Grundtvig, N. F. S. Sang i Anledning af Deres Kongelige Høihed Kronprindsens Formæling

Anledning

Anledningen til hyldestsangen er brylluppet den 10. juni 1841 mellem kronprins 👤Frederik Carl Christian, senere 👤Frederik 7., og prinsesse 👤Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz, der hermed blev 👤Frederiks anden hustru.

I den festlige anledning havde kongen, 👤Christian Frederik (senere Chrisitan 8.), ladet arrangere en glædesfest for børnene i Søetatens skoler. Her skulle sangen afsynges. Festen blev afholdt både på Gammelholm og i Klerkegades Skole søndag den 13. juni 1841 og blev fx refereret i avisen Dagen, den 15. juni (Bibliografien 2, s. 183).

Brudgommen, bruden og brudgommens stedmoder

👤Frederik 7. var søn af 👤Christian Frederik, senere 👤Christian 8. og dennes første hustru, 👤Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. 👤Frederik 7. havde tidligere været gift med 👤Vilhelmine, datter af 👤Frederik 6., men det barnløse ægteskab ophørte ved skilsmisse i 1837. Kongen, 👤Christian 8., havde presset på med et nyt giftermål, der kunne sikre arvefølgen (se også strofe 3). Grundtvigs “Bring os en Konge-Moder” udtrykker næsten besværgende dette håb om efterkommere (strofe 3).

*Trods disse gode intentioner skulle 👤Frederik 7. dog blive den sidste konge af den oldenborgske hovedlinje, der besteg den danske trone, hvilket skete syv år senere, i 1848. Efter ham blev glücksborgeren 👤Christian 9. konge i 1863.

Hoffet havde gjort, hvad det kunne, for at gøre den tyske provinsfyrstedatter klar til den ophøjede stilling som dansk kronprinsesse, blandt andet ved et par måneder før brylluppet at sende digteren 👤Christian Winther til Neu Strelitz for at undervise hende i dansk sprog og litteratur. Denne undervisning fortsatte efter brylluppet i Odense og København (Bech 1981; Hansen 1905).