XVII.
(Den 7de September.)
✂ Mine Herrer!
✂ Naar vi kalde ►Revolutions-Krigen, der egentlig varede fra 1792 til 1815, en af de store, uforglemmelige Verdens-Begivenheder, da behøve vi ikke at være bange for, Efterslægten skal smile ad vor Troskyldighed, eller sige, vi gjorde en Flue til en Elefant, som vi maa smile ad Fædrene, der tænkte, at ►Syvaarskrigen og 👤Friedrich den eneste havde Verden aldrig set Mage til. Nej, hvor delte end Meningerne har været og sagtens altid vil blive om Republikken og Kejserdømmet i 📌Paris, saa vil dog til Verdens Ende ej blot 👤Napoleon ligesom 👤Alexander kaldes den store, men Børnene lytte, naar den store Dødskamp fortælles, hvorunder 📌Frankrig baade først og sidst, og midt imellem: alle evropæiske Magter, baade smaa og store, maatte kæmpe for deres Tilværelse, saa der var næsten intet af de navnkundige Folk, der ►jo under det almindelige Jordskjælv fandt Grund til at istemme med ►Nyfrankerne:
✂
►Tyranniets de blodige Faner
Vaje over vort Fæderneland►,
✂ og der var slet intet Folk, som ►jo nødtes til at udraabe med dem:
199✂
►Kom, Kjærlighed til Fædres Land!
Gjør alle lunkne Hjærter varme!
Kom, Frihed, vær vor Høvedsmand!
Læg Kæmpe-Kraft i vore Arme!►
✂ Først var det vel kun 📌Frankrig, der omspændtes hartad af alle 📌Evropas Magter baade smaa og store, saa det syntes, som kun et Mirakel kunde frelse det fra at deles som et Bytte mellem 📌Prøjsen og 📌Østerrig, 📌Sardinien, 📌Spanien og 📌England, og saa kun afsindige ►Jakobinere kunde drømme om ►glimrende Sejre og Erobringer; men med Forbavselse saa’ man snart, det gik, som Frankerne sang:
✂
►Hør, Sejrens ►Dis! vor Heltestemme!
Kom, løft vort Banner højt i Sky!►
✂ 📌Tysklands og 📌Italiens ►mangfoldige Kroner, store og smaa, kom alle til at vakle, og det trefarvede Flag kom til at vaje, ej blot i 📌Rom og 📌Venedig, men ogsaa i 📌Madrid, i 📌Wien og 📌Berlin, i 📌Warschau og i 📌Moskov, ja, i de gamle ►Ptolemæers og Faraoners Land, i 📌Alexandrien og paa Pyramiderne, paa Gruset af 📌Memfis og 📌Thebe.
✂ Ja, det var en Krig, der, om den end ingen varig Forandring havde gjort i Verdens Tilstand, dog umulig kunde glemmes, saa længe Historiens fra Hedenold udkaarede Skueplads, omkring 📌Middelhavet og 📌Østersøen, ej er lagt øde. Men, naar man tænker, det har ikke stort at betyde med de Forandringer, det frankiske Jordskjælv og ildsprudende Bjærg har gjort i Verden, da tager man ►mærkelig fejl; thi vel er det kun Smaating i Verdenshistorien: enten Kongen i 📌Paris kalder sig Konge af 📌Frankrig og 📌Navarra eller de franskes Konge, enten han hedder 👤Henrik den femte eller 👤Ludvig Filip den eneste, og enten han nedstammer fra 👤Ludvig den fjortende eller fra hans Broder af 📌Orleans; men det er dog allerede noget: at 📌det hellige romerske Rige er blevet opløst, og det er dog igjen kun et synligt Billede paa Opløsningen af alle de utallige Baand, der enten ►alt fra Begyndelsen var unatur200lige, eller blev det dog ved den store Omskiftelse i Menneskelivet, der satte ►Middelalderen Grænser og udviklede en ny Tid, der nu begynder at forstaa sig selv.
✂ Ja, ►m. H., der gives vel endnu mange, der i vort halve Aarhundrede har, som 👤Napoleon sagde om ►Bourbonnerne, intet lært og intet glemt; men har vi holdt Øje med Tiden, da, hvad enten det behagede os eller ikke, har vi alle set Adel og Gejstlighed tabe hartad alt, hvad der fra ►Middelalderen var dem levnet, og set de staaende Hære og Politiet, der vilde afløse dem, med stærke Skridt gaa deres Undergang i Møde; og endelig har vi set den saa kaldte “►Nimbus”, hvori Pennen og Bogormevæsenet havde vidst at indhylle sig, aldeles forsvinde, hvorved den store Hemmelighed blev røbet: at hvad man tog for en dalende Guddom, var kun en opblæst Tomhed.
✂ Alt det har vi set, og har vi end des værre endnu ikke set ►Nyaarstiden gestalte sig hensigtsmæssig, til bedste for den Frihed, Virksomhed og Oplysning, som er dens Løsen, saa er det dog soleklart, der er i Verdenskrigens ►røde Hav befæstet ►et svælgende Dyb mellem det syttende og nittende Aarhundrede, saa det er umuligt, enten kirkelig, borgerlig eller videnskabelig at vende did tilbage. Om det saa end var en grænseløs ►Ørk, fuld af glubende Dyr, – fremad maa Folkene, og videre Menneskeslægten; saa hvem der vil staa stille, trædes under Fødder; der gives kun Valget mellem at følge den blinde Drift som uvane Dyr, eller med aabne Øjne, med Mands Mod og Hjærte og med det store Maal stadig for Øje, at holde Skridt med Tiden og anstrænge alle Kræfter, for til alle menneskelige Forhold at tilbagevinde den Ligevægt, de alle har tabt og kun kan finde i en ny, langsomt udviklet Tingenes Orden.
✂ (►Marseillaisen af 👤Rouget de l'Isle, f. 1760 mellem 📌Jura-Bjærgene, i 📌Lons-le-Saumer, Officer, fængslet i ►Rædselstiden, men dog levende til 1836. – At den ikke 201►skabte, men kun nærede, hvad den udtrykte, ser man ikke blot deraf, at Sværmeriet tabte sig, hvor den blev sungen, men ogsaa deraf, at Krigssange med store Ord fik man nok af, ogsaa hvor Modet fejlede. – ►Allons, enfants de la patrie!)
✂ 📌Prøjsen, 📌Østerrig og hele 📌det hellige romerske Rige, 📌England og 📌Holland, 📌Sardinien og 📌Spanien – udgjorde ►vist nok ikke noget nøje sammenhængende Forbund, men omringede dog Republikken med Fjender og syntes at maatte afskære den fra alle de ►Hjælpekilder, en stor og langvarig Krig udkrævede. Et Rige som 📌Frankrig, der strækker sig fra 📌Italien til 📌Holland og havde en Befolkning af i det mindste 25 Millioner, har saa at sige uudtømmelige ►Hjælpekilder i [sig] selv, naar det kun forstaar at ►holde til Raade med dem; og et Folk, der altid var ►kjært ad Krigen som det store Lykkespil og skikket til den som ærekjært, ►tarveligt og let bevægeligt, behøvede ikke engang at være beruset af Friheds-Drømme, for at slaas bedre end de Hære, man drev imod dem som Faar til Slagterbænken, [og som] kunde umulig vente noget Gavn af Frankernes Nederlag, men lettelig for meget af deres Sejre. Desuden herskede der i 📌Spanien og 📌Sardinien en saadan Dorskhed og Slaphed, som ej engang tillod dem at ytre mindste Kraft, da hele 📌Syden og 📌Vesten var i fuld Gjæring; 📌England, har vi allerede set, tog sig endnu slet ikke for Alvor af Kampen; og det var altsaa ene Prøjsere og Østerrigere, der krævede en kraftig Modstand, da de i Sommeren 92 med samlet Styrke rykkede ind i 📌Lothringen og truede [med] gjennem 📌Champagne at fare lige til 📌Paris og kvæle Republikken i Fødselen. Da var der ►vist nok ogsaa Skræk i 📌Paris, saa meget mere som endnu alle Generalerne var Adelsmænd, altsaa efter Øjeblikkets Tankegang Forrædere. En Gang havde man vel næsten glemt, 👤Lafayette var en Adelsmand, og ham ventede man ved Krigs-Erklæringen alle Haande Vidundere af; men 202han var nu erklæret fredløs som den skammeligste Forræder; thi efter 10de Avgust havde han ladet Kommissarierne, der sendtes til ham, fængsle, og da han ej turde stole paa sin Armé og ej vilde ►opgive Kongedømmet med Forfatningen af 91, var han rømt Landet 19de Avgust.
✂ Forskrækkelsen over de 80,000 Prøjsere og Østerrigere varede imidlertid ikke længe, thi 👤Dumouriez paatog sig at afløse 👤Lafayette og forsvarede Grænsen med Berømmelse. Hvordan han imidlertid næsten uden Sværdslag fik 📌Evropas berømteste Armé til at trække sig tilbage med uforrettet Sag, har altid haft noget saa hemmelighedsfuldt ved sig, at man gættede paa de ►urimeligste Ting, og sagde iblandt andet, at Kongen af 📌Prøjsen vist havde ladt sig bestikke med ►Rigsklenodierne, som ganske rigtig forsvandt en Nat i September, men næppe kom i saa høje Hænder. Samler man alt, nødes man ogsaa vist til at søge Hovedgrunden i en højere Styrelse, som ikke vilde have den frygtelige, men nødvendige og i Følgerne velgjørende ►Statsgjæring undertrykt, før den havde udraset; thi vel siger 👤Thiers, han kan prægtig forklare det hele af det lykkelige Indfald, 👤Dumouriez fik, med at besætte 📌Argonner-Skoven og forvandle dens snævre Pas til franske ►Thermopyler; men skjønt Indfaldet var godt nok, viser dog Kjendsgjerninger, at derved standsedes kun Prøjser-Hæren nogle Dage, og da den uden synderligt Tab slap igjennem dem, bliver Tilbagetoget lige besynderligt.
✂ Dette kan i det mindste 👤Thiers ikke nægte; thi ikke blot viser hans Fortælling det, men han siger det selv, som vi strax skal høre. Han fremstiller nemlig Sagen saaledes: 👤Dumouriez var i 📌Sedan, og Krigsraadet den 28de Avgust stemte for at trække sig tilbage over 📌Marnefloden, men ved et Blik paa Kortet fandt 👤Dumouriez, at kunde han ►forekomme Fjenden ved Snævringerne i 📌Argonner-Skoven imellem 📌Sedan og 📌Passavant, da var Spillet vundet. 203Dette lykkedes virkelig, og det forsinkede unægtelig Fjenden, som forgjæves prøvede at bryde igjennem; men den 15de September lykkedes det dog Prøjserne at bemægtige sig et af Passene (📌Croix-au-Bois); og nu var 👤Dumouriez ikke blot nødt til at trække sig tilbage fra de andre, men fandt sig afskaaren fra en stor Del af sin Hær, saa han havde kun 15,000 Mand, med 40,000 Prøjsere ►for sig og 25,000 Østerrigere bag sig, og maatte, naar Fjenden havde benyttet sin Stilling, enten nedlagt Vaabnene eller til ingen Nytte opofret sig. Imidlertid, Fjenden nølede, saa det lykkedes 👤Dumouriez at trække sig til 📌St. Menehould, hvor 👤Kellermann og flere stødte til ham, og han blev 35,000 Mand stærk; Fjenden kunde gaaet forbi ham til 📌Chalons og 📌Paris, men gjorde det ikke; 👤Hertugen af Brunsvig kanonerede 👤Kellermann til ingen Nytte den 20de September, gjorde et Par Gange Mine til at angribe ham med Bajonetten paa ►Møllebakken ved 📌Valmy, men besindede sig, og efter denne “Kanonade ved 📌Valmy” holdt man op med Fjendtlighederne og saa’ paa hinanden til den 28de, da Fjenden trak sig tilbage over Grænsen.
✂ Mærkeligt nok, at det netop var under Kanonaden ved 📌Valmy, ►National-Konventet traadte sammen og skabte Republikken, saa havde dennes Fødselsveer ej været stærkere i Staden end i ►Marken, maatte 📌Frankrig prist sig lykkelig.
✂ 👤Dumouriez, født i 📌Cambrai 1739, men stammende fra 📌Provence, havde allerede tjent i ►Syvaars-Krigen og siden flakket en Del om, men var ved Revolutionens Udbrud Kommandant i 📌Cherbourg. Skjønt allerede 50 Aar gammel, havde han dog stor Lyst til at spille en Rolle, erklærede sig for Friheden, men bejlede lige fuldt til Hoffets Yndest, blev Minister i 92 med 👤Roland og de andre ►Girondister, men styrtede dem snart og havde egentlig ►fordærvet det med alle Partier, saa det var kun i Nødsfald, ►Girondisterne, der ved 10de Avgust igjen var 204komne til Roret, betrode ham Rigets Forsvar. Da han imidlertid efter Kanonaden ved 📌Valmy kom til 📌Paris, for at aftale ►Indfaldet i 📌Belgien, som var hans Yndlingsplan, da 📌Frankrig efter hans Forestilling maatte søge sine naturlige Grænser saa vel i 📌Rhinen som i 📌Alperne og 📌Pyrenæerne, da blev han naturligvis mer og mindre smigret af alle Partier, men mindst af det Parti, han især havde smigret, nemlig ►Jakobinerne. Vel blev han ogsaa her stadselig modtagen af 👤Danton, som kun erindrede ham om, at Vejen til et ►glimrende Navn i Republikkens Historie var at lægge Kroner i Støvet for ►den røde Hue, som var hans gyldne Hovedsmykke; men allerede 👤Collot d'Herbois lod ham dog høre, at han med lidt vel meget fransk Galanteri havde fulgt Kongen af 📌Prøjsen til Dørs, og anbefalede ham 👤Themistokles' Exempel, som, da han maatte gaa i ►Landflygtighed hos Tyrannerne, heller faldt paa sit eget Sværd, end han vilde drage det mod Fædernelandet; og næppe havde 👤Dumouriez nydt sin tvetydige Triumf i Klubben, før 👤Marat kom farende som et vildt Dyr, forsikrede Brødrene, at 👤Dumouriez var ikke andet end en frafalden Aristokrat, anklagede ham for at [have] mishandlet republikanske Soldater, som blot havde knækket Halsen paa nogle ►Emigranter, og ►forlangte Følgeskab, for at kræve ham til Regnskab. Han fik da ogsaa strax to Ledsagere, 👤Bentabolle og Musketeren 👤Montaut-Maribon; men de fandt ikke Generalen hjemme, søgte ham i Skuespilhuset og fandt ham endelig hos Mademoiselle 👤Candeille, hvor Skuespillerne gav ham en prægtig Fest. ►Hvad 👤Marat ikke var arrig før, det blev han, da han saa’ alle de prægtige Ekvipager, saa’ en Æresvagt af ►Nationalgarder for Døren og selv ►Stadshauptmanden i 📌Paris, Brygger 👤Santerre fra 📌St. Antons-Forstaden, der dog ellers gjaldt for en rettroende ►Jakobiner; og man kan da i Forvejen vide, han ikke kunde blive formildet af Festens Helt; men hvordan denne modtog ham, derom er dog to 205Fortællinger. 👤Marat selv, som løb fnysende hjem, for at sætte Generalen i Gabestokken eller i ►Bladet, fortæller med al Gift og Galde, at han bragte Generalen i Knibe, saa han sagde: “Monsieur 👤Marat! De er alt for heftig, Dem kan jeg ikke komme til rette med”; men ellers fortæller man, hvad der klinger nok saa ►rimeligt, at 👤Dumouriez kun med et ondskabsfuldt Smil sagde: “Ja saa, saa det er Dem, der hedder 👤Marat!” maalte ham derpaa fra Taa til Top og vendte ham Ryggen.
✂ Dette var i Oktober 92, og i November begyndte 👤Dumouriez sit berømte belgiske Felttog med Sejren ved 📌Jemmapes, som gjorde ham til Herre over hele 📌Belgien eller, som det den Gang hed, de 📌østerrigske Nederlande, noget, der vel synes ubetydeligt for hvem der har fulgt 👤Napoleon, og det saa meget mere, som Erobringen tabtes igjen næste Foraar; men vi maa huske, at den Gang havde ingen fulgt 👤Napoleon, ja, den Gang fandt vist selv 👤Napoleon 👤Dumouriez' Plan kæmpemæssig og hans Bedrifter store; thi i det 18de Aarhundrede var man vant til at ►sælge sit Liv for fire Skilling og trættes selv med megen Blodsudgydelse om Kejserens Skjæg.
✂ 📌Jemmapes er en Landsby tæt ved 📌Mons eller Borgen i 📌Hennegau, hvor den Østerrigske General 👤Clerfayt, selv en Hennegauer, havde taget en ►fast Stilling, som 👤Dumouriez 6te November angreb, tabte mange Folk, men vandt dog Sejer ved Hjælp af 👤Ludvig Filip, nu de franskes Konge, og af sin Kammertjener 👤Baptiste Renard, og indtog nu hele 📌Belgien til 📌Maas, hvorover hele 📌Evropa højlig forundrede sig. I Februar 93 gjorde 👤Dumouriez sit ►Indfald i 📌Holland, men blev tagen i Ryggen af de allierede, maatte skynde sig tilbage til 📌Tirlemont og tabte Slaget ved 📌Neerwinden 18de Marts og gik nu paa Akkord med Fjenden om at trække sig tilbage, gaa til 📌Paris og ende Revolutionen. ►Der blev imidlertid intet af; thi Armeen faldt fra, en Bataillon under 👤Davoust skød paa 206ham, og han maatte flygte, svømmede over 📌Schelde ved 📌Condé (4de April) med ►de orleanske Prinser som Stab og sine ►to kvindelige Adjudanter Ferney fra 📌Mortagne, som han siden lod sulte i 📌Altona. Selv flakkede han om til sin Død, som først indtraf i 📌England 1823.
✂ En anden af Republikkens Generaler, Grev 👤Custine, havde i Oktober 92 ogsaa gjort stor Opsigt ved at overrumple 📌Speier og 📌Worms, 📌Mainz og 📌Frankfurt; men i Begyndelsen af 93 mistede han alt igjen, ►saa nær som 📌Mainz, der vel forsvarede sig kjækt under 👤Meunier, 👤Aubert-Dubayet og 👤Kléber, men maatte dog efter 3 Maaneder overgive sig 23de Juli 93. Garnisonen maatte ikke tjene et Aar mod Prøjserne og sendtes til 📌Vendé. – 👤Custine maatte bøde under Guillotinen i Avgust.
✂ Fem Dage efter, at Prøjserne havde faaet 📌Mainz, fik 👤Hertugen af York 📌Valentiennes; 📌Condé var allerede faldet. Huske vi nu, at netop paa denne Tid var 📌Lyon i fuldt Oprør, ►Vendeerne ►i Marken med en Hær paa 40,000 Mand, Spanierne og selv Sardinierne trængte frem, i Avgust besatte Englænderne 📌Toulon, [saa maa vi vel sige, at] havde Fjenderne blot nogenlunde i ►Sammenvirkning benyttet Øjeblikket, ser man ikke, der kunde været nogen Redning for 📌Paris og ►Jakobinerne efter ►Girondisternes Fald i Sommeren 93. [Men] 👤Hertugen af York gik hen at belejre 📌Dünkirchen, som Engelskmændene havde gammel Griskhed paa, og hver gik sine Veje med Søvnen i Øjnene, indtil i Oktober ►Vendeerne tabte Hovedslaget ved 📌Chollet, og 📌Lyon faldt, og i Norden traadte to ny Generaler frem, 👤Hoche og 👤Pichegru, som endnu inden Aarets Ende drev Prøjsere og Østerrigere tilbage over 📌Rhinen, medens ►Vendeerne fik ►Hjærtestødet ved 📌Savenay.
✂ Næste April fik 👤Pichegru Overkommandoen, og efter adskillige Nederlag vovede han dog at træde i 👤Dumouriez' Spor og gjøre et ►Indfald i 📌Belgien (Juni-September), som lykkedes langt over Forventning, saa de ►forbundne ikke 207blot maatte trække sig tilbage fra den franske Grænse, men overlade Franskmændene de 📌østerrigske Nederlande, hvorfra 👤Pichegru i Januar 95 gik paa Isen over 📌Waal og 📌Maas og holdt den 19de Januar sit Indtog i 📌Amsterdam, hvorpaa ►Statholderen indskibede sig med 👤Hertugen af York til 📌England.
✂ 👤Pichegru, født [1761] i 📌Arbois i 📌Franche-Comté og efter 👤Napoleons Beretning hans Kvartermester i 📌Brienne, var Underofficer ved Revolutionens Udbrud. Efter 👤Robespierres Fald og 📌Hollands Indtagelse blev 👤Pichegru mistænkt for at ►spille under Dække med ►Bourbonnerne og mistede sin Kommando strax efter ►Direktoriets Tiltrædelse, blev Medlem af ►Femhundredesraadet, men efter ►17de Fructidor deporteret til 📌Cayenne, hvorfra han undveg og kvaltes i 📌Paris 1804.
✂ En af 👤Pichegrus Medbejlere var 👤Jourdan (en ►Feltskærsøn fra 📌Limoges, f. 1762), men [han] blev kun navnkundig som andre Generaler af ét vundet Slag og ét endnu større tabt. Han havde ladt sig hverve i sin Ungdom ►paa 6 Aar, fik sin Afsked 84 og var Kjøbmand ved Revolutionens Udbrud, førte i 91 en Landeværns-Batallion til ►ⓘ Nordarmeen og steg i 93 til Overgeneral, men samlede ingen Lavrbær, førend i det Slag ved 📌Charleroix (►8de Messidor, 20de Juni 94), som blot til Forvirring kaldes Slaget ved 📌Fleurus, der ►bestemte de ►forbundne Hære til at trække sig tilbage og gav 👤Pichegru Lejlighed til at indtage 📌Belgien. Æren for denne Sejer har 👤Jourdan imidlertid mange at dele med; thi for det første var 👤St. Just ved Hæren og paaskyndte Overgivelsen af 📌Charleroix Aftenen forud, ved at sende Kommandantens Brev uaabnet tilbage med den korte Besked: “Det er ikke en Lap Papir, men Fæstningen, vi vil have”, og dernæst var Slaget ►aabenbar blevet tabt uden den ►udmærkede Tapperhed af 👤Kléber og 👤Marceau, vore Bekjendtere fra 📌Vendeen, som efter den alt for afgjørende Sejer ved 📌Savenay var forflyttede til ►Sambre- og Maas-Armeen; og da dette var den sidste 208berømte Sejer, 👤Marceau delte, vil vi med et Par Ord erindre hans Levnedsløb. Født i 📌Chartres 1769, var han ogsaa ved Revolutionens Udbrud afskediget Soldat og kom som Landeværnsofficer til 👤Lafayettes Armé, som han bidrog til at ►skille ham ved, kom siden til 📌Vendeen og blev efter 👤Lechelles Afsættelse Overgeneral af Navn, fordi hans gode Ven 👤Kléber vilde heller styre end have Ord derfor. I Slaget ved 📌Fleurus anførte han den højre Fløj og stod ved 📌Lambusart, hvor 👤Beaulieu sprængte hans Division; men med nogle faa Batallioner, 👤Marceau fik Samling paa, satte han sig dog fast i 📌Lambusart, for at forsvare sin Post til det yderste, og her kom egentlig Slaget til at staa, da han endnu betimelig blev forstærket af 👤Lefèvre og til sidst af 👤Jourdan selv, og sloges som midt i hede Helvede; thi der gik Ild baade i Barakkerne og i Kornmarkerne trindt om dem. Baade han og 👤Kléber vedblev saa at følge 👤Jourdan, til han blev slaaet ved 📌Würzburg (17de September 96) af den ny General, 👤Ærkehertug Karl, og ved denne Lejlighed faldt 👤Marceau (19de September) for en Tyroler-Kugle.
✂ 👤Moreau (fra 📌Morlaix i 📌Bretagne, født 1763), som havde tjent sig op under 👤Pichegru, begyndte vel ogsaa at gjøre Opsigt 96, først ved sin raske Fremgang i 📌Bayern og siden endnu mere ved sit Tilbagetog fra 📌Donau til 📌Rhin, som de krigskyndige ►belægge med stor Berømmelse. Det er imidlertid kun som Forspil til nye og varige Fremskridt, Historien sætter Pris selv paa de forsigtigste og heldigste Retraiter; og da de denne Gang udeblev, kan der i 96 slet ikke blive nogen Lavrbær-Krans til 👤Moreau. Selv 👤Erkehertug Karls (f. 1771) visnede ved Siden af 👤Napoleons, saa ingen tredje General kunde træffe et uheldigere Aar til at aabne sin Løbebane.
✂ (📌Preussen sluttede Fred i 📌Basel April 95. – 📌Toskana og 📌Spanien samme Aar. – 📌England, 📌Rusland og 📌Østerrig tilbage.)