↩ Efter disse smukke Regler havde man nu handlet et halvt Aar, da 👤Camille Desmoulins begyndte at udgive et Blad, kaldt “►de gamle Graabrødre”, hvori han ikke blot paa det skarpeste angreb 👤Hébert og 👤Chaumette, men hele Rædsels-Systemet, især ved at fortælle efter 👤Tacitus, hvordan det gik til i 📌Rom under 👤Tibér og 👤Caligula, da den, der trak sig tilbage, var lige saa mistænkelig som den, der ►aabenbar bejlede til Folkegunst, den rige mistænkelig, fordi han kunde bestikke, og den fattige mistænkelig, fordi han intet havde at tabe; ja, han vovede end ogsaa at foreslaa et Mildheds-Raad, der skulde undersøge Fængslerne og sætte de uskyldige i Frihed. Af dette Blad blev der afsat 50,000 Exemplarer, og 👤Robespierre glemte ikke at benytte sig af, hvad der var sagt mod 👤Hébert og 👤Chaumette, men fnøs lige fuldt over Skoserne og Mildheds-Raadet og sagde højt i ►Jakobiner-Klubben, at vel var 👤Camille et fortræffeligt Menneske, men det gav ham ikke Ret til at skrive mod Patrioterne; han havde desuden oversat 👤Tacitus, uden at forstaa ham, og hans Skrifter var en Lækkerbisken for Aristokraterne; saa man skulde behandle ham som et skjødesløst Barn, der legede med farlige Vaaben og gjorde Ulykker: ham skulde man 154skaane, men brænde hans Blade. – Nu brast 👤Camilles Taalmodighed, saa han raabte: “Brænde er ikke at besvare”, og dermed var Freden ude; thi nu raabte 👤Robespierre i sin Arrighed: at nu, siden han vilde forsvare sine skammelige Blade, var det klart, han ikke havde skrevet dem i sit Hjærtes Enfoldighed, men laant sin Pen til store Forbrydere, som i Skjul vilde udspy deres Gift. Hermed stiklede 👤Robespierre paa 👤Danton, hvis Fald var besluttet (først i Februar), men opsattes, til man havde ►Hébertisterne af Halsen, som skete midt i Marts. [Det var] ►👤Vincent 👤Hébert, Slutter-Søn, før Potte og Pande hos Krigsministeren 👤Bouchette; 👤Ronsin, General for Revolutions-Tropperne, en mislykket Tragedie-Skriver; Bogtrykkeren 👤Momoro, 👤Chaumette, 👤Clootz o. s. v., og 24de Marts bragtes de (paa 👤Chaumette nær) under Guillotinen. Pøbelen løb efter 👤Hébert og skreg: “Han er flyvende gal, ►Fader Duchêne”, som Udraaberne plejede at skrige, naar de falbød hans Blad. Da 👤Chaumette kom til 📌Luxembourg-Fængslet, stimlede Fangerne om ham og pegede Fingre, og én sagde: “Filosof 👤Anaxagoras! jeg er mistænkelig, du er mistænkelig, vi er mistænkelige”, og han skyndte sig at krybe ind i sit Hul, hvoraf han ej vovede sig ud.