↩ 👤Mirabeau var baade klog og oprigtig nok til ikke alene at stemme for Kongens Ret til at forkaste saa vel som at bifalde National-Forsamlingens Beslutninger, paa Grundloven nær, men selv til at sige: han vilde ►heller leve i 📌Konstantinopel end i 📌Paris, naar 6 eller 1200 Raadsherrer skulde regere uindskrænket; men 👤Sieyes var ►som en Kariol-Hest, og hele hans Tankegang var som en ►Stereotyp, siger 👤Thiers, der slet ikke lod sig skille ad; og endelig blev de fleste Stemmer for en Mellemting, for et Veto nemlig, der ej kunde ophæve, men kun forsinke Udførelsen af en Folke-Beslutning. Medens imidlertid saa vel dette som ►Kundgjørelsen om Menneske-Rettighederne og flere Ting laa hos Kongen og ventede, ikke paa hans Bekræftelse, 105som man paastod, Grundloven ikke behøvede, men blot paa, hvad der maatte følge af sig selv: hans Bifald og Bekjendtgjørelse, løb det Rygte, som ikke var urimeligt, at han helst vilde rejse til 📌Metz eller en anden Grænsefæstning, for at være uden for det hele og have Ro; og hertil kom et Gilde, Garder-Officererne i 📌Versailles gjorde 2den Oktober for et andet Regiments nyankomne i 📌Skuespilhuset, hvor man raabte Hurra for Kongehuset, men ikke for Folket, ►gjorde Blæst med hvide og sorte Kokarder, men traadte, sagde man, paa den trefarvede, fik en Del Soldater ind at drikke Kammeratskab, stormede under Trommeslag Logerne med alskens Hofdamer i, sang en bekjendt Arie: ►“O, Richard, min Konge! al Verden dig svigter”, svor Troskab til Døden, og fik til sidst baade Kongen og Dronningen til at vise sig og modtage deres Hylding.