↩ Den engelske Almen-Aand (►public spirit) har saa længe været et Ordsprog i 📌Evropa, at det kunde synes aldeles overflødigt, hvad jeg har prøvet paa: at opvise Præget og Sporene af denne Aand baade i Lys og i Løn. Men jeg tænker dog snarere, mit Forsøg har været utilstrækkeligt end overflødigt; thi man har endnu sædvanlig saa flygtig og saa taaget en Forestilling om Aand, at naar man indrømmer 📌England det store Fortrin at have en egen Aand, da tænker man sjælden paa, hvad det vil sige, og endnu sjældnere stræber man enten at ►klare det for sig, hvad for en Aand den engelske er, eller at undersøge, hvorfor de andre dannede Folk synes ingen at have. De, der tro sig klogest paa Almen-Aand og 📌Englands Fortrin, synes derfor at mene, enten at den ligger i Luften, i Porter, roast-beef og potatoes, eller at den udspringer som en Maskin-Gud (deus ex machina) af Maskineriet i den engelske Statsforfatning; og i denne Vildfarelse staa, saa vidt jeg har kunnet mærke, Engelskmændene selv, saa, da jeg er af en ganske anden Mening, maa det snarere synes forvovent af mig, end det kan findes overflødigt, med alle de Vaaben, jeg har, at forfægte min Anskuelse. Saa forvoven maa jeg imidlertid være, fordi, hvis jeg har 454Ret, da beror hele Kristenhedens og ret egentlig 📌Nordens ►Held paa, at 📌England kommer til at forstaa sig selv, og vi til at betragte det og dets Aand i deres rette Lys.