Grundtvig, N. F. S. Til mine to Sønner Aabent Brev til mine Börn

Sanddruhed i ét og alt

✂ Rimbrevet indledes med en opfordring til sønnerne om at lytte til faderens “Alvors-Tale” (l. 5), ikke blot på dagen “i Dag” (l. 6), men også når Grundtvig engang er borte. De tre næste afsnit (l. 17-148) er meget teologiske i deres indhold. Denne del af teksten er ligefrem blevet omtalt som Grundtvigs teologi “i prægnant sammendrag” (►Thaning 1963, s. 615). Grundtvig tager udgangspunkt i modsætningen mellem sandhed og falskhed. Falskhed er der meget af i verdens “Kløgt og Skin” (l. 20), men den ultimative fjende er “den Onde” (l. 43), “Mørkets Fyrste, Løgnens Aand” (l. 48). Det gælder om at stå ham og verden imod ved at forblive sanddru i pagten, dvs. dåbspagten (l. 45). Det er ikke tilstrækkeligt at tilslutte sig sanddruheden “i Munden”; man må tilslutte sig Guds sandhed i “Hjertegrunden” (l. 25-27). Sanddruheden er den sunde kerne i livet og roden til al dyd og dåd (l. 29-30), hvilket Grundtvig udtrykker i de linjer, som siden er blevet så kendte:

✂

✂ Sanddru Hedning, Tyrk og Jøde,
Dem har Gud i Grunden kiær,
Hader fremfor Alt de Søde,
Som paa Skrømt Ham træde nær! (l. 33-36).

✂ Linjerne udtrykker den åndsfrihed og trosfrihed, Grundtvig havde gjort sig til talsmand for i løbet af 1830'erne. Menneskene var fri til at dyrke den religion, de hver især fandt sand. Tilhængere af den mosaiske anskuelse (jøder, kristne, muslimer og naturforskere af ånd) havde meget til fælles og burde uden problemer kunne sameksistere. Det afgørende i den enkeltes gudsrelation var, om man var virkelig sandhedssøgende eller blot dyrkede sin religion på skrømt eller af vane.

Mennesket og skaberværket

✂ Afsnit fire (l. 61-148) handler om den teologiske antropologi, dvs. læren om mennesket som skabt i Guds billede og sidenhen faldet. Grundtvig slår fast, at Gud har skabt mennesket godt (l. 81-82). I sin art er menneskene “Jordens Guder” (l. 113), og menneskenaturen skal æres i et og alt (l. 118), men mennesket er også faldet, ramt af synd og død. Mennesket skal ikke tro, det selv kan rette op på sin tilstand, det kan ikke omskabe sig selv. Grundtvig polemiserer mod dem, der forsøger: “Skabe-Konst og Skabe-Fagter / Er kun Abespil og Synd” (l. 79-80). Mennesket skal ikke med sin kløgt prøve at forbedre Guds værk, det vil føre en masse ulykker med sig (l. 129-148).

Folket og den naturlige oplysning

✂ I afsnit fem (l. 149-212) udfolder Grundtvig sit nordiske program. Han fremhæver fædrenes ånd (l. 16, 176 og 193) og modersmålet (l. 176, 186 og 194) og revser det danske folk for ikke at have sans for landets historie og sprog:

✂

✂ Folket er endnu forblindet
Kiender ei sin egen Tarv
Har bortsovet Oldtids-Mindet
Skatter ei sin rige Arv;
Blændværks-Timen er dog omme
Folk i Nord maae vaagne brat
Lystes ved at ihukomme
Dagen før den lange Nat (l. 177-184).

✂ Folkets forblindelse havde Grundtvig skrevet om tidligere på året i et prøveforedrag til foredragsforeningen Danske Samfund den 23. april 1839, publiceret i ►Brage og Idun, bind 1, s. 453-461. Her giver han udtryk for, at danskerne må have været forheksede, siden de gennem længere tid har foretrukket det fremmede frem for det danske. Det er nu på tide, at folket får øjnene op for sin egen rige arv i form af blandt andet folkeviserne. Grundtvig ville have danskerne til at forstå, at de i grunden er “de Selvsamme, som for tusind og totusind Aar siden” (►Grundtvig 1839, s. 457; se teksten her).

✂ 👤Ejvind Larsen har påpeget, at der er noget modsigelsesfyldt ved Grundtvigs syn på folket i 1830'erne. Han dyrkede i høj grad folket og folkeånden, men fandt også jævnligt anledning til at skose folket, og i rimbrevet til sønnerne kan vi se, hvordan stemningen skifter inden for én og samme tekst. Først kalder Grundtvig folket “forblindet” (l. 177), men kort efter peger han på, at nye bedrifter skal udspringe af, hvad der findes i folkets gamle skrifter og i “Folkemunden” (l. 205-212; ►Larsen 1983, s. 49).

✂ I det nordiske program, som skitseres, ligger der, som i mange andre af Grundtvigs tekster, en polemik mod “Romer-Aaget” (l. 195), dvs. latinskolen med dens udenadslære, som Grundtvig fandt åndløs, unaturlig og skadelig. Grundtvig understreger, hvor vigtigt det er, at læring sker af lyst: “Immer Lysten driver Værket, / Elsker hvad I vil forstaae!” (l. 39 f.) og senere: “Vider da, at Livet truer / Alt hvad læres med Ulyst, Al den Kløgt ei Barnet huer / Som os leger dybt i Bryst” (l. 169-172). Det var en af hans pædagogiske kongstanker, at undervisning ikke skulle foregå som dræbende udenadslære og opremsning, men som en levende vekselvirkning formidlet på modersmålet. Oplysningen skulle desuden være “læmpelig”, hvilket vil sige, at den skulle knytte til ved og fremelske den eksisterende natur hos folket og det enkelte menneske (►Bugge 1965, s. 310-314).

Kampen for fred og frihed

✂ Det lange afsnit seks (l. 213-332) er noget strammere struktureret end den øvrige del af rimbrevet. Linjen “Fred og Frihed, Lys og Læmpe” med den fyndige parvise allitteration går igen i alt tre gange (l. 225, l. 253 og 271). Tredje gang bliver de fire begreber efterfølgende uddybet i hver fire verslinjer: Fred (l. 281-284), frihed (l. 285-288), lys (l. 289-292) og lempe (l. 193-296). Grundtvig skildrer, hvordan fred og frihed er “Tidens Løsen” (l. 226), men er det på en falsk og hyklerisk måde. Tiden modsiger grundlæggende sig selv. Man vil holde fred, men fører samtidig krig mod sandheden, dvs. kristendommen (l. 234); man vil være fri for tyranni, men selv være tyran osv. Grundtvig er dog enig i, at fred og frihed er tidens behov (l. 253 f.), men man skal forstå begrebet frihed på den rigtige måde. Friheden er for det første ikke noget, man får forærende, den skal derimod tilkæmpes, og freden kommer man heller ikke sovende til (l. 253-260). For det andet er friheden aldrig noget, som man kan nyde alene, men den frihed, man ønsker for sig selv, må man også lade gælde for andre (l. 261 f.). Og for det tredje må friheden aldrig bruges til at skade andre (l. 285-288).

Et praktisk råd

✂ Grundtvig afslutter sit rimbrev med at opfordre sønnerne til at lægge deres fremtidige løbebane i Guds hånd (l. 306). Ingen ved endnu, om deres kald er at lade deres stemme høre i kirken eller skolen, men uanset hvad, har han et enkelt godt råd til dem. De skal huske på Bibelens ord om, at man skal spise sit brød i sit ansigts sved (►1 Mos 3,19). Sønnerne skal med andre ord bruge deres sunde legemer til fysisk arbejde. Det hårde arbejde vil virke som en modgift mod lediggang og “Bogorme-Syge”! (l. 323).

✂ Til allersidst vender Grundtvig tilbage til tanken om menneskets værdighed og beder sønnerne lægge sig på sinde, hvad der er livets største opgave:

✂

✂ Menneske i Alt at være
Og skiøndt Støv, i Aanden stærk
Gud i Mennesket at ære
Som vor Skabers Mesterværk! (l. 329-332).

“Fred og Frihed, Lys og Læmpe”

✂ Et uddrag på 28 verslinjer (l. 225-228, 253-256 og 281-300), sammensat til syv firelinjede strofer med førstelinjen “Fred og Frihed, Lys og Læmpe”, blev optaget i 13. udgave af ►Højskolesangbogen (1939) som nr. 274. Sangen blev ikke genoptrykt siden (►Dam 1992, s. 70, se også ►Bibliografien, bind 4, s. 61).

“Folket er endnu forblindet”

✂ I 1970'erne fik Grundtvig en renæssance på den politiske venstrefløj, og i 1972 – året for folkeafstemningen om EF – dannede 👤Ejvind Larsen sangen “Folket er endnu forblindet” ved at uddrage en række verslinjer af “Til mine to Sønner” (samme år udkom i øvrigt 👤Ebbe Kløvedal Reichs populære biografi ►Frederik. En folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv). “Folket er endnu forblindet” består af i alt 16 firelinjede strofer, som er hentet forskellige steder i det lange rimbrev. Nærmere bestemt udgøres sangen af linjerne 177-184, 33-40, 69-72, 205-208, 193-196, 253-256, 281-288, 293-296, 313-316, 321-324 og 329-332. 👤Larsen har på sin vis dannet en helt ny tekst, idet den personlige henvendelse til sønnerne er udeladt, og sangen i stedet fremstår som en opsang til folket, som skal huske på oldtidens bedrifter, værdsætte sin rige arv og vågne op til dåd. “Folket er endnu forblindet” blev optaget i den 17. udgave af ►Højskolesangbogen (1989) som nr. 460. I den 18. udgave (2006) er den optaget som nr. 181. Her er de oprindelige 16 strofer slået sammen til otte.

Det jævne liv efter naturens orden

✂ Brevet begynder med, at Grundtvig spørger sig selv, hvad han egentlig ønsker for sine børn under deres opvækst (l. 5-16). Denne skildring flyder over i en beskrivelse af hans egen barndom i Udby (l. 17-24). Grundtvig kommer efterhånden frem til, at han ikke ønsker noget af det “Glimrende” (l. 25), dvs. det prangende og tomme, som verden tilbeder. I opposition til verdens glimmer formulerer han, hvad det er for et liv, han ønsker for hele sin slægt:

✂

✂ Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord,
Som det, jeg vilde ei med Kongers bytte,
Opklaret Gang i ædle Fædres Spor,
Med lige Værdighed i Borg og Hytte,
Med Öiet, som det skabdes, himmelvendt,
Lysvaagent for alt Skiönt og Stort herneden,
Men, med de dybe Længsler vel bekiendt,
Kun fyldestgjort af Glands fra Evigheden (l. 33-40).

✂ Med et “jævnt” liv menes ikke et middelmådigt liv, men et ligefremt og naturligt liv. For Grundtvig bestod lykken i, at livet følger “Naturens Orden” (l. 48), dvs. at menneskelivet i lighed med naturens årstider gennemlever de fire menneskealdre med hver deres velsignelse (l. 49-52): Barndommen (forårets friske spire), ungdommen (sommerens blomsterflor), manddommen (efterårets modenhed) og alderdommen (vinterens høst).

Den sorte skole

✂ Grundtvig ser med vemod på de små gutter, som skal gå i tidens skole, “den sorte Skole” (l. 70). Denne skolegang beskrives som et væddeløb med døden (l. 55-56). Sender man gutterne i den sorte skole, ofrer man dem til grammatikken og den sikre død (l. 83-84). Eleverne bliver i denne skole med dens udenadslære og døde sprog frarøvet både sommer og efterår. De kommer til at gå direkte fra barndom til (åndelig) alderdom og død (l. 67-68). Grundtvig mener modsat, at undervisningen i skolen bør respektere naturens orden, dvs. følge barnets naturlige udvikling. De større hovedbrud hører den mere modne alder til og må ikke presses ned over barnet. Det ville være det samme som at “indpode døden selv i børnene ” (►Bugge 1983, s. 219). Temaet “Naturens Orden” udfolder Grundtvig bredere i første hovedafsnit af Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838), se teksten her.

Grundtvigs visioner

✂ Som modsætning til den sorte skole, vil Grundtvig udvikle en skole for livet. Han taler i rimbrevet om “Den Livets Skole”, han har “tryglet Jordens Guder”, dvs. kongerne, om at bygge (l. 121 f.) og henviser dermed til sine mange højskoleskrifter fra slutningen af 1830'erne, hvori han opfordrede til, at man lod opføre en højskole i Sorø, se mere i indledningen til Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838). Slægten har imidlertid indtil nu været “stokblind” (l. 94). Den har blot smilet ad Grundtvigs forskellige visioner om livets skole og genopvækkelsen af nordens ånd, men Grundtvig er sikker på, at hans visioner nok skal blive til virkelighed en dag. Mens han venter på denne “Lysets Atterdag” (l. 129), håber han, at sønnerne vil følge i hans spor og vise, at de har en bedre smag end den latinske, nemlig “Det Gamle Nordens Smag for Stort og Sandt” (l. 135).