↩ Uagtet vi da altid, for det mishandlede 📌Danmarks Skyld, hvis Ære har dobbelt Krav paa vor Omhu, maa rykke Kampen 1801 og Nederlaget 1807 tæt sammen, saa maa vi dog, for 📌Englands, for ►Billighedens og den historiske Sandheds Skyld, huske, at 📌England, baade som Dronning paa Havet og som et Palads bygt paa Verdens-Handel og tilsvarende ►Haandværker, var i den mest fortvivlede Stilling, man vel kan tænke sig. 👤Napoleon herskede nemlig 284ikke blot over 📌Frankrig, 📌Spanien, 📌Italien og 📌Holland, men i en ny Krig med 📌Østerrig havde han underkuet den eneste af de gamle Landmagter, der kunde maale sig med ham, og i den sidste Krig, nylig endt ved Tilsiter-Freden, havde han tilintetgjort 📌Prøjsen og vundet 📌Rusland for sin Plan: at tilintetgjøre 📌England. Ved sit berømte Berliner-Dekret havde 👤Napoleon erklæret 📌England i Blokadestand, saa ikke blot alle Fastlandets Havne skulde være lukkede for den engelske Handel og Søfart, men hvert Skib, der, med eller mod sin Vilje, havde været i en engelsk Havn eller ladt sig paa Søen visitere af engelske Krydsere, erklæredes for ►god Prise, medens han uophørlig truede Øen selv med en Landgang, der nu ikke længere kunde regnes til Umulighederne.