Form og indhold
✂ “Til mine to Sønner” kan karakteriseres som et personligt rimbrev. Det er en henvendelse fra Grundtvig til sønnerne med en direkte og højtidelig tiltale af dem i første linje. Rimbrevet forener den personlige henvendelse med et bredt spektrum af temaer. Det er associativt i stilen, hvilket er kendetegnende for genren, og det er holdt i en didaktisk, faderligt formanende tone, som kan minde om tilsvarende rimbreve fra barokkens tid, fx 👤Jørgen Sorterups “Dydens Enge og Lastens brede Vej” (om Grundtvigs rimbreve og rimbrevet som genre, se ►Albeck 1971 og ►Sunesen 2014; om barokkens moralske læredigte, se ►Thomsen 1971, s. 165-171). Rimbrevet “Til mine to Sønner” består af 332 verslinjer. Der er tale om stikisk, dvs. fortløbende, ikke strofeopdelt, digtning med et firefods trokæisk versemål. Der er krydsrim hele vejen gennem rimbrevet (abab: a ♀, b ♂). I manuskriptet er teksten inddelt i seks afsnit af varierende længde, men det er også muligt at læse teksten som et digt på 83 strofer à 4 verslinjer (►Dam 1992, s. 66).
Sanddruhed i ét og alt
✂ Rimbrevet indledes med en opfordring til sønnerne om at lytte til faderens “Alvors-Tale” (l. 5), ikke blot på dagen “i Dag” (l. 6), men også når Grundtvig engang er borte. De tre næste afsnit (l. 17-148) er meget teologiske i deres indhold. Denne del af teksten er ligefrem blevet omtalt som Grundtvigs teologi “i prægnant sammendrag” (►Thaning 1963, s. 615). Grundtvig tager udgangspunkt i modsætningen mellem sandhed og falskhed. Falskhed er der meget af i verdens “Kløgt og Skin” (l. 20), men den ultimative fjende er “den Onde” (l. 43), “Mørkets Fyrste, Løgnens Aand” (l. 48). Det gælder om at stå ham og verden imod ved at forblive sanddru i pagten, dvs. dåbspagten (l. 45). Det er ikke tilstrækkeligt at tilslutte sig sanddruheden “i Munden”; man må tilslutte sig Guds sandhed i “Hjertegrunden” (l. 25-27). Sanddruheden er den sunde kerne i livet og roden til al dyd og dåd (l. 29-30), hvilket Grundtvig udtrykker i de linjer, som siden er blevet så kendte:
✂
Sanddru Hedning, Tyrk og Jøde,
Dem har Gud i Grunden kiær,
Hader fremfor Alt de Søde,
Som paa Skrømt Ham træde nær! (l. 33-36).
✂ Linjerne udtrykker den åndsfrihed og trosfrihed, Grundtvig havde gjort sig til talsmand for i løbet af 1830'erne. Menneskene var fri til at dyrke den religion, de hver især fandt sand. Tilhængere af den mosaiske anskuelse (jøder, kristne, muslimer og naturforskere af ånd) havde meget til fælles og burde uden problemer kunne sameksistere. Det afgørende i den enkeltes gudsrelation var, om man var virkelig sandhedssøgende eller blot dyrkede sin religion på skrømt eller af vane.
Mennesket og skaberværket
✂ Afsnit fire (l. 61-148) handler om den teologiske antropologi, dvs. læren om mennesket som skabt i Guds billede og sidenhen faldet. Grundtvig slår fast, at Gud har skabt mennesket godt (l. 81-82). I sin art er menneskene “Jordens Guder” (l. 113), og menneskenaturen skal æres i et og alt (l. 118), men mennesket er også faldet, ramt af synd og død. Mennesket skal ikke tro, det selv kan rette op på sin tilstand, det kan ikke omskabe sig selv. Grundtvig polemiserer mod dem, der forsøger: “Skabe-Konst og Skabe-Fagter / Er kun Abespil og Synd” (l. 79-80). Mennesket skal ikke med sin kløgt prøve at forbedre Guds værk, det vil føre en masse ulykker med sig (l. 129-148).
Folket og den naturlige oplysning
✂ I afsnit fem (l. 149-212) udfolder Grundtvig sit nordiske program. Han fremhæver fædrenes ånd (l. 16, 176 og 193) og modersmålet (l. 176, 186 og 194) og revser det danske folk for ikke at have sans for landets historie og sprog:
✂
Folket er endnu forblindet
Kiender ei sin egen Tarv
Har bortsovet Oldtids-Mindet
Skatter ei sin rige Arv;
Blændværks-Timen er dog omme
Folk i Nord maae vaagne brat
Lystes ved at ihukomme
Dagen før den lange Nat (l. 177-184).
✂ Folkets forblindelse havde Grundtvig skrevet om tidligere på året i et prøveforedrag til foredragsforeningen Danske Samfund den 23. april 1839, publiceret i ►Brage og Idun, bind 1, s. 453-461. Her giver han udtryk for, at danskerne må have været forheksede, siden de gennem længere tid har foretrukket det fremmede frem for det danske. Det er nu på tide, at folket får øjnene op for sin egen rige arv i form af blandt andet folkeviserne. Grundtvig ville have danskerne til at forstå, at de i grunden er “de Selvsamme, som for tusind og totusind Aar siden” (►Grundtvig 1839, s. 457; se teksten her).
✂ 👤Ejvind Larsen har påpeget, at der er noget modsigelsesfyldt ved Grundtvigs syn på folket i 1830'erne. Han dyrkede i høj grad folket og folkeånden, men fandt også jævnligt anledning til at skose folket, og i rimbrevet til sønnerne kan vi se, hvordan stemningen skifter inden for én og samme tekst. Først kalder Grundtvig folket “forblindet” (l. 177), men kort efter peger han på, at nye bedrifter skal udspringe af, hvad der findes i folkets gamle skrifter og i “Folkemunden” (l. 205-212; ►Larsen 1983, s. 49).
*👤Ejvind Larsen trækker desuden en parallel mellem Grundtvigs begreb om forblindelse og 👤Karl Marx' fremmedgørelsesbegreb. Hos både Grundtvig og 👤Marx er der tale om, at det er de forblindedes hhv. de fremmedgjortes egen opgave at sætte sig selv fri. Folket skulle ikke overtage en særligt kvalificeret elites åndelige budskaber, men myndiggørelsen måtte komme nedefra (se ►Larsen 1974, s. 11-15).✂ I det nordiske program, som skitseres, ligger der, som i mange andre af Grundtvigs tekster, en polemik mod “Romer-Aaget” (l. 195), dvs. latinskolen med dens udenadslære, som Grundtvig fandt åndløs, unaturlig og skadelig. Grundtvig understreger, hvor vigtigt det er, at læring sker af lyst: “Immer Lysten driver Værket, / Elsker hvad I vil forstaae!” (l. 39 f.) og senere: “Vider da, at Livet truer / Alt hvad læres med Ulyst, Al den Kløgt ei Barnet huer / Som os leger dybt i Bryst” (l. 169-172). Det var en af hans pædagogiske kongstanker, at undervisning ikke skulle foregå som dræbende udenadslære og opremsning, men som en levende vekselvirkning formidlet på modersmålet. Oplysningen skulle desuden være “læmpelig”, hvilket vil sige, at den skulle knytte til ved og fremelske den eksisterende natur hos folket og det enkelte menneske (►Bugge 1965, s. 310-314).
Kampen for fred og frihed
✂ Det lange afsnit seks (l. 213-332) er noget strammere struktureret end den øvrige del af rimbrevet. Linjen “Fred og Frihed, Lys og Læmpe” med den fyndige parvise allitteration går igen i alt tre gange (l. 225, l. 253 og 271). Tredje gang bliver de fire begreber efterfølgende uddybet i hver fire verslinjer: Fred (l. 281-284), frihed (l. 285-288), lys (l. 289-292) og lempe (l. 193-296). Grundtvig skildrer, hvordan fred og frihed er “Tidens Løsen” (l. 226), men er det på en falsk og hyklerisk måde. Tiden modsiger grundlæggende sig selv. Man vil holde fred, men fører samtidig krig mod sandheden, dvs. kristendommen (l. 234); man vil være fri for tyranni, men selv være tyran osv. Grundtvig er dog enig i, at fred og frihed er tidens behov (l. 253 f.), men man skal forstå begrebet frihed på den rigtige måde. Friheden er for det første ikke noget, man får forærende, den skal derimod tilkæmpes, og freden kommer man heller ikke sovende til (l. 253-260). For det andet er friheden aldrig noget, som man kan nyde alene, men den frihed, man ønsker for sig selv, må man også lade gælde for andre (l. 261 f.). Og for det tredje må friheden aldrig bruges til at skade andre (l. 285-288).
Et praktisk råd
✂ Grundtvig afslutter sit rimbrev med at opfordre sønnerne til at lægge deres fremtidige løbebane i Guds hånd (l. 306). Ingen ved endnu, om deres kald er at lade deres stemme høre i kirken eller skolen, men uanset hvad, har han et enkelt godt råd til dem. De skal huske på Bibelens ord om, at man skal spise sit brød i sit ansigts sved (►1 Mos 3,19). Sønnerne skal med andre ord bruge deres sunde legemer til fysisk arbejde. Det hårde arbejde vil virke som en modgift mod lediggang og “Bogorme-Syge”! (l. 323).
✂ Til allersidst vender Grundtvig tilbage til tanken om menneskets værdighed og beder sønnerne lægge sig på sinde, hvad der er livets største opgave:
✂
Menneske i Alt at være
Og skiøndt Støv, i Aanden stærk
Gud i Mennesket at ære
Som vor Skabers Mesterværk! (l. 329-332).