Grundtvig, N. F. S. Det Danske Samfund

414

Det Danske Samfund.


Et nyt Selskab under dette Navn har valgt mig til Formand, og det er da ikke meer end billigt, at jeg vælger det til Gienstand for min næste Betragtning; thi den ene Artighed er den anden værd; men om vi hermed giöre hinanden nogen Ære, det er et andet Spörgsmaal, der naturligviis beroer paa, om vort Haab gaaer i Opfyldelse, saa Selskabet udretter Noget, der er værdt at nævne, og jeg tager virksom Deel deri? Det kunde derfor vel synes, som vi gjorde klogest i at tie med hinanden, til vi havde gjort Noget, det var Umagen værdt at tale om; men Skrift og Taushed er ogsaa langt fra at udelukke, da de meget mere venlig omfavne hinanden, hvorfor Man ogsaa skriver tykke Böger om tusinde Ting, som Man i en levende Samtale aldrig kunde faae en Lyd om over sine Læber. Dette maa tjene til Undskyldning for min tidlige Skrift om det nyfödte Selskab, hvis den behöver nogen; men da jeg aldrig har seet Nogen giöre Undskyldning, fordi han i et Brev til udenbyes Venner og Bekiendte meldte Födselen af en Sön i sin nærmeste Familie, Navnet, han fik, og Forhaabningerne, der knytte sig til begge Dele, saa vil jeg i et lignende Tilfælde heller slet ingen giöre, men kun til Overflödighed bemærke, at Læseren slet ikke skal frygte for, jeg vil bebyrde ham med en Dagbog over Selskabets Barndom, fordi jeg omstændelig beretter dets Födsel, thi det veed jeg godt var som kiedsommelige Breve fra Ammestuen om hvor dei415lig den Lille pattede, og hvor klog han viste sig i Svöbet. Derimod tör jeg frit tillægge det “Danske Samfunds” levende Födsel en egen Mærkværdighed, da det i mine Tanker er en Sjeldenhed nuomstunder, at et Selskab kommer levende til Verden, og var dog önskeligt, det herefter maatte blive det Sædvanlige, da især dette Slags dödfödte Börn til ingen Verdens Nytte giör Folk endeel Uleilighed med langt Skriveri til Beviis paa, at Barnet virkelig var selvdödt, og at alle bekiendte Midler til at blæse Liv i det har været forgiæves. Det blev derfor i Aftes meget rigtig i Forbigaaende bemærket, at, imens Man i alle vore andre Selskaber indböd nye Medlemmer ved at vise dem Selskabets Love eller udgivne Skrifter, kunde Man kun her indbyde ved at sige: kom og see om du kan lide det Liv! Sagen er nemlig den, at da alle Folk gierne vil have velskabte Börn og, om det var muligt, faae dem fuldvoxne i et Öieblik, saa har Man i vore selvkloge Dage indbildt sig, at, skiöndt Man i det Enkelte maatte nöies med Börnene, som Himlen eller Naturen gav dem, og give Tid til de fra bittesmaae blev saa store, som det var dem beskikket, saa kunde Man dog i det Hele, ved Selskaber baade store og smaa, baade kirkelige, borgerlige og videnskabelige, faae Börnene baade saa velskabte og saa pludselig fuldvoxne, som Man önskede, naar Man blot brugde den Forsigtighed at faae dem ordenlig aftegnede paa Papiret, som Man vilde have dem, og læste flittig over dem. Man saae jo nok, Naturen krævede sin Ret, saa den Nyfödte blev kun en Dukke, som Forældrene og Fadderne havde ondt ved at slæbe frem engang eller to om Aaret, og som Efterslægten derfor skyndte sig at begrave, 416hvis Skabilkenet ikke i Arv eller Faddergave havde en lille Kapital, Man kun i dets Navn kunde trække Renter af; men immer tænkte Man dog, Döden kom kun af, man enten havde fortegnet Figuren, eller forsömt Læsningen, og vedblev indtil denne Dag at dreie sig i den samme Hexekreds.

At det nu ikke heller er min Fortjeneste, men Lykken bedre end Forstanden, det “Danske Samfund” skylder sin levende Födsel, kan jeg ikke bedre oplyse end ved at vise Læseren, hvordan jeg i Tankerne gik frugtsommelig med et Historisk Selskab, og jeg haaber, Livets Venner vil ikke fortryde Læsningen af mine Udkast, som blandt Andet vise, hvor bagvendt det er kun at tænke og skrive, hvor Man skulde tale og handle.