Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

Jeg vil saa meget mindre gaa i Rette med 👤Southey om hans Fordømmelse af 👤Napoleon, som den er fældet, mens man endnu gruede for ham; men naivt maa vi vist alle finde det, kun forklarligt af engelsk Storagtighed, at han forudsætter som en afgjort Sag, at 👤Nelson, naar han blot var kommen i Kast med Flaaden fra 📌Toulon, ikke blot nødvendig maatte slaaet den, men stækket Vingerne saaledes paa 👤Napoleon, at han skulde være som død og begraven; da det dog ikke blot var meget muligt, at 👤Nelson, der kun med Nød og næppe sejrede ved 📌Abukir, kunde tabt Slaget med den anderledes fuldstændige og velbemandede Flaade, og er i alt Fald højst rimeligt, at 👤Napoleon, hvis den franske Flaade var bleven slaaet undervejs, des snarere var kommen hjem igjen og [havde] taget fat, hvor han slap. Ynken over alt det Menneskeblod, der maatte strømme i 👤Napoleons følgende Krige, er nu vist nok heller ikke paa sit rette Sted i en Lovtale over 👤Nelson, der aldrig ænsede, hvor blodig han kjøbte sine Sejre, og alle Folk desuden maa dø én Gang; saa Sagen er kun, at man baade lever og dør for noget, der er Mennesket værdigt. Men saa meget er dog i mine Tanker sandt: at 👤Napoleon for sin egen og sit Eftermæles Skyld maatte ønsket, vel ikke at falde for 👤Nelson paa 📌Middelhavet, men at have faldet sejerrig ved Pyramiderne eller ved Staden med de hundrede Porte, før han gjorde sit syriske Tog, der ikke blot er en Skamplet, men, saa vidt jeg kan se, en Krebsgang, hvorved han forlod Oldtidens og det nittende Aarhundredes Heltebane, han saa lykkelig havde betraadt, for at vende tilbage til 👤Ludvig den fjortendes 244Aarhundrede, da man, uden at bryde sig om Eftermælet og det i Sandhed udødelige Navn, kun kæmpede for Marskalksstave, eller i det højeste for Septer og Krone i det nærværende Øjeblik.