↩ Dog, dette er ingenlunde min eneste Opmuntring; thi 6jeg kjender ingen større Opmuntring end Lysten, saa i den Forstand driver Lysten altid Værket, og Lyst til Tale om Fortiden maa jeg jo ►nødvendig have; thi hvem der har saa meget kjært i Fortiden som jeg: ikke blot mine egne Skrifter og mine nærmeste Frænders i Aanden, ikke blot mine Landsmænds og alle Nordboers, men hele Menneskeslægtens Storværker, som 238 (VU) jeg véd, uden levende Opfattelse er dødt og magtesløst, men kan ved den blive en Kilde til Lys, Opmuntring og Trøst for Millioner og har for mig været en saadan Kilde, der stod sin Prøve under megen Tørke, – hvem der har saa meget kjært i Fortiden, som han under Levnedsløbet stedse vandt kjærere, han maatte jo selv paa sin Dødsseng anstrænge sig for at give Historien det Vidnesbyrd, den i det mindste af ham har ærlig fortjent, og om muligt meddele de efterlevende den Gnist af himmelsk Ild og de Glimt af Verdenslyset, som det slet ikke nytter at tage med sig i Graven, hvor de hverken kan formindske Kulden eller fortynde Mørket, medens de oven Mulde dog kan begge Dele langt mer end man tror.