XVI.
(Den 5te September.)
✂ Mine Herrer!
✂ ►Vendeernes ulykkelige Opstand tilskrives sædvanlig, selv af Royalisterne, Vankundighed og Overtro; og jeg tvivler ingenlunde paa, at ►jo begge Dele havde Part deri, saa hvis de havde kjendt Hoffet i 📌Versailles ret og været oplyste om ►Præsteherskabets sande Beskaffenhed, vilde de vist ikke kæmpet for dem; men intet beviser dog klarere, hvor pilraadden den ►gammel-franske Forfatning var, end at Prinser, Præster og Adelsmænd i deres Hjærte lo ad dem som Narre og Sværmere, der opofrede Liv og Blod for dem. Desuden, ►m. H., skal det siges højt i vore Dage, at man kun forraader Hjærteløshed eller dog uhyre Blindhed for Livet, naar man ikke ser, at alle virkelig store Opofrelser af, hvad der naturlig er alle Mennesker dyrebart, maa i Grunden udspringe af dybere Kilder og ædlere Bevæggrunde, end de kjende, der kalde det Oplysning og Fordomsfrihed: at glemme baade det forbigangne og det tilkommende over det nærværende Øjeblik, glemme baade Himmel og Jord over sin egen Smule Person og at regne sit indvortes for ingen Ting imod ordentlig Mad og Drikke, Klæder og Sko og ►visse Værelser. Derfor er ikke blot de Regeringer ►bedaarede, som, ved enten at gjøre Vold paa deres Undersaatters Hjærte og Samvittighed eller dog ved 187at lade haant derom, stræbe selv at udtørre de Kilder, hvoraf alle Opofrelser, følgelig al godvillig Lydighed og alt ►Borgerheld, udspringer; ikke alene de er ►bedaarede, men vi ►bedaare alle os selv, naar vi ved Kampe for ►Samvittighedsfrihed og Opofrelser af Kjærlighed oversé den ædle, dybe Grund og dvæle ved de ►Brøst og Mangler, der hænge selv ved det bedste i Støvet. Derfor siger Historien: Ære med deres ►Ihukommelse, som ►i Krattet og i Marsken, ved 📌Chollet, ved 📌Mons og ved 📌Savenay, i Tusendtal opofrede sig for, hvad der var deres Hjærte kjært og dyrebart, og for, hvad i deres Tanker baade det høje og det dybe, baade Himlen og Jorden krævede af dem! lige stor Ære med deres ►Ihukommelse, lige stor Skam med deres Bødler og Foragtere, ►enten de store, frivillige Slagtofre paa Kjærligheds Alter var kloge eller dumme, ►enten deres Tro for Resten var ret eller vrang! da det altid i Grunden er den sande Tro: at sætte det usynlige over det synlige og, naar det gjælder Hjærtet, ►give Hovedet til Pris.
✂ Ja, jeg siger det dristig, vis paa, at sand historisk Oplysning skal stadfæste og ►klare det: at ►Vendeerne var den eneste franske Krigshær, som viste Følelse for den virkelige, menneskelige Frihed og havde Mod til at stride og lide for den; thi ikke blot de Hære, der ved Frihed kun forstaar deres Frihed til at gjøre alt, hvad de vil: røve, plyndre, lemlæste eller slaa ihjel, ikke blot de er grumme Tyranner, men de er det ikke mindre, som med Ild og Sværd eller Baand og Lænker vil tvinge andre til at tænke og føle ligesom de, eller til at hykle en Følelse og Tænkemaade, de ikke har; og det er kun uhyre Blindhed, naar man ikke ser, det er lige saa tyrannisk at ville paanøde Folk, hvad man kalder Frihed og Oplysning, som hvad man kalder den eneste saliggjørende Tro; thi der er jo lige saa lidt nogen, der sætter sig imod, hvad han selv ansér for Frihed og Oplysning, som hvad han ansér for saliggjørende Tro; og hvad vi ansé for Slaveri og Blindhed, 188kan vi dog umulig, som ærlige Folk, modtage og ophøje som Frihed og Oplysning, umulig, naar vi har Mands Mod og Hjærte, se os paatvunget, uden at værge os derimod til det yderste. Derfor er det klart, at ikke blot i 📌Paris og ikke blot i ►Rædselstiden, men i det hele under den franske Revolution, bar man sig ad enten som udbrudte ►Slaver, der kalde det Nødværge at slaa alle dem ihjel, der mulig kunde gribe dem, eller som grumme Tyranner, der ej føle sig fri, uden naar alle andre er deres Trælle; kun ►Vendeerne viste, de havde den Følelse: at borgerlig Frihed ikke bestaar i at gjøre Ulykker og tyrannisere andre, men i at have Lov til, naar man ingen gjør Fortræd, i Fred at ►rygte sin Dont og følge sit Hjærtes Drift. – Hvad der ophidsede dem, var nemlig, som man véd, dels ►den ny Præsteed og især ►den ny Udskrivning; og begge Dele var unægtelig saa tyranniske, at naar ►Vendeerne ikke var lutter kristelige Halvguder, der foretrak Martyrkronen for alt jordisk, da maatte de nødvendig drage Sværdet for deres paa det ►ømmeste krænkede ►Borgerfrihed.
✂ Hvad nemlig ►den ny Borgered angaar, man afkrævede Præsterne, da kan det vel være tvivlsomt, hvor vidt vel oplyste kristelige Præster kunde gjøre den med en god Samvittighed, eller ikke, og jeg kjender ikke Sagen nøje nok, til derom at have nogen bestemt Mening; men dels maa man heller ikke gjøre det til Præsternes Borgerpligt at være mere oplyste, end de er, og dels kunde det meget godt være baade blot Fordom og selv ►Grillenfængeri eller Herskesyge, der hindrede Præsterne fra at aflægge ►den ny Borgered, uden at det paa mindste Maade forandrede ►Sagen mellem ►Vendeerne og deres parisiske Tyranner. Havde nemlig disse indskrænket sig til at tage Levebrødet fra ►de edsky Præster, da kunde det, om end baade haardt og dumt, ladt sig taale; men at forbyde dem Udøvelsen af deres Embede og at ville paatvinge Folk de Præster, som svor paa alt, hvad man forlangte, det var saa tyrannisk, 189at hvor man brød sig det mindste om Kirker og Præster, var det utaaleligt. Naar nemlig de Præster, ►Vendeerne kjendte, ærede og havde Tillid til, forsikrede dem, at de ej med god Samvittighed kunde gjøre ►den ny Ed, og naar de, heller end at gjøre den, opofrede Levebrød og ►Landefred, tit endog Liv og Blod, da maatte jo ►Vendeerne været lige saa vantro og ugudelige som 👤Hébert og 👤Chaumette, før de kunde slaa Haanden af deres gamle Præster og ombytte dem med deres ►Avindsmænd; saa om det ogsaa var nok saa ►rart og fornuftigt at være saa vantro og ugudelige, maatte man dog sét først at gjøre ►Vendeerne virkelig dertil, før man forlangte, de skulde opføre sig derefter.
✂ Om derfor ►Samvittigheds-Tvangen end havde været det eneste Indgreb i ►Vendeernes Borgerrettigheder, vilde dog Opstanden dermed været lovlig undskyldt, selv under en Regering, der vedkjendte sig Despoti, endsige da med en, der bestandig førte Frihed i Munden og højtidelig erklærede ►Samvittigheds-Frihed for en af de utabelige Menneske-Rettigheder. Hverken var imidlertid dette Tilfældet, ikke heller var Raseriet mod Præsterne det, der især vakte Opstanden, da vi meget mere se, at var [end] 👤Stofflet, som man siger, en Slave af sin Skriftefader Abbé 👤Barnier (siden under 👤Napoleon Biskop i 📌Orleans), saa var 👤Charette derimod en ►aabenbar Præstehader, og selv 👤Cathelineau, hvem ►Vendeerne dog for hans Fromhed kaldte ►Anjous Helgen, greb først til Vaaben ved ►Udskrivningen.
✂ Naar man derfor vil se ►Vendeer-Opstanden i sit rette Lys, da skal man fæste sin Opmærksomhed paa ►Udskrivningen, og dermed er den ►aabenbar borgerlig forsvaret. Var der nemlig end ikke meget uklart og forvirret i Talen om ►den almindelige Værnepligt alle Vegne, saa er det dog øjensynligt, at naar et Parti i Hovedstaden kuldkaster et Riges gamle Forfatning, halshugger Kongen, mishandler Adel og Gejstlighed og erklærer alle disses Venner dødeligt Had og aaben Fejde, da er det tyrannisk i højeste 190Grad at ville tvinge en Del af den gamle Forfatnings, Kongens, Adelens og Gejstlighedens Venner til at ►rykke i Marken med de andre og vove Liv og Blod for sine erklærede Fjender; og enten man bor ►inden Landets Grænser eller uden for, bliver Tyranniet det samme. Er man fej, da lader man sig vel ►udskrive og trække ved Haarene til Slagterbænken, i det Krysterhaab: maaské dog at hytte sit Skind; men er man kjæk, da vover man naturligvis heller sit Liv mod sine Fjender end i deres Tjeneste; og dermed er ►Vendeer-Krigen baade forklaret og forsvaret. Forgjæves var den heller ingenlunde; thi baade fandt man sig nødt til at lade ►Vendeerne beholde deres Præster, og de blev i det mindste fri for ►Udskrivningen, saa længe deres Tros og Tænkemaades aabenbare Fjender herskede i 📌Paris; saa hvis 📌Frankrig nogen Sinde virkelig bliver ►borgerlig gjenfødt, vil 📌Vendeen vist i alle Maader have den største Fortjeneste deraf.
✂ Vi komme nu til Landet ved 📌Garonne og langs ned til 📌Pyrenæerne, bekjendt under Navn af 📌Guienne, 📌Gascogne og 📌Navarre, fordum ►Vest-Goternes Sæde; og da vi véd, det var af 📌Garonne, ►Girondisterne førte Navn, og i dens Omegn, deres Anførere havde hjemme, saa kjende vi allerede dette Landskabs Deltagelse i Revolutionen og nødvendige Stilling i ►Rædselstiden; men om dette Parti, der udgik fra 📌Bordeaux, maa jeg dog se at ►klare Forestillingen lidt, da dets berømte ►Gaskonnader i vore Dage alle Vegne har noget meget fristende og er dog en Bygningskunst af Luftkasteller, der ikke blot maa komme Bygmestrene, men hvert Land, den blomstrer i, dyrt at staa.
✂ Vil man se et kort Udtog af det ►girondistiske System, da behøver man blot at læse et Brev, en af dem, 👤Garat fra 📌Bordeaux, den Gang Minister i 📌Neapel, skrev til 👤Napoleon paa hans ►Tog til 📌Ægypten, og hvori han beder Generalen om én eller to af de Øer, han erobrede, saa han kunde gjøre nye Experimenter med ►det borgerlige 191Selskab►: “for”, skrev Ministeren, “jeg har i mange Aar spekuleret paa, hvordan man skulde forbinde de store Egenskaber ved nogle af de gamles Statsforfatninger med de filosofiske Principper af de nye; saa jeg er aldeles overbevist om, at ►naar man kun har Magt og Myndighed, kan man tage Menneskeslægten som den er, og saa at sige skabe den rent om, saa der næppe blev Spor tilbage af Dumheden og alle dens Daarskaber." 👤Napoleon var naturligvis meget for klog til at indlade sig paa slige ►Fusentasterier; men ellers kunde jeg ønsket Monsieur 👤Garat en Ø med Ægyptere at forsøge sig paa, til han ligesom 👤Sancho Panza af Erfaring havde lært, at han duede lige saa lidt til at regere paa en Ø som paa Fastlandet. Som det imidlertid var med 👤Garat, var det med hele Partiet, kun at de bildte sig ind, man ogsaa paa Fastlandet, og selv naar Folk var blevet voxne, kunde skabe dem om med smukke Fraser og grundige Afhandlinger: en Indbildning, der naturligvis har hjemme i Latinskolen, hvor man, trods Aarhundreders modsigende Erfaring, haardnakket indbilder sig, man kan skabe saa mange ►Ciceroner og ►Demosthener, ►Aristider og ►Catoner, som man behager, naar man blot faar Drengene betids i Skole og har fundet paa den rette Metode især til at danne deres ►klassiske Stil. Fra en saadan Skole, der hviler paa den Grundsætning, at Bøger kan gjøre Mennesker af ►Fæ og Guder af Folk, maa der nødvendig udgaa Statsmænd, der fuske paa Statshaandværket og tænke, naar det mislykkes, det kommer blot af, at de gamle Former er i Vejen, saa naar man blot fik den gamle Statsbygning sløjfet, kunde man rejse, hvilket ►Feslot det skulde være. Dette var ►Girondisternes Drøm, som de næppe engang vaagnede af under Guillotinen; og det bedste, deres fornemste Skribent, 👤Brissot, foreslog, turde de knap tænke paa, mindre vedkjende sig: at 📌Frankrig i det mindste var for stort og 📌Paris for pøbelagtig til, at de republikanske Dyder kunde 192overskygge det; saa man maatte skille Riget ad i en Del mindre Stater, kun ligesom de nordamerikanske ►forbundne mod fremmede, men for Resten selvstændige. Dette var saa meget vissere, som alle Provinserne i Vesten og Syden havde lige til Revolutionen deres særegne Forfatninger; men da de fleste ►Girondister nu ogsaa sværmede for den ene, udelelige Republik, som de kun ønskede et andet ►Middelpunkt end 📌Paris, var deres bratte Fald uundgaaeligt. Det er ogsaa ganske i sin Orden, at 📌Bordeaux, som ►Girondisternes Vugge, efter deres Fald lod det blive ved Snak.
✂ 📌Bordeaux, som her var Hovedstaden, forbandt sig efter ►Girondisternes Fald paa det nøjeste med 📌Toulouse, Hovedstaden i 📌Languedoc, og besluttede at lade Tropper rykke mod 📌Paris og satte virkelig saa vel som 📌Languedoc og 📌Provence Fortroppen i Bevægelse. Da imidlertid Normanner og Bretoner var slagne, trak Bordeauxerne deres Tropper hjem og blev snart ►besøgte af 👤Tallien, som fra 📌La Reole triumferende holdt sit Indtog her, erklærede Byen i Belejringstilstand og indsatte en Standret, hvor ikke blot de ►girondistiske Medlemmer af ►Konventet, som ►tyde did, men mangfoldige [andre] dømtes fra Livet og henrettedes, indtil 👤Tallien lod sig formilde af den smukke 👤Madame Fontenay eller 👤Cabarrus.
✂ I 📌Languedoc saa’ det ogsaa en Gang betænkeligt ud, thi ikke blot havde 📌Nimes opstillet en Trop ved 📌Pont St. Ésprit (Rhonebroen), men i 📌Lozèrebjærgene havde en ►Prokurator 👤Charrier, forhen Medlem af ►National-Forsamlingen, samlet 30,000 Mand, indtaget 📌Mende og stræbt at sætte [sig] i Forbindelse med ►Vendeerne. Det blev imidlertid ikke til noget, thi det lykkedes strax ►Konvents-Medlemmet 👤Fabre de l'Hérault fra 📌Montpellier at opløse Bjærgboerne og fange 👤Charrier, som naturligvis maatte ►række Hals. (Hans Søn blev siden adlet af Bourbonnerne, og mange af hans Familie slagne til Riddere.) 193Troppen fra 📌Nimes blev slaaet af 👤Carteaux i de første Dage af Juli og dermed var den Opstand ude.
✂ Vi komme nu til 📌Provence, hvor baade 👤Mirabeau, 👤Sieyes, 👤Isnard og 👤Barbaroux havde hjemme; saa 📌Marseille kan anses for Revolutionens Vugge, ligesom ►Marseillaisen var dens ►Højsang; men ►den første Nationalforsamling var derfor ogsaa 📌Provences Ideal, og 📌Toulon med Orlogsflaaden var meget ►kongeligsindet. Kraften var imidlertid ikke stor; thi det var Lejetropper, 📌Marseille havde opstillet ved 📌Avignon, og da de var slaaet af 👤Carteaux, holdt han sit Indtog uden videre 25de Avgust. Alle Provençaler, som ej vilde underkaste sig eller frygtede for Hævnen, flygtede nu til 📌Toulon, som i sit Vilderede kastede sig i 📌Englands Arme (29de Avgust).
✂ Det skal især have været en Admiral 👤Trogoff, der gjorde den Streg; 👤Thiers siger, han var en fremmed, og hans Navn klinger slavisk, men jeg har for Resten intet fundet om ham. Det var Admiral 👤Hood, som tog 📌Toulon i Besiddelse og gav det en stærk ►Besætning af Engelskmænd, Spaniere og Neapolitanere, som befæstede sig paa det stærkeste; men allerede i September blev 📌Toulon angrebet fra to Sider, og skjønt man intet Haab havde om at tage den i Hast, indskibede dog Engellænderne sig over Hals og Hoved den 18de December, efter at have stukket Ild paa den franske Flaade og Søarsenalet. Sagen var, at da man i Krigsraadet skulde iværksætte Belejringen efter en Plan, man havde faaet fra 📌Paris, var der en ung Artilleriofficer, som tog sig den Frihed at foreslaa en ganske anden Plan, som Krigsraadet omsider bifaldt, og det var: at rette Hovedangrebet mod en lille Bjærgfæstning uden for Byen, ved Navn 📌Éguillette, men ellers kaldt det lille 📌Gibraltar, og som ►bestrøg Reden; saa det var rimeligt nok, at var det først taget, vilde Engellænderne ikke blive gamle dèr. Den dristige og klarøjede Artilleri-Officer var 👤Napoleon Bonaparte, og han havde ►Lykken med sig; 194thi ved et besynderligt Tilfælde fangede han den engelske Kommandant 👤O'Hara, som gik i Spidsen for et ►Udfald og havde den Fornøjelse at se Engelskmanden lette, saa snart Fortet var taget. 👤Bonaparte blev General, men 📌Toulon blev ►tugtet med Skorpioner af 👤Barras og 👤Fréron, og for hele 📌Provence rejste ►Prokurator 👤Maignet en skrækkelig Standret i 📌Orange, lod ogsaa en hel lille By 📌Bedouin brænde og Indbyggerne næsten alle (2000) henrette, fordi ►Frihedstræet var fældet.
✂ Den egentlige saakaldte Borgerkrig udbrød altsaa kun i 📌Vendeen og i 📌Lyon, denne ulykkelige By, som vi et Øjeblik maa dvæle ved. Denne Stad, hvis Fabrikker ogsaa led ved Revolutionen, var lige fra Begyndelsen forholdsvis ►kongelig og fremfor alt fredelig sindet, ligesom dens navnkundige Fuldmægtig i 📌Paris, Ministeren 👤Roland; men da ►Jakobinerne fik Overhaand i Hovedstaden, begyndte de ogsaa at spille Mester i 📌Lyon, under Anførsel af 👤Chalier, en Landstryger fra 📌Piemont, der kom til Bys som italiensk ►Sprogmester, men slap ind i et godt Handelshus og tog strax ved Revolutionens Udbrud 👤Marat til sit Mønster, efterabede ham baade i Dragt og ►Lader og drev hans ►Blodbrækning til en saadan Yderlighed, at selv 👤Marat erklærede det for utaaleligt. Al hans Tale drejede sig om at kappe Hoveder af, og i Februar 93 aftalte han i Klubben en Standret over 1200 i 📌Lyons Fængsler, ligesom den, Maillard holdt i 📌Paris i Septemberdagene, hvorved ►Jakobinerne selv i Nødsfald skulde betjene Guillotinen. Dette forhindrede nu vel ►Mairen 👤Nivière; men da dog ►Jakobinerne fandt Medhold hos ►Konventet, nedlagde 👤Nivière til Borgernes store Sorg sit Embede, som endelig faldt i 👤Chaliers Hænder, indtil Borgerne i Slutningen af Maj gjorde Opstand, lukkede ►Jakobiner-Klubben og indsatte en ny Øvrighed. Her blev det da til ramme Alvor ved ►Girondisternes Fald: i Juli blev 👤Chalier henrettet, hvorpaa ►Konventet strax erklærede ham for en Martyr og 📌Lyon i Belejringstilstand. 195En Adelsmand fra Nabolaget Grev 👤Perein Précy bestyrede Forsvarsvæsenet, og 👤Dubois Crancé Belejringen, som vel i Begyndelsen gik langsomt, men maatte dog lykkes, da man snart ►naade at afskære Staden fra sine Forbindelser med 📌Provence og med Bjærgegnene i 📌Languedoc, 📌Auvergne og 📌Franche-Comté. Belejringen begyndte først i Avgust, og da 👤Dubois Crancé endnu midt i September ikke havde gjort nogen Fremgang, kjendelig for andre end Indbyggerne, som havde lidt et frygteligt Bombardement, blev Velfærdskomiteen meget utaalmodig og lod Bjærgboerne i 📌Auvergne opbyde, med den Forsikring, at 📌Lyon vilde indføre Tyranniet. Den 2den Oktober kom ►det lille Uhyre 👤Couthon ►for Staden med 25,000 Bønder.
✂ 👤Dubois Crancé, som vel havde tordnet med i ►Jakobiner-Klubben, men var en gammel Officer (født 1747 i 📌Champagne) ►rympede vel Næse ad denne Krigshær og vilde stukket de anseligste ind i sine Regimenter og ladt Resten gaa hjem, da de kun var til Besvær ved en ordentlig Belejring; men 👤Couthon skreg: “Krigskunsten forstaar jeg mig ikke paa; men her er jeg med Folket, for hvis hellige Vrede alt maa bukke, 📌Lyon maa ►oversvømmes en masse og tages ►med stormende Haand, og jeg har desuden lovet mine ►Klippekarle, at de skal være færdige paa Mandag, for at komme hjem til Vinhøsten.” Dette var om Tirsdagen, og da 👤Couthon saa’, at 👤Dubois Crancé ikke vilde danse rigtig efter hans Pibe, og da han tillige forargedes højlig over al den Orden og Mandstugt og den stive Generals-Uniform, 👤Dubois gik og ►krode sig med, skrev han ►paa Timen til 📌Paris og fik ham afsat, hvorpaa han selv tog Kommandoen.
✂ Det vilde ►vist nok 📌Lyon lét ad, hvis den ikke havde været udhungret; men nu tilbød den at overgive sig den 7de Oktober, mens 👤Précy og alle ►Formændene trak ud, for at redde sig til 📌Svejts. Der blev imidlertid intet af ►Underhandlingerne, Republikanerne ►trak uden Modstand 196ind► den 9de Oktober, og skjønt alle Ophavsmændene for Opstanden var ►trukket ud med 👤Précy og havde for det meste fundet deres Død undervejs, besluttede dog ►Velfærdskomiteen at tage en frygtelig Hævn. Alle Deltagerne i Opstanden skulde straffes, al Ting sløjfes, ►saa nær som Værksteder, Fattighuse og ►Hospitaler, Navnet afskaffes og kun staa paa en Skamstøtte, der sagde: “📌Lyon bekrigede Friheden, 📌Lyon er ikke mere”, og 👤Couthons Beretning lød saaledes, at Indbyggerne bestod af 3 Klasser: skyldige Rigmænd, som skulde halshugges, egennyttige Rigmænd, som skulde bøde ►af yderste Formue, og dumme Haandværkere, som burde drives ud og give Plads for en republikansk Befolkning. ►Til Lykke lader nu slige djævelske Forsætter sig kun meget ufuldkomment iværksætte med en By, meget større og folkerigere end 📌Kjøbenhavn; men hvad der var muligt, det skete: ►det lille Uhyre gav selv det første Slag med Hammeren til Nedbrydelsen af de skjønne Bygninger paa Pladsen 📌Bellecour (Slotspladsen), og 👤Collot d'Herbois, som før havde været Skuespiller her, anstrængte sin ►Indbildningskraft, for at udfinde den korteste Proces baade med Folk og Huse, og anrettede virkelig med Kardesker og Miner en saadan Ødelæggelse, at det vanskelig glemmes. (👤Précy selv oplevede dog ►Bourbonnernes Tilbagekomst.)
✂ Saaledes naade vi da til 📌Jurabjærgene, hvor der vel ogsaa om Sommeren havde været et stort Opløb, men som snart var blevet stanset; og naar vi blot har gjort den Bemærkning, at 👤Robespierres Fødeby 📌Arras, skjønt den ingen Opstand gjorde, dog ogsaa havde sit berømte Blodbad under Præsten 👤Josef Lebon, om hvem imidlertid Efterretningerne lyde saa forskjellig, at man ►bliver vild i det – selv blev han halshugget i Oktober 95 –, [saa skal vi lægge Mærke til, at] her staa vi paa den fornemste Krigs-Skueplads i Republikkens første tre Aar. Og vel var i dem Begivenhederne kun smaa i Sammen197ligning med de følgende Aar, da saa at sige Krigsguden selv rasede; men det er dog allerede ►mærkeligt, at 📌Frankrig, uden at have noget stort Hoved i Spidsen, midt under frygtelig indvortes Gjæring og Borgerkrig, kunde forsvare sig mod alle sine Naboer og flere til, endsige [at det kunde] gjøre Erobringer; og dertil laa Grunden vist ikke blot i 📌Frankrig selv, men ogsaa udenfor.