↩ Se, det er i Grunden alt det Regnskab, jeg kan gjøre for mit store Haab baade om ►Nygrækerne og om alle de Folkefærd, over hvis Isse Menneske-Aanden fordum svævede med Kraft og Glans: at, naar de kun endnu er til, og deres Hjærte hænger fast ved de Bjærge eller Bølger, hvor ►Fædrene færdedes, og [hvor] ►Fædrene slumre, hænge fast ved Modersmaalet, hvori der blev sunget for Heltenes Vugge, fast ved Mindet om deres Storværk, – da skal deres Stjærne aldrig være sunken saa dybt, ►den stiger jo atter til sin gamle Højde og tindrer kjendelig med samme Glans, kun oplyst af Aartusenders Erfaring med voxende Klarhed. – Selv i min tunge Ensomhed, kun omringet af de døde Vidner om gamle 📌Grækenlands ►som gamle 📌Jødelands og 📌Nørreledens frugtbare Herlighed, har det gjennem mange Aar liflig vederkvæget mig, i den ►næste Fremtid at se ►Arildsfolkene opstige som Guder af Jorden, levende tilegne sig det gamle Levnedsløb og klart fuldende, hvad de kjækt begyndte; og hvad ikke da nu i en Kreds af beslægtede Naturer, Sønner af den samme Moder, som ønske at høre, hvad jeg véd, og hvad jeg tænker, 410hvad jeg mindes, og hvad jeg haaber om Tidens Løb! – Her gløde mine Kinder, ikke for de døde, men for de levende, naar jeg ser ►Odyssevs komme hjem til 📌Ithaka og spænde paa ny sin store Bue, ►alle hans Medbejlere meget for stiv, ►tage til sit Sprog og tale med vingede Ord, og bede dem kun ikke forarges paa ham, fordi han efter gammel Vane kommer hjem i Stodderdragt, foragtet af de fine Herrer, men dog ►alt i Kæmpedysten med ►Iros – den indbildske Tyrk og den storladne Tomhed – sine Fjenders Skræk og sine Venners Stolthed.