↩ Og nu begyndte jeg at komme med, ingenlunde for at gjøre 👤Øhlenschlæger Rangen stridig eller i det hele vinde en ►Digterkrans, – nej, 👤Øhlenschlæger var i mine Øjne, fra jeg saa’ hans ►Poetiske Skrifter, en Skjald, til hvis Skulder jeg knap kunde naa, og hvis Krans jeg ej engang havde Lyst til; – men det gamle 📌Norden, som han i ►Vavlunder og de ►Nordiske Digte paa Ørnevinger havde besøgt og med Falkesyn betragtet, det, følte jeg, var mit poetiske Hjem: en længe slumrende ►Kæmpetone fra Hedenold var under det høje Vaabengny og Skjaldekvad vaagnet hos mig og vilde have Ørenlyd, uden at lempe eller rette sig efter nogen af alle de ægte eller uægte Kunstens Regler, man efter de gamle Grækeres og Romeres Skrifter havde dannet sig. At nemlig disse Skrifter, hvor gode de end ellers kunde være, skulde være vore Idealer, og at 📌Nordens Myter og gamle Kvad skulde hos Nordboer vige for de fremmedes, det var i mine Øjne saa unaturlig en Fordom og saa urimeligt et Forlangende, at, 330behandlede jeg dem ikke ganske som ►Tor behandlede ►Jætterne, da var det kun, fordi jeg manglede Kraften eller dog Forstand paa at bruge den ret.