Grundtvig, N. F. S. Sang i Anledning af Hans Majestæt Kongens høie Fødselsdag den 28de Januar 1839

Anledning

Sang i Anledning af Hans Majestæt Kongens høie Fødselsdag den 28de Januar 1839 var, som titlen angiver, skrevet til 👤Frederik 6.s 71 års fødselsdag. Ifølge titelbladet blev sangen “Afsjungen af Drengene i Nyboders Skoler”, hvilket sandsynligvis sigter til skolerne i Gåsegade (nu Vildandegade) og Svanegade, som dengang fandtes i Nyboder. 👤Frederik 6. fejrede sine og dronningens fødselsdage ved at bespise børn på forskellige skoler (Lind 1882, s. 73; Larsen m.fl. 2013, s. 237). I Dagen blev fejringen i Nyboder 28. januar 1839 beskrevet således:

Hans Majestæt vor allernaadigste Konges 71de Fødselsdag var, som de lignende Fædrelandets kiere Festdage i mange Aar have været, en Glædesdag for de mange Sø-Etatens Børn, der ved Kongens faderlige Omsorg i gode Skoler nyde christelig Underviisning og dannes til virksomme og trofaste Borgere (Dagen 1839, sp. 1).

Det var her, Grundtvigs sang blev sunget af skoledrengene, som efterfølgende også udbragte et hurra for kongen (Dagen 1839, sp. 1).

Frederik 6.s skolelovgivning

👤Frederik 6. havde indført en skolelovgivning, som gjorde det muligt for de fleste børn at opnå skolegang i en lokal skole både på landet og i byerne. Han nedsatte i 1789 Den store Skolekommission, som i 1814 foranstaltede en skolereform. Reformen fastslog den undervisningspligt, som var blevet indført i 1739, og sikrede gratis og offentlig skolegang for børn af begge køn fra alderen 7 år og frem til konfirmationen. Det blev fastslået, at skolegang var “både en pligt og ret for alle” (Larsen m.fl. 2013, s. 350).

Kongen blev betragtet som hele landets fader, og i denne rolle ville han passe godt på “sine børn” (Larsen m.fl. 2013, s. 237). Han overværede bl.a. eksaminationer på skolerne og befalede, som beskrevet, at børnene fik et nærende måltid på hans fødselsdag. Det nationale sindelag, som kongen opelskede i skolerne, havde også til formål at støtte den enevældige styreform (Larsen m.fl. 2013, s. 249).