↩ Forrige Tirsdag kunde jeg umuelig samles med Dem, dertil var Budskabet om Kong 👤Frederik den Sjettes Død mig alt for nyt og uventet, og rørte mig personlig alt for stærk; thi vel stod jeg dagligdags saa langt fra Majestæten, som Nogen af den Konges Undersaatter, der var mageløs tilgængelig for Alle, men i Løbet af tredive Aar stod jeg dog for Hans Ansigt ved alle vigtige Tilfælde i mit Levnetsløb, og hardtad hvergang et Aandepust fra 📌Norden opglødede mig. Hans Gavmildhed var giennem mange Aar mit “►visse Levebrød,” Ham havde jeg for Øie under hele min ►Virksomhed og da især ved mine Bestræbelser for at opfriske Kundskaben om de forbigangne Tider og 343 (US8) ►oplive den ægte Danskhed i Tænke4maade, i Tankegang og Tungemaal, som jeg vidste havde ingen varmere og mere trofast Ven i hele Riget, om end de Midler, jeg til ►Oplivelsen af den Danske ►Almeenaand ønskede anvendte, sjelden ►syndes Ham de tjenligste og tit ►vel fantastiske. For mit Hjerte maatte da Sørge-Budskabet være et Tordenslag, og al Verdens Mueligheder, de være nok saa glimrende og nok saa rimelige, kunde for Øieblikket umuelig opveie den ene store Virkelighed, saa, skulde jeg den samme Aften brudt den dybe Taushed, hvori Mandens Sorg naturlig skjuler sig, da maatte jeg udøst mit Hjerte som ved en ►Balders-Baare, og havde min Klage ingen Gienlyd fundet, da vilde det været min bittreste Skaal, men havde Smerten overvældet Dem tilligemed mig, det vilde været unaturligt, skadeligt paa begge Sider, og Uret mod Ham, som nu fører ►Spiret i 📌Danmark.