↩ Det var under den franske Revolution meget almindeligt at berømme den første romerske Konsul, 👤Junius Brutus, ikke blot fordi han, skjønt i Slægt med den sidste Konge, hjalp til at fordrive ham, men især fordi han, trods Naturens helligste Baand, selv dømte sine royalistiske Sønner fra Livet, hvad jeg dog, som i det hele mangler Sans for de romerske Dyder, kan hverken beundre eller berømme; men paa den anden Side har jeg allerede bekjendt, at 📌Frankrigs ►første Konsul synker dybt i mine Øjne fra det Øjeblik, han gjør sine Familie-Forhold ej blot til en Statssag, men til den Axe, hvorom han vilde nøde hele Verdens-Historien til at dreje sig.