↩ Det var i Maj 1808, jeg atter kom til Hovedstaden, i mit fem og tyvende Aar, da Kraften er nær ved at være paa det højeste, og Haabet derfor naturlig har sine lyseste Øjeblikke, saa Modgang og Vanskeligheder ikke nedtrykke, men hæve og forædle os; og skjønt 📌Kjøbenhavn for en stor Del laa i Grus, var den dog i mine øjne anderledes dejlig, end da jeg efter mit Examens-Driveri forlod den. 327Som en ung Skribent, der gav Haab, fik jeg uden synderlig Umage en Plads paa 📌Valkendorfs Kollegium, og henlevede dèr, i dagligt Selskab med 👤Sibbern, med nys afdøde Professor 👤Hersleb i 📌Norge og et Par andre, to af de gladeste og stolteste, virksomste og lærerigste Aar i mit Liv. Hertil bidrog det betydelig, at jeg ved 👤Sibbern blev kjendt med ►Ørstederne og 👤Øhlenschlæger, og ved 👤Hersleb med Professorerne 👤Treschow, 👤Sverdrup og hele den norske Kreds, som den Gang var ►vor Højskoles Prydelse; men denne Kreds, saa vel som 👤Øhlenschlæger og hans Kreds, det var jo ogsaa danske Nyheder: Ytringer af det samme ny, kraftfulde Liv, der i Aarhundredets Begyndelse, gjennem 👤Steffens og 👤Thorvaldsen, med Haand og Mund havde bevidnet sin virkelige ►Tilværelse, og nu allerede i 📌Danmarks Hovedstad skabt sig udmærkede Kredse, hvor man ikke trængte til at fordrive Tiden med Kløver Es og Ruder Dame, men stræbte at drage al mulig Fordel af den, før den forsvandt, trængte ikke til Vinen, for at blive munter, men sprudlede selv ►trods den bedste til at opmuntre selv halvdøde Folk.