↩ Paa denne Tid var 👤Robespierre bleven enevældig; thi 👤Danton havde giftet sig, var ►kjed ad Tummel og Blodbad og trak sig paa nogle Maaneder tilbage til sit Fødested, hvorved han tabte sit levende Forhold til Revolutionen og fandt sig, da han kom igjen, ingenlunde uundværlig, men tvært imod afløst, saa han stod kun med sit store Navn, sin Kraft og ►Forvovenhed saa vel 👤Robespierre som sit eget gamle Parti i Vejen; thi i ►Graabrødre-Klubben regerede nu de yngre Medlemmer, som ingenlunde vilde standse med 👤Danton midt paa den blodige Bane, men drive Omvæltningen og Forstyrrelsen til det yderste. Deres Leder var i Literaturen 👤Hébert, en gemen Tyveknægt, som gik paa Arbejde ved Septembermordene og skrev et Blad, endnu skamløsere end 👤Marats, og var for Resten Fuldmægtig hos Byskriveren i den selvgjorte Magistrat, 👤Pierre Gaspard Chaumette, en Skomager-Søn fra 📌Nevers, en halvstuderet Røver, kun 30 Aar gammel, men som dog ►alt havde været baade Matros, Munk og Skriverkarl førend 89, da han gav sig i Skole hos 👤Camille Desmoulins, men løb snart fra ham, satte sig selv til Højbords paa ►Raadstuen 10de Avgust, ombyttede sit Døbenavn, Per Jesper, med det af 👤Anaxagoras, der, efter hans hemmelige Efterretninger, blev hængt for sin Republikanisme; og fra Juni 93 til Marts 94 havde ingen Mand i 📌Frankrig mer at sige end han. Egentlig udgjorde han et lille Triumvirat med 👤Hébert og den prøjsiske 👤Baron Clootz, der kaldte sig ►Anacharsis, og [de] ►gjorde alle Haandværk af Gudsfornægtelse.