↩ 👤Gustav var nemlig ikke blot en Søstersøn, men en stor Beundrer af 👤Fredrik den eneste, ligesom denne en Beundrer af 👤Voltaire, selv Skjønaand og Skribent og, med mange smukke Talemaader om Frihed, Oplysning og Menneskerettigheder o. s. v., baade saa forfængelig, selvklog og selvraadig som nogen af de samtidige Fyrster, medens paa den anden Side den grænseløse Forvirring i alt, Folkets Armod og Adelens haarde Tryk maatte synes ham at undskylde ethvert Middel til at fremkalde bedre og lysere Dage. Midt i 88 lod han nu Kejserinden sige, at vilde hun beholde Fred med ham, maatte hun tilbagegive, hvad hun af 📌Finland ►havde inde, betale ham Krigsudrustningen og give Tyrkerne 📌Krim eller, ►om de paastod det, alt til37bage. Det var Krigserklæring nok, og kunde 👤Gustav strax rykket mod 📌Kronstad og 📌Petersborg, kunde det blevet farligt nok, men nu gjorde Armeen i 📌Finland Opstand, mens en dansk Armé brød ind fra 📌Norge; og skjønt begge Dele løb ►taalelig af, blev 👤Gustav dog forsinket, til det var for sent, saa han maatte være glad ved ej at tabe mere ved Freden, end Krigen havde kostet.