XXXVI.
(Den 22de Oktober.)
✂ Mine Herrer!
✂ De hundrede Dage er [som sagt] et rundt Tal, som ingenlunde med aritmetisk Nøjagtighed angiver 👤Napoleons anden Kejsertid, saa vi kunde bedre sige Fjerdingaaret; thi det var [den] 20de Marts, han holdt sit kejserlige Indtog i 📌Paris, og [den] 21de Juni, han kom did som Høvding uden Hær. Det var altsaa fra Foraars-Jævndøgn til Sommer-Solhverv, han sad paa ►Bourbonnernes Trone; og kaldte man ham ved Ankomsten til 📌Paris ►“Martsviolernes Fader”, saa maa vi, der har set Enden, kalde hans anden Regering en Vaar uden Aar, i alle Maader et skuffet Haab, – med mindre 👤Napoleon i Grunden kun prøvede det Vove-Stykke, for at gjendrive alle Indvendinger mod sin personlige Storhed og for at sikre sig det over al Verden udødelige Navn, der siden hans Fald syntes at skulle kvæles i Fødselen; thi i saa Fald svarede Udfaldet ganske til hans Forventning.
✂ Vel kan man nemlig med Føje kalde Frasagnet om de hundrede Dage en Spøgelse-Historie; thi som sit eget Gjenfærd bestiger han unægtelig Kejsertronen, holder Slag og nedlægger Kronen paa ny; men en Gjenganger ved højlys Dag, der ikke blot kyser ►Bourbonnerne ud af 📌Tuillerierne og ud af 📌Frankrig, men sætter Skræk i hele 343📌Evropa, det er aabenbar en saa kolossalsk og virkelig Gjenganger, at Frasagnet derom, med alle Spøgelsehistoriens Fordele, er en overraskende Fortsættelse af 👤Napoleons Heltehistorie, hvorved den springer over Graven og sikrer sin Udødelighed.
✂ Ja, ►m. H., jeg er ganske vis paa, at der lige til Verdens Ende kun vil findes saare faa mere fjendtlig stemte mod enhver Fortsættelse af 👤Napoleons Tyranni end jeg; og dog maatte jeg være en Hykler, om jeg vilde nægte, at hver Gang jeg læser om det kejserlige Gjenfærd og Slaget ved 📌Waterloo, gjør det mig ondt at se den vældige Kæmpe ved hvert Skridt beluret, drillet og forsinket af de parisiske ►Navnegjække og Frihedsnarre, og at se ham flygte for den engelske Vagtmester og den prøjsiske Husar; – saaledes fortryller Storheden mig uvilkaarlig, selv i sin tyranniske Skikkelse, fordi den staar ene, med hele Verden imod sig, ene som en ►Orlogsmand, der trodser Storm og Brænding, til Roret knækkes, og Skibet knuses mod en Klippe. Ogsaa derfor ønsker jeg da ret af mit inderste Hjærte Verden snart en Helt, ej mindre af Kraft, af Kløgt og Indflydelse, men frisindet, ædel og hjærtelig; da det i mine Tanker ene er en saadan ny Heltehistorie, der kan fordunkle 👤Napoleons og skille ham ►ved den overdrevne Beundring, han nødvendig hos alle Storhedens Kjendere maa finde, saa længe han i Nyaarstiden staar alene; thi denne Beundring vil hos de fleste kun være alt for frugtbar og alt for kjendelig i deres Bestræbelser.
✂ Det var [den] 26de Februar, 👤Napoleon, efter Aftenen forud at have gjort et stort Bal i 📌Porto-Ferrajo, indskibede sig under tvetydige Varsler paa Briggen ►“Ubestandighed” og tre andre Skibe, med 100 Polakker, et Par Hundrede korsikanske Skarpskytter og 400 af sine gamle Gardere, i alt omtrent 1000 Mand, under Generalerne 👤Drouot, 👤Cambronne og 👤Bertrand; og da disse tre var de eneste af alle 👤Napoleons Generaler, som heller vilde 344følge ham til 📌Elba end tjene 👤Ludvig den attende, var de i mine Øjne langt bedre værd at kjende end alle ►Marechallerne; men saaledes har Skribenterne hidtil ikke tænkt, derfor véd jeg meget lidt om dem.
✂ 👤Drouot var imidlertid en ►Lothringer, født i 📌Nancy 1774, som, da han 16 Aar gammel indstillede sig til Examen i 📌Chalons, for at komme paa Kadetakademiet, saaledes forbavsede Examinatorerne, at han uden videre blev udnævnt til Artilleriofficer, og udmærkede sig i alle Felttog, uden dog endnu 1809 at være stegen højere end til Major ved Gardens Artilleri; men ved 📌Wagram steg han til General og var fra nu af med Artilleriet ►Ild-Sultanens højre Haand ved 📌Moskva, ved 📌Leipzig og ved 📌Waterloo. Han overlevede det alt sammen, og da han siden blev sat under ►Fiskalens Tiltale, for at have været i Ledtog med 👤Napoleon, blev han frikjendt som den, der aldrig havde svoret andre Troskab, og rejste derpaa hjem til 📌Nancy, uden at jeg véd, hvordan det siden gik ham.
✂ 👤Cambronne, en Bretagner, født i Nærheden af 📌Nantes 1770, var 1800 af Armeens Grenaderer udraabt til “Frankrigs første Grenadér”, en egen Ærestitel, som hans Landsmand 👤Latour d'Auvergne (født 1743) havde gjort til mer end General; saa det var intet Under, at da 👤Cambronne, som anførte Garden ved 📌Waterloo, blev af de sejrende Englændere opfordret til at overgive sig, gav han det berømte Svar: ►“Garden overgiver sig ikke, den opofrer sig.” Haardt saaret faldt 👤Cambronne imidlertid i engelsk Fangenskab, blev, ligesom 👤Drouot, tiltalt af ►Fiskalen, men frikjendt og trak sig tilbage til 📌Nantes; mere véd jeg ikke om ham.
✂ 👤Bertrand fra 📌Berry, hvis Fødselsaar jeg ej engang har kunnet finde, var med i 📌Ægypten, men vakte først i Lejren ved 📌Boulogne 1804 👤Napoleons Opmærksomhed, hvem han siden trolig fulgte over alle Valpladsene, ej blot til 📌Elba, men ogsaa til 📌St. Helena. Hans Tapperhed havde 345især udmærket sig ved 📌Friedland og 📌Leipzig, og som Ingeniør vandt han almindelig Beundring ved sine 📌Donav-Broer 1809, saa det blev et Mundheld i den franske Armé: ►“Der er ingen 📌Donav mer.”
✂ Da nu alle disse tre Generaler var lige saa berømte for Ædelmodighed som for Dygtighed, saa havde 👤Napoleon unægtelig Ære af saadanne Følgesvende; thi efter det gamle Ordsprog: ►“Som Herren er, saa følge ham Svende”, vække de en langt bedre Formodning om hans Tænkemaade, end Historien Stadfæster.
✂ Da Skibene lettede, sagde 👤Napoleon til Garden: “Grenaderer! Vi gaar til 📌Frankrig, vi gaar til 📌Paris.” – “Kejseren leve!” var naturligvis Svaret, og 1ste Marts landede 👤Napoleon med sin lille Krigshær ej langt fra 📌Fréjus, hvor han ogsaa ved Hjemkomsten fra 📌Ægypten først betraadte fransk Grund, og her plantede han da strax det trefarvede Flag og lod sin Proklamation til Armeen oplæse. Nu, ►m. H., De véd nok, jeg er ingen Beundrer af de oplæste Taler, og jeg har aldrig set Bogstaver begejstre Folk til andet end Snak; men naar man springer over Resten og tænker sig det levende udtrykt i Kredsen af de tusend vældige, hvad vi læser om ►Bourbonnerne: “Skulde de blive ved at regere, da maatte al Ting, selv Mindet om de uforglemmelige Dage, gaa tabt. Vi maa glemme, at vi har været Folkenes Herrer; men hvor kan vi taale, at nogen vil blande sig i vore Anliggender! Vi blev aldrig overvundne, det var kun to Rømningsmænd, der forraadte vore Lavrbær, deres Fæderneland, deres Fyrste, deres Velgjører. Saa griber da Ørnene igjen, som I bar ved 📌Ulm og ved 📌Austerlitz, ved 📌Jena, ved 📌Eylau og 📌Friedland, ved 📌Tudela, ved 📌Eckmühl, ved 📌Eslingen og 📌Wagram, ved 📌Smolensk og 📌Moskva, ved 📌Lützen, ved 📌Warschau og 📌Montmirail! Tænker I, at den Haandfuld Franskmænd, der nu er saa kry, kan udholde Synet af vore Ørne? Nej, de vil vende did, hvor de kom fra; og lad dem regere dèr, som de 346paastaar, de har regeret i nitten Aar! – Soldater! Kom da og stil jer under Hovedbanneret! Jeres Høvding lever kun med jer; hans Rettigheder er kun Folkets og eders; hans og eders Fordel, Hæder og Ære [er] én og den samme. Sejersgudinden skal følge os i Stormskridt, og Ørnen skal flyve med vort Folkebanner fra Taarn til Taarn, til 📌Nôtre-Dame-Kirkens Spir; da kan I med Æren vise eders Skrammer, da kan I prange med eders Daad, da er I Fædrelandets Frelsere;” – da var det Ord, som kunde henrive og maatte opflamme stærkere, jo klarere den første Spaadom gik i Opfyldelse.
✂ Vende vi nu Blikket til 📌Paris, da se vi kun den største Usselhed i alle Kroge. Selv for en udmærket Konge vilde det været en ►svar Opgave, at blive Revolutionens og 👤Napoleons Eftermand; men derom havde 👤Ludvig den 18de ikke mindste Forestilling, og de eneste ved Hoffet, der havde nogen: ►Hertugen af Orleans og 👤Chateaubriand, var uden Indflydelse. Selv 👤Talleyrand, som nu var ved Kongressen i 📌Wien, synes at have været enig med Hoffet om, at den Konstitution eller det saakaldte ►Charte, som Kongen havde givet ved sin Tronbestigelse, kunde man godt efterhaanden skrive i Glemmebogen, og behøvede ej engang at skaane Armeen eller Kjøberne af National-Godserne eller Bønderne. Misfornøjelsen var derfor almindelig, undtagen i Søstæderne, som havde lidt umaadelig under Krigen med 📌England og begyndte nu under Freden at trække Vejret; saa var 👤Napoleon ikke kommen saa uventet, vilde han snarest fundet Modstand i 📌Provence, hvor 👤Masséna kommanderede.
✂ [Den] 5te Marts kom Efterretningen om 👤Napoleons Landgang til 📌Paris og slog i første Øjeblik Hoffet med stor Forskrækkelse; men [det] bildte sig dog snart ind, det havde ingen Nød, især da ►Marechal 👤Soult, som nys var bleven Krigsminister, udstedte sin berygtede ►Parolbefaling, der begynder saaledes: “Dette Menneske, som 347nys i hele 📌Evropas Paasyn nedlagde en Regering, han havde ►anmasset sig og gruelig misbrugt: 👤Bonaparte, er landet paa fransk Grund, som han aldrig mer maatte betræde. – Hvad vil han? En Borgerkrig! Hvad søger han? Forrædere? Hvor vil han finde dem!” – 👤Greven af Artois, ►Hertugen af Orleans og 👤Macdonald gik til 📌Lyon; 👤Hertugen af Angoulême og ►hans Kone, 👤Ludvig den sextendes Datter, som 👤Napoleon kaldte den eneste Mand blandt ►Bourbonnerne, var i 📌Bordeaux; 👤Masséna var i 📌Marseille. Man skrev: “Han er omringet, alle Byer lukke deres Porte for ham, han er tilintetgiort;” og man trode det formodentlig selv et Øjeblik.
✂ 👤Napoleon havde imidlertid ingen Nød, 👤Masséna holdt sig rolig, og Marseillanerne kom for sent paa Benene; 7de Marts stødte han først i Nærheden af 📌Grenoble paa en Fortrop af 800 Mand, som ikke vilde ►parlamentere med ham; men da lod han sin Garde rykke frem med Geværet i Armen, gik selv i Spidsen, gav sig til Kjende og raabte: “Vil nogen slaa Kejseren ihjel, saa kan han.” Det var Tropper, som havde tjent under ham i 📌Italien; de svarede naturligvis: “Kejseren leve!”, rev ►den hvide Kokarde af, satte den trefarvede paa og omfavnede Garden. Kort efter kom Oberst 👤Labédoyère med sit Regiment, og var den første Stabsofficer, som gik over, hvorfor han da ogsaa blev skudt, da ►Bourbonnerne kom igjen; og endnu samme Aften holdt Kejseren sit Indtog i 📌Grenoble, uden anden Modstand end den, Portene gjorde, da man sprængte dem.
✂ Dagen efter kom 👤Greven af Artois til 📌Lyon; men det var meget for silde: Tropperne vilde slet ikke høre noget om at rykke mod 👤Napoleon; og da Prinsen sagde til en gammel Underofficer: “Kammerat! raab: Kongen leve!” svarede han meget naivt: “Nej, Monsieur! det er umuligt; jeg kan ikke raabe andet end: Kejseren leve!” (De havde den trefarvede Kokarde paa Bunden af deres Patron-Tasker; derfor kom den i 📌Grenoble i et Øjeblik paa 6000 Hatte, 348under det Udraab: Det er den samme, vi bar ved 📌Austerlitz eller ved 📌Marengo.) Om Morgenen [den] 10de skyndte 👤Greven af Artois sig fra 📌Lyon, fulgt af en eneste Gensdarm; om Aftenen gallopperede 👤Napoleon der ind med en utallig Folkestimmel. Den 17de var 👤Napoleon i 📌Auxerre, og dèr mødte han den første ►Marechal med trefarvet Kokarde; det var 👤Ney eller 👤Fyrsten af Moskva, som havde lovet at sætte 👤Napoleon i Bur, men fandt sig nu i hans Garn.
✂ Endnu den 16de Marts, da Kongen aabnede ►Kamrene, forsikrede han, i sit tresindstyvende Aar ej at kunne ende sine Dage bedre end ved at dø for Fædernelandet; men ved Mønstringen af ►Nationalgarden fandt 👤Greven af Artois det forskrækkelig koldt; han opfordrede dem, der vilde gaa ind i Armeen, til at træde ud og lagde til: “Ingen Forvirring, ingen Trængsel, mine Herrer! Vil De behage at træde ud én for én.” Men med Trængselen havde det ingen Nød: der var næppe ti i alt, som traadte frem. Natten til den 20de rejste Kongen, og næste Aften holdt 👤Napoleon sit Indtog i 📌Tuillerierne. Kongen opslog igjen sin Bopæl udenlands, i 📌Gent.
✂ Af ►Marechallerne fik 👤Napoleon 👤Ney, 👤Davoust, 👤Soult, 👤Mortier (📌Treviso), 👤Moncey (📌Conegliano), 👤Masséna [og] 👤Augereau (📌Castiglione), som dog blev vraget.
✂ I 📌Wien fik man 👤Napoleons Landgang at vide 8de Marts, 13de erklærede man ham fredløs, og 25de sluttedes Forbund imod ham: 📌Rusland og 📌Prøjsen, 📌Østerrig og 📌England vilde stille 600,000 Mand, 📌England betale Gildet, og ingen ►underhandle med 👤Napoleon, ingen hvile, før han var tilintetgjort.
✂ Naar franske Skribenter herved opløfte Skrig om Brud paa ►Folkeretten, da maa man vist nok spørge, hvad ►Folkeretten havde med 👤Napoleon at gjøre; men Ministrene 👤Metternich og 👤Hardenberg, 👤Hertugen af Wellington og Rænkesmeddenes Oldermand 👤Talleyrand, der 349styrede det hele, beviste herved rigtig nok, at det store Geni ingen uforsonligere Fjender har end de store Talenter i indskrænket Forstand, og at Folkenes Velfærd var dem ligegyldig; thi den satte de aabenbar dumdristig paa Spil, ved at erklære 👤Napoleon, der søgte Fred, en Undergangs-Krig. Men det er ogsaa ganske naturligt, at herskesyge Statsministre og Generaler hade en selvstændig Fyrste, der ikke blot fordunkler dem, men som, ved selv at være Lovgiver, ►Underhandler, Krigshøvding og alt i en langt større Stil, stræber at vise, de er hartad overflødige; og desuden maatte alle Ministre i 📌Tyskland og 📌England og selv i 📌Rusland, saa længe 👤Napoleon stod, bejle til Folkegunst, hvad der var dem højst ubehageligt.
✂ [Den] 12te Juni kom 👤Napoleon fra 📌Paris til 📌Laon, og den 14de, Aarsdagen for Slagene ved 📌Marengo og 📌Friedland, udstedte han en Kundgjørelse, som slutter med de Ord: “For enhver Franskmand med Mod i Brystet er Øjeblikket kommet [til] at sejre eller ⓘ dø”.
✂ I 📌Brüssel var Hoved-Kvarteret for den engelsk-hollandske Armé, 110,000 Mand, anført af 👤Wellington, født i 📌Irland 1769; fortjente sine Sporer i 📌Ostindien mod 👤Tippo-Saib og ►Mahratterne; men øvede sin første evropæiske Heltegjerning ved 📌Kjøge, – hvorfor Slaget dèr i de engelske Beskrivelser ser anderledes farligt ud end i vores, – og vandt i 📌Portugal og 📌Spanien først det store Feltherre-Ry, der nu skulde gaa gjennem Skærsilden.
✂ I 📌Namur [var] Hoved-Kvarteret for den prøjsiske Hær under 👤Blücher, født i 📌Rostock 1742; var allerede med i Syvaarskrigen, udmærkede sig 1806 ved ►Æventyret til 📌Lybek, og blev 1813 og 1814 Tyskernes Helt og Hertug af 📌Wahlstadt.
✂ 👤Napoleons Plan var nu naturligvis at slaa hver af disse Armeer for sig; men Spørgsmaalet var, med hvilken der skulde begyndes, og han valgte den prøjsiske, fordi han regnede paa, at ►den gamle Husar vilde snarere komme 350Englænderne, end ►den svære Kavalerist Prøjserne til Hjælp; men havde han valgt, først at slaa Engelskmændene, var det uden Tvivl lykkedes; thi de laa vidt adspredte og i dybeste Ro, saa der i 📌Brüssel var et stort Bal for Officererne den 15de Juni, da man fik Bud fra 👤Blücher, at hans venstre Fløj i 📌Charleroix var angreben og trængt tilbage. Engelskmændene er imidlertid Folk, der kan ►fatte sig, saa allerede den 16de om Morgenen havde de sat sig saa fast i en vigtig Stilling, paa en Korsvej 📌Quatre-Bras, som ►Marechal 👤Ney havde forsømt, at han hele Dagen ej var i Stand til at fordrive dem. Dette formindskede 👤Napoleons Styrke mod Prøjserne, hvem han imidlertid den 16de om Eftermiddagen leverede et blodigt Slag, fandt haardnakket Modstand, men gjennembrød dog til sidst deres Midte, og hindredes kun ved 👤Neys Nøleri og andre uformodentlige Uheld fra aldeles at ►sprænge dem. 👤Blücher, som til sidst gjorde et fortvivlet Rytterangreb, fik Hesten skudt under sig og laa en Stund paa Valpladsen, til han ved et ►særdeles Lykketræf reddedes af sin Adjudant Grev 👤Nostitz. Prøjserne havde paa to Dage mistet 20,000 Mand og maatte trække sig tilbage; men det skete i god Orden, 👤Napoleon var for træt og svag til at forfølge rask, og Foreningen af de to fjendtlige Hære lod sig nu næsten slet ikke forebygge.
✂ Fægtningen ved 📌Quatre-Bras havde imidlertid kostet 👤Wellington 5000 Mand, 👤Hertugen af Brunsvig var falden, og da han mærkede, 👤Blücher var slaaet, fandt han det nødvendigt at trække sig tilbage til 📌Waterloo, to Mil fra 📌Brüssel, hvor man trode alt tabt. 👤Prinsen af Oranien, [som var] omringet, frelstes af Belgierne, som han gav sit Ordenstegn, og de hængte det paa Fanen.
✂ ([Slaget ved 📌Waterloo stod da den] 18de Juni Kl. 11. Hver af Hærene omtrent 70,000 Mand og 250 Kanoner. – “Hvad vil man sige i 📌England, om vi bliver slaaet!” var 👤Wellingtons Opmuntring. – “Vil de ikke 351snart vende Ryg?” sagde 👤Napoleon, som stod paa Bakken ved 📌La Belle Alliance. “Nej”, sagde 👤Soult, “de lader sig vist først hugge ned.” 👤Halketts Brigade, 11 Gange angreben, to Tredjedele nedhugget, bad om Afløsning blot et Kvarter; men da 👤Wellington forsikrede, det gik ikke an, raabte de: “Saa staar vi til sidste Mand.” – (“Kommer Prøjserne ikke, saa kommer dog Natten.” – Henved [Kl.] 8 [kom] Prøjserne med: “►God save the King.” – “Dèr kommer han endelig, gamle 👤Blücher!” – 👤Napoleon vilde faldet; men 👤Soult rev ham med sig, sigende: “Er Fjenden endnu ikke lykkelig nok!” – Sejren kostede over 20,000 Mand og 1000 Officerer, 15 Generaler, 45 Adjudanter. – Et Batteri beskød Træet, hvor 👤Wellington stod, men han rørte sig ikke; han blev en Gang overfalden af ►Kyrasserer, men fór ind i næste ►Karré og var ►sikker. – “Gaa lidt dybere, saa finder I Kejseren!” sagde en Franskmand til de engelske Læger, da de pillede en Kugle ud ved Hjærtet.
✂ [Den] 21de kom 👤Napoleon tilbage til 📌Paris; Dagen efter takkede han af, overgav sig 14de-15de Juli til den engelske Kaptajn 👤Maitland paa Bellerophon ved 📌Rochefort. – 24de ved 📌Torbay og 📌Plymouth. – 7de Avgust paa Northumberland, Admiral 👤Cockburn. – 18de Oktober 📌St. Helena. – ►5te Maj 1821 død [dèr] i 📌Longwood.
✂ 📌Paris overgivet 6te Juli. – ►Fred 20de November, 700 Millioner. – 150,000 Mand i 5 Aar. – ►Kunstskattene.
✂ Slaget ved 📌Waterloo, ved 📌La Belle Alliance, ved 📌Mont St. Jean, ►Søndags-Slaget. – Tiaaret 1792-1802: fra Kanonaden ved 📌Valmy til Freden i 📌Amiens; og [det] 1805-1815: fra Slaget ved 📌Trafalgar til det ved 📌Waterloo, 👤Nelsons og 👤Wellingtons Triumfer.)