↩ At man ikke talte åbent om, hvordan slaget var forløbet, skyldtes, at 👤Frederik 6. var en enevældig konge, som ikke kunne kritiseres. Det var først efter kongens død senere på året i 1839, at man begyndte at vurdere slaget og kongens rolle heri på mindre gunstig vis (►Bjerg & Frantzen 2005, s. 241). Da Grundtvig året efter digtede om slaget igen, var sejren nu blevet franarret danskerne: “De vandt ikke glimrende Seier med Rov, / Og Lykken de lod sig fraliste, / Men vandt dog af arrigste Fiende det Lov [ros, lovprisning], / Fra dem var ei Seiren at vriste” (►Grundtvig 1840, strofe 6). Det var dog stadig myten om, at Danmark næsten havde overvundet verdens stærkeste sømagt, som blev fortalt.