↩ Der havde jo hele 1813 været Tale nok om, at Svensken vilde have 📌Norge; men hvem der ►brød sig noget om det, tænkte uden Tvivl som jeg: ja, lad ham tage det, om han kan! uden at det faldt os ind, 📌Norge skulde erobres i 📌Holsten. Først med December, da 👤Davoust kastede sig ind i 📌Hamburg, og Fjenden forfulgte vore Tropper til 📌Rendsborg, indtog 📌Glykstad og oversvømmede Landet lige op til 📌Kolding Aa, – da først mærkede vi, hvad Klokken var slaaet; men der havde lige siden Aarets Begyndelse og ►Pengeforandringen været en saadan Mismod og fortvivlet Ligegyldighed udbredt alle Vegne, at det var, saa vidt jeg véd, kun mellem Studenterne, især de jyske, det begyndte at brænde; men dèr var det ogsaa ramme Alvor: de havde virkelig Mod paa at gaa i Ilden for 📌Jyllands Ære og Fostbroderskabet med gamle 📌Norge; de vilde have 332mig med, og naar det gjaldt om at rejse den jyske ►Landstorm til 📌Norges Forsvar, kunde vel heller ingen være ivrigere end jeg. Det var i de første Dage af 1814, vi i Flokketal holdt Samlinger om den Sag paa 📌Ehlers' Kollegium; det var i alle Maader for silde taget og vilde uden Tvivl, naar det var lykkedes bedst, kun uden Gavn for 📌Norge kostet 📌Danmark mer, end det kunde undvære; men ligesom Majestæten erklærede os, at Studenternes Sindelag ved denne Lejlighed skulde han aldrig glemme, saaledes glemmer jeg heller aldrig de højtidelige Aftner i Kredsen af Ungersvende med Sind til det store Offer paa Fædrelandets Alter; thi saadanne Timer er i mine Øjne mange Aar værd; og skjønt det var langt fra, jeg derved fik ►fast Fod paa Katedret, har jeg dog immer fundet, det aldrig kunde bestiges under lykkeligere Varsler.