Grundtvig, N. F. S. Præsten Johan Hahn

Anledning

Den 8. november 1840 udkom Grundtvigs dødedigt “Præsten Johan Hahn” i Nordisk Kirke-Tidende, nr. 42. 👤Johan G.W. Hahn, som var præst i Hyllested sogn ved Slagelse, døde den 2. november 1840 og blev 36 år gammel. Fem uger tidligere var hans hustru ligeledes afgået ved døden, og parret efterlod sig fire børn.

👤Hahn deltog på Grundtvigs side i kirkekampen, hvor de kæmpede for dogmatisk og liturgisk frihed for præsterne samt muligheden for løsning af sognebåndet for kirkens medlemmer (Baagø 1958, s. 307 og 322). Han var blandt andet medunderskriver af Erklæring og Protest i Anledning af Stændernes Forhandlinger om Sognebaandets Løsning (Boisen m.fl. 1839) og udgav artiklen “Erklæring i Anledning af Udkastet til et forordnet Kirke-Ritual og tilhørende Alterbog for Danmark” i Nordisk Kirke-Tidende, nr. 45 og 46, 1839. Artiklen var en kritik af 👤J.P. Mynsters Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, som blev udgivet i 1839. Her afviste 👤Hahn, at udkastet ville kunne fungere i statskirken, som var præget af “Troes-Uenighed” (Hahn 1839, sp. 785). Som afslutning fremsatte han et dobbelt ønske om, at brugen af alterbogen måtte være præsterne frit stillet, og at menighedens medlemmer frit skulle kunne vælge den præst, som delte deres tro (Hahn 1839, sp. 809).

Grundtvig bidrog selv til debatten om en ny alterbog og et nyt kirkeritual med skriftet Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog (1839), og denne fik 👤Mynster til at skrive gensvaret Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark (1840). Et par måneder før sin død udgav 👤Hahn sin reaktion på 👤Mynsters gensvar i skriftet Hvem er de rette Lutheraner i Danmark? I Anledning af Biskop Mynsters “Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog og et Kirkeritual for Danmark” (1840).

Med digtet “Præsten Johan Hahn” hyldede Grundtvig sin afdøde medallierede i kirkestriden.