↩ Fra Juni 93 til Slutningen af Juli (eller ►9de Thermidor) 94, spillede da ►Bjærget og ►Jakobinerne, altsaa 👤Robespierre og hans Haandlangere, Mester; thi 👤Danton bestod alene ved Pøbeloprør: dem var han ►kjed ad, og dem bekæmpede 👤Robespierre nu af al Magt, da ►Konventet, som han sagde, nu var renset og maatte have Ro til at knuse Republikkens Fjender og forberede dens Lyksalighed. 👤Marat lod gjærne 👤Robespierre raade, naar han blot maatte skrive alt, hvad han vilde, med sin ►forgiftige Pen, og desuden var hans Dage nu talte; thi den normanniske Pige 👤Charlotte Corday, som sværmede for det romerske Ideal af en dydig Republik og havde mistet sin Kjæreste ved 👤Marat, indbildte sig, hun var kaldet til at fri 📌Frankrig fra det Uhyre, indsneg sig hos ham under Paaskud af Hemmeligheder, hun vilde aabenbare, og dræbte ham med et Dolkestik i hans Badstue den 15de Juli 93. Hendes Hoved 146faldt naturligvis et Par Dage efter under Guillotinen; men derpaa var hun belavet, og gik i Døden med saa megen Rolighed og Værdighed, forhøjet af Skjønhed og Ynde – hun var 25 Aar –, at et ungt Menneske tilbød sig at dø ►for hende og maatte derfor dø med hende; og 👤Adam Lux fra 📌Mainz skrev et Forsvar for hende, som ogsaa kostede ham Livet. ►Mærkeligt er det, hvad denne Tysker (kun 28 Aar) sagde: “Har jeg fortjent Døden, er det i det mindste ikke mellem Franskmænd”; thi det gjælder ogsaa 👤Charlotte Corday, som ►vist nok i ethvert Land med Lov og Ret vilde været en Morderske, men i det lovløse 📌Frankrig var en Blodhævnerske, som fortjener et ►priseligt Eftermæle, skjønt 📌Frankrig næppe vandt noget ved hendes Vovestykke.