↩ I Frankrig er det saaledes af Historien soleklart, at Revolutionen begyndte ikke 1788, men 1358, men naade kun da ikke stort længer end [til] Paris og kvaltes i Fødselen, saa det slaar nu selv de franske Historieskrivere, skjønt de naturligvis flagre let over, som et sært Tilfælde, hvad vi adstadige Nordboer snarere fristes til at dvæle ved, saa vi glemme at gaa videre, som det i Dag er Tilfældet med mig. Naar jeg nemlig læser, hvordan det gik til, da den sorte Prins havde fanget Kong Johan i det berømte Slag ved Poitiers, og Kronprinsen, siden kaldt Karl den vise, sammenkaldte Stænderne i Paris, for at bringe Orden i de forvirrede Finanser og raade Bod paa de mange Misbrug, der havde indsneget sig, da ser jeg klarlig i Folke-Lederne: Karl den onde fra Navarra, nylig sluppen ud af Bastillen, Biskop Lecocq og den parisiske Borgemester Steffen Marcel, Oldefædrene til Grev Mirabeau, Abbed Sieyes og Borgemester Bailly, og i Parisernes halvblaa og halvrøde Hue et klart Forbillede paa Jakobinernes den helrøde, ser i Kronprins Karl, hvor han ligger paa Knæ for Borgemesteren i Paris og hvor han staar med Pariser-Huen paa Raadstuen (Hôtel de Ville) og roser Pøbelen ud ad Vinduet, fordi den har slaaet hans gode Venner ihjel, Ludvig den sextende i sin Opvæxt, og ser endelig i Bonde-Oprøret (Jacquerie) Forspillet til det store Fyrværkeri, hvorved Adelsborgene trindt i Frankrig gik i Lyset.