✂ 2
3

✂ DEN DANSKE MAJESTÆT
►SKJOLDUNGERS ARVING
Kong 👤Christian den Ottende
TILEGNES
SOM
LYKKE-VARSEL
I
KRONINGS-AARET
►PHENIX-KVADET.

---

✂ 4
5

1

✂ ►Kongen döde under Vinters Hjerte,
Med Naturen bar vi alle Sorg,
Dyb var altid Dannekvindens Smerte,
Som i Hytten, saa paa Kongeborg,
Og paa Jorden findes ei de Helte,
Som ved Hjerte-Sorg jo maae hensmelte.

2

✂ Kongen lever ved Midsommers-Tide,
Med Naturen smile vi paany,
Danske Aasyn er som Bögens blide,
Let sig klarer deres Pandesky;
Og naar Frygt ei Munden paa os binder,
Glædens Bæk i Frydesang udrinder.

3

✂ Det, o Konge! er den store Sage,
Klædt paa Dansk i jævne Ord og faa,
Der sig strækker fra de gamle Dage,
Til Du staaer med Skjoldung-Kronen paa,
Under Lovsang fra den Danske Tunge,
Som naar alle Skovens Fugle sjunge.

4

✂ 6Aanden döde, som til Drot var kaaret
Over Bög og Fugl i Hedenold:
Barne-Englen, mild og bölgebaaret,
Vingebreed som Dane-Markens Skjold;
Magteslös han sank i Bölge-Dale,
Aanders Död paa Jord er dog kun Dvale.

5

✂ Aanden svæver over Kongens Isse,
Svang paa Vinger sig fra Bölgens Skiöd,
Derom bringe Tidender fuldvisse
Folkesang i Barne-Tone söd,
Barnesang med store Söndags-Syner,
Barne-Blik, som tordner ei, men lyner.

6

✂ Skabe Liv, det kan paa Jord ei Haanden,
Sad deri end hele Verdens Magt;
Skabe Liv, det kan alene Aanden,
Men for Aanden er det gjort som sagt;
End har Lærdom Skjalden ei aftrættet,
At Livskraften er i Aandedrættet.

7

✂ Föde Aanden Börn paa Jorderige
Kan ei Pen, ei Haand paa nogen Viis,
Men kun Ordet, som er Aandens Lige,
Deler med ham al hans Daad og Priis,
Som en Dronning deler Kongens Ære,
Skal af ham paasat Guld-Kronen bære.

8

✂ Derfor, Konge! alle Dine Dage
I sit Rige Aanden herske frit!
Giv Du ham Haandfæstningen tilbage,
Som den gaves för i Riget Dit!
Falske Aander skal dog ingensinde
Danmarks Barne-Engel overvinde.

9

✂ 7Og hans ægte Dronning, Modersmaalet,
Som har trællet nu trehundred Aar,
Giv den Glands, hvormed hun för har straalet,
Overstraalet Norden i sin Vaar!
Pustes bort Gravmulmet fra det Fjerne,
Brat hun tindrer da som Aftenstjerne.

10

✂ Længe har det over Marken tonet:
Danmarks Haab er, Christian Fredrik, Du!
Og naar Danmarks Haab med Dig er kronet,
Kommes skal det trindt paa Jord ihu:
Folk og Drot, som sig paa Gud forlade,
Blunde trygt og vaagne sjæleglade.

11

✂ Dristig er mit Haab om Danmarks Lykke,
Var i Verden mangen Dag til Spot;
Dog det blomstred selv i Dödens Skygge,
Throned mig i Barmen som en Drot,
Og mens Panden fures, Haaret graaner,
Stöder Haab i Luur, saa Frygten daaner.

12

✂ Hvad forblommet för jeg kvad om Balder,
Brustne Grave og opstandne Folk,
Toner klart nu om en Phenix-Alder,
Aandens Nyaar som sin egen Tolk,
Da i Straaleglands sig klart forbinde
Daad og Deilighed, som Mand og Kvinde!

13

✂ Er det Gyldenaar ei alt oprundet
I vor Folkelige Fredriks Tid,
Fik ei, grödefuldt og fuglemundet,
Det med Christian Konge-Vaaren blid;
Alle Fugle da med Himlen falde,
Sidste Gang har Aand bedaaret Skjalde.

14

✂ 8Dog, hvad Engelen i Danevange
Længe ymted om og nynned paa,
För i Skok derom han Skjalde-Sange
Böd som Nattergale sammen slaae;
Det skal Tiden, naar den giör sit Bedste,
Dröfte vel men klare og stadfæste.

15

✂ Thi det staaer med Tidens Finger skrevet:
Danmarks Engel er en sanddru Aand,
Og kun meer sandfærdig er han blevet
I den rene Sandheds Ledebaand,
Som fra Zions Bjerg til Danmarks Slette
Fandt saa myg ei nogen Folke-Vætte.

16

✂ Danmarks Engel, som med Barne-Finger
Löfted meer end nogen Kiæmpe prud,
Slaae kun frit med sine Svanevinger,
Favne ömt vort Modersmaal, sin Brud!
Som et himmelfalden Dronning-Smykke
Skinner over Skoven Danmarks Lykke.

17

✂ Hil Dig da, Kong Christian! med Din Krone,
Med Dit Folk og med Dit Time-Glar!
Danmarks Aand! sid herlig paa Din Throne!
Modersmaal! giör Loven mild og klar!
Folkesang! udbryd fra alle Munde!
Overstem alt Gny og Glam i Lunde!

---

✂ 9

Fortale.

---

✂ Det var i 👤Frederik den Sjettes Kronings-Aar (1815) at 👤Thorkelins Udgave af “►Bjovulf,” begyndte et nyt ►Tidsrum i den Angel-Sachsiske Literatur*►De Danorum Rebus Gestis. Poema Danicum Dialecto Anglo-Saxonica. Hafniæ MDCCCXV., der siden stedse klarere opstaaer som en ►►Phenix af sin Aske, og det var netop i Kronings-Dagene, jeg gav den förste Pröve af min Fordanskning og lovede Geheimeraad 👤Bülow at fuldföre den, som da ogsaa ►alt for tyve Aar siden er skeet*►Bjovulfs Drape. Et Gothisk Heltedigt fra forrige Aartusinde. Paa danske Riim Kjöbenhavn 1820..

✂ Det er derfor, synes mig, ganske baade i sin historiske og poetiske Orden, at det Angel-Sachsiske Digt om “►Fuglen Fenix” förste Gang udkommer, ogsaa i 📌Danmark, i 👤Christian den Ottendes Kronings-Aar, og at jeg i Kronings-Dagene holder mit literære Sölv-Bryllup med “►Anguls ►Oldkvad” som netop ved den forrige Kroning, 25 Aar tilbage, satte mig saaledes i Fyr og Flamme, at jeg med stor poetisk Forvovenhed gav dem min Haand, uden at kiende synderlig til dem, og som jeg nu, efter Medgang og Modgang, har saa kiære, at jeg ogsaa her maa bekiende, ►Lykken var meget bedre end Forstanden.

✂ At jeg nu vil holde dette Sölv-Bryllup saa offenlig som mueligt, dertil fattes jeg heller ikke Grunde, som synes mig fyldestgiörende, thi deels har jeg paadraget mig et Skin af ►Utroskab, jeg maa see til at ►klare fra mig, og deels har jeg herved den önskeligste Leilighed til at give mit Fædreneland et godt Forvarsel, som jeg naturligviis griber med Glæde.

✂ Hvad nu först min tilsyneladende ►Utroskab angaaer, da underholder jeg ingenlunde Publicum dermed, fordi jeg troer, den Sammenblanding af offenlige og huslige Forhold, der for Öieblikket hörer til Dagens Orden, gavner det virkelige “Fædreneland,” men 10fordi det i alle Maader maa kaldes en offenlig Sag, og fordi den hænger paa det nærmeste sammen med den Angel-Sachsiske Literaturs nærværende Tilstand og Udsigt, som jeg tör haabe, mine Læsere vil skiænke lidt af den Opmærksomhed, den i mine Öine fortjener.

✂ Det var i Aaret 1828, da jeg, saa at sige, ►stod ledig paa Torvet, Kong 👤Frederik den Sjette engang spurgde mig, hvad jeg ►bestilde, og jeg svarede: ingen Ting, Deres Majestæt! og jeg veed heller ikke noget at giöre for Öieblikket, med mindre det maatte behage Majestæten at lade mig reise til 📌England, og nærmere undersöge de Angel-Sachsiske Haandskrifter, som er af megen Vigtighed ogsaa for Oplysningen af 📌Danmarks Oldtid, men er aldeles foragtede i deres Hjemstavn. Det Ord greb Kongen med levende Deeltagelse, og Fölgen deraf blev mine Engelske Reiser 1829-31, som hidtil synes slet ikke at have givet noget Udbytte, men som jeg dog skal stræbe at vise, var ingenlunde örkeslöse. Dette vilde ►vist nok ikke nu trængt til nyt Beviis, hvis det “►Angelsachsiske Bibliothek” hvortil jeg paa Engelsk gav en ►Udsigt, ei var blevet kvalt i Födselen*►Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus. London MDCCCXXXI., men nu ligner den et höitideligt Kiærtegn til Bod for ►Hverdags-Kulde, som jeg langtfra at kunne beraabe mig paa, snarere har ondt ved at forsvare.

✂ Sagen var imidlertid den, at da jeg förste Gang kom til 📌England, og udbredte mig med barbarisk Veltalenhed over den Angel-Sachsiske Literaturs Skiönhed og ulykkelige Skiæbne, da var et medlidende Smiil over min slette Smag alt det Svar jeg fik, da alle Kiendere vilde vide fra förste Haand, at hvad jeg löftede til Skyerne som en ►Ælve-Dronning, var en gammel rynket Hex, der med sine sorte Konster og med sin barbariske Tænkemaade ►fuldelig havde fortjent de Spark og Skiældsord, hvormed 👤Hume, 👤Warton, og andre Gentlemen af den fineste Classiske Dannelse, havde seet sig nödt til at affærdige hendes Paatrængenhed. Det ærgrede mig naturligviis, ikke blot for Sagens men især for min egen Skyld, og jeg benyttede mig da paa det Grusomste af Vedkommendes Ubekiendtskab med hvad de fordömde, til at drille dem med den store Selv-Fornægtelse, de ►viiste, ved saa ganske at overlade os det ny 📌Europas Historiske og Poetiske Dronning, med hele den verdenshistoriske Navnkundighed, vi Danske, som hendes vel svage men trofaste Riddere, vare sikkre nok paa at vinde, men vilde af naturlig Beskedenhed gierne deelt med vore höibaarne og glimrende Frænder paa 📌Anguls-Öen, der unægtelig havde nærmest Krav paa Æren. Da nu dette, ved mit andet, heel uventede Besög, begyndte at virke, opfordrede man mig halv 11i Spög og halv i gnaven Alvor, til at bringe den Skiönhed for Dagens Lys, jeg aldrig kunde blive træt af at berömme, og forsikkrede, at mine Bestræbelser for Oplysning af den dunkle Sag ikke skulde fattes Understöttelse, og da nu selv Boghandlerne Black and Young tilböd deres Tjeneste, kunde jeg umuelig vægre mig ved at giöre et Skridt, der godt kunde synes mislykket og dog tjene til Sagens Fremme. Saaledes udkom min ►Udsigt til et Angel-Sachsisk Bibliothek, hvis Udgivelse af mig vel grændsede til Umuelighederne, men som jeg vidste, behøvede kun at giöre lidt Opsigt, for at finde Udgivere i 📌England selv. Langtfra derfor i ►Udsigten at skaane den Engelske Ömfindtlighed, stræbde jeg netop med Flid at saare den saa dybt som mueligt, og sagde, blandt Andet, reent ud, “Dersom jeg var en Engelsk, istedenfor en Dansk, Digter og Historiker, da vilde jeg tiltale mit Fædreneland med den “udödelige Sangers” Ord:

✂ Dorskere er du end Urten, som raadner
Paa ►Fedme-Jords-Bredden af ►Lethe i Mag,
Vil du dig ei röre endnu;

✂ men skiöndt jeg nu er langtfra at kunne udtrykke mig paa Engelsk med saadan Fynd, skulde jeg dog ikke beklage, at man vragede min Tjeneste, naar det kun maatte vise sig, at det ikke var Sagen, men kun mig man betragtede med Ligegyldighed.”

✂ Det tegnede nu vel et Öieblik til, at Subskriptionen vilde blive tilstrækkelig, og jeg altsaa nödes til enten med Skam at trække mig tilbage eller pröve paa den Urimelighed at forblive i 📌Danmark og staae i Spidsen for et saadant Værk i 📌England, og jeg havde endnu Nok af min poetiske ►Forvovenhed til uden Betænkning at vælge det Sidste; men da jeg, for at lægge Haand derpaa, kom tredie Gang til 📌England, havde min ►Udsigt gjort sin naturlige Virkning, saa man ►aabenbar betragtede og behandlede mig som en Dansk Viking, der, efter mine kiære Forfædres Exempel, vilde berige baade mig selv og 📌Danmark med 📌Englands Skatte, og Boghandleren var nær ved reent ud at sige, han ikke turde befatte sig mere med mig, for ikke at stemples ►til en Landsforræder.

✂ Man ►misforstaae mig imidlertid ikke, som om jeg vilde beklage mig over mit forulykkede ►Tog 1831, thi jeg regner de Sommer-Maaneder, jeg da tilbragde i 📌London og 📌Cambridge, til de behageligste saavelsom de lærerigste i mit Liv, og personlig mödte jeg al den Agtelse og Forekommenhed, jeg kunde önske, men Sagen, Udgivelsen af de vigtige og dyrebare ►Levninger af den förste nyeuropæiske Literatur, det var nu blevet en 12Æres-Sag for 📌England, man umuelig af Föielighed mod en Fremmed kunde opgive. Da nu dette netop var, hvad jeg fra Begyndelsen havde önsket, blev jeg ikke vanskelig at tröste, (skiöndt det var lidt nærgaaende af en vis Mand at fortælle, at Udgivelsen af et ►Angelsachsisk Bibliothek var hans dybe Idee, som jeg tilfældigviis havde opsnappet og vilde nu ödelægge ►ham ved at udföre) og jeg har derfor siddet meget taalmodig og seet paa, hvordan man udgiver den ene Deel efter den anden af Værket, jeg bebudede. Saaledes blev 👤Cædmons ►Paraphras udgivet af 👤Thorpe 1832 og ►Bjovulf af 👤Kemble 1835, medens 👤Layamons ►Rimkrönike længe har været under Trykken og er maaskee i dette Öieblik udkommet fra min höistærede Ven Sir 👤Frederik Madden's Haand, ja selv ►Exeter-Bogen, som jeg havde nogen Grund til at betragte som et ►Æres-Punkt, truer 👤Thorpe med at bringe for Lyset, uden at jeg tör beklage mig enten derover, eller selv over den Modgang, at de Engelske ►Angelsachsere knap synes at vide, jeg er til, eller engang at vide, hvor de Rettelser til 👤Thorkelins Text af ►Bjovulf, som ►staae bag ved min ►danske Oversættelse, er kommet fra.

✂ Saaledes tör jeg da tröste mig med, at min tilsyneladende ►Utroskab mod den Angelsachsiske Literatur reiste sig netop af en Kiærlighed til den, saa uegennyttig som man i vore Dage kan vente, men skjult Kiærlighed bliver sjelden skattet, og derfor agter jeg nu ved et offenligt Sölv-Bryllup at vise dens Virkelighed. Dermed troer jeg nu ogsaa ►Ælve-Dronningen ►skeer en lille Tjeneste, da hendes Engelske Riddere har en vis stödende ►Buthed i deres Væsen, saa det synes, som det langt mindre er Dronningens Skiönhed, de brænde og hendes Ære de fægte for, end Udvidelsen af det 📌hellige Romerske Rige under Keiser ►Lexicographus, ►semper Augustus, og Keiserinde Grammatica, ►semper livida, de har for Öie, Noget, der ligesaalidt kan tækkes Dronningen, som hendes oprigtige Elsker. Jeg skulde derfor önske i en Dansk Udgave af “►Bjovulf,” at give mine Engelske Medbeilere et godt Exempel, og da alle Engelske Böger desuden har den Naturfeil at ►falde Smaafolk meget for dyre *👤Kembles ►“Bjowulf” uden Oversættelse og Glossar koster saaledes syv ►Rd., og med dem fjorten., tör jeg troe, det i alle Maader var en Kiærligheds-Gierning, og Texten, som jeg paa det Nöieste har sammenlignet med den eneste Haandskrift i det 📌Brittiske Museum, ligger nu ogsaa færdig til Udgivelse, men Bekostningen gaaer over mine Kræfter, saa jeg for det Förste maa nöies med at vise Villien med nærværende lille Pröve af den endnu utrykte ►Exeter-Bog.

✂ 13At denne Bog er en ►Æres-Punkt for mig, anmærkede jeg nys, og hvordan den er blevet det, skal jeg strax tage mig den Frihed at fortælle, naar jeg faaer erindret, at ►“Bjovulf” er meer, er en ►Æres-Punkt for 📌Danmark, ei blot fordi dette gammelnordiske Heltedigt for en stor Deel handler om 📌Danmark og kom först her for Dagens Lys, men især fordi ►den Danske Udgave giör os daglig mere Skam, ►uden at man vil erkiende ►min Fordanskning og medfölgende Rettelser for klækkelig Bod, saa det var meget önskeligt, jeg blev istand til at besörge en ►Dansk Udgave af Texten, som jeg med hele mit ►Autorskab tör indestaae for, skulde paa denne Punkt redde 📌Danmarks Ære.

✂ Nu angaaende ►Exeter-Bogen, da er det en lille Foliant paa 130 Pergaments-Blade, ypperlig skrevet med store Bogstaver i det 10de eller 11te Aarhundrede, men paa sine Steder fordærvet af Fugtighed, udentvivl endeel ►forkvaklet ved sidste Indbinding og i det Hele indtil for nylig betragtet og behandlet med den ►mærkværdigste Skiödeslöshed.

✂ Denne Samling af Angel-Sachsiske Smaadigte, den Eneste i sit Slags, som man allerede sporer i ►Kataloget over Exeter-Capitlets Böger i det 11te Aarhundrede, laae nemlig endnu, da jeg kom til 📌Exeter 1830, henslængt i en Krog af Archivet, og indtil 1826, da Præsten 👤Daniel Conybeare udgav sin Broders magre Excerpter af den*►Illustrations of Anglo-Saxon Poetry. London. 1826., kiendte Bogormene den kun af de nögne, tildeels ►tomme Titler i 👤Wanleys ►Catalog. Da jeg ved mit förste Besög i 📌England forespurgde i det 📌Brittiske Museum, om man dog ikke der havde eller vilde skaffe sig en Afskrift af denne ligesaa ubekiendte som ►mærkværdige Bog, ►smilde man fornemt ad denne min Omhyggelighed, men da jeg næste Aar kom igien og sagde, jeg agtede mig til 📌Exeter, for med egne Öine at see hvad det var, man betragtede saa haanlig, da vaagnede man med Eet, og skrev uopholdelig til ►📌Kapitlet i 📌Exeter, om at laane 📌Museet den Skat til Afskrivning. Da jeg desuagtet gjorde Pillegrims-Reisen, var jeg nær blevet betroet til at bringe ►Liggendefæet til 📌London, men det fandt man dog for voveligt, og der saae jeg da först ►Exeter-Bogen under fuld Afskrivning ved mit tredie Besög.

✂ Jeg vil ikke her besvære Læseren med en Indholds-Liste, som de Faa, der önske den, kan læse fuldstændig hos ►Conybeare, men kun bemærke, at af dens fuldstændige Dele udmærker sig især det Sidestykke til de ►Eddiske Digte, som under Navn af “►The Traveller” er aftrykt hos ►Conybeare og ►Kemble, og ►“Fuglen Fenix,” som findes i ►Bogen fra ►56a til 65b, og træder her förste Gang ►for Lyset. At den Text, jeg her leverer efter 14min egen Afskrift, kan modtage enkelte Berigtigelser, hvor man har Grundskriftet ved Haanden, tör jeg vel ikke tvivle paa, men da min Afskrift baade er taget og sammenlignet med Flid, og har for mig kun meget faa dunkle Steder, hvor Alt ►hentyder paa tabte Linier, tör jeg i det Hele indestaae for dens Rigtighed, og haaber at have ►afdeelt Linierne med lidt bedre ►Takt end de Engelske ►Angelsachser endnu har erhvervet sig, skiöndt de, ved Hjelp især af 👤Rasks Oplysninger, unægtelig har gjort Kæmpeskridt siden Begyndelsen af dette Aarhundrede, da man i 📌England endnu ei havde mindste Begreb om ►Rim-Stavene i de Angel-Sachsiske Vers.

✂ At jeg for Resten har hele ►Exeter-Bogen og en god Deel mere Angelsachsisk afskrevet, for i Nödsfald at kunne med en Haandsrækning fremme Udgivelsen, og have en velgrundet Mening om, hvordan Engellænderne besörge den, det skylder jeg endnu 👤Frederik den Sjettes höilovlige Ihukommelse og mine Landsmænd at anmærke, og henlever deres ærbödigste Tjener

✂ Helligaften för Kronings-Dagen.

✂ N. F. S. Grundtvig.

---

✂ 15

►PHENIX-MYTHEN.

---

✂ Af hele Oldtidens Billed-Sprog i egenlig Forstand er neppe noget Ord blevet siddende saa fast, som “►Fuglen Phenix,” der selv hos os baade i daglig Tale betyder en stor Sjeldenhed, og siges kun alt for tit ved höist ubetydelige Tings Fornyelse “at reise sig af sin Aske;” men det er ogsaa virkelig et Gaade-Ord (en Mythe) der fortjende at mindes, og maa önskes anderledes reist af sin Aske, end det er skeet ved Latinskolens ►Fodmaalere, der paa deres ►Krybe-Krage til Parnasset (Gradus ad Parnassum) kun drev allehaande Spögeri med “►Fuglen Phenix” som med alle de rene og urene Dyr og Fugle, de fandt Blyants-Tegninger af, især hos deres poetiske Trefoldighed: 👤Ovid, 👤Horats og 👤Virgil. Efter fattig Leilighed var det imidlertid dog godt, at 👤Ovid og hans Classiske Beundrere værdigede ►Fuglen Phenix et Sideblik i Forbigaaende, thi kun derved er sagtens hans Navn og Grund-Betydning frelst fra den dybe Forglemmelse, hvori ikke blot 📌Nordens men ogsaa 📌Östens Billedsprog giennem Middelalderen nedsank.

✂ Först i nærværende Aarhundrede, der sagtens vil vinde Navn af “Opstandelsens fra de Döde,” er der oprundet en ►Nyaarstid saavel for 📌Östens som 📌Nordens gamle Billed-Sprog, og man har da hverken glemt at samle Alt hvad der i bekiendte Oldskrifter fandtes om ►Fuglen Phenix, ikke heller sparet paa Giætninger om hvad dette Sindbillede havde at betyde*I Magister 👤Henrichsens latinske ►Pröveskrift om Phenix-Mythen (►De Phönicis Fabula) fra 1825 og 27 findes nærmere Underretning herom., men ogsaa her turde den danske ►Eftersamling fylde meer i ►Skieppen end den Franske og Tydske Höst, deels fordi man slet ikke kiendte det Angel-Sachsiske Digt, der först nu kommer ►for Lyset, og især fordi det aldrig vil lykkes upoetiske Folk at forklare hvad Old-Poesien har at betyde.

✂ Det Angel-Sachsiske Digt, der ►sagtens er fra det Tiende Aarhundrede, hörer ►vist nok ikke til ►Phenix-Mythens Kilder, men det giör ligesaalidt de Latinske Vers, der nærmest stod Skjalden for Öie, eller Nogen af alle de Classiske ►Billinger, hvori vi mere spore end finde den ligesaa folkelige som ældgamle Forestilling om ►Paradiis-Fuglen, der lægger sig selv paa Baalet, men opstaaer derfor ogsaa gienfödt af sin Aske.

✂ 16Hvorvidt der nu ogsaa i Hebræernes hellige Skrift findes Spor af ►Fuglen Phenix, derom trættes de Lærde, og det ►har de godt ved, da Sporene ►allenfalds er faa og dunkle, og det Græske Navn naturligviis ikke findes i ►Ebraisken; men at ►Ebræerne har havt Sagn om en Fugl, der efter tusind Aars Forlöb brændte sig selv og levede saa op paany, först som en Orm, derom tillade de gamle Rabbiner os ikke at tvivle*See 👤Bocharts Bog om Bibel-Dyrene (►Hierozoicon) 2den Deel ►S. 166 og 817-25.; thi at man paastaaer, de har laant det af Grækerne, det er kun Snak i ►Taaget, da man hverken kan vise, det var deres Vane at fortolke ►Skriften efter Græske Fabler, eller engang har fundet Mythen saaledes hos nogen Græker, Nogle af Rabbinerne lægge desuden til, hvad de umuelig kunde lære af Grækerne, at denne Fugls bestandige Gienfödelse var dens Lön, fordi den ikke, som alle andre Fugle og Dyr i 📌Paradiset, ►lod sig af 👤Eva overtale til at smage Frugten af det forbudne Træ.► De Steder i ►Skriften, hvor man har fundet ►Vidunder-Fuglens Spor, er for Resten den ►103die Psalme, hvor der nævnes en Örn, hvis Ungdom fornyes, og 👤Jobs ►29de Kapitel, hvor Skjalden siger, han vil döe i sin Rede og mangfoldiggöre sine Dage som hvad vi oversætte “Sand,” men hvad Rabbinerne sige er ►Under-Fuglens Navn “Kol eller Kul,” og efter denne Fortolkning, som 👤Beda anförer, beraaber vor Angel-Sachsiske Skjald sig paa 👤Job. 👤Bochart siger ved denne Leilighed et sandt Ord, som man maatte önske, alle Mythe-Fortolkere vilde lægge paa Hjerte, “heller tænke rigtig med Menigmand end fare vild med de Lærde,” men han viser desværre ikke sin Tro af sine Gierninger, thi efter selv at have sporet Folke-Troen om den sære Fugl fra 📌Ganges til 📌Tiberen, hænger han sig i en lös Tale hos 👤Plinius om en Palme-Art, der saaer sig selv, og slutter deraf, at siden Grækerne benævne Fuglen og Palmen med samme Navn (Phenix), saa er Sagnet om Fuglen med de mange Navne oprundet af det ►Pliniske Palmefrö. Vi maae imidlertid være ►billige nok til at erindre, at Hoved-Grunden, hvorfor de Lærde ikke vilde taale mindste Spor af ►Fuglen Phenix i ►Skriften, og helst forvandlede ham til en Palme, var den Aandlöshed, hvormed man betragtede Oldtidens Billed-Sprog, saa Spörgsmaalet ►syndes dem aldeles naturhistorisk at giælde den haandgribelige Tilværelse af saadan en ►urimelig Fugl, og denne aandlöse Betragtning af Old-Poesien var saa classisk, at baade 📌Roms historiske og naturhistoriske Lys, baade 👤Plinius og 👤Tacitus, tale meget alvorlig om, hvorvidt det var den rette ►Fugl Phenix, Man sendte til 📌Rom under Keiser 👤Tiberius *👤Plins ►Naturhistorie X. 2. og 👤Taciti ►Aarböger VI. 28.. Derfor var det vore Lærde en Samvittigheds-Sag, at samme Fugl ei maatte findes i ►Skriften, thi vel gjorde det dem lige saa ondt at finde Stænk af Overtro hos 👤Plinius og 👤Tacitus, som hos ►Job og ►David, men stod Fuglen i ►Skriften, da maatte de efter Tidens Tankegang nödvendig lade ham være til, og derfor maatte den Rabbinske Fortolkning af Stedet hos ►Job slaaes ihjel og begraves i “Sandet,” og Örnens Gienfödelse i ►Psalmen kun betyde, at han skiftede Fier som andre Fugle.

✂ Uagtet nu baade 👤Plinius og 👤Tacitus og deres lærde Dyrkere var aandlöse 17nok til selv at giöre en ►urimelig Træk-Fugl af Aandens gamle Sindbillede, saa er slige Forvandlinger dog saa aldeles i den Ægyptiske Smag, at vi maatte slutte, de lærde Romere havde faaet deres haandgribelige ►Fugl Phenix fra 📌Ægypten, om end ikke 👤Tacitus udtrykkelig havde forsikkret, han var der at see; men nu har vi endog et större Vidnesbyrd end hans, nemlig 👤Herodots, vel ikke om at man saae ►Phenix, naar man kom til 📌Ægypten, men dog om at han i Præsternes Öine var ligesaa virkeligt et Dyr som ►Apis “Guds förstefödte Oxe.”

✂ Præsterne i 📌Soelbjerg (📌Heliopolis) fortalde nemlig 👤Herodot, at to Gange i hvert Aartusinde kom den hellige ►Fugl Phenix fra 📌Arabien til dem for at begrave sin Fader i 📌Soltemplet, og förde Fader-Liget med sig i et Myrrha-Æg, hvad de dog ikke kunde faae Grækeren bundet paa Ærmet, skiöndt de viiste ham Billedet af Fuglen saa stor som en Örn *👤Herodots ►Euterpe ►K. 73..

✂ Vi vil nu overlade det til Natur-Forskerne at dömme mellem Grækeren og de Ægyptiske Præster, og vende os til de Classiske Digtere, for at see hvad de veed eller har Lyst til at fortælle om ►Fuglen Phenix, men det er ikke ret meget; thi 👤Homer tier bomstille, og skiöndt 👤Hesiod i sin Velmagt skal have nævnet ham, var det dog kun for at sige, han kunde leve omkap med ni Ravne*👤Plins ►Naturhistorie VII. 49., og da der ikke engang skal findes Saameget hos alle de Græske Digtere, vi nu kan læse, seer man let at 📌Grækenland er ingenlunde Fuglens poetiske Hjemstavn. At nu 📌Rom, hvor man tog saa haandfast paa Billed-Sproget, og hvor Digterne samtlig nedstamme fra ►den Nattergal der bider Faar, end mindre har udklækket ►Sol-Fuglen, fölger af sig selv, men dog har den store 👤Ovid i sine ►Forvandlinger skiænket ham sexten Linier, hvoraf vi lære, at Fuglen, som Assyrierne kalde ►Phenix, efterat have levet femhundrede Aar, bygger sig en Rede i Egen eller Palmen af lutter södtduftende Urter, og ender der sine Dage, men avler en Sön efter Döden, som begraver sin Fader i Solens Tempel*👤Ovids ►Forvandlinger XV. 387..

✂ Gavmildere var 👤Claudian, saavidt man veed, en ►Alexandriner, der gjorde Latin-Skolen Ære, men da han levede i ►Jern-Alderen, og havde ingen 👤August eller 👤Mæcen, men kun en 👤Honor og 👤Stilico at synge for, kunde han ogsaa sagtens anvende et Hundrede Linier paa ►Fuglen Phenix, og her höre vi da, han har hjemme paa ►hin Side 📌Indien, lever i tusind Aar og hensmelter godvillig i Straaleglands til en herlig Opstandelse*👤Claudians saakaldte ►förste Idyl..

✂ I intet andet Digt har vi da Mythen saa fuldstændig, som i det, der tilskrives 👤Lactants *►Aftrykt under den Angelsachsiske Text. og i det derpaa byggede Angel-Sachsiske, hvor vi see den ny ►Phenix udvikle sig af den Gamles Aske som en Orm, der enstund maa ►födes af Morgenduggen, för den kan ►skyde Hammen og vinde Fugle-Skikkelsen, men arver derpaa al sin Faders Herlighed og drager med hans Aske tilbage til 📌Paradiset.

✂ 18►Vist nok er de nyere Lærde meget vrede paa den “Orm,” som her kommer for Dagen, og mener, den er kröbet ind i ►Phenix-Mythen fra Rabbinernes ormstukne Blade, men da de ikke kan nægte, Ormen findes ligesaavel hos 👤Plin og 👤Artemidor som hos Rabbinerne, saa er deres Kræsenhed i dette Stykke mig kun forklarlig af hvad man skiemteviis kalder en ond Samvittighed, thi at det ikke var af poetiske Grunde, de vragede Ormen, veed man jo ►forud og vil desuden i det Fölgende see oplyst.

✂ Naar vi nemlig lade den haandgribelige ►Fugl Phenix flyve til 📌Rom, til 📌Ægypten, og hvor han ellers kan have Ærende, da er det os naturligviis desmere om det Aandelige ved ham eller om ►Bemærkelsen og Betydningen at giöre, og saaledes var det allerede med den Angel-Sachsiske Skjald, hvis Forklaring er omtrent ligesaa lang som Fortællingen. Oldtidens Myther, som aldrig har været mere værdt end man kunde föle, laae i dem, er os ogsaa videnskabelig kun saameget værdt, som vi kan see i dem, og havde derfor ►Fuglen Phenix, som de Lærdeste vil mene, ikke andet at betyde end en vis Omlöbs-Tid af Planeterne, det være sig fem eller ti eller fiorten hundrede Aar, da var den aabenbar ei værdt at nævne; thi at finde paa dunkle Navne for soleklare Ting er altid spildt Uleilighed, og var det Poeternes Mesterstykke, da udelukdes de med Rette af 👤Platos ►Republik. Da det imidlertid selv i vore Dage kun er ►Dværgene ►under 📌Parnasset, der more sig med at lave Gaader og mörke Taler af nærværende, ►öiensynlige og soleklare Ting, medens alle Hoved-Skjaldene stræbe i Billed-Sprog at give os en levende Forestilling om det Usynlige og Fraværende, saa ►löbe de lærde Herrer uden Tvivl med Limstangen, naar de i Billed-Sproget af Phantasiens Heroer kun opdage deres egne Hverdags-Tanker. Naar vi derfor indtil videre lade det staae ved sit Værd, hvad de gamle Seere enten i ►Phenix-Mythen eller i nogen Anden vilde fremstille, da er det ingenlunde, fordi vi troe det mueligt, at de begeistredes selv af og stræbde at begeistre Alle med ingen Ting i Grunden, men kun fordi det, efter Sagens Natur, er os umueligt at bevise, hvad de gamle Skjalde tænkde, og fordi det ►til Lykke ingen Forskiel giör paa Nytten og Fornöielsen, vi kan have af Oldtidens Billedsprog, enten Mesterne for det tænkde lidt eller meget derved, naar det ligefuldt er skikket til at giemme og levende udtrykke store og dybe Tanker.

✂ Udspörge vi nu Oldtiden selv om► Phenix-Fuglens Betydning, da svarer den, som vi maatte vente, at det er naturligviis den Udödeligheds-Spire og deraf udspringende Gienfödelse og Fornyelse, som vi deels spore i Menneske-Livet og deels önske maatte findes i os og alt menneskeligt Storværk, saa naar Ægypterne dermed forbandt et stort ►Verdens-Aar, var det kun fordi de i Himmel-Legemernes Kreds-Löb sögde Grunden til Sjæle-Vandringen og til alle de store Omsving i Menneske-Slægtens og Jordens Historie. Selv Ægypterne var da ikke nær saa beskedne, som de nyere Lærde, der virkelig synes at troe, at ►Almanakkens evige Sandheder er baade langt vigtigere og mere poetiske end hele Menneske-Livet med alle dets Omskiftelser, dets ►Indgang og Udgang, Længsel og Haab. De veed derfor knap, hvordan de skal undskylde Kirke-Fædrene, der, som de nödvendig maatte, saae i ►Phenix-Mythen et deiligt Forbillede baade paa Herrens Opstan19delse og paa vores; men vi vil derimod glæde os over, at denne Forklaring findes endnu langt varmere og dristigere udfört hos den Angel-Sachsiske Skjald end hos Nogen af Kirke-Fædrene, og kun ►i det Höieste beklage at hans Anskuelse ikke blot som en ►Phenix maatte gaae igiennem Dödens Porte, men slumre henved et Aartusinde i de Dödes Rige. Dog ogsaa her giælder Ordsproget “►seent men södt,” thi ogsaa her fölger Klarheden med Opstandelsen, saa den gamle Anskuelse af ►Phenix-Mythen, ligesom i det hele den gamle Poesie, maatte nödvendig giennemgaae Döden for at renses fra det Falske og helbredes for det Skiæve, der klæbede ved den.

✂ Nu see vi nemlig, at hvor naturligt det end var, at de gamle Christne i ►Phenix-Fuglen saae et Forbillede paa Ham, der ►“satte Livet til og tog det igien,” og paa hans Troende, der ved at ►“miste deres Liv for hans Skyld, skal finde det,” saa haltede dog Lignelsen meget kiendelig, hvad enten man seer paa den moralske Fortolkning af alle de söde og vellugtende Urter, som “gode Gierninger,” eller paa Sanger-Livet i tusind Aar, eller paa “Ormen,” som slet ikke kunde bruges, og den Angel-Sachsiske Skjald har aabenbar selv fölt det, i det han, forvoven nok, stræber at anvende ►Phenix-Mythen paa hele Verden fra 📌Paradiis af til efter ►Elementernes Smeltning. Paa denne colossalske Ide gienkiender man nu vist nok 👤Shakspears og 👤Miltons Oldefader, som det er en Lyst at betragte; men vi fristes dog ikke til at træde i hans fortvivlede Spor, hvorved vi maatte give hele Menneske-Livet fra ►Faldet til Dommedag i Dödens Vold, og saa endda ovenikiöbet lede ►om Livs-Kilden i ►den store Ormegaard; thi vel er Dödens lange Herredömme i Legemets Verden en Kiendsgierning, men hverken er dog “Naturen den frivillig undergivet,” heller ikke er det saa fortvivlet med Aanden, hvis naturlige Sindbillede dog “►Sangfugle-Drotten” umiskiendelig er.

✂ For imidlertid ingen Kiv at yppe til stor Kiedsommelighed for gode Læsere, vil vi lade selv det staae ved sit Værd, om den gamle Seer, hos hvem ►Phenix-Mythen först udsprang, var indtaget og opflammet af Aanden eller af Aarstallet for Himmelens Löb, og indskrænke os til den beskedne Paastand, at ►Sangfugle-Drotten paa Billed-Sproget kan betyde og pleier i Skjalde-Mund at betyde “Aand,” saa at dersom ellers ►Phenix-Mythen har en giennemgribende Lighed med Menneske-Aandens Historie, da er det ikke usandsynligt, de höre sammen, og er i alt Fald morsomt for Aandens Venner i et saa ældgammelt, smukt og velbekiendt Billede at have ligesom et kiernefuldt Udtog af Aands-Historien bestandig for Öie.

✂ Det har derfor været mig til stor Fornöielse, og er mig, saavidt jeg kan skiönne, ogsaa til megen Nytte, at betragte ►Phenix-Fuglens Fortid som et Billede paa Menneske-Aandens Oldtid, hans Hensmægten og Hensmeltning som et Billede paa Middelaldren, og hans Gienfödelse som et ligedant paa ►Nyaarstiden, og mig synes virkelig, det fölger nödvendig af sig selv, naar man kiender begge Dele.

✂ At nemlig Oldtiden, forholdsviis, var de store Syners og ►Höisangens Dage, er jo ligesaavel en Kiendsgierning, som at Synerne giennem Middelalderen oplöste sig i Farvespil og Höisangen i söde og smeltende Toner, indtil Aanden ►syndes 20aldeles forsvundet, som en Helt, naar hans Liv er endt, hans ►Drape sunget og hans ►Baal udslukt; men dog kom der jo i ►Nyaarstiden Dage efter disse, da man med Forundring saae noget Levende udvikle sig af Aandens Efterladenskab, der vel maa lignes ved en “Orm” af ►Phenix-Fuglens Aske, da Udviklingen unægtelig hidtil mest kun var ►Bogorme-Væsen, saa Spörgsmaalet er kun, om ►Bog-Ormen dog ikke i Grunden har Aand og kan udvikles til at ligne og fatte Aanden, som sin Fader, og fortsætte dens Levnets-Löb.

✂ Dette Spörgsmaal: om en virkelig, videnskabelig, “Opstandelse” i Oldtidens Aand vil lykkes, er vist nok saa indviklet, at man godt kan være sin Tvivlraadighed bekiendt, især efterat ►Bogorme-Væsenet giennem tre Aarhundreder stedse klarere ►syndes at begrave sig i den Classiske Literatur, hvoraf man havde ventet, Aanden som en ►Phenix af sin Aske skulde udviklet sig; men selv om Storværket skulde mislykkes, blev den naturlige Retning lige umiskiendelig, saa altid vilde ►Phenix-Mythen afbilde den store Löbebane, om end Menneske-Aanden, for sine Synders Skyld, skulde findes for svag til at fuldende den. ►Paradis-Fuglen, maatte man da sige, overskuede sin vidunderlige Bane, og spaaede sandt om den, men kunde efter sit Fald kun vise Retningen, ei fölge den; men hvor man i ►Nyaarstiden er kommet saavidt at see det og tale forstandig derom, der maa Gienfödelsen og Opstandelsen dog ►alt i en vis Grad have fundet Sted, maa Philologien have udviklet sig til ►Pneumatologi, Ordklöveriet hævet sig til ►Aandsfatning; thi ligesaalidt som Ormen kiender Fuglens Vei, ligesaalidt kan den blotte Bogorm tale forstandig om Aandens Bane.

✂ Her aabner sig da en smilende Udsigt, som jeg gierne vilde dele med alle mine Læsere, men da jeg veed, det beroer paa deres Öine, om de kan see, og paa dem selv, om de vil vende sig til den Side hvor jeg peger, saa maa jeg nöies med min gamle Tröst: ►hver nyder som han nemmer, saa Ingen skeer Uskiel. Hvad jeg her fornöier mig ved at see, er imidlertid, at vi leve i en deilig Overgangs-Tid, paa Overgangen nemlig fra Orme-Gaarden til Fugle-Buret, eller fra Orme-Hammen til Fugle-Vingen, fra den aandsfortærende ABC til det aandsoplysende Billed-Sprog, eller ►fra den döde Bogstav-Skrift til det levende Ord. Hvem der nu anseer hele denne Overgang for et Ridt paa en Kiephest, de komme naturligviis ikke videre, om de saa levede i tusinde Aar og kan rose sig af deres urokkelige Fasthed i Latinen og alle ►Skole-Videnskaberne; men vi, som virkelig bevæge os i Aandens Retning, forstenes naturligviis ikke heller af de daarlige Öine, som hverken kan see, vi giör Fremskridt, eller opdage hvor vi vil hen. Tvertimod föle vi med Fornöielse, at ved hvert Skridt vi giör, voxer saavel Kraften som Lysten til at gaae videre, og jo længere vi see frem, desmere klaröiede blive vi til at overskue den Vei vi har lagt tilbage. Vi indsee nu ikke blot at ►Bogorme-Væsenet var nödvendigt, fordi Oldtidens Aand maatte opstaae af sit Eget, som ►Phenix af sin Aske, men selv at det Classiske ►Bogorme-Væsen i 📌Norden, hvor uhyre latterligt det end der tog sig ud, og hvor aandsfortærende det end virkelig var, dog ogsaa hörde til, for at det kunde blive Menneske-Slægtens og ei blot et enkelt Folks Aand, der hos os kom til Bevidsthed, og vi takke Himlen, ogsaa paa Videnskabeligheds Vegne, for Christendommen, som 21nu fra alle Sider klarlig sees at have været Vilkaaret for Aandens Gienfödelse og for hele den ►Nyaarstid, i hvis höiere Udvikling vi med Fryd deeltage.

✂ Ikke blot maatte 👤Christus, som Himlens ►Phenix, i en Menneske-Alder legemlig opfylde Menneske-Aandens Lov, og nyde dens Triumf, men Han maatte ogsaa bygge den jordiske ►Phenix en Rede i sin Kirke, hvor den kunde södelig hensmelte med Udödeligheds Spire og Opstandelsens Haab. Kun af Christenhedens Middelalder udviklede sig en ►Nyaarstid, hvori ►Bog-Ormen ►földe sit barnlige Forhold til Oldtidens Aand og rugede over dens Efterladenskab, skiöndt det længe ►syndes en Selv-Opoffrelse, der kun förde til Graven, og det er kun ved förste flygtige Öiekast det kan findes uforklarligt, hvi ►Nyaarstiden ei blev eens i hele Christenheden, men naaede kun i 📌Norden at fatte Aanden, som ►Bogstav-Væsenet havde trællet for, men som Sönnen, skiöndt han længe havde Trælle-Kaar, dog skulde arve.

✂ For den Christelige Eenhed, som, hvor den er “Liv og Aand”, ganske rigtig udjævner den aandelige Folke-Forskiel, var der nemlig i Middelalderen kun et stort Blændværk, som Reformationen klarlig oplöste, og skiöndt Protestantismen i sin Eensidighed blev Aands-Fornægtelse, saa er der dog tre Vilkaar, som samtlig maatte findes, hvor en aandelig Tid skulde udvikle sig, og som kun hos Protestanterne lod sig finde.

✂ Det förste Vilkaar er naturligviis hvad der gav Reformationen ͻ: Fornyelsen sit Navn: Mindet af en forsvundet Herlighed og Længsel efter Fornyelse deraf; det Andet er den dybe Ærbödighed for ►Bibelen, som den store Aands hellige Efterladenskab, og det Tredie er Kiærligheden til Modersmaalet, som det eneste levende Redskab for Aanden, og hvor dödfödt end med alt det ►Nyaarstiden mangensteds hos Protestanterne kom til Verden, saa er det dog lige klart, at hvor Vilkaarene ganske eller tildeels fattedes, maatte den udeblive, og kun hvor de fandtes kunde den muelig födes med Liv og Aand. Allevegne i Christenheden fik vel, efter Bogtrykker-Konstens Opfindelse og ved Stödet, Reformationen gav, Folkenes Modersmaal hvad man kaldte en ►Nyaarstid, men hvor man ei engang havde saamegen Længsel efter Gienfödelse i Aanden, at man vilde reise sig for den, eller saamegen Ærbödighed for ►Bibelen, at man vilde dröfte den med samme Flid som 👤Ciceros Skrifter, eller saamegen Kiærlighed til Modersmaalet, at man i det mindste vilde höre det i Kirken; der var det kun den Romerske Keiser-Tid der lod sig fornye. Hvor man derimod ikke blot havde hvad der var fælles for alle Protestanterne, men, som i vort 📌Norden, tillige en eiendommelig, aldrig ganske forglemt Herlighed, bag sig, og et ældgammelt Modersmaal, fælles for hele Folket, der, maae vi finde det rimeligt, kunde udvikle sig en ►aandelig Nyaarstid, saa det er kun et Vidunder, at den ikke kvaldes i Födselen af det ►Latinske Bogstav-Væsen, der stod i fiendtlig Modsætning baade til ►Bibel, Aand og Modersmaal.

✂ Her kan man see, det behöver ingenlunde at være blind Partiskhed for 📌Norden, blind Tro paa ►Bibelen og blindt Romer-Had, der styrer denne Pen; men at det meget godt kan være, og udentvivl maa være, en bedre Oplysning om Menneske-Livets Vilkaar og Aandens Löbe-Bane, end den der udklækkedes enten i 📌Rom, 📌Paris 22eller 📌Berlin, og som vel endnu ingenlunde er almindelig i 📌Norden, men som derfor godt kan fortjene at blive det og have lyse Udsigter dertil, saa det lönner Umagen ei blot at anbefale den, men ogsaa at stride og lide en Smule for den. ►Vist nok lönner det ikke Umagen at stride eller lide det mindste for sin poetiske og historiske Anskuelse, der levende maa udvikle sig selv i hver Hjerne, hvor den skal være Andet end Hukommelses-Værk, og maa selv föde sit Udtryk paa enhver Læbe, hvor det skal blive Andet end Eftersnak; men vel kan det nytte, med denne Anskuelse, paa Aands-Frihedens, Ungdommens og Modersmaalets Vegne, at före en Trediveaars-Krig mod ►Bogorme-Væsenet i det Hele, og mod Latin-Skolen og ►Drenge-Videnskabeligheden i Særdeleshed; thi ere först disse Fiender overvundne, da vil Folke-Aand og Folke-Liv i 📌Norden opstaae som en ►Phenix af sin Aske, og föde enten samme Anskuelse eller en endnu höiere, som indslutter den i sig. Menneske-Naturen fölger nemlig samme Love i et Folk og i hele Slægten, som i Enkeltmanden, og derfor speiler hvert ►Hoved-Folks Liv sig, ligesaavel som Menneske-Slægtens, i ►Phenix-Mythen, og naar dette Liv fornyes, föder det hos hele Folket samme Anskuelse som hos Enkeltmanden. Man kan derfor udelukkende holde sig til 📌Danmarks Historie, og dog spore den samme Gang som i ►Universal-Historien, thi ogsaa vi har aabenbar, i ►Hjarnes og ►Bjarkemaals Dage, havt en ►Höisangs-Tid, der aflöstes af ►Kæmpevise-Tiden med dens söde Duft og smeltende Toner, hvorunder Aanden hensov; ogsaa vi har siden havt en ►Bogorme-Tid, haard nok at döie, skiöndt det var ►en med de Bedste, fordi Modersmaalet ei blot ved Reformationen blev lydeligt, men ved 👤Kingos Psalmer aandelig gienfödt i Kirken, hvorved ►Phenix-Ormen ikke blot hos en Enkeltmand, men hos Flere end vi kan tælle, i Grunden ►skiöd sin Ham og blev til Fugl. Fra samme Tid begyndte derfor ogsaa herinde Kampen mod det Classiske Afguderi, det döde ►Bogstav-Væsen og alt det Udanske, med 👤Holberg, og det er i Grunden en Kamp om “Morgen-Duggen,” der, efter Mythen, er den lille ►Phenix-Fugls eneste Næring; thi, videnskabelig talt, er denne Morgendug “Ungdomskraften,” som Aanden til sin Udvikling maa finde uundværlig, men som spildes i Latin-Skolen paa aandsfortærende ►Bogstav-Væsen, saa det er kun en sjelden Undtagelse, naar de, der skal virke for Aanden, selv har beholdt Nogen, de, der paa Moders-Maalet skal uddele Aandens Skatte og aabenbare Hjertets skjulte Ting, selv har Moders-Maalet kiært og har det i deres Magt.

✂ Skal derfor den lille ►Phenix-Fugl hos os naae sin Faders Vext, Kraft og Skiönhed, da maa Ungdoms-Kraften faae Lov til at fordele sig saa frit som Morgen-Duggen, men naar det skeer, kan det heller aldrig feile, at jo ►Phenix-Mythen forklarer sig selv i 📌Norden, og yndigst i 📌Danmark, hvor Aanden altid boer i Hjerte-Kamret og lærer ►Smaa-Alferne at bruge deres söde Stemmer til Sang, som er dem værd.

---

✂ 23

►FENIX.

---

✂

✂ 23►Est locus in primo felix oriente remotus,
qua patet æterni maxima porta poli,
nec tamen æstivos hiemisve propinquus ad ortus,
sed qua sol verno fundit ab axe diem.
Illic planities tractus diffundit apertos,
nec tumulus crescit nec cava vallis hiat;
sed nostros montes, qvorum juga celsa putantur,
23per bis sex ulnas eminet ille locus.
Hic solis nemus est et consitus arbore multa
lucus perpetuæ frondis honore virens.
Cum Phaethontæis flagrasset ab ignibus axis,
ille locus flammis inviolatus erat,
et cum diluvium mersisset fluctibus orbem,
Deucalioneas exsuperavit undas.
Non huc exsangves morbi, non ægra senectus
24nec mors crudelis, nec metus asper adit,
nec scelus infandum nec opum vesana cupido,
aut metus aut ardens cædis amore furor.
luctus acerbus abest et egestas obsita pannis,
et curæ insomnes et violenta fames.
Non ibi tempestas, nec vis furit horrida venti,
nec gelido terram rore pruina tegit
24Nulla super campos tendit sua vellera nubes,
nec cadit ex alto turbidus humor aqvæ.
Sed fons in medio est, qvem vivum nomine dicunt,
perspicuus, lenis, dulcibus uber aqvis,
qvi semel erumpens per singula tempora mensum
duodecies undis irrigat omne nemus.
Hic genus arboreum procero stipite surgens
25non lapsura solo mitia poma gerit.
Hoc nemus, hos lucos avis incolit unica Phænix,
unica, sed vivit morte refecta sua.
Paret et obseqvitur Phoebo memoranda satelles,
hoc Natura parens munus habere dedit.
Lutea cum primum surgens aurora rubescit,
Cum primum rosea sidera luce fugat,
25ter qvater illa pias immergit corpus in undas,
ter qvater e vivo gurgite libat aqvam.
Tollitur ac summo considit in arboris altæ
vertice, qvæ totum despicit una nemus,
et conversa novos Phæbi nascentis in ortus
expectat radios et jubar exoriens.
Atqve ubi sol pepulit fulgentis limina portæ,
26et primum emicuit luminis ora levis,
incipit illa sacri modulamina fundere cantus,
et miram vocem luce movere nova,
qvam nec Aedoniæ, nec tibia possit
musica Cirrhæis adsimulare modis.
Sed neque olor moriens imitari posse putatur,
nec Cylleneæ fila canora lyræ.
26Postqvam Phæbus eqvos in aperta refudit Olympi,
atqve orbem totum protulit usqve nemus,
illa ter alarum repetito verbere plaudit
innarabilibus nocte die qve sonis,
atqve eadem celeres etiam discriminat horas,
igniferumqve caput ter venerata silet,
antistes nemorum et lucis veneranda sacerdos,
27et sola arcanis conscia, Phæbe, tuis.
Qvæ postqvam vitæ jam mille peregerit annos,
ac se reddiderint tempora longa gravem,
ut reparet lapsum spatiis vergentibus ævum,
adsvetum nemus et dulce cubile fugit,
cumqve renascendi studio loca sancta relinqvit,
tunc petit hunc orbem, mors ubi regna tenet.
27Dirigit in Syriam celeres longæva volatus,
Phænicen nomen cui dedit ipsa Venus,
secretosqve petit deserta per avia lucos,
huc ubi per saltus silva remota latet.
Tum legit aerio sublimem vertice palmam,
qvæ gratum Phænix ex ave nornen habet
et qvam nulla nocens animans perrumpere possit,
28lubricus aut serpens, aut ⓘ avisavis] Rettelsesliste, uvis A ulla rapax.
Tum ventos claudit pendentibus Æolus antris,
ne violent flabris aera purpureum,
neu concreta noto nubes per inania cæli
submoveat radios solis et obsit avi.
Construit inde sibi seu nidum sive sepulcrum,
nam perit, ut vivat, se tamen ipsa creat.
28Colligit hinc succos et odores divite silva,
qvos legit Assyrius, qvos opulentus Arabs,
qvos aut Pygmææ gentes aut India carpit,
aut molli generat terra Sabea sinu.
Cinnamon hic auramqve procul spirantis Amomi
congerit et misto Balsama cum folio.
29Non Casiæ mitis nec olentis vimen Acanthi
nec thuris lacrymæ guttaqve pingvis abest.
His addit teneras Nardi pubentis aristas
et ⓘ sociamsociam] Rettelsesliste, socium A ⓘ Myrrhæ vimMyrrhæ vim] Rettelsesliste, Myrrhævim A Panachæa tuæ
Protinus in strato corpus mutabile nido
vitaliqve toro membra qvieta locat.
29Ore dehinc succos membris circumqve supraqve
injicit, exeqviis immoritura suis.
Tunc inter varios animam commendat odores,
depositi tanti nec timet ⓘ illailla] Rettelsesliste, ille A fidem.
Interea corpus genitali morte peremptum
æstuat et flammas parturit ipse calor,
30æthereoqve procul de lumine concipit ignem;
flagrat, et ambustum solvitur in cinerem.
Qvos velut in massam cineres in morte coactos
conflat, et effectum seminis instar habet.
Hinc animal primum sine membris fertur oriri,
sed fertur vermi lacteus esse color.
Crescit in immensum subito cum tempore certo,
30seqve ovi teretis colligit in speciem.
Inde reformatur qvalis fuit ante figura,
et Phænix ruptis pullulat exuviis,
ac velut agrestes, cum filo ad ⓘ saxasaxa] Rettelsesliste, saxu A tenentur,
mutari tineæ papilione solent.
Non illi cibus est nostro concessus in orbe,
nec cuiqvam implumem pascere cura subest,
31ambrosios libat cælesti nectare rores,
stellifero teneri qvi cecidere polo.
Hos legit, his alitur mediis in odoribus ales,
donec maturam proferat effigiem,
ac ubi primæva cæpit florere juventa,
evolat ad patrias jam reditura domos.
31Ante tamen proprio qvidqvid de corpore restat
ossaqve vel cineres, exuviasqve suas
ungvine balsameo myrrhaqve et thure soluto
condit, et in formam conglobat ore pio,
qvam pedibus gestans contendit solis ad ortus,
inqve ara residens, ponit in æde sacra.
32Mirandam sese præstat præbetqve videnti;
tantus ibi decor est, tantus abundat honor.
Principio color est, qvalis sub sidere cæli
mitia qvi croceo punica grana legunt,
qvalis inest foliis, qvæ fert agreste papaver,
cum pendens vestit sole rubente polus.
32Hoc humeri pectusqve decens velamine fulgent,
hoc caput, hoc cervix summaqve terga nitent,
caudaqve porrigitur fulvo distincta metallo,
in cujus maculis purpura mista rubet.
Clarum inter pennas insigne est desuper iris,
pingere ceu nubem desuper alta solet.
33albicat insignis misto viridante smaragdo
et puro cornu gemmea cuspis hiat.
Ingentes oculi, credas geminos hyacinthos,
qvorum de medio lucida flamma micat,
Æqvatur toto capiti radiata corona,
Phæbei referens verticis alta decus.
Crura tegunt sqvamæ flavo distincta metallo,
33ast ungves roseus pingit honore color.
Effigies inter pavonis mista figuram
cernitur et pictam Phasidis inter avem.
Magnitiem, terris Arabum qvæ gignitur ales,
vix æqvare potest, seu fera, seu sit avis.
Non tamen est tarda, ut volucres, qvæ corpore magno
34incessus pigros per pondus grave habent,
sed levis et velox, regali plena decore
talis in aspectum se exhibet usqve hominum.
Convenit Ægyptus tanti ad miracula visus
et raram volucrem turba salutat ovans.
34Protinus insculpunt sacrato in marmore formam,
et signant titulo remqve diemqve novo.
Contrahit in cætum sese genus omne volantum,
nec prædæ memor est ulla, nec ulla metus.
Alituum stipata choro volat illa per altum,
35turbaqve perseqvitur munere læta pio.
Sed postqvam puri pervenit ad ætheris auras,
mox redit ista; suis conditur illa locis.
At fortunatæ sortis fatiqve volucrem,
cui de se nasci præstitit ipse Deus!
Fæmina vel mas hæc, seu neutrum, seu sit utrumqve,
35felix, qvæ veneris fædera nulla colit!
mors illi venus est, sola est in morte voluptas,
ut possit nasci, adpetit usqve mori.
Ipsa sibi proles, suus est pater et suus hæres;
nutrix ipsa sui, semper alumna sibi.
Ipsa qvidem, sed non eadem, qvia et ipsa nec ipsa est,
æternam vitam mortis adepta bono.

---

✂ 44

FRI FORDANSKNING.

---

1

✂ I ►Österleden,
og langveis ►heden,
der er et Land,
berömt i Sange,
skiöndt ei af Mange
det findes kan,
navnkundigt ►vide
for ►Luun og ►Blide,
og Deilighed.

2

✂ Speilklar er Luften,
og söd er Duften,
usigelig,
hvor ►faur af Söen
sig hæver Öen,
ulignelig,
som Yndlings-Værket,
som Mindes-Mærket
af Almagts Haand.

3

✂ Der, som paa Vinger,
►fuldtit opspringer
den skjulte Port
fra Blomster-Tuen
til Stjerne-Buen,
Vidunder stort,
for dem i Vange,
som Engle-Sange
►mon drage did.

4

✂ 44De grönne Skove,
den blanke Vove,
den klare Luft,
de Fugle-Sange,
de Blomster-Vange,
den söde Duft,
hvor Himmel-Egne
om Jorden hegne,
er Magelöst.

5

✂ Ja, fri tilfulde
for Frost og Kulde
er Holmen prud,
for Snee, som fyger,
for Hagel-Byger,
for Regn og Slud,
for alskens Plage,
for Hunde-Dage
og ►Höge-Nat.

6

✂ Ei er den bakket,
ei ►klippetakket,
men jævn og ►slet,
for Folke-Öine
sig ei ►mon höine
den mindste Plet;
ei Brink i Bue,
ei Myre-Tue
er der at see.

7

✂ 45Saa höit dog oppe
ei Klippe-Toppe
er ►trindt om Land,
som ►Straale-Vangen
med Fugle-Sangen
paa Himlens Rand,
den overvinder
skyhöie Tinder
med Favne tolv.

8

✂ Der staaer uhærget
paa ►Flakke-Bjerget
en Skov ►fuldskiön,
i Klæder blanke,
med Stammer ranke,
og ►immergrön;
dens Löv ei falder,
af Aar og Alder
den falmer ei.

9

✂ I gamle Dage,
►fuldlangt tilbage,
►i ►Flodens Tid,
da ►saa det regned,
at Bjerge segned
i Bölge-Strid,
den Skov alene
med friske Grene
stod klippefast►.

10

✂ Ja ►Solbar-Lunden,
af Rod oprunden
med Livets Træ,
skal lee ad Striden,
og trodse Tiden,
og skiænke Læ,
til ►Verdens Dommer
i Skyen kommer,
med Lynilds-Blik.

11

✂ 45Lyksaligt Landet,
som intet Andet,
paa ►Jordens Bold,
hvor ei er Jammer,
ei Tvedragts-Flammer,
ei List og Vold,
hvor Sot og Ælde
har ingen Vælde,
og Död ei Brodd!

12

✂ Der seer man ikke
En Part at tigge
for dagligt Bröd,
en Part at ►prale
med gyldne Sale,
i Lykkens Skiöd!
der Vind og Vove
og Sorger sove
med Synd og Död!

13

✂ Hvor immer blaaner
og aldrig graaner
Skyhimmel klar,
den Öe, som 📌Eden,
af Væld fra neden
sin Vædske har,
den at husvale,
som Dugg i Dale,
saa frydelig.

14

✂ I Skovens Midte,
hvor Straaler titte
til Kilden bly,
fra söde Moder
udspringe Floder
i hvert et ►Ny,
sig yndig slynge,
og Alt forynge
med Kys i Lön!

15

✂ 46►Saa Straaler bolde
og Bölger kolde,
til Frugtbarhed,
tolv Gange mödes,
og Alt gienfödes
med Fryd og Fred;
det grönne Blade
fortælle glade
til Blomster smaa.

16

✂ Ei falmer Lövet,
sin Saft berövet
i Efteraar,
ei Blomsten visner,
ei Bölgen isner,
med ►bange Kaar,
hvor Liv og Glæde
sig sammenkiæde
i Straale-Glands!

17

✂ ►Det er Hans Vilje,
som Markens Lilje
gav Dronning-Pragt,
at ►saa skal kiendes,
til Tiden endes,
Hans Skaber-Magt,
Hans Viisdoms Gaade,
Hans Gunst og Naade
paa Jorderig►.

18

✂ Vidunder-Skoven,
med Gunst fra Oven,
en Fugl beboer,
►fuldnem at mindes,
for Mage findes
der ei paa Jord,
han boer alene
i Skov hin rene,
►Fugl Fenix kaldt.

19

✂ 46►Herold for Solen
paa ►Dronning-Stolen,
ⓘ ii] GV, l A Stjerne-Vang,
den Lynildsnare
med Flid skal ►vare
paa► Lysets Gang,
med Höisang möde
hver Morgen-Röde
sin Dronning fin.

20

✂ Naar Nat hin sorte
ad Vestens Porte
udskrider ►tvær,
for i sin Hule
sig der at skjule,
for Straale-Skiær,
og Stjerner fölge,
for snildt at dölge
det matte Blik;

21

✂ Mens Skygger stride
i ►Öster-Lide
paa Liv og Död,
för Sol opsvinger
paa gyldne Vinger
sig morgenröd,
til Kilden daler
og sig husvaler
Daglysets Fugl.

22

✂ Med kolde Bölger
sig Kilden dölger
i Skovens Favn,
og dens Indbygger
tolv Gange dykker
i Lysets Navn,
tolv Gange bader
sig Mörkets Hader
i ►Solbars-Væld.

23

✂ 47Blandt Skovens Palmer,
hvis Glands ei falmer,
der er dog Een,
som rankest ►rönnes,
og feirest grönnes,
med Farve reen,
der tager Sæde
paa Kviste spæde
Daglysets Fugl.

24

✂ I Palmens Krone
der er hans Throne,
der er hans Bavn,
derfra han skuer
de skjulte Luer
i Bölgens Favn,
men ►kvær han tier,
og oppebier
Lys-Englens ►Byrd.

25

✂ I Morgen-Röde,
Naar Skyer glöde
med nyfödt Glands,
og Guld-Glimt hoppe
paa Skovens Toppe,
i Straale-Dands,
da först udsvinger
paa gyldne Vinger
sig Fuglen brat.

26

✂ Da flammer Brystet,
da blir höiröstet
den Fugl saa prud,
og hilser Solen
paa ►Dronning-Stolen
som Konge-Brud,
og Toner skifte,
som Vinger vifte,
i ►Jevn-Klang söd!

27

✂ 47Ei hördes Mage
fra hine Dage
i Arildstid,
►da Stjerne-Hæren
til Skaber-Æren
istemmed blid,
fra Himmel-Throner,
de Lovsangs-Toner►,
som tie nu.

28

✂ Ja, först i Rangen
staaer ►Fenix-Sangen
nu paa vor Jord,
mens Tiden rinder,
den Prisen vinder,
fra alle Chor,
den Folke-Stemmer
saavel beskæmmer
som ►Strængeleg!

29

✂ Ei Nattergalen
i ►Sommer-Salen
saa höit kan slaae,
og Södme-Klangen
i Svane-Sangen
maa den forsmaae,
som hörde sjunge
den Fugle-Tunge
til Lysets Priis!

30

✂ Lad Harpen hænge
med slappe Strænge
paa Borge-Mur,
blandt Sangerinder
med blege Kinder,
hos Horn og Lur,
hvor Orgel-Værket
er ubemærket,
som Pip og Nyn!

31

✂ 48►Alt stiger Sangen
fra Sol-Opgangen
til Middags-Tid;
naar Solen daler,
den ömt husvaler,
vemodig blid;
med Aften-Röde
i Toner söde
den smelter hen.

32

✂ I Efter-Glandsen
af Straale-Dandsen
til ►Natmaal nyt,
tre Gange svinger
og slaaer med Vinger
►Fugl Fenix lydt;
og ►kvær saa tier,
paa Dagen bier
i Timer tolv.

33

✂ ►Saa Dage svinde,
og Nætter rinde
i tusind Aar,
for ►Sol-Herolden
paa Grönne-Volden
med gyldne Kaar,
de smelte sammen
i Fryd og Gammen,
i Sole-Glands!

34

✂ Dog ►Fenix lærer,
at Tiden tærer,
►hvor seent det gaaer,
ham Soel forgylder,
til glad han fylder
sit Tusind-Aar,
men Bladet vendes,
og Glæden endes
i samme Stund.

35

✂ 48Ei meer han synger,
for Aldren tynger
paa Sind og Sang,
paa matte Vinger
han sig bortsvinger
fra Straale-Vang,
til Örk og Hede,
hvor ►Vætter vrede
med Sorgen boe.

36

✂ Dog ei sig skjule
for Himlens Fugle
kan ►Fenix der,
paa lette Vinger
ham brat omringer
en mægtig Hær,
ham Konning kalde,
og kappes alle
om Kongens Gunst.

37

✂ Det ei kan feile,
de Alle beile,
med Buk og ►Priis,
til höit i Ære
hos ham at være,
paa Hofmands-Viis,
men han undviger,
og ►efterhiger
kun Stilhed dyb.

38

✂ Det aarle skedte,
at Skjul beredte
ham Skaber-Haand,
hinsides Voven,
i Ceder-Skoven
paa 📌Libanon;
men ►seen at finde
er dog derinde
den dunkle Vraa.

39

✂ 49I Skovens Midte,
ei nem at hitte,
en Palme staaer,
en ►Fenix-Stamme,
som for det samme,
blev tusind Aar,
der ►Fenix bygger
i brede Skygger
sin Rede snild.

40

✂ ►Foruden Hvile,
det Værk ►mon ile
med Kæmpe-Skridt;
for ►Fenix trænges,
derefter længes
at vorde kvit
sin Alders Tynge,
og sig forynge
til ►Nyaars-Tid!

41

✂ Med disse Tanker
han mödig sanker
til Rede sin,
som Bier vevre
til ►Seller snevre
med Honning fiin,
ham Duften leder,
som vidt udbreder
hver Södme-Kalk!

42

✂ Hvor Vellugt findes,
der Tömmer vindes
til 📌Brattingsborg,
som ►Fenix bygger
i Palme-Skygger
med Fryd og Sorg,
i Vaar og Sommer,
af Bark og ►Blommer,
og ►Viraks-Korn.

43

✂ 49►Saa ►Fenix sanker
af Södme-Planker
sit Grav-Kapel,
med gode Stunder
da södt han blunder
i Livets Kveld,
til Solhvervs-Dagen,
som ►klarer Sagen
med Blus og Baal.

44

✂ Naar i Skiærsommer
en Straale kommer
derind paa skraa,
hvor ►Fenix bygger
i Palme-Skygger
i dunkle Vraa;
da voxer Heden
i ►Fenix-Reden
saa ►overbrat.

45

✂ Ei Fier i Senge
saa let ►mon fænge,
som Blomst og Bark,
►i Favne-Maalet,
og ►Fenix-Baalet
paa Straale-Mark,
mod Himmel-Bue
slaaer op i Lue
den Soelhvervs-Dag.

46

✂ Sol-Straalen tænder,
►Sol-Fuglen brænder
med Rede sin,
og ►svangrer Luften
med Södme-Duften
af Krandsen fiin,
saa ►Virak-Skyer
hans ►Priis fornyer
paa Jordens Kreds.

47

✂ 50►Fuldkiække Buer
de Rosen-Luer
i Luften slaae,
Rögskyer ►feire
sig ►trindt dem leire,
kiærmindeblaa,
til Fugl og Rede
i ►Emmer hede
faae Jordefærd.

48

✂ Kun stakket glöde
de ►Emmer röde
og hælvten blaa,
de svales ►fage,
da er tilbage
kun Aske graa,
af ►Flamme-Sulen,
af ►Fenix-Fuglen
kun ►Vinter-Spor.

49

✂ Det Sorgen dulmer,
at ►end dog ulmer
en Livets Gnist,
som til at glöde
staaer op af Döde,
i ►Dage-Frist,
med ►Gylden-Aaret:
en ►askebaaret
►Fugl Fenix ny.

50

✂ Ved Vindens Griller
sig sammentriller
en Aske-Hob,
i Palme-Vuggen
den faaer af Duggen
en Midnats-Daab,
og holder Varmen
ved Straale-Barmen
af Sommer-Sol.

51

✂ 50Som ►Böge-Olden
er Trille-Bolden
af Aske graa,
som Æg udruget
skal Bolden ►buget
for Unge ►spraae;
ved Jævndögns-Tider
deraf udglider
en ►Glimmer-Orm!

52

✂ Ja, ►Fenix-Larven
paa Regnbu-Farven
man kiender brat,
paa Orme-Hammen
med Rosen-Flammen
er Tegnet sat,
som ►vist betyder,
at ►Fenix ►skyder
sin Orme-Ham!

53

✂ Det skeer saa ►fage,
i Jule-Dage,
för ►Nyaars-Ny,
og Skjalde sjunge:
som Örne-Unge
faaer Ormen Ry,
skal overraske,
som Fugl af Aske
med Neb og Klo.

54

✂ Som Örne spæde
dog ei ►mon æde
det ►Fugle-Nor,
kun Dugg hin söde
er ►Fenix-Föde
paa denne Jord,
af den han trives,
af den oplives
alt Himmelkiært.

55

✂ 51Dog Luftens Björne,
de gamle Örne,
han ligner snart,
med dem han nappes,
med dem han kappes
i Flugt og Fart,
men som han ældes,
og Fjedre fældes,
han skifter Hamm.

56

✂ Det Grumme fattes,
det Skarpe glattes
i Stort og Smaat,
det Krumme rettes,
det Staalgraa spættes
med gult og blaat,
til op ad Dage
sin Faders ►Mage
han er ►forsand.

57

✂ Saa stort Vidunder
i Stöv udgrunder
ei ►Mand af Muld,
dog ei det feiler,
sig ►Fenix speiler
jo underfuld
i Markens Gröde,
med Liv af Döde,
hver Höst og Vaar.

58

✂ Vi saae, vi avle,
og Hænder travle,
i Höstens Tid,
indföre glade
ⓘ ii] GV, l A Lo og Lade
hver Neg med Flid,
til Vinter-Föde,
saa tom og öde
er Mark og Vang.

59

✂ 51Det maa ►saa være,
thi Fiende-Hære
►alt drage ud,
hvad ei er bjerget,
i Hast er hærget
af Regn og Slud,
af Hvirvel-Blæsten,
og saa for Resten
af Frost og Snee.

60

✂ Det mærker Lövet,
som dybt bedrövet,
i Efteraar,
maa Farve skifte,
naar Storme vifte
til Banesaar,
mens Lænke-Bolte
til Bölger stolte
der smeddes ⓘ paa.paa.] GV, paa A

61

✂ Som ►Fenix, atter
en deilig Datter
dog Hösten faaer,
naar ►Vinter-Föde
staaer op af Döde
i milde Vaar,
og Sommer-Glæden
af Vinter-Sæden
sig vikler ud.

62

✂ Naar ►Fenix myndig
er voxet ►yndig,
som Fader hans,
i Verden fremmed,
han savner Hjemmet
i Himmel-Glands:
de grönne Skove
bag Vind og Vove,
han aldrig saae.

63

✂ 52Ham Hjertet banker
ved sære Tanker
dog ömt i Bryst;
thi kiære Minder
til Vuggen binder
hans Reise-Lyst,
til ►Aske-Krogen,
hvor först halvvaagen;
han Lyset saae.

64

✂ I dybe Tanker
han kiærlig sanker,
i Blomster-Net,
hvad under Lövet
af Fader-Stövet
►end kiendes let,
af Aske-Kuglen,
som ►Fenix-Fuglen
var Moder-Skiöd.

65

✂ Sig saa elskværdig
giör reisefærdig
ei mangen Sön,
skiöndt Kiærligheden
er selv herneden
sin egen Lön,
giör Hjerter mætte,
og Byrder lette,
og Tiden kort.

66

✂ Nu vil med Ære
den Sön hjembære
sin Faders Stöv;
med Helgen-Skrinet
og ►Jorde-Linet
af Blomster-Löv,
sig ►Fenix hæver
og oversvæver
saa Land og Hav.

67

✂ 52Da seer ham Mange
i Folke-Vange
paa ►Midgaards Bold,
som Fugle vrimle,
de sammenstimle
titusindfold,
at see den Fagre,
som over Agre
hensvæver let.

68

✂ Da Klokker kime,
den Dag og Time,
med Flid og Iil,
man skriver, ►prænter,
paa Pergamenter,
med ►Gyldenstil;
ja, dybt ►indgrave
det ►Rune-Stave
i ►Marmel-Steen:

69

✂ Nu atter kommet
han er, ►guldblommet
paa ►hvalvte Bryst,
og grön som Skoven,
og blaa som Voven,
den Fugl fra Öst,
som Lykke bringer
paa Regnbu-Vinger
med Straale-Krands!

70

✂ Skiöndt stor som Strudsen,
man seer med Studsen,
han er ei tung,
om lavt han svæver,
han let sig hæver,
for han er ung,
og, naar ham huer,
slaaer kække Buer
med Lynets Fart!

71

✂ 53I hvert et Hjörne
sig flokke Örne
fra ►höien Hald,
og Fugle mange,
med Fryde-Sange
►foruden Tal,
paa spinkle Vinge
i Kreds omringe
den Fugle-Drot!

72

✂ ►Saa over Skove,
og Bjerg og Vove,
han svinger sig,
med Fader-Stövet
i Blomster-Lövet,
saa frydelig,
af Öine mange
og Ære-Sange
til Hjemmet fulgt.

73

✂ Men naar i Luften
han mærker Duften
fra Solens Öe,
da brat som Lynet
han er ►af Synet,
og over Sö,
ham fölge ikke
selv Falke-Blikke
paa skjulte Vei.

74

✂ Med Vinger ►side,
med Sorg og Kvide,
hans Fölgeskab
fra Jordens Ender
tilbagevender
med Konge-Tab,
mens ►Fenix Thronen
i Palme-Kronen
bestiger glad.

75

✂ 53De Lærde strides
om hvad ei vides
af nogen Mand:
om Folk og Skjalde
med Rette kalde
►Fugl Fenix “han;”
da stærke Grunde
dog tale kunde
for Kvinde-Kiön.

76

✂ Den lange Trætte
tilsidesætte
vi her med ►Flid,
thi det Guds Under
paa Jord udgrunder
ei ►Mandevid,
saa dybe Gaader
kun ►Alviis ►raader,
vor Skabermand.

77

✂ Men vel maae findes
►fuldværd at mindes
de ►Fenix-Kaar,
de glade Dage
foruden ►Mage
i tusind Aar,
og saa med Gammen
kun Död i Flammen
til Födsel ny.

78

✂ Ei Död man regner,
for Baal ei blegner,
naar kun ►forvist
igiennem Ilden
sig snoer Livs-Kilden,
udspringer hist,
af Aske-Grunden
i Palme-Lunden
med Kræfter nye.

79

✂ 54Ved ►Tvelivs-Kiæden
hos ►Fenix Glæden
faaer Overvægt,
han Sön ei favner,
men dog ei savner
en Efterslægt,
er, som en Fader,
vel Arvelader,
men Arving selv.

80

✂ Den Kraft, den Ære,
de Kaar ►fuldsære,
ham Herren gav:
naar Baalet slukkes,
til Liv han vugges
i Aske-Grav,
faaer atter Vinger,
fra Grav opsvinger
sig let i Sky!

81

✂ Hans Sove-Kammer
gaaer op i Flammer,
med Rög i Sky,
men op af Gruset
sig löfter Huset
med Glands paany,
som Guld, ►udglödet,
af Moder-Skiödet
udspringer klart.

82

✂ Hvad os i Billed
for Öine stilled
en Mester-Haand,
er sandt at sige
paa Jorderige
om Herrens Aand,
og Helgen-Skaren,
som ei Döds-Faren
giör Livet surt.

83

✂ 54Ja, fuld forvisset
om Livet hisset
er Herrens Slægt;
ei ►Verdens-Möden,
og Legems-Döden,
for den har Vægt,
i Skygge-Dale
til Straale-Sale
den vandrer kæk.

84

✂ I ►Orme-Stue,
paa ►Bane-Tue,
i Aske-Bad,
er den Udkaarne,
den ►Himmelbaarne,
dog sjæleglad,
for Palme-Toppe
han seer histoppe
i Lysets Hjem!

85

✂ Det Bud os bringer
paa Lydens Vinger
og Sandheds Ord:
for Mand og Kvinde
Gud lod oprinde,
paa nyskabt Jord,
et Hjem herneden
i ►Öster-Leden,
saa frydeligt.

86

✂ ►I Faddergave
de fik en Have
til Herrens ►Priis,
for Deiligheden
benævnet 📌Eden,
og 📌Paradis,
►som ►Fenix-Landet,
af Floder vandet
til Frugtbarhed►.

87

✂ 55I Fryd og Gammen
de leved sammen,
foruden Savn,
saalænge blöde
Guds Ord de ►löde,
dem selv til Gavn;
men nyfödt Glæde
i Dage spæde
fik Banesaar.

88

✂ Paa Lykkens Tinde
dem saae Guds Fiende,
saa falsk i Hu,
og ►Avindsmanden
til Afgrundsranden
dem lokked snu,
med ►Skin og Skygge
af större Lykke,
med faure Ord.

89

✂ ►I Have-Kanten
stod Uhelds-Planten,
i Ly og Læ;
med Frugter söde,
og rosenröde,
stod Kundskabs-Træ,
med Liv i Lugten,
med Död i Frugten,
►forgjort, forbudt►.

90

✂ ►Til det at röre
sig lod forföre
de unge To;
ved Rosen-Rödmen,
og Honning-Södmen,
vel Hjertet loe,
men Efter-Smagen
til Domme-Dagen
er malurt-bedsk►.

91

✂ 55Ja, ►Efter-Slægten
maa föle Vægten
af 👤Adams Fald:
►som Döttre svage,
de Sönner ►strage,
i Tusind-Tal,
med Taarer væde
det Bröd de æde
i Ansigts-Sved►.

92

✂ ►Fra Herrens 📌Eden
nu ud paa ►Heden
gik 👤Adams Vei,
stort var Forliset,
i 📌Paradiset
han taaldes ei;
fra Livets Sale
til Dödens Dale
er Flytning værst!►

93

✂ ►For 📌Herrens Have,
bag Vold og Grave,
var Porten lukt►,
for Engle rene
Livs-Træets Grene
kun bar sin Frugt,
i Tider lange,
med Slægter mange,
paa ►Jordens Bold.

94

✂ Dog for de Svage
var Haab tilbage,
endskiöndt de græd,
var Tröst for ►Möden,
var Raad for Döden,
i ►Kvindens Sæd;
Han være priset,
for 📌Paradiset
Han os ►oplod!

95

✂ 56►Fra Herrens Komme
er Pinen omme,
og Kaaret godt;
►saa for os kæmped,
►saa Alting læmped
den Ærens Drot,
at ►Fenix-Livet
er nu os givet
►til Gaade-Speil.

96

✂ ►Alt som forældet,
og overvældet
af ►Möde sin,
sig ►Fenix bygger
i dunkle Skygger
en Rede fin,
af Myrthe-Grene,
og Urter rene,
med Duften söd;

97

✂ ►Saa Helgen-Folket,
som os udtolket
det er med Vid,
har Lyst og Lykke
til skiönt at bygge
i Naadens Tid,
med Liv fornyet
i Morgen-Gryet
til Öiemed.

98

✂ Fra Roser röde
til Örken öde
gik Slægtens Vei,
dog i den Skare
udvalgte Klare
der mangled ei,
som Lys paa Himlen,
i Folke-Vrimlen
de gik med Glands.

99

✂ 56Ved ►Helgen-Sæder
de steg til Hæder,
i Gunst hos Gud,
som Jordens Skjalde
med Rette kalde
en Palme prud,
hvor höit at bygge
er Helgen-Lykke
og Helgen-Lyst.

100

✂ I Palme-Skygge
de ►Kæmper bygge
med Mod og Magt,
for med den Stærke,
►fuldtvel at mærke,
de staae i Pagt,
kan Freden nyde,
og Trods tör byde
den ►gamle Snog.

101

✂ Ved Myrthe-Grene,
og Urter rene,
med Duften söd,
tilpas er lignet
et Liv velsignet
i Lyst og Nöd,
de Dyder milde,
hvis söde Kilde
er Kiærlighed.

102

✂ Naar Hjertet brænder,
gavmilde Hænder
sig aabne huldt,
ved ►Enkers Bönner,
for Armods Sönner,
saa yndefuldt;
for Godheds Öie,
den Evighöie,
er ►Virak ströet.

103

✂ 57Med rene Tanker
sig Fromhed sanker
en ►Lilje-Flor,
og Rosen-Lugten
i ►Troes-Frugten
er bedst paa Jord,
hvert ►Lig af Lyder
med Duft udgyder
en Myrrha-Ström.

104

✂ De fromme Sjæle
for Herren knæle
med Andagt stor,
men Dage mange
de ei forlange
paa denne Jord,
de Dödens Kvide
vil gierne lide
for Liv paany.

105

✂ De har for Öie
hvad i det Höie
►forventer dem,
til Lyst og Glæde,
paa Ære-Sæde
i Himlens Hjem,
paa gyldne Throner,
hvor Kongen kroner
sit Tjenerskab.

106

✂ Udsigter lyse!
kan Nogen gyse
i eders Kreds!
den Fromme blegner,
den Fromme segner
saa veltilfreds,
som Drotten blunder,
naar brat tilstunder
hans Kronings-Dag.

107

✂ 57Paa Baaren bænkes,
i Graven sænkes
det kolde Stöv,
med Tröst dog kommer
den varme Sommer
til visne Löv,
og giennemstraalet
af Verdens-Baalet,
det blomstrer op.

108

✂ Lad Vintre svinde
og Aar henrinde
i Tusind-Tal,
dog höit skal lyde
og Skyer bryde
Basunens ►Gjald,
til ►Storthings-Möde
af alle Döde
paa 📌Videslet.

109

✂ For Titler tomme
er Tiden omme,
som Herren böd,
og mat af Ælde
har tabt sin Vælde
den grumme Död,
med sprængte Mure
dens Fange-Bure
nedstyrte brat.

110

✂ De maae ►vel grue
for Verdens Lue
og ►Jordens Brand,
58De maae ►vel skiælve,
for dunkelt hvælve
sig Kongens Bryn,
Han vil beklæde
sit Dommer-Sæde
med Blik som Lyn,
►og Daarer sætte
Han vil irette►
med Tordenslag;

112

✂ Men over Fromme
gaae milde Domme
fra Naadens Mund,
til Himmerige
de glade stige
fra Gravens Bund,
med ►Fenix-►Kaaret,
thi ►askebaaret
er deres Glands.

113

✂ De ►Fenix-Reden
har ►bygt herneden,
med Flid og Konst,
det Værk af Hænder,
skiöndt Verden brænder,
er ei omsonst;
i hver en Alder
►det Herren kalder
Rög-Offer bedst►.

114

✂ Derfor opsvinger,
paa ►Fenix-Vinger,
ved Herrens Haand,
saa klart som Guldet,
sig Helgen-Muldet
med Helte-Aand,
gienfödt i Graven
til Straale-Haven
i Lysets Hjem.

115

✂ 58Der, efter Döden,
de Morgen-Röden
i Sole-Vang
en Hilsen bringe,
som Harper klinge
til Frydesang,
som Engle-Toner,
hvor Lyset throner
med evig Glands.

116

✂ Vel ►slaaes af Mange
nu Skjalde-Sange
i Veir og Vind►,
som Lögn og Skvalder,
som hvad man kalder
kun Hjernespind,
ei ►Fenix-Fuglen,
men kun Nat-Uglen
man kiendes ved;

117

✂ Men er tilbage,
fra gamle Dage,
endnu et Gran
af Tro paa Sangen
i 📌Zions-Vangen
og Livets Land,
for ►Fenix-Kvadet
sig vender Bladet
saa lystelig.

118

✂ Ja, har man Öre
til ►👤Job at höre,
den ►Seer-Skjald,
som fik af Aanden,
til Bod for Vaanden,
sit ►Tonefald►,
man ►Fenix atter
paa Jorden skatter
som Fugle-Drot.

119

✂ 59Som der staaer skrevet,
af Aanden drevet,
►saa 👤Job udbröd:
►min Rede bygger
jeg mellem Skygger
i Jordens Skiöd,
jeg godt det vover,
og trygt jeg sover
i Ormegaard►.

120

✂ Lad Kryb i Grave,
lad Orme gnave
til Been og Marv!
lad Verden buldre!
lad Stövet smuldre,
som Jordens Arv!
ei Troen glipper,
og aldrig slipper
jeg Haabets Fugl.

121

✂ Den Fugl i Brystet
har Vinger rystet,
med sagte ►Nyn,
som dunkelt lyder,
men Hjertet fryder
med salig Fynd;
thi ►Gylden-Aaret,
som ►Fenix-►Kaaret,
der kvædes om.

122

✂ ►Med Liv af Döde,
med Kinder röde,
jeg skal opstaae,
med Födder snare,
med Öine klare
og himmelblaa,
til Glands og Glæde,
til Herre-Sæde
evindelig►.

123

✂ 59►Saa, langt tilbage,
i gamle Dage,
den Fromme sang,
og over Graven
sig til Guds-Haven
i Aanden svang,
med ►Fenix-►Kaaret,
som ►atter-baaret
til Liv og Lyst.

124

✂ Som ►Fenix-Fuglen
fra ►Orme-Kulen,
til Bjerge-Top,
med Fader-Stövet,
i Palme-Lövet,
sig svinger op,
►saa ►Muldets Frænde
ved Verdens Ende
til Lysets Hjem.

125

✂ Som ►Fenix bygger
i Palme-Skygger,
paa Solens Öe,
forglemmer ►fage,
hvad under Klage
det er at döe,
for lydt at kvæde
med Lyst og Glæde
den lange Dag;

126

✂ ►Saa frelste Sjæle
med Fred skal dvæle
til evig Tid,
i Engle-Vrimlen,
hvor Lilje-Himlen
er klar og blid,
hvor ►Dronning-Stolen
af Konge-Solen
er morgenröd.

127

✂ 60I ►Gimle-Borgen
er evig Morgen
med Rosen-Skiær,
thi Morgen-Röden,
som trodsed Döden,
er kronet der,
hvor 👤Jesus throner,
blandt Lovsangs-Toner,
som Livets Lys.

128

✂ Der ►Engle-Skokke,
som Fugle-Flokke
af himmelsk Art,
paa Blomster-Vinge
sig glade svinge
med Lynets Fart,
med Toner söde
om Liv af Döde
i 👤Jesu Navn!

129

✂ Og Helgen-Skaren,
som i Döds-Faren
med Herren gik,
Hans Liv og Lue
de giennemskue
med Straale-Blik,
stod op som Sole,
da Haner ►gole
for sidste Gang!

130

✂ Kun mat er Glandsen
af ►Fenix-Krandsen
mod Glandsen her,
af Krone-Guldet,
som Helgen-Muldet
i Himlen bær,
for ►Lammets Throne,
den Livets Krone,
som falmer ei.

131

✂ 60I Himmerige
som Herrens Lige
de Fromme boe,
hvor lutter Glæder
i Skiönheds Klæder
som Blomster groe,
men visne ikke,
for de inddrikke
Livsaande-Dugg.

132

✂ Der Sult ei mindes,
der Sorg ei findes,
der Synd ei kom,
der ei at döie
er Kamp og Möie,
og Fattigdom;
med Herre-Livet
alt Godt er givet,
alt Ondt forbi.

133

✂ De store Fester
for Kongens Giæster
ei Ende faae;
de Lokker gule,
som Kroner skjule,
ei vorde graa,
og Hjerter mætte
ei heller trætte
af Godheds ►Priis.

134

✂ I Livets Sale
er ingen Dvale
i Slægt med Död,
der synke Toner,
som Helgen-Kroner,
i Velklang söd,
kun for tillige
i Chor at stige
med Guddoms-Kraft.

135

✂ 61Sin Brudgom priser
i ►Kæmpe-Viser
en salig Brud,
til Krandse fletter
vor Guds ►Idrætter
den Lovsang prud,
og Choret svarer,
som Engle-Skarer,
med Omkvæd lydt:

136

✂ “Hil Dig med Ære!
priset Du være,
►Stol-Konge prud!
takket, velsignet,
godt ►efterlignet,
►Gudernes Gud!
Thronen Du klæde
evig med Glæde!
Riget er Dit.

137

✂ Fader i Vælde!
Ungdom og Ælde
evig i Pagt!
Lovsangen bölger,
Æren Dig fölger,
stor som Din Magt,
Sandheden byder,
Skiönheden nyder
Kiærligheds Priis!

138

✂ Himmerigs Sale,
Jorderigs Dale,
Herlighed din
mægtig opfylder,
deilig forgylder,
Storherre fiin!
aldrig vi savne,
evig os favne
Kiærlighed Din!”

139

✂ 61►Saa de Udkaarne,
de ►Atterbaarne,
fra denne Jord,
skal kappes glade
►paa Himmelstade
med Engle-Chor,
om ►►Brage-Lönnen,
for Sang om Sönnen,
af Fader-Haand!

140

✂ Ja, Christne sjunge
med Engle-Tunge
om ►Drotters Drot,
som har i Dale
bygt höie Sale,
gjort Alting godt,
gjort Sorg til Glæde,
beredt os Sæde
med sig i Glands.

141

✂ Som vi, ►Han svöbdes,
som vi, ►Han döbdes
med Vand og Aand,
men Engle smiled,
for ►Spiret hviled
dog i Hans Haand,
för Lys og Mörke
fik Navn og ►Störke,
för Bjerg fik Rod.

142

✂ ►Han blev afkræftet,
med Nagler hæftet
til Korsets Træ►,
sad dog med Glæde
paa Konge-Sæde
i Palme-Læ,
sad der i Aanden,
►skiöndt her i Vaanden
Hans Hjerte brast►,

143

✂ 62►Med Hjerte-Blodet
Han ►Himmelgodet
har os tilkiöbt►,
►og Tredje-Dagen
Hans Jorde-Lagen
laae sammensvöbt►,
hvor Han kun blunded,
til overvundet
var Dödens Magt.

144

✂ Ham ►Fenix-Livet
til os blev givet,
i Jordens Skiöd,
derfor opstige
fra Jorderige
maa Duften söd,
naar Korsets Helte
som ►Fenix smelte
ved Himlens Glöd.

145

✂ Som ►Fenix bygger
i Palme-Skygger
sin Rede blöd,
i Vaar og Sommer,
af Bark og ►Blommer,
med Duften söd,
til Sove-Kammer
i Baalets Flammer
og ►Virak-Sky;

146

✂ ►Saa ►Helgen-Folket,
som ret fortolket
i ►Skriften staaer,
sin Hytte pryder
med höie Dyder
i Livets Vaar,
med Bönner mange,
og Aften-Sange,
som dufte södt.

147

✂ 62►Saa Stövet fredes,
og forberedes
til Liv paany,
og derfra stammer,
naar Hjertet flammer,
en ►Virak-Sky,
saa fin og fager,
som velbehager
vor Drot, vor Gud!

148

✂ Vor Drot histoppe,
som Stjerne-Toppe
har under Fod!
vær evig priset
for 📌Paradiset,
Du os ►oplod!
►Hilsæl paa Thronen
med Æres-Kronen
og Rettens ►Spir!

149

✂ Fra Lysets Kilde
med Straaler milde
Du til os kom;
hvem tro Dig tjente
har ►og ivente
en naadig Dom,
naar Skyer klare
skal aabenbare
Din Majestæt.

150

✂ Hav Tak, Du Höie,
som vilde böie
Dig til os ned,
og Sted os skiænke
paa ►Herre-Bænke
i Evighed,
►at sidde sammen
i Fryd og Gammen
med Dig tilbords►!

151

✂ 63Med Öine klare
Din Helgen-Skare
skal see Din Glands,
med Engle-Tunge
Din ►Drape sjunge,
til Æren Hans,
som ►Fenix-Livet
med Dig har givet
til Stövets Börn.

152

✂ 63For Fader-Rösten,
for Himmel-Trösten
i Graadens Dal,
for ►Samfunds-Kiæden,
for Höitids-Glæden
i Stjerne-Sal,
for 📌Paradiset,
vær evig priset!
Halleluja!