↩ Helten i denne Vaudeville, 👤Claude Malet, var en afsat Brigadegeneral, henved 60 Aar gammel, der som en haardnakket Fjende ad Kejserdømmet havde siddet en Del Aar i Fængsel, men var nu for sin Helbreds Skyld forflyttet til et Sygehus, hvor han stødte sammen med en Abbé 👤Lafon, der ogsaa havde Lyst til at styrte Kejseren; og skjønt den ene var en Republikaner og den anden en Royalist, forenede [de] sig dog med Politibetjenten 👤Rateau, som skulde passe paa dem, om at gjøre Opstand Natten mellem den 22de og 23de Oktober, da man over i fjorten Dage ingen Efterretninger havde haft fra 📌Moskau. Man havde til den Ende fabrikeret en Proklamation om Kejserens Død og en Senats-Beslutning, hvorved 👤Napoleons Familie udeluktes fra Regeringen, og der indtil videre udnævntes fem Rigsforstandere, endelig Bestallinger til 👤Malet som Divisionsgeneral og Kommandant i 📌Paris og til et Par andre Arrestanter som Politimester og Politiminister. Efter alle disse Anstalter listede de sig ud, hvor de havde deres Uniformer, fik et Par Oberster for ►Nationalgarden til at marchere ud, befri 👤Lahorie og 👤Guidal og putte Politimesteren, Hr. 👤Pasquier (siden Minister under 👤Ludvig XVIII), og daværende Minister 👤Savary, Hertug af 📌Rovigo, i Hullet. Al Ting gik fortræffelig, undtagen ved ►Hovedvagten, hvor 👤Malet ved et Lykketræf, efter at have skudt paa General 👤Hullin, blev arresteret; og dermed var Spasen ude. Da man spurgte 👤Malet om hans medskyldige, sagde han: "Hvis det var lykkedes, hele 📌Frankrig, selv I, mine Dommere!" hvorpaa han ►selv femtende endnu samme Dag blev 315skudt. (👤Frochot, en Ven ad 👤Mirabeau, ►Maire af 📌Paris, gjorde Plads for det ny Regeringsraad.)