↩ Det var ingenlunde blot 👤Herman von Bremenfeld, der lærte af Erfaring, hvor meget lettere det er at kritisere Borgemesteren end at ►succedere ham; det lærte f. Ex. 👤Bailly den første Aften, han præsiderede paa ►Raadstuen i 📌Paris, og det lærte hele 📌Frankrig under Revolutionen, men maatte betale saa dyre Lærepenge, at det øvrige 📌Evropa helst skulde blive klogt af andres Skade. At det imidlertid kun endnu har forstaaet saa lidt, selv her, hvor “►den politiske Kandestøber” dog ►alt i hele tre Menneske-Aldere ikke blot har stillet denne Erfarings-Sandhed i et klart, men det politiske Kandestøberi i et ►udmærket latterligt Lys, dertil er mange Grunde, hvoraf dog, saa vidt jeg skjønner, to kunde være nok; thi den ene er Opvaagnelsen af den længe indslumrede Drift til at tage levende Del i ►det borgerlige Selskabs Ve og Vel, især hvor det ligger nærmest; og det er saa god og glædelig en Ting, at for den Sags Skyld burde man kun smile ad alt politisk Kandestøberi, baade skriftligt og mundtligt, hvor det ikke alt for meget spildte Folks kostbare Tid og gode Humør; men den anden Grund er langt fra at være saa god, thi den gjør ondt værre og gjør Forbedring hartad umulig; og det er efter mine Tanker hverken Ungdommens naturlige 96Hang til ►Sværmeri eller ►Døgnbladenes drømte Almagt, men det er vor planmæssige Dannelse til at blive Recensenter alle sammen, i Steden for Forfattere, saa naar vi recensere og kriticere godt, gjør vi virkelig vort bedste, uden at det dog hjælper synderlig til det ►almindelige bedste, men det kan hjælpe betydelig til det ►almindelige værste, som er: ►det borgerlige Selskabs Opløsning.