↩ 📌Sverig havde indtil Trediveaars-Krigen været næsten ganske ubekjendt uden for 📌Norden, men under denne store ►Vendekreds, hvor 📌Danmark næsten ganske tabte sin Vigtighed, vandt 📌Sverig under 👤Gustav Adolf en evropæisk Navnkundighed, det næsten havde lige saa ondt ved at tabe som at vedligeholde. Denne Navnkundighed voxte end ogsaa ved 👤Karl den tolvtes vel æventyrlige og til Slutning ulykkelige, men dog ►kæmpemæssige og glimrende Færd, saa uagtet 📌Sverig maatte afstaa 📌Ingermanland, 📌Estland, 📌Lifland og lidt af 📌Finland til 👤Peter Czar, ansaas det dog i hele 📌Evropa, endsige da i 📌Petersborg, endnu for en Magt af anden Rang, der under en tapper Konge kunde blive frygtelig og farlig, man vidste ikke for hvor mange, men først og sidst for 📌Rusland, der havde været saa nærgaaende og lagt sin ny Hovedstad ligesom til Trods paa, 36hvad der længe kaldtes svensk Grund. Landet var imidlertid, især under 👤Karl den tolvtes bestandige Krig, blevet forarmet, Adelen havde under svage Fyrster tiltaget sig den egentlige Regering og var delt i to Partier, hvoraf det ene holdt med 📌Rusland og det andet med 📌Frankrig, og stod da begge i udenlandsk Tjeneste og til Dels i fremmed Sold. I Midten af Aarhundredet besteg 👤Adolf Frederik af det oldenborgske Hus, forhen Biskop i 📌Lybek, den svenske Trone, men bar kun Kronen ►til Stads, hvorover han en Gang blev saa utaalmodig, at han nedlagde den, men lod sig dog overtale til at tage den igjen og døde med den 1771. Hans Søn 👤Gustav den tredje tog sig derimod paa den første Rigsdag 1772 med ►Staalhandsker den Frihed at give 📌Sverig en ny Forfatning og herskede temmelig uindskrænket til Rigsdagen 86, hvor han slet intet kunde udrette; og uagtet det kun var et daarligt Varsel for en Krig, han vilde begynde paa sin egen Haand, saa’ 👤Gustav dog vist deri én Grund mere til at bryde med 📌Rusland, dels fordi han ansaa Modstanden [for] vakt fra denne Side, og dels fordi han mente, naar Krigshæren først var paa Benene, at kunne gjøre, hvad han vilde.