XII–XIV.
[Avgust Maaned.]
✂ Mine Herrer!
✂ Rædsels-Tiden er det vedtagne Navn paa 👤👤Robespierres gyldne Dage fra først i Juni 1793 til i Slutningen af Juli 94; og skjønt hele Revolutionens og hele 📌Frankrigs Historie i mine Øjne er rædsom nok, svare disse tretten Maaneder dog fortrinlig til Navnet, de ►vittige Franskmænd selv har givet dem, ikke blot for den Rædsels Skyld, de raadende Umennesker udbredte over 📌Frankrig, og de franske Hære over hele 📌Evropa, men ogsaa fordi han, der ret egentlig førte ►Medusa-Hovedet i sit Skjold, 👤Maximilian Robespierre, var i Grunden selv den største Kryster, en ussel Slave af kvindagtig Frygt, saa tilsyneladende var det i alle Maader Rædselen, der regerede; men enhver fej Tyran maa naturligvis, for at bestaa, have ►forvovne Kroppe i Ledtog med sig; og at det egentlig er dem, der regere, ser man, naar de enten styrte eller falde fra Tyrannen, thi da bliver Krysteren, som før var alles Skræk, snart til almindelig Latter. Saaledes gik det 👤Robespierre, da han mistede 👤Danton, hvem han vel selv fik bragt til Retterstedet, men overlevede kun jammerlig et Fjerdingaar.
✂ Naar man altsaa vil forstaa Rædselstiden, da maa man ingenlunde stirre sig blind paa 👤Marat og 👤Robes135pierre, som især førte Ordet og Pennen; thi 👤Robespierre var saa langt fra at være en mægtig Taler, som nogen aandløs, pibende og ondskabsfuld ►Lovtrækker kan og maa være; og 👤Marats Skrift var, som lutter Blod og Galde, Edder og Forgift, saa væmmelig, at ingen ►uden den laveste Pøbel, hvor gjærne de saa end vilde, kunde finde Smag deri; saa man løftede kun 👤👤Robespierres kjedsommelige Indlæg til Skyerne som Bevis for, at al den Skræk, man udbredte, stod i Dydens Tjeneste som dens verdslige Arm; og man beraabte sig kun paa 👤Marats Tigerklo for at vise, at de Blodbad, man anrettede, var dog kun lidt imod, hvad der forlangtes; saa de, der førte Øxen, og de, der anførte ►Pigmænd og Kanonererne, det var ►aabenbar Hovedmændene i Rædselstiden; og blandt disse knejser nu 👤Georg Danton som Hovedet højere end hele Resten og Sjælen i hele den blodige Virksomhed lige fra Juli 89 til April 94, da hans eget Hoved faldt under Guillotinen.
✂ Denne Mester-Slagter og Bøddel-Høvding kunde man derfor ønske at vide langt bedre Besked om, end jeg kan give; thi i mine Kilder findes ikke mere om hans Byrd og Væxt, end at han var en ►Champagner, født i 📌Arcy ved 📌Aube 30 Aar før Revolutionens Begyndelse og var, da den udbrød, ►Prokurator i 📌Paris. Saa længe 👤Mirabeau levede, hørte man naturligvis ikke stort til 👤Danton, men han var dog allerede ved 📌Bastillens Erobring 👤Mirabeaus Statholder i 📌Paris og blev aabenbar hans ►Eftermand i Regeringen, da Magistraten i 📌Paris ►tog Luven fra National-Forsamlingen; og vel var han, som alt hvad der hørte til Revolutionen, Medlem af ►Jakobiner-Klubben, hvor 👤Robespierre glimrede, men han havde dog sin egentlige Talerstol hos de saa kaldte ►Cordeliers eller Graabrødre og satte mest sine Redskaber i Bevægelse ad hemmelige Gange, skjønt han altid offentlig vedkjendte sig den Grundsætning, at Mod og Magt var hans eneste Guder, der vel ikke gav nogen Ret, men gav ham alt, hvad han forlangte: Frihed til at 136følge sine Lyster og Raad til at leve flot og lystig. En Kæmpe af Bygning, en Røver af Udseende, en Løve i Dristighed, med et lynende Blik, en Tordenstemme, en klar Tankegang og alle de drøjeste Udtryk i sin Magt, var han ogsaa skabt til en pøbelagtig ►Herakles, for hvem, som en af hans Stalbrødre sagde, selv Friheden rystede.
✂ En saadan Mand har i stormende Tider nemt ved at finde ►bekvemme Redskaber, thi ►Lige søger Lige; og medens han ej behøvede stort mer end et Blik, for at kjende sine Folk, flokkedes naturligvis alle ►fortvivlede Karle og ►forvovne Kroppe om saadan en Leder; og tænke vi os blot for et Øjeblik, hvad Gud forbyde, alle vore ►Slaver satte i Frihed, da faa vi en levende Forestilling om, hvad en 👤Danton kunde udrette i 📌Paris, især da 👤Lafayette med ►National-Garden ej længer stod i Vejen; saa nu havde de, der før holdtes i Ave af Politi og Garnison, arvet hele Politiets og Garnisonens Magt.
✂ 👤Lafayette, som spillede Helte-Rollen under den første National-Forsamling, havde nemlig taget Afsked tillige med den (91) og var gaaet til Armeen, hvor han ingen Lavrbær høstede, men blev saa opbragt over Pøbelagtigheden den 10de Avgust 92 og Kongens Fængsling, at, da Armeen ikke vilde følge ham mod 📌Paris, rømte han ud af Landet og afløstes ved Armeen af 👤Dantons gode Ven 👤Dumouriez. Den anden Mand, som ønskede at holde Orden i 📌Paris, var 👤Bailly, og hvor lidt han end til daglig Brug havde at sige, var han dog under den første National-Forsamling baade 👤Danton og ►Jakobinerne i Vejen, saa han havde nær kyst dem, da han lod skyde skarpt paa 📌Marsmarken 17de Juli 91; men ham blev man kvit omtrent paa samme Tid som 👤Lafayette, og den ny ►Præsident i Magistraten 👤Pétion vilde nok bevare ►Skinnet, men saa’ dog igjennem Fingre med alle Pøbel-Optrin, saa længe der endnu var Skygge af Kongemagt; thi han drømte om en Republik, der vel selv skulde være 137den rene Dyd, men kom aldrig i Stand, naar man var alt for kræsen paa Midlerne til det store Øjemed.
✂ Fra 👤Pétions Valg til ►Maire af 📌Paris November 91 (som i forbigaaende sagt det forblindede Hof selv befordrede) begynder 👤Dantons Regeringstid; thi han var Sjælen i begge Oprørene 92, baade det af 20de Juni og det af 10de Avgust, som gjorde Ende paa Kongedømmet, og til Løn blev han Justits-Minister, hvad man ret egentlig maa kalde en “Rettens Fornægtelse”; thi 👤Danton gjorde ingen Røverkule af sit Hjærte, saa da man i Kongens ►Dødssag gjorde den Indvending, at National-Konventet jo dog ikke paa én Gang kunde være baade Anklager og Dommer, svarede 👤Danton meget aabenhjærtig: “Det er ganske rigtigt, vi kan ikke dømme 👤Ludvig, men vi kan slaa ham ihjel.”
✂ Som 👤Dantons første Storværk efter hans Tronbestigelse maa vi for Resten betragte de saa kaldte September-Optrin, hvormed Rædselstiden klarlig begynder, og som vel ikke egentlig egne sig til Fortælling, men vel til Oplysning.
✂ Den 10de Avgust havde 👤Pétion, for at redde ►Skinnet, ladet sig give Hus-Arrest, mens Voldsmænd indsatte sig selv til en ny Magistrat, og denne Magistrat tiltog sig i de følgende Dage hele Magten, indrettede et Politikammer med 👤Marat i Spidsen, til at fængsle alle mistænkelige, og nødte den lovgivende Forsamling til at skabe en ny Højesteret for alt, hvad der angik 10de Avgust og lignende Sager. Alt dette forslog imidlertid efter 👤Dantons Mening ikke til, hvad han offentlig kaldte det ene nødvendige: til at sætte Skræk i Royalisterne, og derfor blev der nu med lukte Porte, de sidste Dage af Avgust, foranstaltet Husbesøg i 48 Timer af det maratske Politi og fængslet mellem 12 og 15,000 Mennesker, alle dem nemlig, som nogen vilde kalde mistænkelige Personer; og ingen tvivlede nu paa, at der med dem skulde gjøres kort Proces. 138Derom gjorde da ogsaa 👤Danton Aftale med 👤Marat. 👤Maillard, som 89 førte ►Fiskerkærlingerne til 📌Versailles, stod i Spidsen for en tilstrækkelig Trop ►Galgenfugle, med Mulatten 👤Fournier fra 📌St. Domingo og Polakken 👤Lazovsky til tro Medhjælpere, og nu begyndte Slagteriet Søndagen [den] 2den September ved 📌Abbedi-Fængslet, med 24 ►ubeedigede Præster, som skulde føres der ind, men blev uden for Porten sønderslidte af Blodhundene, paa en eneste nær, de døvstummes Lærer Abbed 👤Sicard, som ved et sært Lykketræf undslap. I dette Øjeblik kom en af de selvgjorte Magistrats-Personer 👤Billaud-Varennes til, ikke for at standse, men for at opmuntre Slagteriet med de smukke Ord: “Folk! du ofrer dine Fjender, du gjør din Pligt!” – “Ja”, skreg 👤Maillard, “men nu er her ikke mer at gjøre; lad os gaa til 📌Karmelitter-Kirken!” Man gik nu ogsaa til [denne] Kirke, hvor 200 Præster med Ærkebispen af 📌Arles, den ærværdige 👤Dulau, var indspærrede, ►hug ned for Fode, til man blev træt, og fyrede saa hele Salver, til Kirken var ►ryddelig. Derpaa vendte Bødlerne tilbage til Abbediet, sprængte Portene og satte for Løjers Skyld en Standret med 👤Maillard til Præsident, som efter nogle faa Spørgsmaal enten ved en sær Undtagelse frikjendte Fangen eller skikkede ham “à la force”, som var den smukke Vending, han efter Aftale gav Dødsdommen, saa Fangerne kunde tænke, de skulde blot føres til et andet Fængsel, som hed 📌La Force, men fik, saa snart de faldt i ►“Magtens” Hænder, andet at føle. Mellem Slagtofrene her var ogsaa Ministeren Grev 👤Montmorin, som til sit Uheld var bleven Kongen paatvungen tillige med 👤Necker i Oktober 89, og var siden bleven ham tro, det var hans Brøde. Hvor blodig selv disse Umenneskers Medlidenhed var, fik man ogsaa at se; thi den gamle General 👤Sombreuil havde en Datter, som bad saa ►mindelig for hans Liv, at det paa en Maade rørte Tigrene, men dog ikke anderledes, end at de rakte hende en Skaal med 139Blod og sagde: “Ja, vil du drikke Aristokraternes Blod!” Hun drak og frelste sin Fader, skjønt kun til lidt senere at dø paa Guillotinen.
✂ Dette kan være nok til en Prøve, og af de øvrige Slagterier, som varede fra Søndag til Onsdag og skaffede en halv Snes Tusend Mennesker ud af Verden, vil vi kun nævne det i Fængslet 📌La Force, hvor man kaldte det “at løslade Fangerne”, en figurlig Talemaade, som ventelig var opfunden af 👤Camille Desmoulins, Taleren fra 📌Palais-Royal, som selv kaldte sig Lygtepælens ►Prokurator og var nu Sekretær hos Justitsministeren, nemlig hos 👤Danton; thi han sagde om September-Slagterne: “De har baaret sig meget ordentlig ad; Folket har end ogsaa sat en stor Del Aristokrater i Frihed.” Vi vil blot bemærke, at blandt dem, der saaledes sattes i Frihed i 📌La Force, var ogsaa den smukke 👤Prinsesse Lovise af Savoien eller, som hun kaldtes, 👤Prinsesse Lamballe, med det mest ubesmittede Rygte, men den kongelige Familie saa hengiven, at skjønt hun ►alt var om Bord for at gaa til 📌England, vendte hun dog tilbage, da Kongens Flugt mislykkedes, og gik af sig selv i Fængsel efter 10de Avgust, for at dele Skæbne med Dronningen.
✂ Man har for Resten et Brev fra Pariser-Politiet, skrevet om Mandagen til Magistraten i alle franske Stæder, hvori det hedder: at Folket har aflivet en Del af de grumme Forrædere i Fængslerne, og at man formoder, dette nyttige og nødvendige Middel vil blive anvendt overalt, for at sikre Patrioternes Koner og Børn, der ellers, naar de ►rykke i Marken, vil blive myrdede af Pakket, man har i Ryggen. – Magistraten betalte Arbejdet. – Fangerne fra 📌Orleans nedsabledes i 📌Versailles 9de September, førte til Døden af 👤Fournier og modtagne af 👤Lazovsky med 👤Dantons Vidende og Vilje.
✂ Endnu i samme Maaned, 20de September, samledes det saa kaldte “►National-Konvent”, i hvis Dage 140Republikken blev stiftet, Kongen henrettet og ►det borgerlige Selskab aldeles opløst, saa intet gjaldt, uden alene den stærkeres Ret; thi denne National-Forsamling var sin meste Tid ►aabenbar kun en Dekret-Maskine, styret af, hvem der havde de bedste Næver til sin Tjeneste. Dette ►National-Konvent var nu vel ikke nær saa talrigt som ►den første National-Forsamling paa 1200 Mand; thi dette var kun paa 750; men det var mer end nok, naar man betænker, at deriblandt var saa godt som hverken Adelsmænd eller Gejstlige, og at alle disse Hoveder skulde enes om at skabe et splinternyt ►borgerligt Selskab, en Republik, som Verden hverken i Størrelse eller Frihed havde set Magen til, og det i et Land, der ikke blot havde haft Konger, men Despoter og Tyranner, lige fra 👤Klodevigs Dage. – Hvad der hidtil altid har været Tilfældet i demokratiske Forsamlinger: at ►Mængden, som dog gjorde Udslaget, manglede baade den Kraft og de Kundskaber, der høre til at styre Staten og give Love, det maatte dobbelt være Tilfældet her, hvor alle var opdragne mellem Slaver og Tyranner, og hvor der end ikke havde været Tanke om Almen-Oplysning. Derfor kaldte man ►Mængden eller den store Midte i ►National-Konventet ►Moradset, medens den højre Side førte Navn af ►Girondisterne, og den venstre af ►Bjærget.
✂ Betragte vi nu disse to Partier lidt nøjere, da finde vi for det første, at de hidtil havde for det meste holdt sammen mod Konge, Adel og Gejstlighed, men kunde nu slet ikke enes om, enten hvem der egentlig skulde have Magten, eller hvad den skulde bruges til; thi vel var de enige nok om, baade at Folket skulde betragtes som sin egen Herre, og Landet forsvares mod Kongerne og ►de udvandrede; men hvis Tankegang der skulde gjælde for Folkets, og paa hvad Maade Landet skulde forsvares, det var det store Tvistens Æble.
✂ Landet omkring 📌Garonne-Floden, som før hed 📌Guienne 141og 📌Gascogne, hed efter den ny Inddeling 📌Gironde-Egnen, og heraf kom Navnet ►Girondister, da Partiets bedste Talere var fra 📌Bordeaux; men det var for Resten sammensat af Mænd fra alle Egne i det sydlige og vestlige 📌Frankrig, altsaa fra, hvad der i gamle Dage var ►Burgunders, ►Goters, Britters og Normanners Sæde; og deres fælles Grundsætning var, at med Kongens Afsættelse og Republikkens Stiftelse skulde Revolutionen være endt, og alt gaa sin ordentlige, stille og rolige Gang; saa det gjaldt kun om gode Love, som alle naturligvis med Fornøjelse maatte underkaste sig. Da de imidlertid saa’, at Pariser-Pøbelen var let at rejse og slem at styre, fandt de det ganske rimeligt, enten at National-Forsamlingen maatte forlægges til en anden By, eller at 📌Frankrig ligesom 📌Nordamerika maatte udgjøre flere smaa Republikker, der hver havde sin egen indvortes Forfatning og kun mod udvortes Fjender gjorde ét.
✂ Det sidste var især en Yndlingstanke hos 👤Brissot fra 📌Chartres, der gjaldt for en af Partiets Hovedmænd, fordi han var dets frugtbareste Skribent, havde været i 📌England og 📌Nordamerika og tænkt mere end de fleste over allehaande Statsforfatninger; men han var, ligesom alle Skrivere af Profession, kun lidet skikket enten til at rette sine Tanker efter det virkelige Liv eller til med Kraft og Held at gribe ind deri; og om ►Girondisterne aldrig for andet med rette kaldtes ►Brissotister, var de det dog for saa vidt, at de snakkede og skrev hel ivrig om, hvordan de vilde have al Ting indrettet, og hvor dejlig det saa vilde gaa; men spurgte slet ikke om, hvad der til Tid og Sted var muligt, og havde hverken Drift eller Klogskab til virkelig at arbejde paa Udførelsen. Dette gjælder selv om den mest praktiske Mand af Partiet, Kjøbmanden 👤Roland, som en kort Tid havde været Kongen paatvungen som Minister, men blev det nu for Alvor efter 10de Avgust. 👤Roland var nemlig omtrent det samme i ►National-142Konventets► Dage, som 👤Necker havde været i ►den første National-Forsamling; og ligesom 👤Neckers Hus den Gang var Samlingspladsen for de liberale Aristokrater og Genier, saaledes var nu 👤Rolands Hus det for ►Girondisterne, som man maa kalde de aristokratiske Liberale og revolutionære Genier; og ligesom hist 👤Madame Necker og hendes Datter 👤Staël-Holstein havde ogsaa politisk spillet en Hovedrolle, saaledes spillede nu 👤Madame Roland sin og var egentlig Partiets Sjæl.
✂ ►Girondisterne var altsaa ret egentlig det revolutionære Dame-Parti, som syntes almægtigt, saa længe det var enigt med ►de røde Huer og med 👤Dantons ►Graabrødre, men maatte komme til at føle deres Afmagt, saa snart der indtraadte en Skilsmisse; og den Skilsmisse maatte indtræde, saa snart den fælles Fjende i 📌Tuillerierne forsvandt; thi om da end baade 👤Danton, 👤Robespierre og 👤Marat vilde skaane 👤Madame Roland og hendes Venner og lade dem nyde deres smaa Triumfer og søde Drømme, saa kunde de dog ikke; thi det hørte ogsaa til ►Girondisternes søde Drømme: at baade ►Jakobinere og ►Graabrødre og Pariser-Pøbelen havde kun været Redskaber i deres Haand, Lejetropper, som de kunde afskedige, saa snart det grove Arbejde, hvortil man behøvede dem, var gjort, og Sejeren vunden; og det var Triumfen, de ventede: at det 📌Frankrig, der havde gjenlydt af deres Pris som mageløse Talere og Skrivere, mens de sejerrig kæmpede mod Kongemagtens Skygge, dette 📌Frankrig skulde, naar de kom til at staa for Styret, følge deres Ord som ►Orakelsprog.
✂ Derfor paastod de, at vel var det Folket, det majestætiske Folk, der rejste sig den 10de Avgust, for at gjøre Ende paa alle ►Tuilleriets Planer og ►de udvandredes Forhaabninger, men det var slet ikke Folket, men kun en Haandfuld Oprørere og Uhyrer, der sammenrottede sig i Septemberdagene, for at foregribe Domstolene, slukke deres Blodtørst og vanære Frihedens herlige Sag.
✂ 143Denne Paastand erklærede ►Bjærget naturligvis for grundfalsk og for et nedrigt Paafund til at sværte og undertrykke Folkets og Revolutionens reneste og varmeste Venner; og ganske ærlig var den ►vist nok ikke; men ►Girondisterne tænkte sagtens, de kunde paastaa det med en god Samvittighed, da baade 👤Pétion, 👤Brissot og 👤Barbaroux, virksomme nok paa deres Vis den 10de Avgust, virkelig var fri for Del i Septembermordene.
✂ (👤Jeronimus Pétion fra 📌Chartres, ►Prokurator, ►National-Konventets første Præsident, som 👤Manuel fra 📌Montargis foreslog, skulde bo i 📌Tuillerierne [og] have Vagt og Stilling omtrent som den amerikanske Præsident; men 👤Chabot og 👤Tallien rejste sig derimod, og ►Gironden turde ikke understøtte Forslaget. – 👤Barbaroux var en ung Marseillaner, som med et Par Hundrede Bysbørn kom til 📌Paris først paa Sommeren 92, for at styrte Regeringen; han blev en Yndling af 👤Madame Roland, hjalp, hvad han kunde, til Oprøret den 20de Juni og den 10de Avgust, anklagede saa ►Jakobinerne for at ville gjøre 👤Robespierre til Diktator, drømte sødt og vaagnede i Blod med ►Girondisterne. 👤👤Robespierres anden Anklager og rette ►Avindsmand var imidlertid 👤Louvet, en slibrig Romanskriver og Journalist fra 📌Poitou, som heller ikke sparede 👤Danton. ►Girondisternes Hovedtalere var imidlertid 👤Guadet, 👤Vergniaud og 👤Isnard. – 👤Guadet, ►Prokurator, født 1758 i en lille By 📌St. Emilion i 📌Guienne, var især berømt som Taler; men da man beskyldte ►Gironden for at have været i Ledtog med 👤👤Dumouriez, og han væltede Beskyldningen tilbage paa ►Jakobinerne og 👤Danton, sagde denne: “Aa! saa mig vil du anklage; du kjender ikke min Styrke!” Han blev henrettet i 📌Bordeaux 15de Juni 94. [Sammenstødet] med 👤Danton 20de April 93. – 👤Vergniaud født i 📌Limoges 1759, ►Prokurator, doven. – 👤Maximin Isnard, en rig Kræmmersøn fra 📌Grasse i 📌Provence, [tog altid] Munden fuld; han truede 27de Maj 📌Paris med at sløjfes, hvis den 144ikke var artig; da det kneb, tog han sin Afsked og slap. – 👤Gensonné, ►Prokurator, født i 📌Bordeaux 1758. – 👤Buzot, ►Prokurator, født i 📌Évreux 1760. – 👤Lanjuinais, ►Prokurator, født i 📌Rennes 1753, levede til 1827.)
✂ I Munden kunde 👤Robespierre umulig staa sig, og 👤Danton havde ingen Lyst til at lade det komme til Haandgribeligheder, hvor intet var [for] ham at vinde, men ►vel at tabe, saa det gik lidt i Langdrag med Kjævleriet; men da 👤Danton mærkede, ►Girondisterne ogsaa vilde ham til Livs, tog han alvorlig fat, Mulatten 👤Fournier, Polakken 👤Lazovsky, Spanieren 👤Gusman og alle de andre kom paa Benene, 👤Marat og hans værdige Medbejler, 👤Hébert fra 📌Alençon, kappedes om at sværte ►Girondisterne; og da disse værgede sig med at anklage 👤Marat og fængsle 👤Hébert, havde de den Ærgrelse at se den ene frikjendt, den anden løsladt, og begge førte i Triumf med ►Borger-Kronen. Det var Forspillet, og Udslaget gjorde 👤Henriot, en grov Tølper, som ingen synes at vide mer om, end at han blev 👤Lafayettes ►Eftermand [som] ►Stadshauptmand.
✂ Kun forgjæves havde ►Girondisterne udtømt deres Veltalenhed, skjønt det var bogstavelig sandt, hvad 👤Vergniaud sagde: “Det er et ganske ►eget Friheds-System, at sige til Folk: I er fri, men I maa tænke ligesom vi, ellers raaber vi Hævn over jer hos Folket; I er fri, men I maa smukt bukke for den Afgud, vi tilbede; I er fri, men I maa hjælpe os at forfølge dem, hvis Ærlighed og Oplysning vi frygte, ellers skrige vi Hævn over jer hos Folket. Medborgere! Der er Fare for, at Revolutionen ligesom ►Saturn opsluger sine egne Børn og avler saa Despotismen med al sin Elendighed.” Ingen modsagde dem, men den 31te Maj var der 80,000 Mand paa Benene i 📌Paris, som det hed, i moralsk Opstand.
✂ Saaledes oprandt den 31te Maj, da 👤Danton og Gjæsterne fra Gaden forsikrede sig om, at man med 80,000 Mand i Ryggen kunde uden Vold faa de fleste Stemmer i 145►Konventet omtrent for, hvad man vilde; og den 2den Juni fandt ►Konventet sig indspærret i 📌Tuillerierne af 👤Henriot med Kanoner og tændte Lunter; man foreslog ►Girondisterne frivillig at tage deres Afsked, 👤Isnard og nogle enkelte flere gjorde det, 👤Lanjuinais og 👤Barbaroux lod haant derom, de fleste var allerede krøbet i Skjul; 👤Marat præsiderede, og Forsamlingen besluttede, at nogle og tyve ►Girondister skulde have Husarrest. Senere føjede man nogle og tresindstyve Navne dertil, en Del flygtede og stræbte dels at skjule sig og dels at vække Opstand; men næsten alle de berømte maatte lade Livet: 👤Brissot og 👤Vergniaud med 19 Venner og 👤Madame Roland faldt under Guillotinen i 📌Paris 31te Oktober, 👤Guadet og 👤Barbaroux næste Aar i 📌Bordeaux; Ministeren 👤Roland fandt Skjul i 📌Rouen, men dræbte sig selv, da hans Kone var henrettet; 👤Marquien af Condorcet, som havde skrevet en girondistisk Konstitution, gjorde ligesaa, og af 👤Pétion og 👤Buzot fandt man kun Stumper ved 📌Saint Émilion, som Rovdyrene havde levnet, uden at man véd, hvordan de kom af Dage.
✂ Fra Juni 93 til Slutningen af Juli (eller ►9de Thermidor) 94, spillede da ►Bjærget og ►Jakobinerne, altsaa 👤Robespierre og hans Haandlangere, Mester; thi 👤Danton bestod alene ved Pøbeloprør: dem var han ►kjed ad, og dem bekæmpede 👤Robespierre nu af al Magt, da ►Konventet, som han sagde, nu var renset og maatte have Ro til at knuse Republikkens Fjender og forberede dens Lyksalighed. 👤Marat lod gjærne 👤Robespierre raade, naar han blot maatte skrive alt, hvad han vilde, med sin ►forgiftige Pen, og desuden var hans Dage nu talte; thi den normanniske Pige 👤Charlotte Corday, som sværmede for det romerske Ideal af en dydig Republik og havde mistet sin Kjæreste ved 👤Marat, indbildte sig, hun var kaldet til at fri 📌Frankrig fra det Uhyre, indsneg sig hos ham under Paaskud af Hemmeligheder, hun vilde aabenbare, og dræbte ham med et Dolkestik i hans Badstue den 15de Juli 93. Hendes Hoved 146faldt naturligvis et Par Dage efter under Guillotinen; men derpaa var hun belavet, og gik i Døden med saa megen Rolighed og Værdighed, forhøjet af Skjønhed og Ynde – hun var 25 Aar –, at et ungt Menneske tilbød sig at dø ►for hende og maatte derfor dø med hende; og 👤Adam Lux fra 📌Mainz skrev et Forsvar for hende, som ogsaa kostede ham Livet. ►Mærkeligt er det, hvad denne Tysker (kun 28 Aar) sagde: “Har jeg fortjent Døden, er det i det mindste ikke mellem Franskmænd”; thi det gjælder ogsaa 👤Charlotte Corday, som ►vist nok i ethvert Land med Lov og Ret vilde været en Morderske, men i det lovløse 📌Frankrig var en Blodhævnerske, som fortjener et ►priseligt Eftermæle, skjønt 📌Frankrig næppe vandt noget ved hendes Vovestykke.
✂ Dette Uhyre 👤Jean Paul Marat blev 49 Aar gammel og var født i 📌Baudry i 📌Neufchâtel og af Natur en Vanskabning, under fem Fod, med et umaadelig stort Dværgehoved; men hvad han tog sig for til Revolutionen, derom har jeg intet fundet, undtagen at han førte et usselt Liv i 📌Paris som Kvaksalver med ét Middel mod alle Sygdomme, som naturligvis var Døden, altsaa det samme, han siden saa utrættelig anbefalede. Hans Giftblad, ►Folkevennen kaldt, skrev han fra Begyndelsen, ►besoldet af 👤Hertugen af Orleans, mod Hoffet, men snart mod alle dem, der udmærkede sig ved noget andet end han selv, altsaa Svinskhed og Blodtørst. Kun 👤Danton og 👤Robespierre sparede han, fordi han selv var en elendig Kryster, som aldrig turde lade sig se, hvor der var Fare paa Færde, og trængte derfor idelig til ►Graabrødre-Klubbens og ►Slagteren 👤Legendres Kjældere at krybe i. – Hvad han immer raabte paa, som det eneste ►Radikalmiddel for Republikken, var at udnævne en Diktator med ►en Klods paa Benene, som skulde være enevældig, men kun til at afsige Dødsdomme. Saa uhyre var imidlertid Forblindelsen, at man ikke blot over hele 📌Frankrig erklærede 👤Marat for 147en Frihedens Martyr, men stredes om hans Støv og Hjærte, satte hans Brystbillede i 📌Pantheon i Steden for 👤Mirabeaus og paakaldte ham som Republikkens Skytshelgen, naturligvis for snart at bande ham som en Djævel, der ene var Skyld i, hvad alle Umenneskerne havde bedrevet.
✂ Paa denne Tid var 👤Robespierre bleven enevældig; thi 👤Danton havde giftet sig, var ►kjed ad Tummel og Blodbad og trak sig paa nogle Maaneder tilbage til sit Fødested, hvorved han tabte sit levende Forhold til Revolutionen og fandt sig, da han kom igjen, ingenlunde uundværlig, men tvært imod afløst, saa han stod kun med sit store Navn, sin Kraft og ►Forvovenhed saa vel 👤Robespierre som sit eget gamle Parti i Vejen; thi i ►Graabrødre-Klubben regerede nu de yngre Medlemmer, som ingenlunde vilde standse med 👤Danton midt paa den blodige Bane, men drive Omvæltningen og Forstyrrelsen til det yderste. Deres Leder var i Literaturen 👤Hébert, en gemen Tyveknægt, som gik paa Arbejde ved Septembermordene og skrev et Blad, endnu skamløsere end 👤Marats, og var for Resten Fuldmægtig hos Byskriveren i den selvgjorte Magistrat, 👤Pierre Gaspard Chaumette, en Skomager-Søn fra 📌Nevers, en halvstuderet Røver, kun 30 Aar gammel, men som dog ►alt havde været baade Matros, Munk og Skriverkarl førend 89, da han gav sig i Skole hos 👤Camille Desmoulins, men løb snart fra ham, satte sig selv til Højbords paa ►Raadstuen 10de Avgust, ombyttede sit Døbenavn, Per Jesper, med det af 👤Anaxagoras, der, efter hans hemmelige Efterretninger, blev hængt for sin Republikanisme; og fra Juni 93 til Marts 94 havde ingen Mand i 📌Frankrig mer at sige end han. Egentlig udgjorde han et lille Triumvirat med 👤Hébert og den prøjsiske 👤Baron Clootz, der kaldte sig ►Anacharsis, og [de] ►gjorde alle Haandværk af Gudsfornægtelse.
✂ Mens nu 👤Danton var borte (September–November 93), var Magistraten og Byen blevne enige om at afskaffe 148Katolicismen som Stats-Religion, ►afløse alle de offentlige Madonnabilleder med 👤Lepelletiers og 👤Marats, Friheds-Martyrernes, Buster, og i 📌Vor-Frue Kirke (📌Nôtre-Dame) indførtes Fornuft-Dyrkelsen med stor Stads den 10de November. Bogtrykkeren 👤Momoros unge Kone spillede i denne Komedie Fornuftens Rolle, som en Gudinde med himmelblaat Shawl over en klar Kjole og den røde Frihedshue paa de flagrende Haar, baaren af fire i en gammeldags Stol, med en Skare af Piger i hvidt med Rosenkranse baade for og bag. Saaledes, med ►klingende Spil og med de ny Helgenbilleder, gik Toget fra Kirken til ►Konventet, hvor Præsidenten omfavnede Gudinden, og 👤Chaumette erklærede, at nu var Fanatismen vegen for Fornuften, og den store Nation havde nu for første Gang bragt de gotiske Hvælvinger til at gjenlyde af Sandhedens Stemme, forladt de døde Afgudsbilleder og vendt sig til Fornuften og dens lyslevende Billede, Naturens Mesterstykke, 👤Madame Momoro. Hele ►Konventet istemte nu: “Leve Republikken! leve Fornuften! væk med Fanatismen!” og ►gjorde Selskab til 📌Vor-Frue Kirke.
✂ Hermed hængte da ogsaa Søndagens Afskaffelse sammen, hvorimod hver tiende Dag skulde kaldes hellig; og denne Ti-Tabel anvendtes barnagtig nok til at give ►splinterny Benævnelser for alskens Maal og Vægt, saa det var kun sært, at Aaret fik Lov til at beholde tolv Maaneder; men disse blev dog ogsaa gjort ukjendelige ved at ►skifte Navne og gjøres lige lange med en Hale af fem Skuddage eller ►Sansculottider, alle store Højtider: den ene for Geniet, den anden for Flittighed, den tredje for smukke Handlinger, den fjerde for Gjengjældelsen, den femte for ►Folkestemmen.
✂ Allerede heraf ser man, 👤Danton kunde have ondt nok ved at kjende 📌Paris igjen, da han kort efter Fornuftens Indførelse i Kirken kom tilbage fra Landet; men under hans Fraværelse var blandt andet ogsaa Dronning 149👤Marie Antoinette, 👤Bailly (57 Aar), ►Girondisterne og 👤Hertugen af Orleans henrettede. Ved den sidste maa vi opholde os et Øjeblik, skjønt alle er enige om, at ingen under Revolutionen havde spillet en foragteligere Rolle, medens man tvistes om, enten han havde afgjørende eller aldeles ubetydelig Indflydelse paa Tingenes Gang. – Hofpartiet ansaa ham nemlig for det store Drivehjul, der ved sine Forbindelser: med 👤Mirabeau, 👤Danton, 👤Camille Desmoulins og selv med 👤Marat, styrede alt fra 📌Bastillens Erobring til 📌Tuilleriernes Bestormelse; medens andre paastaa, at det var kun hans Navn og hans Penge, Folkelederne brugte, uden derfor nogen Sinde at være hans Parti. Sagen er imidlertid den, at skjønt Folkelederne ►vist nok havde denne skamløse Hertug eller 👤Filip Kammerat (👤Égalité), som han til sidst kaldte sig, ►til bedste, saa var hans Navn og Penge dem dog lige uundværlige, saa man kan lige saa lidt tænke sig Revolutionen uden ham som uden dem. Han nedstammede nemlig fra 👤Ludvig den fjortendes Broder, hvis Søn var Regent i 👤Ludvig den 15des Mindreaarighed; og skjønt denne Linje i alle sine Led var berygtet for mange Laster, var den dog folkelig og umaadelig rig, især ved Besiddelsen af 📌Palais Royal, Samlingspladsen for alt baade levende og dødt Galanteri i 📌Paris, og i alle Maader Revolutionens Vugge; saa skulde jeg ønske at have været i 📌Paris, maatte det ene være for at have set 📌Palais Royal. At nu 👤Philippe Égalité en Gang havde ►smigret sig med at blive Konge eller i det mindste Regent i 📌Frankrig, følger af sig selv; men det gjorde om ikke andet, saa dog hans Fejhed umuligt, som var bleven til et Ordsprog, saa Pariserne paastod, han havde kun én Gang været til Orlogs, én Gang steget ned i [et] ►Bjærgværk og én Gang gaaet op i en ►Luftmaskine, for at vise sin Fejhed i alle Elementer; og allerede i Begyndelsen af 92 synes han at have mærket Uraad, thi da nærmede han sig Hoffet og havde uden Tvivl udsonet sig med Kongen, 150hvis ikke Hoffolkene bogstavelig havde traadt ham paa Hælene og, naar han vendte sig, spyttet ham i Øjnene; men det var naturligvis mer, end han kunde døje; og da han trode, det skete paa Kongens eller dog paa Dronningens Anstiftelse, stræbte han i Fortvivlelse kun at faa sin Hævn styret paa dem, uden at spørge om Følgerne. – Til stor Forargelse, man siger, selv for ►Jakobinerne, stemte han for Kongens Henrettelse, og det blev i alt Fald hans sidste Livstegn; thi alt i April 93 blev han udstødt af ►Jakobiner-Klubben, under et tomt Paaskud smidt i Fængsel og henrettet 5te November 93.
✂ Over alt dette kunde 👤Danton ikke skjule sin Fortrydelse, og hans gamle General-Adjudant 👤Camille Desmoulins kunde det endnu mindre; saa 👤Robespierre havde vist gjærne strax opofret dem, men han mente, de kunde endnu hjælpe ham til at undertrykke hans sidste farlige Medbejler, Magistraten, og derfor tog han med mange Ophævelser baade 👤Danton og 👤Desmoulins i Forsvar, men paa saa overmodig en Manér, at det var klart, naar de tog dermed til Takke, da levede de herefter kun af hans Naade. Om 👤Danton sagde han: “Han var vel for sen til at mistænke 👤Dumouriez, og han bar alt for lidt Had til 👤Brissot og hans Kammerater; men fordi han ikke altid har været enig med mig, skulde jeg deraf slutte, at han var en Landsforræder? nej, jeg tager maaské fejl, men jeg har altid fundet 👤Danton ivrig i Revolutionens Tjeneste.” Om 👤Camille sagde han: “Han er svag og godtroende, men han har altid været en Republikaner; han har holdt Venskab med 👤Mirabeau, 👤Lameth og 👤Dillon; men han har altid selv sønderbrudt sine Afguder, naar han fik Øjnene op. Lad ham fortsætte sin Bane og være forsigtigere herefter!”
✂ Herfra maa vi da regne 👤Robespierres Tronbestigelse, og hvad jeg véd om hans forrige Liv er, at han var baade ►Prokurator og Søn af en ►Prokurator, født i 📌Arras 30 Aar før Revolutionen og havde ►dèr i Ludvig den fjortendes 151Kollegium► høstet megen Ros for sin ►latinske Stil og romerske Tankegang. Som Medlem af ►den første National-Forsamling gjorde han imidlertid ikke synderlig Opsigt, saa det var først i ►Jakobiner-Klubben, han begyndte at spille en betydelig Rolle, ved det Skin, han vidste at give sig af Grundighed og en rolig, men grænseløs Begejstring for Friheden. Han var for Resten et af disse middelmaadige Hoveder, som, ved at stjæle, hvad man kalder høje Tanker og smukke Vendinger, fra berømte Skribenter og Talere, pynter deres kjedsommelige Snak saaledes, at alle dumme og vankundige Personer, som vil ansés for dannede, beundre dem. Sit System udtrykte han kortelig saaledes: “Udvendig er vi omringede af Tyrannerne, indvendig sammenrotte deres Venner sig, og det vil blive ved, til Lasten taber Haabet; saa vi maa enten udrydde alle Republikkens indvortes og udvortes Fjender eller gaa til Grunde med den. Under disse Omstændigheder maa vor første politiske Grundsætning være: at lede Folket med Fornuft og slaa dets Fjender med Skræk. I Fredstid maa Drivehjulet under en folkelig Regering kun være Dyden, men under Revolutionen baade Dyd og Skræk: Dyden, uden hvilken Skrækken er fordærvelig, og Skrækken, uden hvilken Dyden er magtesløs. Revolutions-Regeringen er derfor Frihedens Despotisme over Tyranniet, men i hele Riget skal Egennytte afløses af Moralitet, Ærgjerrighed af Ærlighed, Sædvaner af Grundsætninger, Anstændighed af Pligtfølelse, Modens Tyranni af Fornuftens Herredømme, Forfængelighed af Sjæls-Højhed, Kjærlighed til Penge af Kjærlighed til Æren, godt Selskab af gode Mennesker, Snigveje af Fortjenesten, Skjønaanden af Geniet, Skin af Sandhed, Stormandens Smaalighed af Menneske-Storhed, et elskværdigt, men letsindigt og usselt Folk af et højmodigt, mægtigt og lykkeligt, kort sagt: alle Monarkiets Laster og Latterligheder skal afløses af alle Republikkens Dyder og Mirakler.”
✂ 152Det var nu Snakken, men Virkeligheden var aldeles Lovløshed, en ►Jakobiner-Klub, selvgjort af Folk fra Gaden, som ved sine Aflæggere tyranniserede hele Riget og tyranniseredes igjen af 👤Robespierre, som satte Dyden og Skrækken i Kraft ved en ►Kommission for det almindelige bedste (et enevældigt Statsraad), en ►Kommission for den almindelige Sikkerhed (et grænseløst Politi) og et ►Revolutions-Tribunal (en lovløs Standret), som alle maatte skjælve for, da alle fandtes skyldige, og Døden var den eneste Straf, fordi, som 👤Barère sagde, de døde er de eneste, som ikke kommer igjen. Hvem der nu faldt Politiet mistænkelig, blev uden videre fængslet, stillet for Standretten, dømt og halshugget; og om mistænkelige Personer havde Magistraten givet en Oplysning, der saa vidt muligt fulgtes; det var:
✂ 1) de, der i Folkeforsamlinger ved Træskhed, Skrig og Trusler stræbte at hindre energiske Forholdsregler;
✂ 2) de, som, ►hulere, talte hemmelighedsfuldt om Republikkens Ulykke, beklagede Folkets Skæbne og udbredte immer slette Tidender med ►hykkelsk Sorg;
✂ 3) de, der skifte Sprog og Adfærd med Omstændighederne: tie bomstille om Royalisternes og ►Føderalisternes Forbrydelser, men tordne mod Patrioternes smaa Fejltrin, og hykle, for at synes Republikanere, en studeret Barskhed og Alvorlighed, men give efter, naar Talen er om en Moderat eller Aristokrat;
✂ 4) de, der beklage Forpagterne og de graadige Kjøbmænd, som Loven er nødt til at holde i Ave;
✂ 5) de, som vel bestandig føre Frihed, Republik og Fæderneland paa Læberne, men omgaas dog de forrige Adelsmænd, Præster, Revolutions-Fjender, Aristokrater, Royalister og Moderate, og tage Del i deres Skæbne;
✂ 6) de, der ingen virksom Del har taget i Revolutionen, og som, for at undskylde sig, ►raabe paa Skatterne, 153de har betalt, Gaverne til Fædernelandet, Tjenesten i ►Nationalgarden og deslige;
✂ 7) de, der har modtaget den republikanske Konstitution med Ligegyldighed og ytret en falsk Frygt for, at den enten aldrig vil træde i Kraft eller dog ingen Varighed have;
✂ 8) de, som vel ikke har gjort noget mod Friheden, men dog heller intet gjort for den;
✂ 9) de, der ikke møder ved Samlingerne, og undskylde sig, enten med, at de har ingen Stunder, eller at de har ingen Talegaver;
✂ 10) de, der taler foragtelig om Øvrighederne eller om de ►folkelige Selskaber og Frihedens Forsvarere.
✂ Efter disse smukke Regler havde man nu handlet et halvt Aar, da 👤Camille Desmoulins begyndte at udgive et Blad, kaldt “►de gamle Graabrødre”, hvori han ikke blot paa det skarpeste angreb 👤Hébert og 👤Chaumette, men hele Rædsels-Systemet, især ved at fortælle efter 👤Tacitus, hvordan det gik til i 📌Rom under 👤Tibér og 👤Caligula, da den, der trak sig tilbage, var lige saa mistænkelig som den, der ►aabenbar bejlede til Folkegunst, den rige mistænkelig, fordi han kunde bestikke, og den fattige mistænkelig, fordi han intet havde at tabe; ja, han vovede end ogsaa at foreslaa et Mildheds-Raad, der skulde undersøge Fængslerne og sætte de uskyldige i Frihed. Af dette Blad blev der afsat 50,000 Exemplarer, og 👤Robespierre glemte ikke at benytte sig af, hvad der var sagt mod 👤Hébert og 👤Chaumette, men fnøs lige fuldt over Skoserne og Mildheds-Raadet og sagde højt i ►Jakobiner-Klubben, at vel var 👤Camille et fortræffeligt Menneske, men det gav ham ikke Ret til at skrive mod Patrioterne; han havde desuden oversat 👤Tacitus, uden at forstaa ham, og hans Skrifter var en Lækkerbisken for Aristokraterne; saa man skulde behandle ham som et skjødesløst Barn, der legede med farlige Vaaben og gjorde Ulykker: ham skulde man 154skaane, men brænde hans Blade. – Nu brast 👤Camilles Taalmodighed, saa han raabte: “Brænde er ikke at besvare”, og dermed var Freden ude; thi nu raabte 👤Robespierre i sin Arrighed: at nu, siden han vilde forsvare sine skammelige Blade, var det klart, han ikke havde skrevet dem i sit Hjærtes Enfoldighed, men laant sin Pen til store Forbrydere, som i Skjul vilde udspy deres Gift. Hermed stiklede 👤Robespierre paa 👤Danton, hvis Fald var besluttet (først i Februar), men opsattes, til man havde ►Hébertisterne af Halsen, som skete midt i Marts. [Det var] ►👤Vincent 👤Hébert, Slutter-Søn, før Potte og Pande hos Krigsministeren 👤Bouchette; 👤Ronsin, General for Revolutions-Tropperne, en mislykket Tragedie-Skriver; Bogtrykkeren 👤Momoro, 👤Chaumette, 👤Clootz o. s. v., og 24de Marts bragtes de (paa 👤Chaumette nær) under Guillotinen. Pøbelen løb efter 👤Hébert og skreg: “Han er flyvende gal, ►Fader Duchêne”, som Udraaberne plejede at skrige, naar de falbød hans Blad. Da 👤Chaumette kom til 📌Luxembourg-Fængslet, stimlede Fangerne om ham og pegede Fingre, og én sagde: “Filosof 👤Anaxagoras! jeg er mistænkelig, du er mistænkelig, vi er mistænkelige”, og han skyndte sig at krybe ind i sit Hul, hvoraf han ej vovede sig ud.
✂ Nu ►var Raden til 👤Danton, og kun forgjæves søgte fælles Venner at forsone ham med 👤Robespierre; thi vel fik de et Møde bragt i Stand, men til ingen Nytte; thi 👤Robespierre vilde vel ikke have Skin af at være 👤Dantons Fjende, men erklærede: at sine bedste Venner maatte man opofre for det almindelige bedste; og hans Kammerater i ►Kommissionen for det almindelige bedste: 👤Collot d'Herbois og 👤Billaud-Varennes, kunde ikke udstaa 👤Danton. Hans Venner trængte ind paa ham, [om] enten at flygte eller gjøre Anstalt til Forsvar; men han vilde ingen af Delene, men sagde, han vilde heller falde under Guillotinen end frelse sig med dem, og trøstede sig med, at, naar man 155rev 👤Robespierres Hus ned og satte en Skamstøtte dèr, skulde man sige om 👤Danton: “Han var en god Fader, god Ven og god Borger.” Flugten afviste han med de Ord: “Tænker I, jeg bærer mit Fæderneland under mine Fodsaaler!” Han trode imidlertid ikke, man vilde vovet at fængsle ham, men dog skete det Natten til 1ste April. En af hans gamle Haandlangere, 👤Slagteren Legendre, vovede vel næste Morgen i ►Konventet at ymte om, at en 👤Danton, selv Medlem af Forsamlingen, dog vel fortjente at høres, før han dømtes; men saa snart 👤Robespierre opløftede sin Røst, stak ogsaa han sin Pibe ind. Da han for Standretten efter Sædvane blev spurgt om Navn, Alder og Bopæl, svarede 👤Danton: “Jeg er 👤Danton, noksom bekjendt under Revolutionen, 35 Aar er min Alder, og snart skal min Bopæl være i Tomheden; men mit Navn skal leve i Historiens ►Pantheon.” Kun omsonst forsvarede han sig i tre Dage, omsonst forlangte han sine Anklagere nærværende, og en Del andre ►Konventslemmer kaldte til Vidne; Præsidenten havde brugt den Forsigtighed: ikke som sædvanlig at lade de edsvorne trække Lod, men valgt dem, han kaldte solide (paalidelige). [Den] 5te April blev han henrettet, tillige med sin Ven 👤Camille Desmoulins, General 👤Westermann fra 📌Elsas, en af Anførerne [den] 10de Avgust, og en hel Del andre, hvoriblandt selv en dansk ved Navn 👤Didriksen. Otte Dage efter faldt med 👤Chaumettes Hoved mange fleres af alle Haande Farver, men vel intet saa uskyldigt som 👤Camilles unge Kones, der end ej beskyldtes for andet end Ømhed for sin Mand, og hun gik i sin blomstrende Ungdom og Skjønhed saa heltemodig til Døden som 👤Madame Roland og den normanniske Pige.
✂ Nu var da 👤Robespierre enevældig, eller rettere: Guillotinen var det; thi denne Halshugger-Maskine, forbedret og indført af Lægen 👤Guillotin, Medlem af National-Forsamlingen, var det store Drivehjul i ►den jakobinske 156Statskunst►; 👤Robespierre var kun dens Sjæl, og den store Anklager 👤Fouquier-Tinville dens Ypperstepræst, ellers en Bondesøn fra 📌Artois, født 1747. For Resten udgjorde 👤Robespierre med 👤St. Just og 👤Couthon Triumviratet, som 📌Frankrig skjælvede for.
✂ 👤St. Just var født i Nærheden af 📌Noyen, 📌Isle de France, 1767, blev Medlem af ►Konventet knap 25 Aar gammel og blev snart for sin Dristighed 👤Robespierres højre Haand, der gjorde 👤Danton overflødig. Ham var det, som (Oktober 93) fik 📌Frankrig erklæret i Revolutionstilstand ►til Freden og fik oprettet en saakaldt ►Revolutions-Armé under 👤Ronsin, af 6000 Mand og 1200 Artillerister, som skulde udføre alle Regeringens Beslutninger. Ham var det, som anklagede 👤Danton i ►Konventet; ham var det ogsaa, som, da 👤Camilles skrev om Mildheds-Raadet, opgjorde Regningen saaledes i ►Konventet: “I har 100,000 Fanger, og ►Revolutions-Tribunalet har dømt 300; men under Kongedømmet var der 400,000 Fanger, da hængte man aarlig 15,000 Smuglere og lagde 3000 Stakler paa Stejle; der er den Dag i Dag 4 Millioner Fanger i 📌Evropa, for hvis Skrig I er døve; medens jeres landsforræderske Nænsomhed lader alle jeres Regerings Fjender triumfere! Vi overvælde os selv med Bebrejdelser, medens Kongerne, tusend Gange grummere end vi, sove rolig paa deres Laster.” Med alt sit Sværmeri for Blodbad i ►Mængdens Navn, var dog 👤St. Just lige saa lidt som 👤Robespierre folkelig, men en mørk, hovmodig og egenkjærlig Sværmer, hvorfor 👤Camille skrev om ham, at han bar sit Hoved saa højt som Sakramentet, hvortil imidlertid Blodhunden svarede: “Jeg skal lære ham at bære sit Hoved saa lavt som 👤St. Denis (under Armen).”
✂ 👤Couthon, halt og vanfør, ►Prokurator, født i 📌Orcet i 📌Auvergne 1756.
✂ Jeg siger, det var Guillotinen, der regerede enevældig efter 👤Dantons Fald; thi nu var der ingen, 👤Robespierre eller ►Kløverbladet personlig frygtede, og der var ikke Tanke 157hos dem om at bygge op, men kun at rive ned og forhindre ethvert virkeligt Forsøg paa at bygge noget op i Steden for det nedbrudte, under Paaskud af, at det [var] Begyndelsen til et Slot. Kun Revolutionen, Omvæltningen, svævede dunkelt for dem som den daglige Omdrejning, hvorpaa Verdens Vedligeholdelse berode, eller som Blodets Omløb i det menneskelige Legeme, som er Livets Betingelse; og dette drømte Uhyre, der bestandig maatte fødes, var naturligvis en Skabning af deres egen umættelige Blodtørst, som havde et kun alt for virkeligt Billede i Guillotinen, der maatte holdes i Gang og holdes varm. – Dette er det rædselsfulde over al Maade, hvor de regerende slet intet Maal har, som kan naas enten med det onde eller med det gode, men kun en fix Idé, der bestandig kræver Blod, for at holde sig ved lige, og kan dog aldrig realiseres. – ►Kløverbladet vilde nemlig udrydde alt, hvad der stred mod deres Begreb om den bedste Verden, som var: en hel Mængde, lige saa fattig og mindre klog end de.
✂ Uagtet derfor blandt andet 👤Dantons Forhør beviser, det var nemt nok at blive dømt fra Livet, fandt dog 👤Robespierre, der var endnu for mange Formaliteter, og gjorde derfor en ny Lov, hvorefter der hverken behøvedes Vidner eller edsvorne, naar man enten havde juridisk eller moralsk Overbevisning om Statsforbrydelse, da “Folkets Fjender” havde forbrudt deres Borgerret. Vel fandt man i ►Konventet, det var lidt for galt, da nu heller ingen dèr havde mindste Sikkerhed, og for første Gang begyndte man at knurre, men maatte stikke Piben ind; og efter ►Loven af 20de Prairial (10de Juni) kom Guillotinen først ret i Gang; thi til den Dag var der i mer end et Aar kun fældet 576 Dødsdomme, men i de følgende 6 Uger alene blev der fældet 1285, og 👤Fouquier-Tinville fandt endnu, det var for lidt, og haabede at bringe det i det mindste til 450 i hver ►Dekade. Mellem alle disse véd jeg ingen, som ►Triumvirerne egentlig havde ►noget imod, det var 158næsten lutter saakaldte mistænkelige, sammenstuvede i Fængslerne, som man foregav spandt paa Sammenrottelse for at brække ud; man lod ►aabenbar halshugge, blot for at Guillotinen ikke skulde gaa i Staa, og hver Dags Slagtofre kaldte man en ►Bægt. Hvordan man nu skyndte sig for Retten, kan De slutte af følgende Exempel: Præsidenten spurgte en af de anklagede: “Véd du noget om Sammenrottelsen?” – “Nej.” – “Ja, det tænkte jeg nok, du vilde sige; men det skal ikke nytte dig.” – Den følgende: “Har du ikke været Præst?” – “Jo, men jeg har aflagt ►Eden.” – “Det spørge vi ikke om.” – Den følgende: “Har du ikke været Dronningens Arkitekt?” – “Jo, men jeg faldt i Unaade 88.” – Den følgende: “Har du ikke staaet i Garden?” – “Jo, men jeg fik Afsked 89.” – Den følgende: “Sidder ikke din Svigerfader i 📌Luxembourg-Fængslet?” – “Jo.” – Da den berømte Kemiker 👤Lavoisier forlangte blot 15 Dages Opsættelse, for at fuldende et Værk, han i flere Aar havde arbejdet paa, svarede en af Præsidenterne, Lægen 👤Coffinhal fra 📌Auvergne (født 1746): “Republikken trænger hverken til Kemikere eller lærde Værker, men Retten maa have sin Gænge.”
✂ Denne ►Lov af 10de Juni, som skaffede Guillotinen sin gyldne Tid, gav imidlertid 👤Robespierre sit Banesaar, dels fordi den satte Skræk i ►Konventet, og dels fordi han havde givet den paa sin egen Haand, uden at raadføre sig ►enten med de andre ►Lemmer af Statsraadet (►Velfærds-Komiteen) eller med Politikammeret. Snart mumlede man om, at han [havde] gjort en Liste, hvorpaa selv en Del af disse hans Hjælpere befandt sig; og da han dog ikke havde Mod til at levere dem i Standrettens Hænder, men tænkte, han kunde forbavse Verden og ►lynslaa sine Fjender, blot ved at trække sig tilbage fra Raadet, saa dannede der sig hemmelig et Forbund imod ham, der blev hans Undergang.
✂ Hovedmanden i dette Forbund var 👤Tallien, en Portner-Søn fra 📌Paris, men med lidt fornem Opdragelse, 159kun 28 Aar og en ►rasende ►Jakobiner, til han i 📌Bordeaux lærte at kjende den smukke 👤Madame Fontenay, der smeltede hans Hjærte, saa han standsede Blodbadet, hvorved han naturligvis faldt i Unaade hos Statsraadet, blev kaldt tilbage og maatte se sin elskede gaa i Fængsel. Han havde især sat sig mod ►Loven af 10de Juni og stod øverst paa Listen, saa han havde intet at tabe. Han forbandt sig derfor med to ►forvovne Kroppe i Statsraadet, som ogsaa mishagede 👤Robespierre: 👤Collot d'Herbois og 👤Billaud-Varennes, og med de fornemste i Politikammeret, til hvem da Slagteren 👤Legendre, alle 👤Dantons Venner og alle de, der ønskede ►Rolighed, sluttede sig.
✂ 👤Collot d'Herbois havde været Skuespiller, taget virksom Del i alle Revolutionens Grusomheder og erhvervet sig øgenavnet Tigeren, og hans Grundsætning var, at jo mere Blod Statslegemet svedte, des bedre befandt det sig. – 👤Billaud-Varennes, en ►Prokurator fra 📌Rochelle, 👤Collots gamle Kammerat. – 👤Barère var Tredjemanden i Statsraadet, en ►Gascogner fra 📌Tarbes, født 1755 af Adel; men han var altid som Vinden blæste, og laante sine ►Gasconnader til hvem der havde Magten. Ingen havde derfor i Rædselstiden saa ►lydelig og idelig tilegnet sig dens Grundsætninger; tidlig havde han erklæret, at Friheds-Træet umulig kunde gro, uden at gødes med en Tyrans Blod, og da man en Gang beklagede Grusomhedernes Mængde, sagde han offentlig, at Friheden var en Jomfru, hvis Slør ikke maatte lettes; og deri havde han sin Styrke, at kaste et tyndt Slør over alle Forbrydelser og stille Smaating i et ►glimrende Lys, saa han var ret skabt ►til 👤Robespierres Lovtaler, som han ogsaa var endnu Dagen før Tyrannens Fald.
✂ Endelig slog hans Time, den deraf berømte ►9de Thermidor (27de Juli); Dagen i Forvejen havde han holdt den sidste af sine lange, pralende, kjedsommelige Taler, men, da man ikke længer haabede noget af ham og ej frygtede 160synderlig for ham, fandt han til sin store Forbavselse ej mindste Bifald; og da han endte med at anklage baade Politikammeret og Statsraadet, blev det alle hans Uvenner klart, at nu maatte det briste eller bære.
✂ Den første, som vovede til Gjengjæld at anklage 👤Robespierre, var 👤Cambon, en protestantisk Kjøbmand fra 📌Montpellier, en meget tvetydig Person for Resten, der som Medlem af Revolutions-Raadet havde bestyret Finanserne, men som nu raabte: “Det er Tid at sige den rene Sandhed: en ►Enkeltmand tilintetgjør alle ►Konventets Beslutninger, og det er 👤Robespierre!” – “Ja”, raabte 👤Billaud-Varennes, “nu maa alle Masker rives af”; og nu raabte man det samme i Munden paa hinanden, medens 👤Robespierre stammede og turde ikke nævne dem, han egentlig vilde anklage; men ►med alt det kom man dog ikke videre den Dag end til at beslutte: 👤Robespierres Tale skulde ikke trykkes og sendes om, men undersøges.
✂ 👤Robespierre var glad, han slap, og styrtede hen til ►Jakobiner-Klubben, hvor han fandt sig omringet af alle sine Tilbedere og ►Redskaber, hvor især 👤Henriot, ►National-Gardens Anfører, lovede ham at gjøre kort Proces, og da han rørende sagde: “Velan, mine Venner! ►gaar paa og frelser Friheden endnu en Gang! men glipper det, da skal I se mig ►drikke Skarntyde-Saften”, da raabte den berømte Maler 👤David: “Jeg drikker den med dig.”
✂ Endnu denne sidste Dag var Guillotinen i den ønskeligste Gang og skaffede blandt andet to unge Digtere ud af Verden, 👤[André] Chénier og 👤Roucher, som vel ingen offentlig Post havde beklædt eller virksom deltaget i den store Trætte, men havde dog gjort sig mistænkte for ej at ynde Blodbadene og beskyldtes saa for at ►stemple i Fængslet.
✂ ►Den 9de Thermidor skulde Slaget staa. 👤Robespierres dristigste Venner raadte ham at lade Modstanderne tage ved Vingebenet Aftenen eller Natten før; men det turde han ikke, alt skulde have Skin af Lovlighed; 👤St. Just, 161som i Huj og Hast var kommen tilbage fra Armeen, skulde først anklage dem i ►Konventet, 👤Robespierre skulde understøtte ham, og først naar det ikke hjalp, skulde 📌Paris, ligesom ved ►Girondisternes Fald, erklæres i Oprør af ►Mairen 👤Fleuriot fra 📌Bryssel og Borgergeneralen 👤Henriot, om hvem man ellers ej synes at vide det mindste. Paa den anden Side havde ►Konventet heller ikke Mod til at arrestere disse Anførere, saa Tilfældet maatte gjøre Udslaget.
✂ Da nu 👤St. Just besteg Talerstolen, blev han overdøvet, 👤Tallien og 👤Billaud-Varennes tog Ordet, og kun forgjæves stræbte 👤Robespierre at komme til Orde; man støjede, man hujede: “Ned med Tyrannen!” 👤Tallien viste under stort Bifald en Dolk, hvormed han sagde, han vilde gjennembore Tyrannen, hvis ikke ►Konventet vilde fælde ham; men han havde dog ikke Mod til at foreslaa hans Fængsling, det vovede kun en af 👤Marats Beundrere: 👤Louchet fra 📌Pyrenæerne. “For sidste Gang”, skreg 👤Robespierre, “forlanger jeg Ordet, du Præsident for Snigmordere!” men af Frygt og Arrighed var Stemmen kvalt, hvorved 👤Garnier bemærkede: “Det er 👤Dantons Blod, der kvæler dig”, og nu blev endelig hans Fængsling i største Forvirring besluttet. 👤Henriots Fængsling var ►alt forhen besluttet, og 👤St. Justs og 👤Couthons blev det strax efter; men det var Spørgsmaalet, hvem der skulde sætte Beslutningen i Kraft. Det havde ►Konventet slet ikke sørget for, og da man i Fængslerne ikke vilde modtage det store ►Kløverblad, blev de ført til ►Raadstuen og modtagne med aabne Arme; 👤Henriot, som var halv fuld, for op og ned ad Gaderne, som han var gal, blev en Gang arresteret og slap ud igjen, men kunde dog ikke bringe Artilleriet til at fyre paa ►Konvents-Salen og maatte flygte til ►Raadstuen. Nu først, efter Kl. 7 om Aftenen, hittede man endelig paa i ►Konventet at udnævne en Anfører for deres Tilhængere og at sende nogle Medlemmer ud, for at overtale Nationalgarden, der ►alt vaklede.
✂ 162Til Anfører udnævnede man 👤Barras, en ►Provençaler af saa gammel Adel som 📌Provences Klipper, født 1755, Officer før Revolutionen og kun ►Ven ad den som en Lykkeridder, der i en Hast havde forødt sine Midler, men begyndte nu at spille en stor Mand. Han fik en Del andre Konvents-Medlemmer til Adjudanter, og saa snart Salen var sikret, marcherede en af disse, 👤Leonard Bourdon fra 📌Orleans, en ►rasende ►Jakobiner, som man kaldte ►Leoparden, til ►Raadstuen, men turde dog ikke angribe den, da 📌Grevepladsen var fuld af bevæbnede. En simpel Betjent 👤Dulac var dristigere, han vovede sig ind i Stimmelen og oplæste Konvents-Dekretet, hvorved hele Magistraten gjordes fredløs; og hvem der nu ikke gik hjem, forenede sig med 👤Bourdon. Endda turde han ikke gaa nærmere, da han frygtede for, ►Raadstuen var ►undermineret; men 👤Dulac, en Politisoldat 👤Meda og nogle andre trængte ind med Sabler og Pistoler og fandt det høje Herskab fortvivlet og til Dels svømmende i sit Blod.
✂ En af Dommerne i ►Blodretten, ►Læge af Profession, 👤Coffinhal, havde smidt General 👤Henriot som en Kryster ud af Vindvet ned paa en Mødding og var saa løbet sin Vej; 👤Robespierre havde skudt sig Ansigtet fordærvet og blev nu med Resten bragt til ►Konventet Kl. 3 om Morgenen. Dèr var naturligvis stor Glæde, men man vilde ikke se Tyrannen, han blev lagt paa et Bord i Statsraadssalen nogle Timer og siden ►selv 21de ligesom Girondisterne smidt for Blodretten, hvor hans højre Haand 👤Fouquier-Tinville endnu havde den Fornøjelse at være Anklager, og samme Dags Eftermiddag faldt hans og hans Stalbrødres Hoved under Guillotinen.
✂ Med 👤Robespierres Fald ►den 9de Thermidor (27de Juli) 94 begynder ►et nyt Tidsrum i Konventets Historie, som varer til dets Opløsning den ►4de Brumaire (26de Oktober) 95; og dette Tidsrum kalde Franskmændene det anarkiske eller hovedløse, som efter saa mange Halshuggelser var 163venteligt nok; og man kan desuden nok begribe, hvilken Forvirring der maatte blive, naar 👤Robespierres gamle Stalbrødre og Haandlangere: som 👤Carnot, 👤Collot d'Herbois, 👤Billaud-Varennes og 👤Tallien, nu enten skulde være Hoveder for det moderate Parti eller undertrykkes af det, to lige unaturlige Forhold, der maatte frembringe ideligt Røre, Vaklen og Selvmodsigelse. Paa den ene Side lod det sig ikke gjøre at straffe alle 👤Robespierres medskyldige; thi det var ikke blot hele ►Tylvten, men hele ►Konventet; og paa den anden Side krævede Blodet og ►Folkestemmen Hævn. Først prøvede man paa at lade det bero ved at opløse Standretten, ofre 👤Fouquier-Tinville, standse Guillotinen og sætte Fanger i Tusendtal paa fri Fod; men det kunde umulig forslaa, thi dels maatte man nødvendig tilbagekalde ►Girondisternes faa Levninger og mange Venner, som 👤Robespierre havde smidt paa Døren, og dels kunde ►Jakobinerne lige saa lidt opgive Blodbadet som ►den røde Hue; og ►Konventet saa’ sig da nødt til at opofre 👤Barère, 👤Billaud-Varennes, 👤Collot d'Herbois, og hvem der ellers havde været nær forbundet med ►Triumvirerne, og lukke ►Jakobiner-Klubben, dette den ►21de Brumaire (12te November), hint den 2den Marts 95. To Dage efter kom 👤Isnard og 👤Lanjuinais tilbage, og Digteren 👤[M. J.] Chenier sagde ved den Lejlighed: “Hvi fandtes der ikke en Hule dyb nok til at unddrage 👤Vergniauds Veltalenhed og 👤Condorcets Geni fra Bødlerne!”
✂ 👤Lanjuinais var ►Prokurator, født i 📌Rennes 1754, havde været Medlem af ►den første National-Forsamling og en af Stifterne af ►Bretagne-Klubben, som blev Jakobiner-Vuggen; men som ►Konvents-Medlem havde han modsat sig Kongens Behandling og alle Grusomheder, vovet sit Liv til det yderste med ►Girondisterne og kun ved et besynderligt Lykketræf reddet det. – ►Den 13de Germinal (2den April) blev 👤Barère, 👤Collot, 👤Billaud og 👤Vadier deporterede, for at afbryde deres Proces, som indvikledes ►svart, 164da Bisidderne i ►Velfærdskomiteen: 👤Carnot, 👤Lindet og 👤Prieur, vilde staa Last og Brast med dem. – 👤Vadier (fra 📌Pamiers i 📌Foix) undveg imidlertid, og 👤Barère blev siddende fast paa Øen 📌Oleron ved 📌Rochefort, til ►den 18de Brumaire løste ham; 👤Collot og 👤Billaud maatte derimod til 📌Guyana, hvor 👤Collot døde i en hidsig Feber af en hel Flaske Akvavit, han drak (Januar 96), og 👤Billaud (►Prokurator fra 📌Rochelle) lærte Papegøjer at snakke og levede endnu 1816, da han ankom til 📌New York. – 👤Fouquier fik sin Dom ►17de Floréal (7de Maj) 95.