde det ældgamle og frugtbare Fællesskab mellem Anglerne og os paa begge Sider uundværligt, og, saalænge vi kan røre os, kæmpe for det.