↩ Han var da 55 Aar gammel og havde hidtil kun ført Ordet fra Prædikestolen, naar undtages de stormfulde Dage 24 Aar forud, da han i Januar 1814 var Ordfører for de fyrige Ungersvende, som da vilde rejse en Landstorm til Jyllands Forsvar mod hele Evropa. (Se “Helligtrekongerlyset, eller tre Dages Hændelser paa Danmarks Højskole, 1814”.) Siden han 1826 nedlagde sit Præsteembede, havde han, som han siger, levet mellem Bøgerne, som en Eremit “i de dødes Rige”. Hans tre Rejser til England 1829, 30 og 31 havde jo ogsaa et rent bogligt Formaal: at opstøve utrykte oldengelske Haandskrifter. Men de virkede ikke des mindre et helt Omslag i hans aandelige Liv; de bragte først hans hele Personlighed til fuld Modning. De vakte hos ham en ny og levende Deltagelse for det virkelige Liv i hans egen Tid: det borgerlige og politiske ikke mindre end det kirkelige og videnskabelige. Han tabte ikke noget af det af Syne, som han før havde fæstet Øje paa: hverken det kristelige, det nordiske eller det danske; men hans Synskreds udvidedes, og han følte ny Kraft og nyt Mod til at gjøre sine Synsmaader gjældende paa alle Omraader. Den første Frugt af hans stærke Virksomhedstrang blev dog rent litterær. Efter 1831 fulgte med forbavsende Hurtighed en Række betydelige og omfangsrige, til Dels paa møjsommeligt Arbejde grundede XIIIVærker: Nordens Mytologi eller Sindbilledsprog 1832; Haandbog i Oldtidens og Middelalderens Historie 1833 og 1836; Sangværk til den danske Kirke 1837; desuden en Mængde Opsatser og Digte i Nordisk Kirketidende, flere mindre Skrifter af reformatorisk Tendens: Om Sognebaandets Løsning 1834; Den danske Statskirke 1834; Det danske Firkløver, politiske Betragtninger 1836; Til Nordmænd om en norsk Højskole 1837; Skolen for Livet og Akademiet i Sor 1838; samt den i Kristiania 1838 udkomne Samling Nordiske Smaadigte.