↩ At nu ogsaa i Engelskmændenes Øjne 📌Danmark var 📌Nordens ►Hovedmagt, det fik vi at føle baade 1801 og 1807; og forgik vi ikke i de Storme, kan vi umulig, ►næst vor gode Lykke, takke andre derfor end os selv; thi vel havde vi 1801 ►forbundne nok paa Papiret: baade Kejseren af 📌Rusland og Kongerne af 📌Prøjsen og 📌Sverrig; men ene maatte vi brydes med den Sømagt, der var beregnet paa hele 📌Norden; ingen hjalp os eller skjænkede os mindste Erstatning. Efter 1807 erklærede vel den russiske 👤Alexander højtidelig for hele 📌Evropa, at han aldrig skulde slutte Fred med 📌England, før 📌Danmark havde faaet fuld Erstatning; men hvor lidt man i 📌Petersborg sørgede over, at deres Flaade blev den eneste i 📌Østersøen, det kunde man vel selv slutte sig til; og da Kejser 👤Alexander 1812, under Rustningerne mod 👤Napoleon, lovede Svenskerne at skaffe dem 📌Norge, viste han blandt andet unægtelig, at han fandt, vi havde endnu ikke mistet nok.