↩ “►Præsten Johan Hahn” er et lejlighedsdigt – nærmere betegnet et dødedigt. Dødedigtningen er en genre, hvori den afdøde ofte hyldes og beskrives i positive vendinger, men Grundtvig var kendt for at sige sin ærlige mening i sine dødedigte (►Auken 1998, s. 132-134). 👤J.C. Lindberg beskrev 👤Hahn som en af de folkeligste præster i Danmark (►Lindberg 1840, sp. 688), og Grundtvigs digt om 👤Hahn afspejler også, at han var en vellidt deltager i kirkekampen. Grundtvig yndede at opbygge sine dødedigte over “et iøjnefaldende karaktertræk hos den bortgangne, som kan sættes ind i et omfattende historisk perspektiv” (►Lundgreen-Nielsen 1981, s. 77). Dette ses i digtet, hvor 👤Hahn belyses som en forkæmper for kirkelig frihed gennem allusionen til ►Første Samuelsbog kapitel 17. 👤Hahns personlighed berøres kun i begrænset omfang, og han skildres i almene træk som en god og rolig kristen (►Luk 10,6).