Forord.
✂ Handsken er kastet, ja, den er kastet fra begge Sider, og vi vil ikke, som Børn, trættes om, hvem der gjorde det først, ikke heller, som Philistere, tænke, at Kampen om 📌Slesvig mellem Dansk og Tydsk enten er Enkeltmands Værk, eller kan og skal afgiøres med Næver. Kampen har nemlig længe været “fra ifjor,” og er ►aabenbar ligesaa gammel som Naboskabet, thi dermed begynder jo vor gamle ►Rimkrønike og vore endnu langt ældre Folkesagn, at ►Dan og ►Angul var Brødre, og at da Jyden, især Sønder-Jyden, ikke kunde ►bjerge sig for Tydsken, kaldte han ►Dan fra 📌Øerne til Hjelp; og kunde Sværdet eller Tiden jævnet Trætten, da havde den været endt mange hundrede Aar før 📌Dannevirke bygdes. Nei, med aabne Øine, rolige men ogsaa modige som Mænd vil vi betragte den gamle Kampplads, og ei indbilde os, vi med et Slag kan ende den lange Trætte, men haabe, at naar det kun er en aaben Feide, og vi veed at anvende de rette Vaaben, da vil vi ligesaavel nu, som i ►Vermund den Gamles og 👤Thyre Dannebods Dage, være istand til at bevise, at 📌Eideren er 📌Tydsklands Grændse. Middel-Alderen er nemlig en Mellem-Tid, under hvis 8Løb Blodets Baand tilsidst var nær ved aldeles at briste, og hvor Folke-Aanden vaagner i ►Nyaars-Tiden, spørger den slet ikke om Middel-Alderens Inddelinger og Sværmerier, men om de gamle Landemærker og Slægtskaber, efter Ordsproget fra Arildstid: ►før svige de Svorne end de Baarne, og medens vi derfor maae overlade det til vor fælles Øvrighed, hvorvidt den vil og kan ►forhjelpe Dansken i 📌Slesvig til sin naturlige Ret, paastaae vi den ubeskaaret, paastaae, at alt det Tydske, der findes herskende i 📌Sønder-Jylland er noget Fremmed og Fiendtligt, som vi derfor, med Aandens Hjelp, vil stræbe at fortrænge, og naar Holstenerne skrige Ak og Vee derover, da spørge vi dem smilende: om de har anden Ret end “den Stærkeres” enten til at kalde Tydsk hvad før var Dansk, eller til at fortydske hvad ►end er Dansk, og om vi ikke, ►naar vi kan blive “de Stærkere,” har samme Ret til igien at fordanske de Fortydskede og dem selv med? Vi spørge ►saa, ingenlunde, fordi vi kalde det “Ret,” saavidt mueligt, at berøve Nogen sit Modersmaal, men fordi Holstenerne fripostig kalde det Ret for sig, men kalde det Uret, at Dansken sætter sig til Modværge, og kalder det en himmelraabende Synd, at vi, om vi kan, vil tilbagevinde hvad os er frataget, paastaae, at vi skal holde Fred med dem, mens de føre Krig med os, hvad jo ►aabenbar i Tidens Længde maatte skille os ikke blot ved det 📌Søndre, men ogsaa ved det 📌Nørre Jylland og tilsidst ved hele vor Folkelige Tilværelse. Vi veed jo nok, at Holstenerne tænker, de kan med en god Samvittighed 9stræbe aandelig at tilintetgiøre 📌Danmark, fordi Dansk i deres Mund og Øren lyder ligesaa plat som deres eget Tydsk, og er i deres Tanker kun et Almue-Sprog, der hverken duer til at tale eller skrive om ►høie Materier, saa det var til vort eget Gavn, om vi blev forlorne Høi-Tydskere, ligesom de; men det er nu engang ikke vor Anskuelse, og vi ansee det Slesvigske Element i den Danske Folkelighed og i det fælles Modersmaal for aldeles uundværligt til den Forklaring, vi og vort Sprog gaae imøde, og kan umuelig opgive, fordi den mishager Holstenerne og maaske alle Tydskere. Det er nemlig engang ►saa i denne Verden, at ►Enhver er sig selv nærmest, saa, naar et Folk bliver sig selv bevidst, maa det, om galt skal være, ►heller holde dagligt Slagsmaal med sine Naboer, end opgive sine og sit Sprogs Grændser fra Arilds-Tid, da de er Betingelsen, om ikke altid for Dets Liv, saa dog altid for Dets Sundhed og Livs-Lykke, og finde nu de Plattydske Holstenere, at selv de er Høi-Tydskerne og Høi-Tydskerne dem uundværlige til fælles Udvikling og Forklaring, da maae vi ►sagtens finde det ældgamle og frugtbare Fællesskab mellem Anglerne og os paa begge Sider uundværligt, og, saalænge vi kan røre os, kæmpe for det.
✂ Men hvordan skal vi kæmpe for det, saa vi kan vinde Seier, see, det er nu det store Spørgsmaal, da Holstenerne og deres Slesvigske Proselyter dog endelig har faaet os overbevist om, at der maa kæmpes, naar vi ikke idag vil have Dansken gjort fredløs i 📌Slesvig, imorgen i 📌Jylland, overmorgen i 📌Fyen og saa fort videre til 10📌Sundet, som Tydskerne længe har kaldt deres naturlige Grændse i disse Egne?
✂ At nu 📌Danmark raaber Hurra for “👤Peder Hjort Lorenzen,” som “blev ved at tale Dansk” i 📌Slesvig, under Omstændigheder, som ►vist vilde bragt mangen Kiøbenhavner til selv paa det grueligste Tydsk at afsværge Danskheden; at 📌Danmark raaber Hurra for ham, det er i sin Orden, og at Det beder Majestæten hævde Danskens naturlige Ret i 📌Slesvig, det er ligesaa, men tænker man, det vil forslaae, da tænker man ►mærkelig feil, og hvad Andet der end kan og maa giøres, kun Eet vil forslaae, og det er, at 📌Danmarks Folk viser, Det er blevet sig bevidst, og fortsætter sit gamle Levnetsløb saa kraftig og elskelig, at Vennerne faae Lyst og Mod til at følge med, og Fienderne faae Syn for Sagn om, at der er et Dansk Rige og Tungemaal, der vel ei er skabt til at giøre Erobringer, men dog istand til at forsvare sine gamle Grændser i det nærværende Aarhundrede, som i de forrige Aartusinder!
✂ At dette nu hverken skeer ved ►Chinesisk Studering af de ►døde Sprog, eller ved Hjemførelse (►Localisering) af Tydskhed, Franskhed, eller hvad Fremmed, man vil nævne, men kun ved Iførelse af ægte Danskhed, det kan man see med et halvt Øie, men det lader, som begge de Øine, Vorherre har givet os, var endnu ikke nok til at indsee, at Folket iføres ikke Danskheden, fordi man skriver Blade og Bøger eller snakker for Børn om, at det bør skee, men kun, naar Danskheden træder Folkets Ungdom levende imøde, vedkiendes og iføres af den.
✂ 11Vil vi derfor ikke opgive vor Folkelighed og ►fledføre os til Tydskerne, da maae vi ikke blot forudsætte, at Folket igrunden ligner sig selv, og at det modsatte ►Skin kun reiser sig af Øine-Forblindelse, Forførelse eller Forgiørelse med ►sorte Konster; men vi maae ogsaa føie Anstalt til, at 📌Danmark, under denne Forudsætning, kan igien komme til at vise sig i sin rette Skikkelse, og det skeer kun, naar der aabnes Leilighed for alle livlige og ►letnemme Ungersvende, af høi eller lav Byrd, til at møde en folkelig, en Dansk Dannelse, som de levende kan tilegne sig, og derved blive fortroelige med Fædernelandet i hele Dets Tilværelse og med Modersmaalet i hele Dets Rigdom, Fynd og Fylde. Ungdommen er nemlig ikke blot Rigets Styrke, men Ungdommen er ogsaa Livets Blomst og Aandens Skaber-Time, da de vide Udsigter, vi skal have Gavn og Glæde af, maae aabne sig for os, og da den Kiærlighed, der skal opflamme os til et ►daadfuldt Levnets-Løb, maa finde sin ►Ganning, som ►Frey sin ►Gerda, og dog er netop denne Alder hos os enten saa fordømt til Examens-Slendrian, eller saa forsømt og saa overladt til Aandens og de dybere Følelsers svorne Fiender, at det er intet Under, vi sjelden see kraftige, fædrelandskiærlige, ►daadfulde Dannemænd, det er kun et Under, vi ikke har glemt, hvordan de see ud; og hvor de endnu findes, der maae de da nødvendig, om Danskheden skal frelses, i denne Retning forene deres Bestræbelser. Det var i mange Aar min søde og stærke Drøm, at vor Landsfaderlige Regiering vilde giøre et Kæmpeskridt dertil ved at overlade Danskheden 📌Academiet i 12📌Soer, som længe var til ingen Nytte, og kunde, Danskheden helliget, giøre baade Kongen og Folket udødelige; men ligesom Alderen daglig minder mig om, at hvad jeg skal være med at giøre, maa “giøres snart,” saaledes skal ►vist Efterslægten sande, at nu var Øieblikket til at oplive Danskheden, hvad enten det saa gribes eller forsømmes. Skeer det Sidste, som Gud forbyde, min Skyld maa det dog ikke være, derfor, Alt hvad jeg mægter, det vil jeg, i Forbindelse og Forening med Dannemænd af alle ►Farver gierne bidrage til enhver ►Indretning, stor eller liden, som har til Øiemed at giøre Ungdommen levende bekiendt og kiærlig ►igaaet med Fæderneland og Modersmaal, og med Alt hvad der hører til at giøre dem Begge virksomme, ærede og glædelige, og det Samme maae de nu alle, Hver og Een, som har glødet for gamle 📌Danmark!
✂ ►Op, Dannemænd! lad os skaffe 📌Dannemark en ægte Dansk ►Høiskole! Da faae de Skam, som flytte ►Skiel; da faae de Ære, som avlede os; og da visner ei Modersmaalet, som Markens Blomst men varer, som Fuglesangen, mens Bøgen er grøn og Bølgen blaa!!!
✂ Grundtvig.