↩ Det nyttede nu vist nok hverken Dem eller mig med Flid at ►indledes i alle de Betænkeligheder, en halvgammel Mand med en særegen Betragtning af Menneske-Livet baade fordum, nu og herefter maa hjemsøges af, naar han 2tænker paa levende at forplante eller dog oplive og udvikle denne Betragtning, især hos sine yngre samtidige, der, efter Naturens Orden, dels selv skal udgjøre og dels udvikle den Efterslægt, Menneske-Aanden i ethvert af sine skrøbelige Redskaber maa kalde sit Haab og 235 (VU) sin Alderdoms Støtte. Det nytter nu ikke, siger jeg, med Flid at ►indledes i disse Betænkeligheder; men hvem der hjemsøges af dem kan ikke gaa dem forbi og maa følgelig se til at gjennemgaa dem, saa han bliver dem kvit; og saa sindrigt det end forekom mig, da jeg fordum hørte 👤Steffens med sine Tordenkiler bevise, at 👤Goethes 👤Werther maatte gaa til Grunde, for at Digteren kunde reddes, saa har jeg dog siden under Levnedsløbet mærket, det er ganske rigtig ens med alt, hvad der ►forknytter os, poetisk saa vel som prosaisk: faar det kun rigtig Luft, da letter det betydelig, og har Naturen nogen Kraft, da hjælper den sig selv, skjønt opgiven af Lægerne. Derfor, ►m. H., maa De tillade mig at gjennemgaa den Skærsild, jeg ikke kan undgaa, i det jeg først nu, først under graa Haar, skal føre Ordet om min Ungdoms Kjærlighed: først nu, da jeg selv er nær ved ganske at tilhøre den forbigangne Tid, prøve paa at være dens levende Vidne og Talsmand, at fremstille den for Efterslægten, der naturligvis ingen Lyst har til at opsøge den i Graven, hvor vi kun paa de gamle Dage forlige os med den i samme Grad som vi indtages og overvindes af den, som ►Tor sank i Knæ for ►den bedagede Matrone, han hos ►Udgaards Loke maatte brydes med.