↩ Denne lykkelige Vending midt i Ulykken trode imidlertid 👤Gustav ej bedre at kunne benytte sig af, end til at faa en taalelig Fred, maaské til Dels fordi han ►alt da har haft det forfløjne Indfald, som siden forstyrrede ham: at 38gaa i Spidsen af de franske Emigranter til 📌Paris og kvæle Revolutionen i Fødselen. I denne Hensigt sluttede han Forbund og Venskab med 📌Sverigs Arvefjende 📌Rusland, og da han tillige forlangte nye Ofre af det forarmede [og] forgjældede Rige og gjorde sig bestandig mere forhadt hos Adelen, som ejede alt, var ej andet venteligt, end hvad der skete, da han mistede Livet ved en adelig Sammensværgelse 1792 og døde uden at beklages, selv af de Bønder, han vel havde smigret, men rørt paa det ømme Sted ved at gjøre Brændevins-Brændingen, som før var fri, til et ►Kron-Monopol.