✂

✂ 2
3 342 (US8) Det lille “Danske Samfund” med det store Øiemed, som er det ægte Danske Folkelivs Gienfødelse og Væxt, holdt sit første Møde i Kong 👤Christian den Ottendes Tid Tirsdagen den 10de Decbr., og efterat 👤Ingemanns ►Mindekvad om Kong Frederik den Sjette “Paa sin Liigseng ligger Kong Fredrik hvid” var afsunget, aabnede Formanden det ny Tidsrum med følgende Ord.

✂ Mine Herrer!

✂ Forrige Tirsdag kunde jeg umuelig samles med Dem, dertil var Budskabet om Kong 👤Frederik den Sjettes Død mig alt for nyt og uventet, og rørte mig personlig alt for stærk; thi vel stod jeg dagligdags saa langt fra Majestæten, som Nogen af den Konges Undersaatter, der var mageløs tilgængelig for Alle, men i Løbet af tredive Aar stod jeg dog for Hans Ansigt ved alle vigtige Tilfælde i mit Levnetsløb, og hardtad hvergang et Aandepust fra 📌Norden opglødede mig. Hans Gavmildhed var giennem mange Aar mit “►visse Levebrød,” Ham havde jeg for Øie under hele min ►Virksomhed og da især ved mine Bestræbelser for at opfriske Kundskaben om de forbigangne Tider og 343 (US8) ►oplive den ægte Danskhed i Tænke4maade, i Tankegang og Tungemaal, som jeg vidste havde ingen varmere og mere trofast Ven i hele Riget, om end de Midler, jeg til ►Oplivelsen af den Danske ►Almeenaand ønskede anvendte, sjelden ►syndes Ham de tjenligste og tit ►vel fantastiske. For mit Hjerte maatte da Sørge-Budskabet være et Tordenslag, og al Verdens Mueligheder, de være nok saa glimrende og nok saa rimelige, kunde for Øieblikket umuelig opveie den ene store Virkelighed, saa, skulde jeg den samme Aften brudt den dybe Taushed, hvori Mandens Sorg naturlig skjuler sig, da maatte jeg udøst mit Hjerte som ved en ►Balders-Baare, og havde min Klage ingen Gienlyd fundet, da vilde det været min bittreste Skaal, men havde Smerten overvældet Dem tilligemed mig, det vilde været unaturligt, skadeligt paa begge Sider, og Uret mod Ham, som nu fører ►Spiret i 📌Danmark.

✂ Ja, ►m. H. jeg vil gribe Leiligheden til at opfriske en hardtad glemt Sandhed, den Sandhed, at vi Ældre giør Vold paa Ungdommens Følelser, naar vi stræbe at henrive dem med sørgelige Minder enten af vort eget eller af de forbigangne Slægters Liv; thi kun hvad vi selv har oplevet og deeltaget i skaber levende Minder, og ►hver Dag har Nok i sin egen Plage, saa vi Ældre maae ingenlunde misbruge hvad Liv og Styrke der end er os levnet, til at rulle Fortids-Sorger som Klippe-Blokke mod Ungdommens aabne, ubefæstede Hjerte, der kan være knust før den veed det. Naar vi derfor stræbe at ►indtage Ungdommen for Minder, som enten udsprang af vort eget Levnetsløb eller ved underfulde Sympathier levede op i os, da maa det kun være for dem, hvoraf vi veed, Haabet opstiger, Haabet, som falder Ungdommen naturligt og er os Alle uundvær5ligt, saalænge vi skal tage virksom Deel i Livs-Bedriften, saa det er vor Ungdoms-Fostbroder, vi aldrig kan overleve uden at overleve os selv. Ja, ►m. H. overalt, hvor der findes Glimt af 📌Nordens Aand, der sidder ►Hugin og ►Munin (Haab og Minde) paa vore som paa ►Odins Skuldre, og hviske os i Øret hvad de saae i ►Flugten over ►Midgaard, og vel er det naturligt, at Ungdommen hælder til ►Hugins og vi Ældre til ►Munins Side, men vil vi fare vel, maae vi dog laane Øre til Begge. Derfor er Vexel-Virkningen mellem Ungdom og Alder nødvendig, og derfor kan den være skiøn og frugtbar, naar vi lære at skatte og at læmpe os efter hinanden, saa vi er ligegode baade om Haabets Vinger og om Mindets gyldne Kiæder, forvildes ei i Luften og lænkes ei til Jorden; thi ligesom det er Ungdommens Fare at henrives af sit 344 (US8) dristige Haab, saaledes er det Alderens at nedtrykkes af sine sørgelige Minder, og skiøndt det klinger stort som stolt, saa er det dog tomt og falder tungt, naar 👤Einar Thambeskælver siger, han vil ►heller følge 👤Magnus død end 👤Harald levende. Det er tomt i Grunden, fordi han vil dog ikke gaae i Døden med Kong 👤Magnus, men kun unddrage 👤Harald sin Kraft og Virksomhed, og det falder tungt tilbage paa ham selv, som en levende Begravet. See, derfor havde det været unaturligt og skadeligt paa begge Sider, om jeg vilde stræbt at meddele Dem mine personlige Følelser ved 👤Frederik den Sjettes Død, mens de overvældede mig; men det vilde ogsaa været Uret mod Majestæten, som nu beklæder Thronen, og saameget større Uret, som Han er selv over den Alder, da Haabet naturlig blomstrer, saa kunde Hans Jævnaldrende ei bidrage til at Han hos Ungdommen møder et fyrigt, levende og tillids6fuldt Haab, maatte de dog aldrig, ikke selv for de dyrebareste Minders Skyld, mæle et Ord, som muelig kunde ►nedstemme, svække eller kiølne det.

✂ Derfor følde jeg uvilkaarlig, hvad nu ►klarer sig for mig, at jeg maatte ikke samles med Dem, før det Personlige var traadt tilbage, saa det ei stod baade Dem og mig i Lyset, og før det første Indtryk var overvundet, saa jeg selv uden Suk kunde gientage hvad paa Dødsdagen var mig umueligt: Kong 👤Frederik den Sjette er død. Kong 👤Christian den Ottende ►leve!

✂ Hvor latterligt nemlig end maaske mangen En kan finde det, saa var det dog mig umueligt, den første Gang efter en saadan Hoved-Begivenhed for hele 📌Danmark, at tale om Andet i det “Danske Samfund”.

✂ ►Vel tør jeg ikke sige, vi endnu har hjemlet os mere Ret til det deilige Navn, end et Barn, som ei endnu veed Forskiel paa Høire og Venstre, har til et stort og berømmeligt Navn, hvormed det opkaldtes af ►ømme Forældre, som haabede hvad de ønskede, at Navnet med Tiden vilde passe, ja, jeg tør ikke engang nægte, at blev det sammenlagt Alt hvad vi her ►talde sammen, jo det meste kunde have samme Feil, som alle de ►Adresser, jeg endnu ved denne Leilighed har seet, den Feil, Andre vilde maaske sige, det Fortrin, at det kunde ligesaa godt været sagt i hvert andet Land som i 📌Danmark, og været sagt ligesaa godt paa hvert andet Sprog, som paa vort Modersmaal. Men desuagtet kan jeg dog aldrig finde Navnet saa ubetydeligt, eller tilstaae, vort Samfund var nogensinde saa blottet for Danskhed, at selv Thronen kunde flyttes uden at vi ændsede det, selv en Landsfader som 👤Frederik den Sjette kunde døe, uden at det 345 (US8) rørde os, alle 📌Danmarks 7Klokker kunde ringe uden at det gienlød i vor Midte! Nei, det være saa langt fra, at jeg paastaaer, Formanden i dette Samfund maatte ikke blot dvæle ved den store Omskiftelse, men kunde ei engang Andet end røbe, om han stod ved 👤Sjette Frederiks Grav med eller uden Haab om Kongelig Yndest for vore Bestræbelser til Folke-Livets Tarv og til Modersmaalets Triumph over alle Medbeilerinder til ►Dronning-Stolen i Fædrenelandet; thi Taushed herom vilde røbe mere end høirøstet Tale. Jeg veed derfor slet ikke, hvorledes jeg ►alt i Aften skulde havt Mod til at træde frem i denne Kreds, hvis jeg ikke havde den bedste Formodning og det lyseste Haab om 👤Christian den Ottendes Storværk for Alt hvad der aandelig og hjertelig angaaer og udgiør Fædrenelandet, med et Kongeligt Velbehag som 👤Frederik den Sjettes, hvorpaa Beviserne er alt for mange til her at opregnes, saa jeg vil kun nævne det Klareste, som jeg selv maa finde i den uforanderlige Gunst og Naade, Han, blot for mine velmeente fædrelandske Bestræbelser, skiænkede mig giennem en Menneske-Alder, ikke blot trods al den ►Miskiendelse, min ►Idræt sædvanlig mødte, men selv trods Meget i min Færd, der mishagede Majestæten. Men hvorfra skulde jeg allerede nu, i en tidlig ►Nyaars-Morgen, der altid falder dunkel i 📌Norden, hente saa lyse Udsigter, hvis der ikke blandt mine Minder fandtes dem, der med fremsynede ►Nyaarsbørn fødte glade Forventninger! Det er kun om Vaaren, ei om Vinteren, Træer skyde, Blomster spire, Fugle frydes af dem selv, og det er kun Ungdoms-Haabet, der bygger med ►“Ørnen paa høien Hald”, de ældre Dages Haab har som Lærken sin Rede lavt i Agerrenen, saa skulde jeg lytte til ►Hugin, maatte ►Munin selv byde 8mig laane ham Øre! Det maa da i alle Maader kaldes min Lykke, ikke blot at 👤Christian den Ottende har en Historie, før Han besteg 📌Danmarks Throne, men at ogsaa jeg har levende Minder om Hans Bevaagenhed for Folkeliv og Modersmaal, og deriblandt et allerede gammelt og dybt rodfæstet, fra den samme Tid, da det maatte undre mig selv, at Kong 👤Frederik den Sjette paa mig saa klart beviste, at Alt hvad der udsprang af 📌Nordens Aand og tiltalde 📌Danmarks Hjerte, var Ham velkomment, selv med et mindre behageligt Følge.

✂ Ja ►m. H. for over tyve Aar siden, da jeg arbeidede paa Oversættelsen af ►Danmarks og ►Norges Krøniker i ►Folkestil og til Menigmands Bedste, men var nær ved at fortvivle over den tilsyneladende Ligegyldighed for hvad der i mine Øine var af den 346 (US8) allerstørste Vigtighed til Folkelivets Gienfødelse, da veed jeg slet ikke, hvordan jeg skulde beholdt Mod og ►Munterhed til et Arbeide, jeg i Grunden havde langt mere Lyst til at tale om end til selv at giøre, hvis der ikke uventet var kommet Trøst og Opmuntring fra Prinds 👤Christian-Frederik af 📌Danmark, saa det er bogstavelig Sandhed, hvad der staaer i Tilegnelsen af ►Heimskringla til Foretagendets “høie Talsmand og store Befordrer”:

✂ Dig det var, som, da jeg svæved
►End i Tvivl paa ►vilden Strand,
Ordet tog og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand;
Ja, ved Bud fra ►Odins-Borgen
Bod jeg fik for ►Vinter-Sorgen!

✂ 9Skiøndt jeg dengang aldrig havde staaet ►for 👤Christian den Ottendes Ansigt, var det dog ei mindre Ham end 👤Frederik den Sjette at tilskrive, at 👤Saxos og 👤Snorros Mindebøger giennem mine Hænder kom i Folkets, og skiøndt de er langt fra at have virket hvad jeg drømde, fordi det kun lod sig drømme, ei virkelig opleve, saa er det dog allerede klart, at 📌Danmark vilde ikke undvære de gamle Folkebøger med opfriskede Farver, og jeg tør sige, en oplyst Efterslægt vil finde, de i alle Maader tjende til at forberede og lette hvad de, som døde Ting, naturligviis ei selv kunde udrette. Ja, selv om jeg heri tog Feil, saa det var spildte Aar og spildt Umage, jeg anvendte paa ►📌Nordens mageløse Folke-Krøniker►, saa kunde det dog aldrig feile, at Fædreneland og Modersmaal og Menigmands danske Oplysning laae ►Alt i Ungdoms-Alderen den Prinds paa Hjerte, der ei kunde have nogen anden tænkelig Grund til at ynde og fremme mit Foretagende, saa hvem der har Danskhed kiær, fristes ei til at begrave Haabet om dens Opblomstring med 👤Frederik den Sjette, men drives til at vente det kronet med 👤Christian den Ottende!

✂ Hvad jeg derfor aldrig holdt op at haabe under vor gamle Landsfader: Modersmaalets Indsættelse i sine naturlige Rettigheder, saa det ei ►længer skal være Betingelsen for nogen Dansk ►Virksomhed at tale eller skrive et fremmed Sprog, enten dødt eller levende, og et lyslevende Forsøg paa at vække den 347 (US8) slumrende Fædrelands-Kiærlighed og udvikle Folkets Ungdom i en ægte dansk, naturlig Retning; det vil jeg ikke blot fremdeles haabe under vor ny Landsfader, men haabe det med dobbelt Styrke for hvert Aar, Han er yngre end den Hensovede. 10Høitidelig har ogsaa Majestæten forkyndt sin Regiering som en levende Fortsættelse af sin ►Høilovlige Forgiængers, og det vil ei undgaae Hans klart overskuende Blik, at Alt hvad der blot ved Pennen kunde skee til ►Almeen-Aandens ►Oplivelse og Modersmaalets Blomstring, det skedte i 👤Frederik den Sjettes Dage og fandtes utilstrækkeligt, saa der er ingen levende Fortsættelse muelig uden med Pen og Tunge, Haand og Mund i Pagt, uadskillelig forbundne, som vore dyrebare Konge-Navne: Christian og Frederik, i Majestætens!

✂ Kun da, naar Munden paa Modersmaalet, i 👤Christian den Ottendes Dage, indløser de store Vexler, Pennen i 👤Frederik den Sjettes udstædte, kun da vil Kongelige Pennestrøg paa rette Sted: over den ►latinske Stil og andet Mere, giøre Underværker, men da faaer ►Stærkodder ogsaa Indfødsret paany, og danske Penne skal ei fattes hjemligt Storværk at beskrive, og som et lykkeligt Varsel om den ny Tid, med Haand og Mund i Pagt, modtage De ►m. H. de Ord, jeg ved vort første Møde i Kong 👤Christian den Ottendes Dage fandt mig drevet til at tale, i Pagt med det ►Huginsmaal, der faldt mig i Pennen, og som jeg nu skal tage mig den Frihed at oplæse:

✂

1

✂ 262 (PS6) Kongen ►ad 📌Danmark fra ⓘ HedenoldHedenold] GV, Hdeneold A
Er ►Oden paa ►Lydskjalvs Throne,
Fader til ►Balder, til ►Thor og ►Skjold,
Til Stammen med ►Mailøvs-Krone;
Fosterfader til hver en Fugl,
Som under Løv-Kronen leger Skjul,
Sjunger med Lyst i Lunden.

2

✂ 11Sagnet om ham gik fra Mund til Mund,
Paa Bølge, i Bjerg og Dale;
Toldfrit det gaaer giennem 📌Øresund,
►Umeldt giennem Kongesale,
Træder dristig i Gude-Spor,
Saalænge imellem ►Tyr og ►Thor
►Oden staaer ►midt i Ugen!

3

✂ 348 (US8) ►Oden pandsatte i Morgengry
Et Øie ved ►Mimers Kilde,
Vide i Verden gaaer deraf Ry,
Han stædte det ikke ilde;
►Saga skiænker for ham i Kveld
Et Bæger af ►Mindets klare Væld,
Tidernes Tegn han tyder!

4

✂ Kongen ►ad 📌Danmark fra første Haand,
Som bæres paa Folke-Skulder,
Det er den Nordiske ►Kæmpeaand,
For Slaget er ►Odens Bulder;
►Fredegod dog af Hiertens Grund,
Han bruger kun selv paa ►Jetter Mund,
Taler saa ►Thor tilrette!

5

✂ 263 (PS6) Konger ►ad 📌Danmark paa anden Haand,
De blive vel ei saa gamle,
Alle, som herske i 📌Nordens Aand,
Sig lade i ►Skjold dog samle,
►Skjoldung-Ætten med Isse graa,
Omringet af ►Løver himmelblaa,
Passer den Danske Krone!

6

✂ 12Christjan og Frederik skifteviis
►Skjoldunger vi kaldte længe,
Halvt var de Navne om Daad og ►Priis,
Til Heelhed nu ►hardt vi trænge;
Derfor yppes en anden Skik,
Vor Konge er 👤Christjan-Frederik,
Smelte vil Dansken Sammen!

7

✂ 👤Christian-Fredrik paa ►Odens-Øe,
Med Øie for ►Mimers Kilde,
Kiøbde sig Retten til ►Mindesø,
At drikke saa dybt Han vilde;
►Vist ►sig drikker den Herre bold
I Fostbroderlag med gamle ►Skjold,
Blod ►saa med ►Oden blander!

8

✂ 349 (US8) Kiendes da skal det i 📌Danevang,
At ►Sagas det gyldne Bæger,
Tømt under Skjaldes Harpeklang,
Oplyser og vederkvæger;
►Braga-Bæger er Skaalens Navn,
Den tømmes paa gamle 📌Danmarks Gavn,
►Fredegods Æt til Ære!

9

✂ 📌Dannemarks Dronning fra Arildstid
Er ►Frigga i ►Fensals-Borgen,
264 (PS6) Ikke hun kunde med alt sit Vid
Unddrage sig ►Børne-Sorgen,
►Balders-Baalet begræder hun,
Men siger dog blidt med Smiil om Mund:
Sorgen er snart forvundet.

10

✂ 13►Hermod den Bolde, hvis Navn ei døer,
For hende selv ►Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et yndigt Slør,
Til ►Dronninge-Sæt det fæsted;
Derigiennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei
Strøet med ►Rosensblommer!

11

✂ 📌Dannemarks Dronning fra første Færd,
Som lever i Folkets Hjerte,
Hun er vel immer os lige nær,
Men eens er ei Fryd og Smerte;
Kun i Vaarens den grønne Sal
Os fryder med ►Slag vor Nattergal,
Dronningens Sangerinde!

12

✂ 📌Dannemarks Dronning i Sagastil,
Hun skifter tit meer end Navnet,
Aldrig man dog har et 👤Dagmars-Smil
Ret længe i 📌Danmark savnet;
►Lilje-Korset paa ►Rosen-Grund,
Med Dronninge-Smil om ►Disamund,
Dobbelt nu sees i Lunden?

13

✂ 350 (US8) Længe dermed har Kong 👤Fredriks Viv
Os mindet om ►Friggas Mine;
265 (PS6) Længe, vi haabe, skal ►Friggas Liv
►Forklares i 👤Caroline,
Nattergale i Lunden ►slaae
Om hvad mellem ►Løver himmelblaa
Giælde de gyldne Hjerter!

14

✂ 14►Hermod den Store, som aldrig døer,
For Hende ►og ►Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et Regnbuslør,
Og svævende det befæsted;
Derigiennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei,
Strøet med ►Rosensblommer!

15

✂ Hil Eder da med de sjeldne Kaar,
Kong 👤Christjan og 👤Caroline!
Krones I skal i et ►Gyldenaar,
Da Disse giør Pagt med Hine:
Disse Dage med Hedenold,
Kong 👤Christians Æt med gamle ►Skjold,
►Løver med gyldne Hjerter!

16

✂ Skolen for Livet oplukkes nu,
Med Munden paa Modersmaalet,
Levende kommes da Alt ihu,
Som haver paa Jorden straalet;
Konge-Pennen med Folke-Mund
Da slutter en Pagt af Hjertens Grund,
📌Dannemarks Stjerne tindrer!

17

✂ 266 (PS6) Blomstre da skal som en ►Abildgaard
Kong ►Odens det gamle Vænge,
Blomsterne læge ►fuldmangt et Saar,
Og Frugterne vare længe!
►Yduns-Æbler i Haven groe,
Der trædes i Dands paa ►Gyngebro,
Gyldne er Gude-Baner!

18

✂ 15 351 (US8) ►Alferne dandse med Piger smaa
I deiligste Vang og Vænge,
Kongen og Dronningen see derpaa,
For Magen der saaes ei længe;
►Jetter giøre vel ►og et Hop,
Men ►Thor med sin Hammer ►vinker op
►Spurve i Trane-Dandsen!

19

✂ Billedlig ►saa i det gamle Nord
Sig speiler med Lyst det Unge,
Billedligt er ►og alt Stort paa Jord,
Som Ordet paa Skjaldens Tunge!
Billed-Sproget er dobbelt sandt,
Og tænker end ►Thrym, det er kun Tant,
►Thor siger: løft kun Sløret!

20

✂ ►Asamaal, det er den gyldne Bro,
Som ►Spiller i Regnbu-Farver,
Kun hvem der deler den gamle Tro,
Er Ætten, som Glandsen arver;
Skjalde-Troen paa ►Gudhjem grøn
Gav Søstrene ni den bolde Søn:
►Heimdal paa ►Himmelbjerget!

21

✂ Han er en Kæmpe af ►Vane-Æt,
Opfostret ved ►Mimers Kilde,
►Broen han vogter og bli'r ei træt,
Ham kysse hans Mødre milde;
267 (PS6) ►Gjaller-Hornet er i hans Haand,
Han ►leger derpaa med Liv og Aand,
►Dandser, I ►Rosens-Blommer!

✂ N. F. S. Grundtvig.

---