↩ Han maatte nu ogsaa omtale sig selv, ikke for at hige efter den Lavrbærkrans, som han aldrig havde bejlet til, og heller aldrig naat, og endnu mindre for at stille sig ved Siden af Øhlenschlæger; thi da han havde læst de nordiske Digte, da følte han det strax fuldt vel, at voxte han nogen Sinde Øhlenschlæger til Skuldren, da voxede han heller aldrig højere. Men mindes maatte han dog, at i hine nordiske Digte, dèr fandt han netop det Norden, det Heltehjem, til hvilket Øhlenschlæger havde svunget sig paa sin Ørnevinge, og som han havde gjennemskuet med sit Falkeblik, og den Verden, i hvilken han selv maatte bevæge sig. Erindre maatte han ogsaa om, at i sin Mytologi fra 1808 og i sine Optrin af Nordens Kæmpeliv fra 1809 og 1811, havde han nedlagt den Paastand, han endnu vedkjendte sig: at han umulig kunde begribe, at Nordens Folkeliv skulde udvikles paa Græsk eller Romersk, med Tilsidesættelse af sit eget Væsen; og havde han i dem ikke taget fat paa de Xgamle Fordomme, som Tor paa Jætterne, da var det aabenbar, fordi han havde manglet Kræfterne dertil og ikke Viljen. Var han imidlertid bleven saa grovelig misforstaaet, som førte han en Jættekamp mod Kunst og Videnskabelighed, da maatte han ogsaa her nedlægge Paastand paa en saadan Beskyldnings Afvisning; thi kun for Nordens Aand havde han kæmpet, og aldrig for nogen saadan Daarskab. Og mindes maatte han tillige det friske Helteliv – thi et Helteliv var det –, til hvilket han var bleven Vidne, da han i Samliv med Sibbern og Hersleb fik Adgang til saadanne Kredse, som Ørstedernes, Treschows og Sverdrups, – mindes de Timer, betydningsfuldere end Aar, der gjennemglødedes af de kjække Lyn fra disse Kæmpeaander.