Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

Jeg mener da vel altsaa, det nytter os slet ikke at tænke paa den Sag, men, da det gik skjævt i 📌Frankrig, og vi desuden umulig kunde vinde noget ved at efterabe selv de klogeste Franskmænd, [at det saa er bedst] at overlade det ganske til Skæbnen eller til Kongen og Kollegierne: om der skal, og til Omstændighederne i Fremtiden: om der kan ske nogen Forbedringer i 📌Danmark!– Nej, m. H., det har jeg aldrig sagt, og hvad der følger af, hvad jeg har sagt, er blot, at i det mindste vi trænge til at blive langt bedre oplyste, end vi er, om “fælles bedste”, før det var raadeligt at give os Hals og Haand over Statsforfatning, Lovgivning og alle offentlige Indretninger, trænge altsaa først og fremmest til en hensigtsmæssig Oplysnings-Anstalt for disse Ting, hvis vi ikke allerede har den; og det er, hvad jeg mener med en folkelig Højskole og dens borgerlige Nødvendighed i vore Dage, da, uden fremskridende folkelig Oplysning, hverken Konger, Kollegier eller Folkeraad og National-Forsamlinger er i Stand til at vide og ramme det almindelige bedste.