↩ Sværmeriet for Middelalderens Riddertid endelig, som var, hvad der forbandt en Del tyske Studenter, med 👤Görres i Spidsen, havde jo vist nok sine store Latterligheder, som Studenterne ingenlunde vilde taale, man lo ad; men en studerende Ungdom, der slet ikke sværmer for andet, vil altid svire og sværme; og hvem skulde da ikke langt heller ønske, den sværmede for det store Fæderneland, som er Folkeaandens glimrende Kreds gjennem alle Tidsrum! Og skjønt jeg er langt fra at forgude 📌Tysklands Middelalder eller at løfte ►Niebelungen-Lied, ►Heldenbuch og Minnesangene, hvori den Tid afprægede sig, til Skyerne som Kunstens Mesterstykker, saa er det dog tusend Gange værdigere for et Folk, at overdrive Beundringen for sin Aands velbehagelige Udtryk og ►ejendommelige Storværk, end selv at foragte og belé det. Det sidste, som, mens Latinen herskede, var Tilfældet i 📌Tyskland, endnu langt mer end hos os, er nemlig en Aandløshed, der fører til Dyriskhed, Trældom og folkelig Undergang; det første er derimod kun den naturlige Partiskhed, hvert Folk, ligesom hver ►Enkeltmand, har for sit eget, som i en vis Grad derfor er uadskillelig fra ethvert kraftigt Folkeliv; saa den maa Folkene lære at tilgive hinanden, naar den blot ikke med verdslige Vaaben vil gjøre sig gjældende. Heller aldrig har man i 📌Tyskland været nærmere ved at lade 📌Nordens Oldtid og Middelalder vederfares Ret, end da man sværmede for sin egen; og det af den simple Grund, at Aander altid har en vis Respekt for hinanden, men Aandløshed forhaaner dem alle.