►PHENIX-MYTHEN.
✂ Af hele Oldtidens Billed-Sprog i egenlig Forstand er neppe noget Ord blevet siddende saa fast, som “►Fuglen Phenix,” der selv hos os baade i daglig Tale betyder en stor Sjeldenhed, og siges kun alt for tit ved höist ubetydelige Tings Fornyelse “at reise sig af sin Aske;” men det er ogsaa virkelig et Gaade-Ord (en Mythe) der fortjende at mindes, og maa önskes anderledes reist af sin Aske, end det er skeet ved Latinskolens ►Fodmaalere, der paa deres ►Krybe-Krage til Parnasset (Gradus ad Parnassum) kun drev allehaande Spögeri med “►Fuglen Phenix” som med alle de rene og urene Dyr og Fugle, de fandt Blyants-Tegninger af, især hos deres poetiske Trefoldighed: 👤Ovid, 👤Horats og 👤Virgil. Efter fattig Leilighed var det imidlertid dog godt, at 👤Ovid og hans Classiske Beundrere værdigede ►Fuglen Phenix et Sideblik i Forbigaaende, thi kun derved er sagtens hans Navn og Grund-Betydning frelst fra den dybe Forglemmelse, hvori ikke blot 📌Nordens men ogsaa 📌Östens Billedsprog giennem Middelalderen nedsank.
✂ Först i nærværende Aarhundrede, der sagtens vil vinde Navn af “Opstandelsens fra de Döde,” er der oprundet en ►Nyaarstid saavel for 📌Östens som 📌Nordens gamle Billed-Sprog, og man har da hverken glemt at samle Alt hvad der i bekiendte Oldskrifter fandtes om ►Fuglen Phenix, ikke heller sparet paa Giætninger om hvad dette Sindbillede havde at betyde*I Magister 👤Henrichsens latinske ►Pröveskrift om Phenix-Mythen (►De Phönicis Fabula) fra 1825 og 27 findes nærmere Underretning herom., men ogsaa her turde den danske ►Eftersamling fylde meer i ►Skieppen end den Franske og Tydske Höst, deels fordi man slet ikke kiendte det Angel-Sachsiske Digt, der först nu kommer ►for Lyset, og især fordi det aldrig vil lykkes upoetiske Folk at forklare hvad Old-Poesien har at betyde.
✂ Det Angel-Sachsiske Digt, der ►sagtens er fra det Tiende Aarhundrede, hörer ►vist nok ikke til ►Phenix-Mythens Kilder, men det giör ligesaalidt de Latinske Vers, der nærmest stod Skjalden for Öie, eller Nogen af alle de Classiske ►Billinger, hvori vi mere spore end finde den ligesaa folkelige som ældgamle Forestilling om ►Paradiis-Fuglen, der lægger sig selv paa Baalet, men opstaaer derfor ogsaa gienfödt af sin Aske.
✂ 16Hvorvidt der nu ogsaa i Hebræernes hellige Skrift findes Spor af ►Fuglen Phenix, derom trættes de Lærde, og det ►har de godt ved, da Sporene ►allenfalds er faa og dunkle, og det Græske Navn naturligviis ikke findes i ►Ebraisken; men at ►Ebræerne har havt Sagn om en Fugl, der efter tusind Aars Forlöb brændte sig selv og levede saa op paany, först som en Orm, derom tillade de gamle Rabbiner os ikke at tvivle*See 👤Bocharts Bog om Bibel-Dyrene (►Hierozoicon) 2den Deel ►S. 166 og 817-25.; thi at man paastaaer, de har laant det af Grækerne, det er kun Snak i ►Taaget, da man hverken kan vise, det var deres Vane at fortolke ►Skriften efter Græske Fabler, eller engang har fundet Mythen saaledes hos nogen Græker, Nogle af Rabbinerne lægge desuden til, hvad de umuelig kunde lære af Grækerne, at denne Fugls bestandige Gienfödelse var dens Lön, fordi den ikke, som alle andre Fugle og Dyr i 📌Paradiset, ►lod sig af 👤Eva overtale til at smage Frugten af det forbudne Træ.► De Steder i ►Skriften, hvor man har fundet ►Vidunder-Fuglens Spor, er for Resten den ►103die Psalme, hvor der nævnes en Örn, hvis Ungdom fornyes, og 👤Jobs ►29de Kapitel, hvor Skjalden siger, han vil döe i sin Rede og mangfoldiggöre sine Dage som hvad vi oversætte “Sand,” men hvad Rabbinerne sige er ►Under-Fuglens Navn “Kol eller Kul,” og efter denne Fortolkning, som 👤Beda anförer, beraaber vor Angel-Sachsiske Skjald sig paa 👤Job. 👤Bochart siger ved denne Leilighed et sandt Ord, som man maatte önske, alle Mythe-Fortolkere vilde lægge paa Hjerte, “heller tænke rigtig med Menigmand end fare vild med de Lærde,” men han viser desværre ikke sin Tro af sine Gierninger, thi efter selv at have sporet Folke-Troen om den sære Fugl fra 📌Ganges til 📌Tiberen, hænger han sig i en lös Tale hos 👤Plinius om en Palme-Art, der saaer sig selv, og slutter deraf, at siden Grækerne benævne Fuglen og Palmen med samme Navn (Phenix), saa er Sagnet om Fuglen med de mange Navne oprundet af det ►Pliniske Palmefrö. Vi maae imidlertid være ►billige nok til at erindre, at Hoved-Grunden, hvorfor de Lærde ikke vilde taale mindste Spor af ►Fuglen Phenix i ►Skriften, og helst forvandlede ham til en Palme, var den Aandlöshed, hvormed man betragtede Oldtidens Billed-Sprog, saa Spörgsmaalet ►syndes dem aldeles naturhistorisk at giælde den haandgribelige Tilværelse af saadan en ►urimelig Fugl, og denne aandlöse Betragtning af Old-Poesien var saa classisk, at baade 📌Roms historiske og naturhistoriske Lys, baade 👤Plinius og 👤Tacitus, tale meget alvorlig om, hvorvidt det var den rette ►Fugl Phenix, Man sendte til 📌Rom under Keiser 👤Tiberius *👤Plins ►Naturhistorie X. 2. og 👤Taciti ►Aarböger VI. 28.. Derfor var det vore Lærde en Samvittigheds-Sag, at samme Fugl ei maatte findes i ►Skriften, thi vel gjorde det dem lige saa ondt at finde Stænk af Overtro hos 👤Plinius og 👤Tacitus, som hos ►Job og ►David, men stod Fuglen i ►Skriften, da maatte de efter Tidens Tankegang nödvendig lade ham være til, og derfor maatte den Rabbinske Fortolkning af Stedet hos ►Job slaaes ihjel og begraves i “Sandet,” og Örnens Gienfödelse i ►Psalmen kun betyde, at han skiftede Fier som andre Fugle.
✂ Uagtet nu baade 👤Plinius og 👤Tacitus og deres lærde Dyrkere var aandlöse 17nok til selv at giöre en ►urimelig Træk-Fugl af Aandens gamle Sindbillede, saa er slige Forvandlinger dog saa aldeles i den Ægyptiske Smag, at vi maatte slutte, de lærde Romere havde faaet deres haandgribelige ►Fugl Phenix fra 📌Ægypten, om end ikke 👤Tacitus udtrykkelig havde forsikkret, han var der at see; men nu har vi endog et större Vidnesbyrd end hans, nemlig 👤Herodots, vel ikke om at man saae ►Phenix, naar man kom til 📌Ægypten, men dog om at han i Præsternes Öine var ligesaa virkeligt et Dyr som ►Apis “Guds förstefödte Oxe.”
✂ Præsterne i 📌Soelbjerg (📌Heliopolis) fortalde nemlig 👤Herodot, at to Gange i hvert Aartusinde kom den hellige ►Fugl Phenix fra 📌Arabien til dem for at begrave sin Fader i 📌Soltemplet, og förde Fader-Liget med sig i et Myrrha-Æg, hvad de dog ikke kunde faae Grækeren bundet paa Ærmet, skiöndt de viiste ham Billedet af Fuglen saa stor som en Örn *👤Herodots ►Euterpe ►K. 73..
✂ Vi vil nu overlade det til Natur-Forskerne at dömme mellem Grækeren og de Ægyptiske Præster, og vende os til de Classiske Digtere, for at see hvad de veed eller har Lyst til at fortælle om ►Fuglen Phenix, men det er ikke ret meget; thi 👤Homer tier bomstille, og skiöndt 👤Hesiod i sin Velmagt skal have nævnet ham, var det dog kun for at sige, han kunde leve omkap med ni Ravne*👤Plins ►Naturhistorie VII. 49., og da der ikke engang skal findes Saameget hos alle de Græske Digtere, vi nu kan læse, seer man let at 📌Grækenland er ingenlunde Fuglens poetiske Hjemstavn. At nu 📌Rom, hvor man tog saa haandfast paa Billed-Sproget, og hvor Digterne samtlig nedstamme fra ►den Nattergal der bider Faar, end mindre har udklækket ►Sol-Fuglen, fölger af sig selv, men dog har den store 👤Ovid i sine ►Forvandlinger skiænket ham sexten Linier, hvoraf vi lære, at Fuglen, som Assyrierne kalde ►Phenix, efterat have levet femhundrede Aar, bygger sig en Rede i Egen eller Palmen af lutter södtduftende Urter, og ender der sine Dage, men avler en Sön efter Döden, som begraver sin Fader i Solens Tempel*👤Ovids ►Forvandlinger XV. 387..
✂ Gavmildere var 👤Claudian, saavidt man veed, en ►Alexandriner, der gjorde Latin-Skolen Ære, men da han levede i ►Jern-Alderen, og havde ingen 👤August eller 👤Mæcen, men kun en 👤Honor og 👤Stilico at synge for, kunde han ogsaa sagtens anvende et Hundrede Linier paa ►Fuglen Phenix, og her höre vi da, han har hjemme paa ►hin Side 📌Indien, lever i tusind Aar og hensmelter godvillig i Straaleglands til en herlig Opstandelse*👤Claudians saakaldte ►förste Idyl..
✂ I intet andet Digt har vi da Mythen saa fuldstændig, som i det, der tilskrives 👤Lactants *►Aftrykt under den Angelsachsiske Text. og i det derpaa byggede Angel-Sachsiske, hvor vi see den ny ►Phenix udvikle sig af den Gamles Aske som en Orm, der enstund maa ►födes af Morgenduggen, för den kan ►skyde Hammen og vinde Fugle-Skikkelsen, men arver derpaa al sin Faders Herlighed og drager med hans Aske tilbage til 📌Paradiset.
✂ 18►Vist nok er de nyere Lærde meget vrede paa den “Orm,” som her kommer for Dagen, og mener, den er kröbet ind i ►Phenix-Mythen fra Rabbinernes ormstukne Blade, men da de ikke kan nægte, Ormen findes ligesaavel hos 👤Plin og 👤Artemidor som hos Rabbinerne, saa er deres Kræsenhed i dette Stykke mig kun forklarlig af hvad man skiemteviis kalder en ond Samvittighed, thi at det ikke var af poetiske Grunde, de vragede Ormen, veed man jo ►forud og vil desuden i det Fölgende see oplyst.
✂ Naar vi nemlig lade den haandgribelige ►Fugl Phenix flyve til 📌Rom, til 📌Ægypten, og hvor han ellers kan have Ærende, da er det os naturligviis desmere om det Aandelige ved ham eller om ►Bemærkelsen og Betydningen at giöre, og saaledes var det allerede med den Angel-Sachsiske Skjald, hvis Forklaring er omtrent ligesaa lang som Fortællingen. Oldtidens Myther, som aldrig har været mere værdt end man kunde föle, laae i dem, er os ogsaa videnskabelig kun saameget værdt, som vi kan see i dem, og havde derfor ►Fuglen Phenix, som de Lærdeste vil mene, ikke andet at betyde end en vis Omlöbs-Tid af Planeterne, det være sig fem eller ti eller fiorten hundrede Aar, da var den aabenbar ei værdt at nævne; thi at finde paa dunkle Navne for soleklare Ting er altid spildt Uleilighed, og var det Poeternes Mesterstykke, da udelukdes de med Rette af 👤Platos ►Republik. Da det imidlertid selv i vore Dage kun er ►Dværgene ►under 📌Parnasset, der more sig med at lave Gaader og mörke Taler af nærværende, ►öiensynlige og soleklare Ting, medens alle Hoved-Skjaldene stræbe i Billed-Sprog at give os en levende Forestilling om det Usynlige og Fraværende, saa ►löbe de lærde Herrer uden Tvivl med Limstangen, naar de i Billed-Sproget af Phantasiens Heroer kun opdage deres egne Hverdags-Tanker. Naar vi derfor indtil videre lade det staae ved sit Værd, hvad de gamle Seere enten i ►Phenix-Mythen eller i nogen Anden vilde fremstille, da er det ingenlunde, fordi vi troe det mueligt, at de begeistredes selv af og stræbde at begeistre Alle med ingen Ting i Grunden, men kun fordi det, efter Sagens Natur, er os umueligt at bevise, hvad de gamle Skjalde tænkde, og fordi det ►til Lykke ingen Forskiel giör paa Nytten og Fornöielsen, vi kan have af Oldtidens Billedsprog, enten Mesterne for det tænkde lidt eller meget derved, naar det ligefuldt er skikket til at giemme og levende udtrykke store og dybe Tanker.
✂ Udspörge vi nu Oldtiden selv om► Phenix-Fuglens Betydning, da svarer den, som vi maatte vente, at det er naturligviis den Udödeligheds-Spire og deraf udspringende Gienfödelse og Fornyelse, som vi deels spore i Menneske-Livet og deels önske maatte findes i os og alt menneskeligt Storværk, saa naar Ægypterne dermed forbandt et stort ►Verdens-Aar, var det kun fordi de i Himmel-Legemernes Kreds-Löb sögde Grunden til Sjæle-Vandringen og til alle de store Omsving i Menneske-Slægtens og Jordens Historie. Selv Ægypterne var da ikke nær saa beskedne, som de nyere Lærde, der virkelig synes at troe, at ►Almanakkens evige Sandheder er baade langt vigtigere og mere poetiske end hele Menneske-Livet med alle dets Omskiftelser, dets ►Indgang og Udgang, Længsel og Haab. De veed derfor knap, hvordan de skal undskylde Kirke-Fædrene, der, som de nödvendig maatte, saae i ►Phenix-Mythen et deiligt Forbillede baade paa Herrens Opstan19delse og paa vores; men vi vil derimod glæde os over, at denne Forklaring findes endnu langt varmere og dristigere udfört hos den Angel-Sachsiske Skjald end hos Nogen af Kirke-Fædrene, og kun ►i det Höieste beklage at hans Anskuelse ikke blot som en ►Phenix maatte gaae igiennem Dödens Porte, men slumre henved et Aartusinde i de Dödes Rige. Dog ogsaa her giælder Ordsproget “►seent men södt,” thi ogsaa her fölger Klarheden med Opstandelsen, saa den gamle Anskuelse af ►Phenix-Mythen, ligesom i det hele den gamle Poesie, maatte nödvendig giennemgaae Döden for at renses fra det Falske og helbredes for det Skiæve, der klæbede ved den.
✂ Nu see vi nemlig, at hvor naturligt det end var, at de gamle Christne i ►Phenix-Fuglen saae et Forbillede paa Ham, der ►“satte Livet til og tog det igien,” og paa hans Troende, der ved at ►“miste deres Liv for hans Skyld, skal finde det,” saa haltede dog Lignelsen meget kiendelig, hvad enten man seer paa den moralske Fortolkning af alle de söde og vellugtende Urter, som “gode Gierninger,” eller paa Sanger-Livet i tusind Aar, eller paa “Ormen,” som slet ikke kunde bruges, og den Angel-Sachsiske Skjald har aabenbar selv fölt det, i det han, forvoven nok, stræber at anvende ►Phenix-Mythen paa hele Verden fra 📌Paradiis af til efter ►Elementernes Smeltning. Paa denne colossalske Ide gienkiender man nu vist nok 👤Shakspears og 👤Miltons Oldefader, som det er en Lyst at betragte; men vi fristes dog ikke til at træde i hans fortvivlede Spor, hvorved vi maatte give hele Menneske-Livet fra ►Faldet til Dommedag i Dödens Vold, og saa endda ovenikiöbet lede ►om Livs-Kilden i ►den store Ormegaard; thi vel er Dödens lange Herredömme i Legemets Verden en Kiendsgierning, men hverken er dog “Naturen den frivillig undergivet,” heller ikke er det saa fortvivlet med Aanden, hvis naturlige Sindbillede dog “►Sangfugle-Drotten” umiskiendelig er.
✂ For imidlertid ingen Kiv at yppe til stor Kiedsommelighed for gode Læsere, vil vi lade selv det staae ved sit Værd, om den gamle Seer, hos hvem ►Phenix-Mythen först udsprang, var indtaget og opflammet af Aanden eller af Aarstallet for Himmelens Löb, og indskrænke os til den beskedne Paastand, at ►Sangfugle-Drotten paa Billed-Sproget kan betyde og pleier i Skjalde-Mund at betyde “Aand,” saa at dersom ellers ►Phenix-Mythen har en giennemgribende Lighed med Menneske-Aandens Historie, da er det ikke usandsynligt, de höre sammen, og er i alt Fald morsomt for Aandens Venner i et saa ældgammelt, smukt og velbekiendt Billede at have ligesom et kiernefuldt Udtog af Aands-Historien bestandig for Öie.
✂ Det har derfor været mig til stor Fornöielse, og er mig, saavidt jeg kan skiönne, ogsaa til megen Nytte, at betragte ►Phenix-Fuglens Fortid som et Billede paa Menneske-Aandens Oldtid, hans Hensmægten og Hensmeltning som et Billede paa Middelaldren, og hans Gienfödelse som et ligedant paa ►Nyaarstiden, og mig synes virkelig, det fölger nödvendig af sig selv, naar man kiender begge Dele.
✂ At nemlig Oldtiden, forholdsviis, var de store Syners og ►Höisangens Dage, er jo ligesaavel en Kiendsgierning, som at Synerne giennem Middelalderen oplöste sig i Farvespil og Höisangen i söde og smeltende Toner, indtil Aanden ►syndes 20aldeles forsvundet, som en Helt, naar hans Liv er endt, hans ►Drape sunget og hans ►Baal udslukt; men dog kom der jo i ►Nyaarstiden Dage efter disse, da man med Forundring saae noget Levende udvikle sig af Aandens Efterladenskab, der vel maa lignes ved en “Orm” af ►Phenix-Fuglens Aske, da Udviklingen unægtelig hidtil mest kun var ►Bogorme-Væsen, saa Spörgsmaalet er kun, om ►Bog-Ormen dog ikke i Grunden har Aand og kan udvikles til at ligne og fatte Aanden, som sin Fader, og fortsætte dens Levnets-Löb.
✂ Dette Spörgsmaal: om en virkelig, videnskabelig, “Opstandelse” i Oldtidens Aand vil lykkes, er vist nok saa indviklet, at man godt kan være sin Tvivlraadighed bekiendt, især efterat ►Bogorme-Væsenet giennem tre Aarhundreder stedse klarere ►syndes at begrave sig i den Classiske Literatur, hvoraf man havde ventet, Aanden som en ►Phenix af sin Aske skulde udviklet sig; men selv om Storværket skulde mislykkes, blev den naturlige Retning lige umiskiendelig, saa altid vilde ►Phenix-Mythen afbilde den store Löbebane, om end Menneske-Aanden, for sine Synders Skyld, skulde findes for svag til at fuldende den. ►Paradis-Fuglen, maatte man da sige, overskuede sin vidunderlige Bane, og spaaede sandt om den, men kunde efter sit Fald kun vise Retningen, ei fölge den; men hvor man i ►Nyaarstiden er kommet saavidt at see det og tale forstandig derom, der maa Gienfödelsen og Opstandelsen dog ►alt i en vis Grad have fundet Sted, maa Philologien have udviklet sig til ►Pneumatologi, Ordklöveriet hævet sig til ►Aandsfatning; thi ligesaalidt som Ormen kiender Fuglens Vei, ligesaalidt kan den blotte Bogorm tale forstandig om Aandens Bane.
✂ Her aabner sig da en smilende Udsigt, som jeg gierne vilde dele med alle mine Læsere, men da jeg veed, det beroer paa deres Öine, om de kan see, og paa dem selv, om de vil vende sig til den Side hvor jeg peger, saa maa jeg nöies med min gamle Tröst: ►hver nyder som han nemmer, saa Ingen skeer Uskiel. Hvad jeg her fornöier mig ved at see, er imidlertid, at vi leve i en deilig Overgangs-Tid, paa Overgangen nemlig fra Orme-Gaarden til Fugle-Buret, eller fra Orme-Hammen til Fugle-Vingen, fra den aandsfortærende ABC til det aandsoplysende Billed-Sprog, eller ►fra den döde Bogstav-Skrift til det levende Ord. Hvem der nu anseer hele denne Overgang for et Ridt paa en Kiephest, de komme naturligviis ikke videre, om de saa levede i tusinde Aar og kan rose sig af deres urokkelige Fasthed i Latinen og alle ►Skole-Videnskaberne; men vi, som virkelig bevæge os i Aandens Retning, forstenes naturligviis ikke heller af de daarlige Öine, som hverken kan see, vi giör Fremskridt, eller opdage hvor vi vil hen. Tvertimod föle vi med Fornöielse, at ved hvert Skridt vi giör, voxer saavel Kraften som Lysten til at gaae videre, og jo længere vi see frem, desmere klaröiede blive vi til at overskue den Vei vi har lagt tilbage. Vi indsee nu ikke blot at ►Bogorme-Væsenet var nödvendigt, fordi Oldtidens Aand maatte opstaae af sit Eget, som ►Phenix af sin Aske, men selv at det Classiske ►Bogorme-Væsen i 📌Norden, hvor uhyre latterligt det end der tog sig ud, og hvor aandsfortærende det end virkelig var, dog ogsaa hörde til, for at det kunde blive Menneske-Slægtens og ei blot et enkelt Folks Aand, der hos os kom til Bevidsthed, og vi takke Himlen, ogsaa paa Videnskabeligheds Vegne, for Christendommen, som 21nu fra alle Sider klarlig sees at have været Vilkaaret for Aandens Gienfödelse og for hele den ►Nyaarstid, i hvis höiere Udvikling vi med Fryd deeltage.
✂ Ikke blot maatte 👤Christus, som Himlens ►Phenix, i en Menneske-Alder legemlig opfylde Menneske-Aandens Lov, og nyde dens Triumf, men Han maatte ogsaa bygge den jordiske ►Phenix en Rede i sin Kirke, hvor den kunde södelig hensmelte med Udödeligheds Spire og Opstandelsens Haab. Kun af Christenhedens Middelalder udviklede sig en ►Nyaarstid, hvori ►Bog-Ormen ►földe sit barnlige Forhold til Oldtidens Aand og rugede over dens Efterladenskab, skiöndt det længe ►syndes en Selv-Opoffrelse, der kun förde til Graven, og det er kun ved förste flygtige Öiekast det kan findes uforklarligt, hvi ►Nyaarstiden ei blev eens i hele Christenheden, men naaede kun i 📌Norden at fatte Aanden, som ►Bogstav-Væsenet havde trællet for, men som Sönnen, skiöndt han længe havde Trælle-Kaar, dog skulde arve.
✂ For den Christelige Eenhed, som, hvor den er “Liv og Aand”, ganske rigtig udjævner den aandelige Folke-Forskiel, var der nemlig i Middelalderen kun et stort Blændværk, som Reformationen klarlig oplöste, og skiöndt Protestantismen i sin Eensidighed blev Aands-Fornægtelse, saa er der dog tre Vilkaar, som samtlig maatte findes, hvor en aandelig Tid skulde udvikle sig, og som kun hos Protestanterne lod sig finde.
✂ Det förste Vilkaar er naturligviis hvad der gav Reformationen ͻ: Fornyelsen sit Navn: Mindet af en forsvundet Herlighed og Længsel efter Fornyelse deraf; det Andet er den dybe Ærbödighed for ►Bibelen, som den store Aands hellige Efterladenskab, og det Tredie er Kiærligheden til Modersmaalet, som det eneste levende Redskab for Aanden, og hvor dödfödt end med alt det ►Nyaarstiden mangensteds hos Protestanterne kom til Verden, saa er det dog lige klart, at hvor Vilkaarene ganske eller tildeels fattedes, maatte den udeblive, og kun hvor de fandtes kunde den muelig födes med Liv og Aand. Allevegne i Christenheden fik vel, efter Bogtrykker-Konstens Opfindelse og ved Stödet, Reformationen gav, Folkenes Modersmaal hvad man kaldte en ►Nyaarstid, men hvor man ei engang havde saamegen Længsel efter Gienfödelse i Aanden, at man vilde reise sig for den, eller saamegen Ærbödighed for ►Bibelen, at man vilde dröfte den med samme Flid som 👤Ciceros Skrifter, eller saamegen Kiærlighed til Modersmaalet, at man i det mindste vilde höre det i Kirken; der var det kun den Romerske Keiser-Tid der lod sig fornye. Hvor man derimod ikke blot havde hvad der var fælles for alle Protestanterne, men, som i vort 📌Norden, tillige en eiendommelig, aldrig ganske forglemt Herlighed, bag sig, og et ældgammelt Modersmaal, fælles for hele Folket, der, maae vi finde det rimeligt, kunde udvikle sig en ►aandelig Nyaarstid, saa det er kun et Vidunder, at den ikke kvaldes i Födselen af det ►Latinske Bogstav-Væsen, der stod i fiendtlig Modsætning baade til ►Bibel, Aand og Modersmaal.
✂ Her kan man see, det behöver ingenlunde at være blind Partiskhed for 📌Norden, blind Tro paa ►Bibelen og blindt Romer-Had, der styrer denne Pen; men at det meget godt kan være, og udentvivl maa være, en bedre Oplysning om Menneske-Livets Vilkaar og Aandens Löbe-Bane, end den der udklækkedes enten i 📌Rom, 📌Paris 22eller 📌Berlin, og som vel endnu ingenlunde er almindelig i 📌Norden, men som derfor godt kan fortjene at blive det og have lyse Udsigter dertil, saa det lönner Umagen ei blot at anbefale den, men ogsaa at stride og lide en Smule for den. ►Vist nok lönner det ikke Umagen at stride eller lide det mindste for sin poetiske og historiske Anskuelse, der levende maa udvikle sig selv i hver Hjerne, hvor den skal være Andet end Hukommelses-Værk, og maa selv föde sit Udtryk paa enhver Læbe, hvor det skal blive Andet end Eftersnak; men vel kan det nytte, med denne Anskuelse, paa Aands-Frihedens, Ungdommens og Modersmaalets Vegne, at före en Trediveaars-Krig mod ►Bogorme-Væsenet i det Hele, og mod Latin-Skolen og ►Drenge-Videnskabeligheden i Særdeleshed; thi ere först disse Fiender overvundne, da vil Folke-Aand og Folke-Liv i 📌Norden opstaae som en ►Phenix af sin Aske, og föde enten samme Anskuelse eller en endnu höiere, som indslutter den i sig. Menneske-Naturen fölger nemlig samme Love i et Folk og i hele Slægten, som i Enkeltmanden, og derfor speiler hvert ►Hoved-Folks Liv sig, ligesaavel som Menneske-Slægtens, i ►Phenix-Mythen, og naar dette Liv fornyes, föder det hos hele Folket samme Anskuelse som hos Enkeltmanden. Man kan derfor udelukkende holde sig til 📌Danmarks Historie, og dog spore den samme Gang som i ►Universal-Historien, thi ogsaa vi har aabenbar, i ►Hjarnes og ►Bjarkemaals Dage, havt en ►Höisangs-Tid, der aflöstes af ►Kæmpevise-Tiden med dens söde Duft og smeltende Toner, hvorunder Aanden hensov; ogsaa vi har siden havt en ►Bogorme-Tid, haard nok at döie, skiöndt det var ►en med de Bedste, fordi Modersmaalet ei blot ved Reformationen blev lydeligt, men ved 👤Kingos Psalmer aandelig gienfödt i Kirken, hvorved ►Phenix-Ormen ikke blot hos en Enkeltmand, men hos Flere end vi kan tælle, i Grunden ►skiöd sin Ham og blev til Fugl. Fra samme Tid begyndte derfor ogsaa herinde Kampen mod det Classiske Afguderi, det döde ►Bogstav-Væsen og alt det Udanske, med 👤Holberg, og det er i Grunden en Kamp om “Morgen-Duggen,” der, efter Mythen, er den lille ►Phenix-Fugls eneste Næring; thi, videnskabelig talt, er denne Morgendug “Ungdomskraften,” som Aanden til sin Udvikling maa finde uundværlig, men som spildes i Latin-Skolen paa aandsfortærende ►Bogstav-Væsen, saa det er kun en sjelden Undtagelse, naar de, der skal virke for Aanden, selv har beholdt Nogen, de, der paa Moders-Maalet skal uddele Aandens Skatte og aabenbare Hjertets skjulte Ting, selv har Moders-Maalet kiært og har det i deres Magt.
✂ Skal derfor den lille ►Phenix-Fugl hos os naae sin Faders Vext, Kraft og Skiönhed, da maa Ungdoms-Kraften faae Lov til at fordele sig saa frit som Morgen-Duggen, men naar det skeer, kan det heller aldrig feile, at jo ►Phenix-Mythen forklarer sig selv i 📌Norden, og yndigst i 📌Danmark, hvor Aanden altid boer i Hjerte-Kamret og lærer ►Smaa-Alferne at bruge deres söde Stemmer til Sang, som er dem værd.